VED NIELS DYGAARD.
”TELL ME, IT´S DEAD”
sagde den polske guide til Verner Madsen om den store kronhjort, han netop havde skudt på. Et forvirret ”NO!” var alt, hvad Verner, der lige måtte synke en gang ekstra, kunne fremstamme. Her er hans beretning om, hvordan denne spændende jagt endte for ham og hans ven, Viggo Hansen:
”På vores tur til Polen i 2021 var det hverken lykkedes for Viggo eller mig at nedlægge den kronhjort, vi var kommet efter. Vi blev derfor hurtigt enige om, at vi måtte prøve lykken igen i 2022 og kontaktede samme rejsearrangør, som straks fremsendte et spændende tilbud, som ikke var til at modstå.
Så den 17. september sætter vi meget tidligt om morgenen kursen sydøst på mod Polen og kommer frem til Rypin i god tid. Vi finder vores tolk og bliver indlogeret. Efter en let anretning i restauranten mødes vi med vores jagtguider og bliver instruerede i, hvordan de vil forsøge at guide os på jagten.
Allerede den første aften får jeg et par rigtig gode oplevelser. Efter kun 20 minutter i stigen ser jeg nogle hinder komme ud af et pilekrat frem foran mig, og lidt senere træder en rigtig flot hjort ud – geviret helt mørkt og med smukke hvide spidser. Frem med afstandsmåleren, 396 meter. Jeg må indrømme at jeg sad og bad til Diana, om at den skulle gå i min retning, men nej tilbage i krattet. Jeg var ikke engang rigtig ærgerlig, for sikke en start på jagten, men nu kom tågen så desværre drivende, så da aftenens helt store hjort træder ud på engen, må jeg afstå fra at skyde. Jeg kan simpelthen ikke se, hvor jeg skal placere skuddet.
Da vi næste morgen vi kommer frem til området, lyder der allerede brøl flere steder i skoven. Min guide står lige et par minutter og vurderer vind, vejr og hjortebrøl, og inden længe har vi lokaliseret en hjort, som vi pürscher os frem til. Det ender med, at den kommer ud fra et krat, mens vi er i færd med at krydse en lille eng, og den har retning direkte mod os. Det føles næsten, som om det er den, der er efter os, og da den stopper på en afstand af cirka 40 meter, slipper jeg straks min kugle, og den forender på stedet. Hold da k— en fed oplevelse, selv om det kun var en mindre hjort på 3,5 kilo. Men så var ballet da åbnet!
Aftenen efter var knap så spændende. Det regnede stille, men tæt. Jeg så lidt dåvildt og 3 mårhunde, så derefter var den varme mad og en go´nat-sjus helt på sin plads. Næste morgen var det blevet tørvejr, og vi pürschede det bedste, vi havde lært, men når vi kom i nærheden af hjortene, så gik de den anden vej, men hvem har også sagt, at det skulle være let.
Tredje aften bliver jeg placeret i samme stige som første aften, dog med den forskel, at nu sad Viggo i en stige kun godt 100 meter fra det sted, hvor jeg så den flotte hjort den første aften. Nu var vi placeret i kerneområdet begge to. Alle sejl var sat, og ved 7-tiden kommer nogle hinder frem samme sted som den første aften, og igen efterfulgt af den flotte hjort. Viggo og jeg sidder sådan, at jeg kan se hjorten lidt før ham, så jeg har fuld fokus på den i håndkikkerten, da den træder frem ud for Viggo. Jeg ser hjorten blive truffet af hans kugle, hvorefter den giver et lille spring fremad. Det ser rigtigt ud, når jeg lige at tænke, mens hjorten løber lidt frem, vender i et U, løber tilbage og stiller sig med den anden side til Viggo. Han skyder endnu et skud, hvorved jeg kan se lufttrykket komme ud af skudhullerne i begge sider fra det første skud. Hjorten ender dog med at løbe ind i krattet igen, men jeg er helt fortrøstningsfuld, og da jeg mødes med Viggo, går jeg direkte hen og giver ham hånden, ”Weidmansheil”.
Det ender jeg dog senere med at fortryde, idet vi ikke umiddelbart kan finde hjorten. Vi troede helt sikkert, at vi havde med en anskydning at gøre, og jeg fortrød bitterligt mit Weidmannsheil.
Næste morgen kører vi direkte til Viggos skudsted, hvor guiderne har rekvireret en gammel tysk jagtterrier, som vi ved første øjekast ikke har den store tillid til. Men efter den første resultatløse tur gennem krattet, forklarer guiden, at de går gennem krattet for hver 50 meter, så de går uden om og starter forfra. Pludselig har den lille gråsnudede standhals, og der ligger Viggos hjort med 2 perfekte bladkugler med mindre end 4 centimeter mellem hullerne. Jeg bliver igen glad for mit Weidmannsheil, men jeg har bestemt også lært, at man ALDRIG skal blive for selvsikker.
Efter en god middagslur tager vi afsted på sidste aftenjagt. Det var perfekt vejr, der var hjortebrøl flere steder. Denne gang bliver jeg placeret i et tårn, som Viggo tidligere havde siddet i. Vi er ude i rigtig god tid, og heldigvis for det, for der er fuld gang i brølene. Cirka en halv time før solnedgang begynder lyden af en større hjort at blive tydeligere, og jeg overbeviser mig selv om, at den kommer nærmere, men alt for langsomt. Lyset svinder hurtigere og hurtigere, og jeg når lige at tænke, at det nok heller ikke blev til en stor hjort i år, men jeg havde dog skudt en hjort.
I det allersidste lys træder han endelig ud af skoven, og jeg må indrømme, at jeg når ikke at tælle sprosser, jeg ser bare en rigtig flot hjort, får fat i riflen, som jeg havde sat i hjørnet af tårnet. Op på skulderen med den røde plet, afsted med kuglen. Hjorten bliver helt tydeligt ramt, men løber tværs over en lille stubmark og ind i en mindre klynge træer og buske, hvor han forsvinder. Jeg kommer til at tænke på Viggos hjort og kan slet ikke finde ud af, hvad jeg skal tro.
Da guiden ankommer, er det første, han siger, idet han åbner bildøren:”Tell me, it´s dead!” Jeg måtte lige synke en gang ekstra, inden jeg får fremstammet et ”NO,” hvorefter jeg forklarer ham, hvad jeg har set. Han lægger roligt sin hånd på min skulder men siger ingenting. Da vi bevæger os ned mod skudstedet, går vi direkte i vindsiden af den lille klynge træer, og inden vi nogensinde kan nå at finde schweiss, kan jeg høre ham sige: ”I can smell it,” og før jeg når at tænke helt klart, starter et udbrud, (vistnok jubel på polsk). Sikke en forløsning. Nu er Viggo også kommet til, og det er vist først, da han siger:” For f…. en fin hjort, Verner,” at jeg begynder at fatte, at det faktisk var lykkedes.
En stor tak til Marcin og Marcell fra Hunting Club ,,ŁOŚ” RYPIN, som guidede os på fantastisk vis, men den allerstørste tak skal gå til ”DIANA” for så fornemt at tilsmile mig.”
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
