Her jagtede de fra d. 18. til d. 21. oktober på et ca. 20.000 hektar stort jagtrevir, beliggende i det sydligste Polen. Alle fire ønskede at skyde en god brunsthjort, men hundyrsjagt skulle også prioriteres. Her afslører Christian, hvem det lykkedes for.<
Under velkomstmødet med jagtlederen aftenen før første udgang, blev vi forklaret, at jagten skulle foregå koncentreret i den største af to store skovparter, da dette område var det primære brunstplads-område. Modsat kronvildtet var det dåerne, der opsøgte hjorten og ikke omvendt. Jeg fik ledsagelse af jagtlederen, hvilket hurtigt viste sig at være mit held. Det var klart det bedste område med flest brunstpladser, og det var jagtlederen, der havde første ret til at pürsche, hvis en hjort begyndte at brøle/kalde.
Første udgang startede midt i det store skovområde, mens det stadigvæk var mørkt, hvorfor jeg tænkte, at vi skulle starte med at sidde på anstand i et tårn. Men i stedet for startede vi med at pürsche ved brug af termisk spotter. Hele jagten foregik således som pürsch, hvilket passede mig fint og gjorde jagten endnu mere intens og udfordrende.
På denne udgang, hvor vi fortsatte indtil omkring klokken halv ti, så vi meget dåvildt og samlet 7 – 8 små og mindre hjorte. Der var kun sporadisk kald/brøl fra enkelte hjorte, for brunsten var først lige begyndt. Heller ikke de øvrige jagtkammerater havde held til at skyde hjort første morgen, og det var tydeligt, at jeg havde oplevet markant mere end dem.
Aftenjagten var mindre hektisk, og vi fandt kun enkelte stykker dåvildt. Men pludselig, mens vi pürschede i returretning, så vi en stærk hjort omkring 80 meter væk inde i skoven. Men hjorten havde tydeligvis registreret fare og var urolig. Den standsede i kanten af en tykning og drejede hovedet i vores retning. Men i næste øjeblik satte den i bevægelse igen. En meget spændende situation, selvom ærgrelsen i øjeblikket efter var stor. Men spændingen blev opbygget. Tilbage ved jagthuset kunne en af jagtkammeraterne ligeledes fortælle om en ligeved og næsten situation til en stærk dåhjort.
På 3. udgang tilsmilede jagtheldet mig. I det samme, som vi steg ud af bilen i den mørke skov, hørtes kald fra mindst tre forskellige hjorte. Jagtlederen var pludselig meget optimistisk for jagtens udfald, da det alt andet lige var noget lettere at lokalisere hjortene i skoven, når de gav lyd fra sig. Allerede efter 500 meter havde vi kontakt til en rudel, som jagtlederen opdagede i den termiske spotter. Der var også en gammel hjort iblandt, men dåerne fik fært af os, hvorfor de blev urolige og trak væk. Egentlig en lettelse, da det stadigvæk var temmelig mørkt.
Det blev lyst, og vi havde brugt tiden på at lokalisere og pürsche os til en kaldende hjort, som vi endelig spottede i et skovstykke med spredte unge birke- og fyrretræer. Den stod ved en brunstplads med 6 – 7 dåer omkring sig. På en afstand af 130 meter forsøgte jeg at få anlæg op ad et træ, da det var umuligt med skydestokken. Men da det ikke lykkedes at få hold på den evigt bevægelige hjort, forsøgte jeg at flytte til en bedre position. Men min sideværts bevægelse blev opdaget, og flokken satte i bevægelse. Nu var også jagtlederen frustreret over det manglende jagtheld og den mislykkede situation. Det var en fin hjort, sagde han flere gange.
Men vi jagtede videre, og mens vi en halv time senere var i gang med at pürsche på kald fra en hjort, bemærkede vi pludselig en rudel dåvildt, som ville krydse vores position. Bagerst i den lille rudel på 8 – 10 dyr gik en stor hjort. Der var ikke så meget betænkningstid, da vi begge havde opfattet, at der var tale om en rigtig fin hjort. Riflen kom af skulderen og hurtigt i skydestokken. Afstanden var kun 60 meter, men der var mange fyrretræer imellem os og dyrene. Vi må have knækket en kvist under vores kamp for at komme i skydeposition, for dyrene stivnede med ét og blev meget vagtsomme. Vi kunne ikke flytte os, og hjorten var delvist dækket af en træstamme. Det var ingen skudbar situation. Jeg holdt mig klar til, at hjorten forhåbentligt ville træde to skridt frem, så bladet blev frit. Vi ventede, og adrenalinen pumpede – det var virkelig spændende. Men i stedet for at gå frem, begyndte hjorten at lunte væk fra os. Jeg opfattede situationen, og flåede skydestok og riffel om på den anden side af det træ, jeg stod ved, mens jagtlederen begyndte at kalde i brunstkaldet. Guiden fik stoppet hjorten ca. 30 meter længere ude, og den vendte front i retningen af brunstkaldet. Resolut fandt jeg skulderen af hjorten og lod kuglen gå. Hjorten tegnede for en god kugle og satte i en spurt, men tumlede hurtigt om mellem træerne og lå forendt ca. 50 meter fra skudstedet. Adrenalinen pumpede, og lettelsen var stor – også for jagtlederen.
Kort tid efter kunne vi gå frem til hjorten, og vi blev bekræftet i, at der var tale om et stærkt trofæ. Efterfølgende opmålt til 194 point – den skulle skuldermonteres.
Herefter var det jagtkammeraternes tur til at komme med jagtlederen til det klart bedste område. Men i en kombination af manglende jagtheld og svingende kvalitet af jagtområderne lykkedes det kun at nedlægge yderligere 1 hjort.
Brunstjagten var en kæmpe oplevelse, og der skal ikke gå lang tid, inden jeg skal på brunstjagt efter hjort igen. Men nu har jeg trofæet, så næste gang gælder det bare om at opleve brunstjagten og mindre vigtigt om trofæet er i top.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
