
Norske KKC har lavet riffelskæfter i laminat og kunststof til et hav af rifler på det skandinaviske marked. Dette efterår kom deres nye frække KKC DUOGRIP, der på ganske smart vis blander thumbhole med konventionelt greb. Det betyder, at din tommelfinger kan nå sikringen på toppen af skæftet uden at slippe pistolgrebet, men du får alligevel det opretstående pistolgreb til stabil skydning og muligheden for en smule hurtigere genladning. Det skal helt sikkert både ses og prøves for fuldt ud at forstå funktionen! Ud over denne spidsfindighed er der tale om et virkelig ergonomisk justérbart skæfte med en vægt på blot 1kg. Aftrækslængden kan justeres fra 33,9-35,5cm og endda udvides med ekstra afstandsstykker til de rigtig lange arme. Kindstykket er nydesignet E-flex med justérbar højde og vinkel samt endda afstand til riflen, helt uden brug af værktøj. Skæftet er en smule kortere, har smallere forende end deres gamle Hunting skæfte og fordeler rekylen en smule bedre på grund af den ændrede form. Se hjemmesiden for det aktuelle udvalg af understøttede riffelsystemer – KKC hunting skæftet kunne for eksempel købes til den gamle suveræne Sauer 80 / Carl Gustav 3000 rifler.




