TEKST OG FOTO: MATHIAS VOGDRUP-SCHMIDT
Licensjagt
Da ulven er fredet i hele EU med baggrund i habitatdirektivet, afvikles jagt på ulv under strengt kontrollerede forhold og under årligt udstedte licenser. Disse licenser gives for et givent område – typisk et kortlagt revir med en præcis bestemmelse for antallet af ulve, der må nedlægges her. Man går altså ikke bare ud en søndag morgen og jager ulv i Sverige.
Først og fremmest skal alle ulvejægere registreres særskilt hos Naturvårdsverket, som er den svenske pendant til Naturstyrelsen i Danmark. Dernæst kræver ulvejagt så store revirer, at selv de store jagtlags revirer langt fra er store nok til effektivt at afholde ulvejagt på, og dertil kommer at der kræves rigtig mange folk til det (gerne mindst 40-50 personer). Normalt går adskillige jagtlag sammen, eller der jages endda fælles i et samlet såkaldt älgskötselsområde (elgforvaltningsområde). Et sådant område i de ulvetætte områder af Midtsverige kan nemt udgøre over 25.000 hektar eller meget mere.
Sporing
Det absolut største arbejde ved ulvejagt er sporingen forud for selve jagten. Ulvene tilbagelægger let 20 km eller 2 mil (som svenskerne siger) på en nat og op til 100 kilometer (10 mil) er heller intet problem.
Selv om der er blevet set ulv i et område, er det ikke sandsynligt at den vil være i nærheden dagen efter. Ulvene er konstant på vandring i søgen efter føde men i højeste grad også for at markere reviret.
For at optimere jagten og ikke at jage i en ulvetom del af skoven, vil man helst slippe hundene på et helt friskt spor, og det kræver nysne. Der følges derfor godt med i vejrudsigterne hen over julen og nytår, for licensjagten begynder i starten af januar. Når der så falder sne, er alle mand af huse. Jagtlederen koordinerer et antal sporingshold, der får udpeget hver deres delområde. Tidligt om morgenen begynder afsøgningen af alle farbare veje indenfor reviret for ulvespor. I hver bil sidder der foruden føreren også en sporfinder for at sikre, at der ikke overses nogen spor. Sporingsholdene kan nemt køre flere hundrede kilometer i løbet af en morgen og en formiddag i det snedækkede landskab, før de finder spor.
Når der findes spor, markeres disse, så man ikke senere vil være i tvivl om, at sporet er kontrolleret. Det kan ofte være vanskeligt at konstatere, om sporet stammer fra ulv eller los, så jagtlederen eller andre erfarne kræfter tilkaldes eventuelt for at verificere. Når det bekræftes, at der er tale om ulvespor, er det allervigtigste for sporfinderne at finde ud af, om ulven er alene. Man slipper aldrig jagthunden eller jagthundene, hvis flere ulve går sammen. En enlig ulv lader sig drive med af en vedholdende støver, men hvis der er tale om flere ulve sammen, er magtforholdet et helt andet, og det slipper selv en stor jagthund ikke helskindet fra.
Ulvenes vaner og revirer
Ulvene i Sverige lever i flokke eller familiegrupper, som typisk består af alfaparret og deres afkom. Det hører til sjældenhederne, at man ser ulveflokke på over 10 individer. Flokkene afpatruljerer et afgrænset revir, og derudover er der strejfere og enlige ulve.
At ulvene konstant er på vandring understreges af de magre resultater man opnår ved at jage dem med udlagt lokkemad (bait). Ulvene kommer til det, men de bliver der aldrig i længe tid, og der kan så gå 3-4 uger, før de dukker op igen. Det er sådan cirka den tid, det tager for dem at nå hele deres territorie rundt.
Ulvekoblerne udfordrer konstant hinanden på territoriernes grænser. I en årrække gik grænsen mellem to territorier langs med en hovedvej. Forskere havde sat radiosender på begge flokkenes alfahanner og havde fulgt deres bevægelser nøje. Begge alfahanner havde ofte løbet lige akkurat på hver sin side af vejen, men ingen af dem havde nogensinde passeret vejen. Da alfahannen syd for vejen bliver nedlagt under en jagt, går der kun fem dage, før alfahannen nordfra er langt inde på den døde modstanders revir.
Ulvehvalpe
Når hvalpene er små, holder flokken sig mest samlet omkring dem. Men når de er vokset til hen mod vinteren, er det normalt at flokken splitter op på tværs af reviret i kortere eller længere tid for så at samles igen senere, eller når et individ har nedlagt et større bytte.
Det er således om vinteren at man kan udsøge sig et enkelt individ ud fra sporene, og det er derfor, at jagten med hund kan lade sig gøre. Der er dog ingen garanti for, at resten af ulveflokken ikke pludselig dukker op lige i nærheden, så jagtformen er og bliver farlig for hundene.
Jagthunde
Jagthundene, der anvendes på ulvejagt i Sverige er typisk de nordiske støverracer som Finsk Støver, Smålandsstøver, Hamiltonstøver med flere. Det er racer, der oprindeligt er fremavlet til jagt på hare og ræv, men der benyttes også de amerikanske racer Plotthund, American Foxhound ligesom krydsninger mellem støverracerne er meget almindelige.
Uanset race har kun ganske få evnerne endsige modet til at blive effektive støvere efter ulv. Man udvælger derfor de få jagthunde, som viser potentiale til at avle videre på. Ofte er de udvalgte støvere generelt interesserede i rovvildt og kan således også bruges til jagt på los, bjørn, grævling, ræv og skovmår. Der skal dog ikke mange dårlige oplevelser til for støveren, før den aldrig stikker snuden i et ulvespor igen. Hunden er under et enormt mentalt pres, og situationen kan når som helst blive skæbnesvangert. Heldigvis sker det ikke ofte, at jagthunde skades under ulvejagt, hvilket kan tilskrives de grundige forberedelser. Og de gode hunde værnes der om, for dem er langt imellem.
Når der kommer til jagt på rovvildtarter, er det en smagssag, om der foretrækkes støvere eller spidshunde, når der altså ikke er tale om jagt på ulv. Støverne er mest vedholdende på sporet, mens spidshundene er bedre til at stille vildtet (få vildtet til at stå stille, mens hunden glammende cirkler om det, som det kendes fra elgjagt). Men da ulvene ikke så nemt lader sig stille, anvendes der stort set ikke spidshunde på ulvejagt. Det ville også være en unødig risiko at løbe. Så længe ulven føler sig forfulgt trækker den sig, men hvis det kommer til konfrontation, har ulven overtaget.
Det er et særegent aspekt ved ulven, at den vil lade sig drive uden at gøre front mod hunden, der ofte kan være langt mindre end den selv. Det er ikke usædvanligt at selv små støvere på under 15 kilo kan drive i timevis med en alfahan på over 50 kg. Det er som om der kun er 2 udfaldsrum for ulven: Enten jager den, eller også bliver den jagtet, for den selvsamme støver, der driver med ulven, kunne, hvis den drev med en hare i samme område let ende som ulvens bytte.
Der må maksimalt anvendes tre jagthunde efter den samme ulv, og de må ikke skiftes ud undervejs, som det ellers kan være en fordel at gøre på eksempelvis bjørnejagt. På jagt på los må der kun anvendes op til to jagthunde. Dette er vedtaget for ikke at stresse vildtet unødigt og for at sikre, at det er jægernes færdigheder, der afslutter jagten og ikke hundenes vedholdenhed, som udmatter vildtet til sidst.
Ulven omringes
Når friske, enlige ulvespor er konstateret vurderer jagtlederen, hvor ulven sandsynligt opholder sig. Der sendes herefter sporhold ud på de omkringliggende veje, så man sikrer sig, at ulven faktisk stadig står inde i såten. Herefter starter jagten.
Hvis såten er tilpas lille, kan skytterne udkommanderes på poster hele vejen rundt. Ofte er såterne dog så store, at det er nødvendigt og tilmed også meget effektivt at opsætte lappesnore på kortere eller længere strækninger. Det er lange ruller af snor eller tov, hvorpå der med små mellemrum er bundet lapper af stof eller plastikstrimler. De rulles ud og sættes fast i træer og buske i ½ til 1 meters højde over jorden. Præcis som man kan opleve det med hunde, der selv eller tillært ikke vil træde over et reb, der ligger på jorden, opfatter ulven det som en uigennemtrængelig forhindring. Den vil således søge væk fra lappesnoren eller ligefrem løbe langs med den. Det er meget effektivt, og de gode ulveposter er netop her. Hvis først en ulv har opdaget, at den bare kan løbe under eller springe over snoren, duer tricket ikke mere på dette individ, men det er overraskende sjældent, at det indtræffer.
Når lappesnorene er placeret og skytter er kommet på post, slippes hunden. Nogle gange går en hundefører ind ad sporet først med hunden koblet for at sikre sig at ulven er alene, inden hunden slippes. Drevet forløber som ved jagt på andet vildt, og da sporet er frisk, overgår hundens halsen hurtigt til en vedholdende dyb glammen. Drevet bugter også som ved anden drivjagt, og det er helt tydeligt på GPS’en, at ulven udmærket ved, hvor samtlige skytter står, da den i starten elegant drejer uden om, lige inden jægeren får syn for sagen. Ulven afsøger altså alle mulige flugtveje, og da skovene er store, ender det ofte med, at ulven slipper uset og uskadt gennem skyttekæden. Derfor opstilles der, hvis det er muligt, allerede på forhånd en ekstra ring af skytter udenom den inderste skyttekæde. Nogle gange placeres der endda tre skytteringe om såten. Det kræver dog mange jægere, og giver jagtlederen nok at gøre med over radioen at få omplaceret skytter hele tiden, efterhånden som drevet forløber. Alle skytter står derfor også placeret i umiddelbar nærhed af egen bil, for hurtigt at kunne bringe sig i gunstig position.
Drevet
Når først ulven har mærket, at den jages af både hund og mennesker tager den ofte på langfart. Den er ikke panisk men målrettet og holder sig ofte bare 200-300 meter foran hunden. Det er derfor, at den tredje ring af skytter vigtig og den løbende genplaceringer skytterne er så vigtig på ulvejagten. Før eller senere begår ulven en fejl, og en jæger, der har placeret sig heldigt og ubemærket, får chancen og kommer til skud.
Ulv må i Sverige kun jages med klasse 1 rifler. Et veltilrettelagt haglskud ville også være effektivt, men der ville være langt mellem skudchancerne på så kort afstand. Selvom ulven bare er en stor hund, og ikke et muskelbundt som bjørnen, er den stadig klassificeret som farligt vildt. Særligt hvis den anskydes. Derfor gives der gerne et ekstra skud, for at sikre sig, at den ligger helt stille inden hund og jæger, når frem til den.
Jagt forbi
Når først en alfahan ligger på paraden, bliver man overvældet over, hvor stor og muskuløs den faktisk er. Den kan snildt nå op over 50 kg, mens tæverne og de yngre individer typisk ligger omkring 35 kg. Som ved bjørnejagt skal alle nedlagte ulve kontrolleres af en besiktningman, ligesom politiet også gerne befinder sig i nærheden. Pelsen og kraniet tilfalder skytten, mens alle ulvekroppe indsendes til Statens Veterinärmedicinska Anstalt for nærmere analyse.
For selv de garvede svenske rovvildtsjægere er ulvejagten noget særligt, og der er noget ærefrygtindgydende ved at stå så nær en af nordens store rovvildtarter, der samtidig også er det absolut mest omdiskuterede. Der er fortsat nedlagt under 300 ulve sammenlagt på jagt i Sverige i moderne tid.
