AF NIELS DYGAARD
Der var kun 8 dage til jul i 2015, da min søn Andreas og jeg atter sad i flyet på vej mod Spanien, nærmere bestemt Madrid. Vi havde været afsted efter den særligt store og gamle Beceite Ibex i maj måned men uden at finde den helt store.
Vores guide, Luis havde i flere dage forinden spottet i flere områder efter en guld ibex, som var det, vi kom efter. Han havde faktisk også set nogle store af slagsen. Vi havde forlænget turen med 2 dage, så vi havde tid nok. Det var meningen, at Andreas skulle skyde en afskudsbuk, når jeg havde skudt min.
Vi ankom planmæssigt til Madrid lufthavn og blev hentet af Luis, som kørte os til jagtområdet, hvor han havde fundet et rart hotel til os.
Næste morgen var det ud og spotte ibex. Vi kørte op på forskellige bjergafsatser og spottede. Efter et par timer så vi en stor ibex helt oppe på toppen af et bjerg. Hurtigt blev der lagt en plan. Vi kørte ned i bunden af bjerget for at bestige det fra den modsatte side. Det var en hurtig og hård tur op. Det er utroligt, så hurtigt man mister pusten. Vi nåede op til det sted, hvor den havde lagt sig til at hvile kun 60 meter fra os. Pludselig sprang den op sammen med en del hundyr og forsvandt hurtigt ned af bjerget – uden at der var en mulighed for skud. Chancen var forspildt. Nå! Ned ad bjerget igen og spotte – sådan gik hele den første dag.
Vi vågnede den 20. december fulde af forhåbninger om, at det nok skulle lykkes i dag. Vi kørte til et nyt område og havde allieret os med yderligere 2 guider, som havde passet dette område med skovning etc. de sidste 18 år, så det var erfarne folk, vi havde på sagen.
Vi fandt en bjergtop, hvor vi kunne spotte over på den modsatte bjergside ca. 900 meter væk. Der var rigtig mange dyr og så fi vi øje på ham. Man kunne næsten se, hvor stor han var, uden kikkert. Han var desværre sammen med en del hundyr i en lille skovtykning ovre på det modsatte bjerg, og det ville være umuligt at komme indenfor skudhold, så vi måtte vente og vente for at se, hvad han havde tænkte sig. Det blev varmere og varmere, så vi håbede, at han ville søge ned i dalen.
Efter endnu en del venten besluttede vi at køre ned i dalen i håbet om at han ville komme derned. Pludselig stoppede Luis bilen og pegede til venstre:”Se, der kommer han, skynd dig at lægge an på køleren!” Som sagt så gjort, men det var altså ikke optimalt. Da jeg endelig får ham på kornet, går han væk fra mig, så jeg håber, at han vil vende siden til, men nej, han går bare væk. Jeg lægger mig på vejen, da han passerer på 280 meter, men jeg får ikke skudt, og Luis er mildest talt ikke tilfreds, men sådan er det.
Det viser sig senere, at den ibex, jeg lige har ladet gå, er den største, de nogensinde har set i det område, over 90 cm. horn og 13 år gammel. Nej, hvor jeg ærgrede mig. Efter frokost spottede vi igen, men ikke i det område, hvilket jeg undrede mig over. Først sidst på eftermiddagen kom vi til det samme område igen. Vi gik op på en bjergtop og spottede ned på klippefremspringene under os.
Pludselig stopper Luis og kalder mig frem. Nedenunder os i en vinkel på 35 grader står den samme kæmpe ibex! Jeg lægger mig hurtigt ned og tager sigte. Afstanden er 175 meter, men jeg kan kun sigte på ryggen lige bag skulderen. Skuddet går, og jeg kan tydeligt se, at han er ramt. Han løber 50 meter og står stille. Jeg skyder igen, men skuddet går over ham. Så forsvinder han. Vi følger efter, nærmest lodret nedad. Vi finder ham igen liggende i noget buskværk. Jeg giver ham et skud på halsen, og derefter forender han.
Da vi langt om længe kommer ned til ham, kan vi se, at han er enorm. 93 og 97 cm. horn og en meget stor guld ibex. Han er senere opmålt til top 20 i verden. Andreas fik dagen efter sin ibex, så den 23. december kunne vi glade tage hjem til jul.
Har du også et trofæ du ønsker at få opnålt, så
Se tid og sted for nye trofæopmålinger her: www.trofæopmåling.dk
