VED NIELS DYGAARD.
Det revir, vi skulle jage i, består overvejende af løvskov og mange store enge. Derudover er der store sivområder med vand, hvor hjortene gerne vil være. Det er relativt fladt terræn på ikke mindre end 28000 hektar. Jeg kan ikke sige, at jeg kender det som min egen bukselomme, men dog temmelig godt, da jeg har været der mange gange.
Vi tager fra Danmark klokken19.30 og kommer frem til reviret, som ligger i det sydøstlige hjørne af Polen, klokken 09.00 næste formiddag efter en køretur på cirka 1400 kilometer. Vi får os lige en ankomst-øl eller 2, og får så pakket ud og indlogeret os på værelserne i det hyggelige Forsthaus lige midt i reviret, som skulle være vores logi. Derefter er der et kort møde, hvor vi hilser på vores guider og snakker lidt om vores forventninger til trofæstørrelser, skudafstande o.s.v. Derefter kan vi sove nogle timer, inden vi skal på første jagt om aftenen. På de to første pürscher, som foregik i et af de store sivområder, ser jeg ikke andet end nogle unge og mindre hjorte på cirka 5 kilo, men på tredie pürsch ser vi en rigtig god hjort. Det var også denne gang ude i et af de store sivområder med meget vand og svært fremkommeligt terræn, hvor man i sivskoven skal balancere på lumske tuer.
På grund af sivenes højde kan vi kun se den øverste halvdel af geviret. Vi står og kigger på hjorten i 20-25 minutter med riflen klar i skydestokken. Mens vi står og venter på en skudchance, stiger min puls voldsomt, helt op i halsregionen kan jeg mærke slagene. Tiden føles uendelig lang, men jeg får da efterhånden styr på den galopperende puls, og da hjorten omsider sætter sig i bevægelse og kommer ud af sivene til frit skud, har jeg også fået min vejrtrækning under kontrol, og er klar til at slippe kuglen. Da hjorten er inde på en afstand af cirka 200 meter, lander jeg den røde prik på bladet af den store, smukke hjort og klemmer blidt på aftrækkeren. Lige idet skuddet går, ser jeg, at hjorten kaster hovedet tilbage, mens åndedamp står ud af munden på den. Kugleslaget hører jeg tydeligt, og i samme øjeblik falder hjorten som ramt af lynet.
Min jagtleder og jeg er selvfølgelig helt oppe at køre. For at komme ud til hjorten skal vi dog køre en lille omvej på måske 20 minutter. Vi var selvfølgelig begge meget spændte, og skuffede bliver vi da heller ikke, da vi ser trofæet: en super fin hjort på 10 kilo og med et meget regelmæssigt og smukt mørkfarvet gevir med lyse sprosser – og ikke mindre end en ulige sekstenender.
Henne ved den siger min guide på sit bedste tyske: “Waidmannsheil, gut schiessen!”. Det siger de vist tit, men da jeg senere får målt den op, viser det sig, at han bestemt havde ret, for Sten Breit opmålte den til 221,3 point, hvilket fint rækker til en guldmedalje.
Der blev på turen nedlagt 9 gode hjorte og et enkelt vildsvin, så alt i alt en rigtig fin tur med masser af brunst og hjortebrøl.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
