TEKST: NIELS DYGAARD. FOTO: NIELS DYGAARD, SHUTTERSTOCK M.FL.
Det er fredag den 7. december 2018, og vi skal på vildsvinejagt! I samme øjeblik, som Leif drejer tændingsnøglen i sin James Cook-camper, springer motoren straks i gang med en veloplagt brummen – klar til ad velkendte tyske Autobahnen, at bringe mine fire jagtkammerater og mig ned til vores ven Albrecht til vildsvinejagt. Det er anden gang, vi skal deltage i en ”Bewegungsjagd” på den 12.000 hektar store ”Truppenübungsplatz”, ”Die Senne” i delstaten Nordrhein Westfalen, hvor to af os året før har bidraget til den imponerende parade på 107 stykker med henholdsvis vildsvin og dåhind.
Invitationerne var formidlet af Albrecht, takket være hans venskab med Matthias Hölscher, en af skovfogederne på det militære terræn. Denne er også falkonér, og ham havde Albrecht givet mulighed for at træne med falkene på sin 375 hektar store gård. Som tak herfor havde Matthias kvitteret med at invitere Albrecht til jagterne i Senne, hvortil også vi nu qua dette venskab var indbudte.
Til lyden af de sidste toner fra signalet: Frisch auf zur Jagd! Vorbei die Nacht, lasst uns jetzt jagen er
Oberförster Rost(t.h.) og en repræsentant for ”Bundeswehr” klar til parolen!
Dezemberregen
Vejrudsigten, som vi på forhånd havde studeret herhjemmefra, lød med kraftig bygeaktivitet desværre ikke alt for lovende. Og de tyske meteorologer skulle desværre vise sig at få fuldkommen ret, for da vi vågnede på vores hotel, var det til lyden af decemberbygers hidsige plasken mod ruden. Men de havde jo kun talt om byger og ikke dagsregn, så efter et solidt morgenmåltid ved det veldækkede ”Frühstückstisch” kørte vi trods alt ret fortrøstningsfulde af sted og ankom da også i lighed med de mange øvrige riffelskytter – i alt ca. 100 – til øvelsesterrænet i et ophold mellem bygerne. Efter at vi havde erlagt de 80 Euro, som det kostede at deltage og vist vores ”Schiessnachweis” – det skydebevis, som kræves ved en del tyske jagter – begav vi os til samlingspladsen, hvor Oberförster Rost med sit personale og en stor blæsergruppe ventede.
Da denne stemningsfuldt havde blæst ”Frisch auf zur Jagd”, gav Rost parolen. Herunder fandt jeg det meget uhøfligt, at en person i min nærhed hele tiden stod og snakkede, hvorfor Rost flere gange måtte holde inde, men mærkeligt nok uden at irettesætte vedkommende. Det går dog hurtigt op for mig, at denne stod og oversatte for nogle højtstående engelske og franske militærpersoner, der også var inviteret til denne jagt, da ”Die Senne” ikke blot er øvelsesområde for ”Bundeswehr”, men også for Nato-styrker. Derefter kunne jeg koncentrere mig om parolen, hvoraf fremgik, at alt klovbærende vildt måtte nedlægges, hvad hjortevildtet angik foruden hind og kalv også ”Rot- und Damhirsche der ”Klasse drei”– hvem der blot var lidt mere inde i det tyske klassifikationssystem. På grund af frygten for afrikansk svinepest, ASP var der denne gang fri afskydning til alle vildsvin – selv fuldvoksne keilere – blot ikke ”Führende Bache”, so med smågrise. Til sidst blev sikkerheden indskærpet: alle bliver i deres hochsitz, til jagten er slut – ”Hahn in Ruh”, og venter på at blive afhentet. Skyder man noget, eller anskyder, må man ikke selv eftersøge det, det vil hundefolkene tage sig af efter jagten.
Hvid hind
Således belærte kørte vi hver især med vores ”Ansteller” til vore poster. I det 116 km2 store område lå min over 20 kilometer fra samlingspladsen, som vi ad toppede chausséer tilbagelagde i hans store firehjulstrækker. Jeg fik min post anvist i en lysåben fyrreskov og var hurtigt ”klar til at tage imod”, men desværre hverken hjortevildt, eller vildsvin – kun den en byge efter den anden. Under sådanne forhold kan fire timer i en helt åben hochsitz godt føles lange, men omsider hørte jeg da bulderet fra Anstellerens ottecylindrede Amerikaneruhyre.
Da vi efter en halv times kørsel ankom til parkeringsområdet ved samlingspladsen, stod mine fire jagtkammerater, der ikke havde siddet så langt væk som jeg, der allerede. Heller ingen af dem havde fået lejlighed til skud, men havde i modsætning til mig set en hel del vildt – Jan bl.a. en stor rudel dåvildt, hvor han var tæt på at komme til en skudchance til en hvid hind.
Jeg skal ikke kunne sige, om han tøvede, fordi han huskede noget om, at det efter sigende skulle føre til ulykke for skytten, eller om han som vi andre havde hørt og læst om, at det i Norge ikke er velset at skyde en hvid hjort – måske det heller ikke var velset her? Under alle omstændigheder undlod han at skyde, hvad det senere skulle vise sig, at han gerne havde måttet, da man dérnede ikke kendte til hverken ulykkesvarsler eller særlige fredningsforhold for hvide individer.
Auf wiedersehen
Let frysende og lidt slukørede slentrede vi op til samlingspladsen, for at varme os med en portion skoldhed suppe og ved store, tændte bål, mens vi ventede på, at hornblæserne og Rost skulle afslutte jagten, herunder uddele den såkaldte ”Bruch”, en lille grenkvist ofte af gran som skal være AFBRÆKKET, aldrig afskåret – deraf navnet – til de skytter, som havde nedlagt de i alt 57 stykker, fordelt på då- rå- og kronvildt samt 20 vildsvin, – dagens lidt nedslående resultat, og ikke mindst for vore værter, der trods ugers omhyggelige forberedelser måtte se det hele næsten regne væk. Under devisen ”Wir halten den Bundesforst gesund”, er det for at undgå omfattende bidskader nødvendigt ved de fem årlige jagter i alt at nedlægge flere hundrede stykker hjortevildt, hovedparten heraf dåvildt. På grund af vejret lykkedes det ved denne jagt med dens 57 stykker således desværre kun at nå knapt det halve af det ønskede antal.
Albrechts sidegevinst
Et ekstra trumfkort havde Albrecht dog i ærmet til os, idet han i en telefonsamtale havde meddelt mig, at, hvis vi kunne blive en dag mere, ville han for os og nogle andre venner søndag formiddag arrangere en lille vildsvinejagt hjemme hos sig selv. Det var heldigvis muligt for os alle, så efter en hyggelig middag, som vi havde inviteret Albrecht og hans familie til på vort hotel, ”Hotel zum Löwen”, stillede vi efter en god nats søvn veludhvilede og velfornøjede på gårdspladsen ude ved Albrecht for at høre parolen. Den var ikke uventet også præget af frygten for ASP, idet han gav alle svin fri undtagen ”Führende Bache”.
Til jagten havde Albrecht som supplement til sine permanente hochstande indkøbt en halv snes flytbare, og det var i en af disse, at jeg fik min post anvist af Alexander, Albrechts ældste søn. Alle hochsitzene var af sikkerhedsmæssige grunde placeret i en næsten én kilometer lang kæde, der stod dels på grønjord dels på markstykker med lav raps. Vi havde derfor alle gode udsigtsforhold og kunne afgive sikre – forhåbentlig også træffende skud. Regnbygerne var heldigvis drevet over, så i det ret lune vejr fik jeg mig komfortabelt indrettet i min hochsitz og så nu forventningsfuld frem til jagten og mærkede mig de afstande, jeg forsvarligt kunne skyde indenfor. En lille bæk godt 100 meter fra min hochsitz udgjorde med sin karakteristiske rødel- og lave buskbevoksning en naturlig grænse.
Es geht los
Efter et kvarters tid kan jeg i det fjerne svagt høre driveres råb, kort efter også hundes glammen. Det varer heller ikke længe, inden de første skud falder. På lyden kan jeg dog konstatere, at det endnu ikke er hos os, men hos Albrechts nabo, som efter fælles aftale også holder jagt denne dag. Flere skud følger, men igen hos naboen. Da flænges stilheden af to riffelskud ovre fra den anden side af bækken, hvor der også er en skytte posteret – let at få øje på i den orangegule vest, som er påbudt ved mange jagter i Tyskland. Jeg spejder ivrigt ned mod bækken og ser dér et vildsvin komme løbende, men slingrende usikkert. Da det er lige ud for min hochsitz, er farten tydeligvis gået af det, og øjeblikket efter tumler det omkuld og for mig at se direkte ned i bækken – blev også efter jagten trukket op herfra af en ATW.
Men nu får jeg andet at koncentrere mig om, for det er begyndt at brage løs fra hochsitzene længere ude til højre, og dér ser jeg en Frischling og en Überläufer vælte, mens deres mere heldige kammerater forsvinder ind i et tilgrænsende skovstykke.
Grisefeber
Igen retter jeg blikket ned mod bækken, for derfra høres nu ivrig hundeglammen, både jagtterrierne i skinger diskant og ruhårernes dybe bas. Grunden til hundenes iver skal vi ikke vente længe på, for efter at have forceret bækken kommer nu en mindre rotte på en 6-7 stykker i fuld fart op gennem rapsstykket og direkte imod mig og posten til højre for mig. Nej, hvor går det stærkt! Min spændingskurve er i zenith, da jeg med hamrende puls og et blodtryk tæt ”på kogepunktet” lægger riflen til kinden: er det nu, det skal lykkes mig efter så mange jagter i Tyskland omsider at nedlægge mit første vildsvin?
Hvad var det nu, jeg havde lært dernede i Hessen hos Bernd, en anden god ven på dennes skydebane:” Du trækker igennem fra grisens bagparti i en lang, glidende bevægelse, og i det øjeblik den røde plet passerer spidsen af trynen, trykker du af!” Det gik helt pænt på skydebanen til den kabeltrukne gris, men indtil nu havde jeg ikke kunnet teste mine opøvede færdigheder under jagt, hvor det blandt andet på grund af ”grisefeber” sikkert ikke vil være lettere, men nu skulle det altså være!
Alt andet end svinegalop
Jeg ved ikke, hvem der har fundet på dette ikke særligt smigrende ord. Jeg kan kun konstatere, at vedkommende i hvert tilfælde aldrig har været på vildsvinejagt, for kluntede er de bestemt ikke, men hurtige – ”strakt karriere” er et mere passende udtryk. I flokken var der ingen ”Führende Bache”, men udelukkende Frischlinge og Überläufere”, og da de er inde på godt 75 meter, retter jeg rødpunktssigtet mod den første, men inden jeg kan nå at trykke af, vælter den – ramt perfekt af min naboposts kugle. Jeg sigter derfor omgående på den næste, og idet jeg prøver at svinge med, det bedste jeg har lært, lader jeg skuddet gå. Men jeg har åbenbart endnu ikke lært nok, for jeg ser tydeligt kuglen gå i jorden bag grisen! Min nabopost skyder igen, men denne gang uden at ramme, og det samme sker for mig, da jeg lader skuddet gå til den sidste i flokken – igen er jeg ikke kommet langt nok frem.
Waidmannsdank
For pokker, det er svært – mindst ligeså svært som at ramme en krikand derhjemme. Da ser jeg til venstre for mig en enkelt Überläufer komme flintrende op gennem rapsen, så bladstumper står omkring den. Med fortvivlelsens mod holder jeg til den, trækker igennem, som der aldrig før er blevet trukket igennem, og i det øjeblik, det røde punkt passerer spidsen af trynen, trykker jeg af i håbet om, at tredje gang også for mig vil være lykkens gang, og Diana må have forbarmet sig over mig, for stor var min lettelse og glæde, da jeg ser den trimle i et kolbøttelignende fald. Jeg repeterer hurtigt, hvis det skulle blive nødvendigt med et opfølgende skud. Det gør det heldigvis ikke. Grisen sparker lidt med benene og ligger så helt stille. Jeg er derimod helt oppe at køre, og det varer noget, inden min puls igen bliver stille. Så lykkedes det efter så mange jagter, hvor jeg aldrig tidligere havde haft lejlighed til at skyde til gris, dog omsider: Mein Herz, was willst du mehr? Med tidligere flere stykker kronvildt, då- og råvildt nedlagt og nu også ”Schwarzwild” følte jeg, at mit tyske jagtbæger nu var tæt på at være fuldt – men forhåbentlig dog ikke helt fuldt.
Da Alexander, der ligesom Albrecht vidste, at jeg indtil nu ikke havde haft held til at nedlægge et vildsvin, med et Waidmannsheil lykønskede mig, følte jeg, at hans smil var særlig stort, hvorpå jeg med et ligeså stort smil kvitterede med Waidmannsdank. På denne lille formiddagsjagt blev der af de 25 stykker, der blev set, nedlagt 16. På paraden hos os lå syv, alle med ”Der letzte Bissen” i munden, der efter gammel jægerskik skal symbolisere det sidste måltid. Denne sidste bid, her en lille egekvist skal også være afbrækket!
Som bekendt er det ikke altid de store, velforberedte, på forhånd berammede jagter, der bliver de mest succesfulde, da udefra kommende faktorer også spiller ind – som her ikke mindst vejret, men ofte de mindre, improviserede. Denne erfaring levede disse to jagter til fulde op til, men uanset paradens størrelse og vejrforholdene stiller vi gerne op igen – sådan er jagt jo . . .
