Luftwaffes drillinger – Et slag i luften

Denne vel nok mest usædvanlige flybevæbning nogen sinde blev, efter ordre fra det tyske Luftwaffe’s chef, Hermann Göring, standard på mange tyske fly under Anden Verdenskrig.

Göring, der bar et utal af officielle kasketter, bl.a. som Hitlers stedfortræder, Generalfeltmarskal, øverste Luftwaffenchef og Reichsjägermeister, fik i begyndelsen af Anden Verdenskrig den idé at bevæbne flybesætningerne – specielt de, der opererede over Nordafrika – med en Sauer & Sohn-drilling i kaliber 12/12 og 9,3x74mmR.

Göring var både en dygtig og ivrig jæger, specielt med interesse for riffeljagt, som mange tyskere også er i dag, og man kan formode, at han udviste en stor personlig interesse i sagen.

Hans ord var lov og med en samtidig beklædning af Luftwaffe- og Jägermeister-kasketterne og sandsynligvis også med baggrund i hans narcissisme og store evner til at tilgodese sig selv økonomisk, blev der hos Sauer & Sohn beordret cirka 2.500 drillinger. De blev leveret til Luftwaffe hver pakket i en aluminiumskuffert med riffelpatroner i kaliber 9,3x74mmR og haglpatroner i kaliber 12, både med hagl og Brenekkekugler. Uden entusiasme fra piloternes side blev de læsset ombord i fly, der i forvejen havde besvær med at holde vægten nede.

Venstre haglløb var cylinderboret af hensyn til Brenekkekuglerne. Riffelpatronerne var ikke fuldskarpe. Hagl og Brenekke var rent bly. Drillingen kunne således ikke anvendes som krigsvåben, altså til bekæmpelse af fjender ved overlevelse efter en nødlanding, men blev officielt betegnet som nødudstyr for overlevende nedskudte eller nødlandede flybesætninger, der dermed ved jagt dels skulle kunne skaffe sig føden, dels forsvare sig mod Afrikas vilde menneskeædende dyr..

Tyskerne havde under både Første og Anden Verdenskrig, over for de internationale organisationer, beklaget sig over amerikanernes brug af haglpatroner af bly, og var blandt andet derfor ved udbruddet af Anden Verdenskrig forsigtige med selv officielt at overtræde konventionerne. Det må vist siges, at det ændrede sig i løbet af krigen.

Amerikanerne var ligeglade. De havde ikke ratificeret konventionsaftalerne og forsatte under begge krige ufortrødent med at anvende haglbøsser.

Læs også: Kuriøse kalibre

Som et kuriosum kan fortælles, at ud over brugen af haglbøsser i forbindelse med skyttegravsrydninger under Første Verdenskrig, anvendte begge sider haglbøsser til nedskydning af brevduer, der formodedes at bringe vigtige depecher fra fronten til de bag fronten oprettede kommandostationer. Det fortælles i øvrigt, at den første brevdue, der efter invasionen vendte hjem fra Normandiet til generalstaben i England, i sin brevkapsel bar den vigtige melding at ”Jeg sender den hjem. Den sked i kassen!”.

9,3x74mm R patronen var i mellemkrigsårene en meget populær, kraftig randpatron til brug  i drillinger, Bockbüchsflinter og dobbeltrifler. Den er ballistisk set næsten en tvilling til den i dag meget populære 9,3x62mm patron, en kaliber som mange danske jægere bruger i repeterrifler til jagt på elg, kronvildt og vildsvin i Sverige og Polen.

Der var ikke meget at bruge drillingen til i Nordafrikas ørkener, så man må formode, at drivkraften til denne usædvanlige bevæbning var en fejlbedømmelse af faunaen. Måske var det også drevet af en forventning af, at krigshandlingerne ville eskalere længere sydpå i Afrika, eller blot Görings forsøg på, ved enhver lejlighed, at markere sig selv og samtidig tjene en ekstra skilling.

Læs også: Opgradering af en jagtriffel – Sauer 80

Flybesætningerne var fuldstændig ligeglade med drillingen, snarere en smule utilfredse.

Jeg har ikke kunnet finde en eneste rapport om, at drillingen nogen sinde er blevet anvendt efter hensigten. Størst værdi har den fået i dag som samlervåben, specielt hvis aluminiumskufferten stadig medfølger.

Patronspecifikationer