Denne fantastiske jagt tog sin begyndelse fredag, den 31. maj 2020, da han sammen med sin far, storebror, onkel, fætter og tante satte kurs mod det østlige Polen – langt væk fra hverdagens trummerum og livet som småbørnsfar. Nu ventede en hel uge i jagtens tegn.
Her kommer hans fine beretning:
Bukkepral hører uløseligt sammen med jagten på samme måde, som krudt og kugler gør. At være stolt over det trofæ, man har nedlagt, er at gøre vildtet ære. Denne historie er udtryk for netop det.
Jeg havde aldrig tidligere været på en decideret jagtrejse, så forventningerne var naturligvis tårnhøje, men jeg var samtidig også rundet af en slags ærefrygt for det, der ventede. Polen, brunst og bukke skulle være helt fantastisk, var jeg blevet fortalt. Derfor var mit håb også, at jeg kunne få 2-4 stærke seksendere med mig hjem. Jeg tænkte slet ikke i medaljer.
Taget med bukserne nede
Før vi tog afsted, havde jeg nok – mere eller mindre fordomsfuldt – forestillet mig et Polen, der var markant anderledes end Danmark. Gråt, fattigt og tydeligt præget af tidligere tiders politiske rationaler, men landet tog mig med bukserne nede. Inden premierejagten søndag aften lavede vi pitstop i Stettin og Warszawa, hvor den både stod på gastronomi, storbypuls og historie. Slet ikke nogen dårlig start. Bevares det hele blev markant mere primitivt, da vi kom frem til de jagthytter, der skulle udgøre vores base på resten af turen. Der er trods alt lang fra Radisson og røde bøffer til traditionelle polske anretninger serveret af en værtsfamilie, der er bosat dér, hvor ikke engang wifi-signalet rækker. Gudskelov. Sceneskiftet fik os i den helt rette modus, og nu skulle der jages.
Premiereaftenen
Søndag aften var som sagt premiereaften, og da vi skulle ud på reviret, sad mine nerver uden på det halvtunge og velpolstrede Gore-Tex jagttøj. Men snart blev nervøsiteten gjort til skamme. Jagten forløb rigtig godt, og jeg var så heldig at få ram på en meget flot buk, der senere skulle viste sig at være 110,3 point værd. Den gode start gav mig masser af selvtillid og blod på tanden, og kl. 04.30 næste morgen var jeg klar til igen at begive mig ud i det polske. Det var her – på en grøn og frodig mark – midt imellem – land og Lublin, jeg for første gang så den buk, der højst sandsynligt også kommer til at være mit livs buk.
Jagten på mit livs buk
Jeg så ham for første gang om morgenen et godt stykke ude i horisonten i brunstigt løb efter en rå. Med det samme kunne jeg se, at han var ekstraordinær, men få sekunder efter var han væk. Optimistisk og med en rigtig god fornemmelse genbesøgte jeg arnestedet igen om aftenen, og dér i det høje græs fik jeg øje på ham. Men afstanden var for stor, så jeg var nødt til at pürsche tættere på. Desværre blev jeg afsløret i min gerning, og væk var bukken. Mig? Tja, bagud 0-2.
Da solen stod op igen den følgende dag, var jeg atter på plads, men der var ikke tegn på liv, så jeg besluttede mig for først at forsøge igen den følgende morgen – og det gav pote.
Jeg så ham cirka 200 meter ude i gang med at fouragere og stærkt optaget af den rå, der var hos ham. Et rigtig godt udgangspunkt. Med lige dele held og snilde lykkedes det mig at forcere terrænet uden at vække opsigt og komme på skudhold. Mit hjerte hamrede, og jeg viste, at det her var min chance. Nu skulle frugterne høstes. Jeg tog en dyb indånding og bang! Projektilet sad, hvor det skulle, og bukken faldt til jorden med det samme. En altomsluttende glædesrus strømmede igennem min krop. Klokken var præcis. 05.00, og jeg var mere vågen end nogensinde. Da jeg kom ned til den og fik et nærmere kig på opsatsen, var jeg med det samme klar over, at der var tale om en unik buk. Han blev efterfølgende opmålt til 173,4 point. Tredje gang er som bekendt lykkens gang.
Tilbage i hytten med de andre gik snakken, og begejstringen var stor. Jeg var glad for, at mine jagtkammerater også var min nærmeste familie. Det var fedt at dele oplevelsen med dem.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
