Søndag, den 3. oktober skulle blive en dato, som Arne Christensen ikke glemmer lige med det samme, for denne dag nedlagde han ikke blot sin første kronhjort, men også så stor en hjort, at han med dens opmålte 211,71 point ikke lige regner med et dacapo. Her fortæller Arne om denne specielle jagtaften.
Da det denne aften var stille og roligt vejr, besluttede jeg at tage en tur ud til ”Mosen”, som ligger ved Skudderløse mellem Haslev og Næstved for at kigge efter en kronhjort. Det er et område, som jeg for en god ven passer med terrænpleje, vildtfodring, etcetera, og hvor jeg til gengæld må gå på jagt. Reviret er på cirka 52 hektar og består for en stor dels vedkommende af et nærmest ufremkommeligt moseterræn med siv og vandhuller fra dengang, hvor der blev gravet tørv. I dette spændende, men meget vildsomme terræn havde jeg foruden råvildt også ved flere lejligheder observeret både dåvildt og kronvildt.
De to forrige gange, hvor jeg havde været derude, havde det været på pürsch, men netop denne aften havde jeg i stedet for at mosle rundt i det bøvlede terræn valgt at prøve jagtlykken fra et skydetårn, der står derude.
Da jeg havde siddet i tårnet i et stykke tid, fik jeg pludselig øje på en rå, der sammen med sit lam var trådt ud fra en pilebevoksning. Det var herligt i ganske lang tid at kunne sidde og se på, hvordan de i solens nedgående stråler gik og essede ude på et åbent stykke foran mig. Da de havde nydt godt af alt det grønne, fortrak de igen ind i pilekrattet. I et stykke tid skete der så ikke noget, men netop, da det var ved at være tæt på ”lukketid” for at måtte skyde, hørte jeg noget nærme sig fra området bag ved mig. Jeg kiggede mig tilbage, og mit hjerte slog et ekstra slag, da jeg så, at det var en kronhjort, der stille og roligt kom gående, og det blot sådan cirka 45 meter væk bag mig. Hvor stor den var, kunne jeg ikke lige afgøre, men den havde i hvert tilfælde noget på hovedet.
Jeg måtte derfor vende rundt og ned på knæ for at være sikker på at kunne afgive et skud. Så langsomt og lydløst, som det var mig muligt, fik jeg mig vendt og kom i skydeposition. Lige så forsigtigt, som jeg havde vendt mig, fik jeg riflen op på brystningen for at få fast anlæg. Spændingen var nu så intens, at jeg næsten kunne høre mit hjertes dunken. Pulsslagene kunne jeg i hvert tilfælde fornemme helt oppe i mine ører, mens jeg ventede på, at den skulle stå, så jeg havde mulighed for at sætte en god kugle. Selv om der kun gik ret få sekunder med at vente, føltes det som en evighed.
Omsider syntes jeg, at nu var øjeblikket inde og krummede forsigtigt fingeren om aftrækkeren. Skuddet gik, men jeg bemærkede desværre overhovedet ikke nogen skudtegn, da hjorten forsvandt ind i en bevoksning, men var dog usikker på om, den alligevel ikke var ramt. Denne aften havde jeg inviteret en jagtkammerat med. Han sad et andet sted i mosen ikke så langt fra mig, så han hørte selvfølgelig mit skud og ringede straks for at høre, hvad jeg havde skudt. Jeg måtte beklageligvis svare, at det var til en kronhjort, men om den var ramt, kunne jeg ikke med sikkerhed afgøre.
Han kom over til mig, så hurtigt han kunne, og vi gik straks i gang med at søge, men ikke for meget, da vi ikke ville ødelægge eventuelle spor. Schweiss var der ikke at finde, og da det var ved at blive mørkt, blev vi enige om at stoppe eftersøgningen for i stedet at kontakte en schweisshundefører.
Han kom næste morgen klokken 8. Inden han gik i gang med eftersøgningen, spurgte han mig, om jeg havde observeret skudtegn, det måtte jeg desværre svare benægtende på. Skudstedet derimod kunne jeg med sikkerhed udpege. Her viste hunden også tydeligt, at der var fært og fortsatte ind mellem nogle vidjebuske og høje tagrør, og kort efter fandt de hjorten, der lå blot 15-20 meter fra det sted, hvor jeg havde skudt til den. Schweisshundeføreren råbte til mig: ” For helvede, Arne, det er den største hjort, jeg har været ude at finde”.
Da vi stod ved den, kan jeg kun sige, at efter den længste nat, hvor jeg lå og spekulerede på, om den nu gik såret rundt derude, eller om schweisshunden ville kunne finde den, var min lettelse og glæde ubeskrivelig stor over, at den ikke havde lidt, men var blevet nedlagt af en god hjertekugle.
Det var første gang, at jeg var så heldig at skyde en kronhjort. At den så skulle være til en guldmedalje, er da en særlig oplevelse for mig og gav mig en stolthedsfølelse, som det ikke er sikkert, at jeg vil komme til at opleve igen.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
