Polsk Hjorteheld

Hvor heldig kan man være, spurgte Nils V. Rasmussen sig selv, da han i anledning af sin 60 års fødselsdag fik foræret en jagt på en polsk brunsthjort, og tillige af sin søn et tilbud om på hans fynske jagt at skyde en dåhjort. Her fortæller Nils, hvordan det hele gik i opfyldelse – endda over al forventning, idet dåhjorten af Sten Breith blev opmålt til 196,2 point – mere end nok til en guldmedalje.

VED NIELS DYGAARD.

Ja, mit ønske blev opfyldt, og min søn syntes så, at han hellere måtte tage med som tolk. Vi ankommer til reviret Zmigrod midt på dagen og skal på jagt om aftenen. Det er et rigtigt hyggeligt sted lige midt i reviret. Det er meget varmt, 25 til 30 grader, så vi er noget spændte på, om der er noget brunst. Jeg får en ung stalker, flink fyr.
Nå men vi skal ud på jagt. Hu hej hvor det går, han kører, som om han er med i Dakar-rallyet, så jeg hænger oppe i panikhåndtaget. Vi kommer ud til skoven, og der er meget stille, men da solen er på vej ned, begynder der at ske noget. De brøler rundt om os, og jeg får også en skudchance til en hjort, men da vi lige var kommet derned, ville vi gerne noget mere på jagt og se området, og jeg lod derfor være med at skyde. Et par dage efter lykkedes det for os begge to at skyde hver en køn hjort. Hjortejagt det er stærkt vanedannende, så tak til folkene dernede og Diana Jagtrejser for en rigtig god tur.

På turen hjem siger min søn så til mig, at jeg kan tage en tur ud på hans jagt for at se, om jeg kan skyde en dåhjort. Det siger man jo ikke nej til. Det blev oktober, og så skulle det prøves. De første dage var det dårligt vejr, havde dårlig vind men så dog dåvildt – en då med en kalv og en spidshjort på naboens jord, så der var håb om, at der var noget, der var lidt større. I løbet af et par dage kom vinden i det rigtige hjørne, og så var det med at komme af sted igen. Jeg kommer ud på stykket, finder et godt sted at stå, hvor jeg har skoven på den ene side og et stort hegn på tværs af stykket små 100 meter væk, et hegn som de gerne følger, men kan også komme flere steder fra, da der er flere småskove i området

Jeg har stået nogle få minutter da jeg hører en lyd som af et par tørre grene, der bliver slået mod hinanden – og det meget tæt på, så dér kom riflen hurtigt op i skydestokken. Der var rigtigt mange blade på træerne, så jeg kunne intet se, men høre, at der blev bokset derinde. Jeg er ikke rigtig klar over om, det er to, der slås, eller det er en, der fejer voldsomt, men med ét bliver der meget stille. Jeg tænker med det samme, nu sker der noget, når at få fat i riflen og kigger op. Og der står han ca. 40 meter fra mig og stirrer lige på mig. Da jeg ser, hvor stor han er, da kan man virkelig mærke, at man lever. Jeg turde dårligt nok at trække vejret. Jeg tænkte, det her går ikke. Det føltes, som om han stod i flere minutter og bare stirrede på mig.

Hjorten drejer så hovedet for at se op langs skoven, så nu kunne jeg sætte en god kugle. Han gik ned på stedet. Da jeg kom hen til ham, blev jeg klar over at jeg havde skudt mit livs dåhjort. Jeg fik ild i piben satte mig ned kørte filmen baglæns og nød synet af ham. Jeg fik ham brækket, ringede derefter til min søn og fortalte, hvad der var sket og bad ham om at komme med traileren og hjælpe mig med at få hjorten læsset. Han var taget på jagt et andet sted og var lige stået ud af bilen, da han fik min opringning, så han brummede lidt, men han kom. Han kikkede jo noget, da han så hjorten, og mumlede så noget om, at nu skulle jeg ikke forvente at få lov til at skyde en mere af den kaliber til min 70 års fødselsdag – det forstår man jo ikke. Vi fik ham læsset og kom hjem med denne dejlige gave, som Sten Breith opmålte til 196,2 point.

Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?

Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk

Læs mere

Nyheder