Kredsbestyrelsesmedlem i Danmarks Jægerforbund siger stop ”Jeg har givet op!”

Lars Egedal fra kreds 7 kan ikke længere se sig som medlem af DJ. Et af kardinalpunkterne er, at udsætningerne af ænder og fasaner står til at forsvinde.

Redaktionen har modtaget dette indlæg:

Efter snart 6 år som tillidsmand i Danmarks Jægerforbund med rollerne jægerrådsformand og kredsbestyrelsesmedlem, må jeg konstatere, at der er noget fuldstændigt råddent i organisationen. En råddenskab som breder sig nedad fra foreningens allerøverste dele, og som er allestedsnærværende når man forsøger at yde en indsats for jagten.

Råddenskaben gør, at lysten til at gå til møder eller yde en indsats i øvrigt for mit vedkommende er fuldstændigt forsvundet – der er simpelthen alt for meget af ens energi, som bliver suget ud af negative interaktioner, benspænd og manglende opbakning fra Kalø (læses som administration OG Hovedbestyrelsen).

Når Kalø kaster alle sine ressourcer ind bag dagsordener og synsninger, som alle tillidsfolk i lokalområdet ved er forkerte, når ledelsen ikke forstår at træde til side, når den helt evident er inhabil, når HB lystigt spørger ekstern advokat til råds flere gang for at få ”det rigtige svar” (som sjovt nok strider mod alle andre foreningers fortolkning af de samme §), når HB nægter at se, at der er et problem i, at INGEN af HB, er ulovligt valgt…. medlemmerne (med undtagelse af nyvalgte medlem fra kreds 7).

Jeg kunne blive ved med at opliste de alvorlige udfordringer i DJ, men jeg tror alle forstår billedet.

Oveni alle de andre problemer har vildtforvaltningsrådet for nyligt med DJs velsignelse genfremsendt vildtforvaltningsrådets indstilling fra 2023 vedrørende fugleudsætning. Hvis ministeren underskriver fjernes udsætningsjagten for gråænder med udgangen af 2031, og fasanudsætningen sættes på en 10-årig overvågning. DJ er dermed på ny i direkte kollision med rigtigt mange danske jægere. Samtidig har DJs bestyrelse fuldstændigt lukket af for at diskutere forliget bredt i foreningen (formandsmøder tæller ikke). Til oplysning udgør jagtudbyttet af gråænder og særligt fasaner omkring 70% af alt nedlagt vildt i Danmark – der bliver ikke meget at jage efter 2036…

 

Normalt vil jeg true med at blive i stedet for at true med at gå, men Danmarks Jægerforbund fortjener ikke min opbakning, når demokratiet lider så meget som det gør, og Danmarks Jægerforbund er så langt fra ”virkeligheden” som tilfældet er.

Derfor måtte det blive et ”farvel og tak” fra min side.
Jeg ønsker alle danske jægere en god jagtsæson – det er positiv energi!

 Lars Egedal
Kredsbestyrelsesmedlem kreds 7 i Danmarks Jægerforbund.

Læs mere

Nyheder