Denne eland, hvis horn er opmålt af Sten Breith til 102 1/8 tommer, hvilket er 9 point over, hvad der kræves til guld, blev nedlagt af Ole Siemonis i Namibia. Om jagten, der foregik på et 60.000 hektar stort område i Etosha-distriktet fortæller Ole Siemons.
Den professionelle jæger Willem Burger og jeg havde jaget elan hver dag siden safariens start og havde pürschet på 3-4 gamle tyre uden at kunne komme tæt nok på. Flere gange fordi vi stødte flokke af andet vildt mellem tyrene og os. De fem første jagtdage havde jeg skudt: vortesvin, gnu, oryx, kudo og zebra. Willem spurgte den femte aften de øvrige, professionelle jægere og to unge biologer, der studerede løver i området, hvor de havde set flest, gamle elandtyre. Alle var enige om, at det var ude i den vestlige del af området. Om morgenen den 6. jagtdag kørte Willem, jeg selv og trackeren Patrick derfor mod vest. Efter ca. 1 times kørsel gjorde vi holdt ved et lille bjerg ud for et stykke flad, åben bush.
Vi kravler op af klipperne. Jeg har lånt Patrick min håndkikkert. Han kravler længst op og får efter få minutter øje på en gruppe på 5-6 elandtyre. Willem og jeg kravler ned og starter jagten. Willem bevæger sig fremad i gåsegang, jeg prøver at gøre det samme, men det syrer til i lårmusklerne. Jeg ender med at snige mig foroverbøjet frem. Da vi er ca. 160 meter fra flokken, stiller Willem skydestokken op og siger: “Tag den tredje fra venstre”. Flokken bevæger sig langsomt mod højre, jeg tager sigte og lader kuglen gå. Da tyren bliver ramt, tager den et spring fremad: ”Åh, nej!” siger jeg, ”jeg waidskød ham.” ”Nej, Nej!” siger Willem, ”det var et godt skud, jeg kunne se, at der kom blod ud af munden på ham.” Tyren vender sig om og bliver stående på stedet. ”Skyd igen!” siger Willem, og jeg skyder igen på bladet med 375’eren. Det får tyren til at vende sig på ny, så den atter står med højre side til. Jeg sigter lidt lavere på bladet, kuglen træffer hjertet og tyren vælter omkuld. Vi går op til tyren. Willem tænder en cigaret. Han virker meget tilfreds med situationen. Langsomt går det op for mig hvor stor tyren er, og hvor heldig jeg har været. Pludselig kalder Patrick op på radioen og fortæller. at der går et næsehorn 100 meter fra os. Vi kan ikke se det, men det kan han oppe fra bjerget. Jeg spørger, hvor tæt næsehornet skal være på, før jeg må skyde det? ”Meget tæt,” siger han, ”men bare rolig det kommer det ikke”. Jeg ser heller ikke noget til det. Vi koncentrerer os derfor om min pragtfulde elandtyr, som skal læsses og køres tilbage til campen.
Har du også et trofæ du ønsker at få opnålt, så
Se tid og sted for nye trofæopmålinger her: www.trofæopmåling.dk
