AF NIELS DYGAARD.
Jeg blev inviteret på jagt af min far den 27. december 2018, og på vej ned på min post hører jeg et skud inde i skoven. Jeg får fart på ned mod min stige, kravler stille og roligt op i stigen. sætter min rygsæk og riffel stille i hver sit hjørne, står på knæene og bevæger langsomt hovedet op, kigger ud over stigekanten, OG dér foran mig står en rudel på ca. 20 krondyr – deriblandt 4-6 hjorte.
De løber foran mig ca. 50 meter, mens jeg langsomt tager min riffel op og uden tvivl ser jeg selve “Hjorten”. Jeg tager sigte mod ham, men kan ikke komme til skud, da de løber frem og tilbage – ind og ud af et læbælte, mén pludselig kommer han fri, står stille i ét sekund, og jeg afgiver mit skud. Han tegner lidt, og hele flokken løber direkte mod skoven, ind gennem læbæltet, hen over marken og ind til naboens mosekrat og træer. Jeg springer ned fra stigen, løber hen mod læbæltet og kigger med min håndkikkert for at se, hvor de løber hen og for at danne mig et overblik. Hjorten er den sidste, som går ind, og jeg er overbevist om, at han er hårdt såret. 1-2 minutter efter hører jeg 3 skud inde fra skoven og er ved at gå ud af mit gode skind, dybt rystet over, hvad der er skudt til derinde, er det “min” hjort eller ej??
Jeg går ud og tjekker for schweiss og ser tydeligt, at der er blod overalt, og at schweissen følger den retning, hjorten løb i. Mine tanker flyver rundt, jeg er helt oppe at køre og overbevist om, at det var den største hjort, jeg nogensinde har set!! Jeg ringer til min far, og han kører efter en trailer, mens jeg kontakter en schweisshundefører, som vi kender. ”Jeg har brug for en hund – og hurtigt!” forklarer jeg schweisshundeføreren. ”Jeg har skudt en hjort, men han løb ind i naboens skov, og jeg kan ikke se ham, og selv om vi har et godt naboskab, jeg tør ikke gå derind uden hund.
Schweisshundeføreren ankommer, han har kontaktet politiet, og vi kan forsvarligt gå efter hjorten. Jeg får gentagne gange at vide af hundeføreren “Om bag ved mig, Joakim “, ”Jaja,” siger jeg og hurtigt er jeg foran igen – adrenalinet pumper stadig for fuld galop.
Ud fra det tydelige blodspor at dømme er vi ikke i tvivl om, at hjorten er hårdt såret. Vi ankommer til krattet/skoven, går ind, og hunden vil venstre om mosen, længere og længere, men blodet er ikke at se mere. Vi vender om og starter forfra ved skovkanten, og denne gang vil hunden højre om mosen, og dér 20 meter henne ligger hjorten. Jeg springer op, helt vild og så glad. Takker hundeføreren for godt arbejde, for godkendelsen fra naboen og gør klar til at trække hjorten ud. Pavestolt!! – senere var jeg forbi naboen for at fortælle min historie og aflevere en flaske vin. Han lykønskede mig også og kunne kun glæde sig på mine vegne.
Det skal lige siges, at det skud, jeg hørte inde i skoven, var fra en anden nabo, og denne kom, da vi havde fundet hjorten og skulle til at trække den ud. Han hjalp til og lykønskede mig uden nogen form for jalousi. Det, synes jeg, var utrolig stort gjort, han kunne jo lige så godt have skudt den.
Vi skålede alle sammen for succesoplevelsen.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
