TEKST: JENS ULRIK HØGH. FOTOS: JENS ULRIK HØGH, RME APS, DORRIN VAN HERDEN, MFL.
Storvildt? Mange forbinder det med ”de fem store”, men ud fra en ren teknisk betragtning er begrebet langt bredere end som så. Som jeg ser det, er der to kategorier af storvildt. Den ene er alle de arter, som fortjener betegnelsen fordi de er STORE og ganske svære at slå ihjel. Elefant, næsehorn og bøffel er klassikerne, men til denne kategori burde man også regne vandbøfler, flodheste, giraffer, bisonokser, forvildet tamkvæg og store krokodiller. Den anden kategori aftvinger sig jægerens respekt og forsigtighed, fordi disse dyr er farlige og meget lette at provokere. Alle store katte og bjørne samt i nogen udstrækning sure gamle vildsvineorner fortjener en plads i denne kategori. I princippet kan de sagtens nedlægges humant med helt almindelige mellemklassekalibrer såsom .308, men de er så farlige at antallet af sekunder, som det tager dem at ånde ud efter skuddet, har afgørende betydning for sikkerheden. Disse arter kan anrette uhyggelig meget skade på 10 sekunder….
Krudt og kugler og kaliber
Centralt i overvejelserne omkring udstyret er kaliber- og projektilvalg. Som udgangspunkt kan man kun regne med en enkelt chance – alt skal fungere med en hysterisk grad af forudsigelighed.
Lad os starte med kategorien de store og sejlivede. For tykhudernes vedkommende handler det om at lave et dybt hul med en vis diameter. Uden penetration, når man simpelthen ikke ind til de vitale organer i alle tænkelige situationer. Uden et passende hul får man ikke den pludselige forblødning, der leder til en hurtig død.
De fleste afrikanske lande opererer med et lovkrav som kræver minimum kaliber .375 til disse arter (I nogle lande må man anvende 9,3 mm), men ulykkesstatistik fra bl.a. Zimbabwe har påvist, at der statistisk set sker færre ulykker med kalibrer større end .400 end med .375. Da der ikke rigtig er noget klokkeklart teknisk belæg for, at den statistiske forskel virkelig skyldes kalibrene, hælder jeg nok selv mest til den teori, at dette berømte resultat nok i højere grad skyldes, at de professionelle jægere (som givetvis er gennemgående bedre skytter end gæstejægerne) ofte benytter sig af de større kalibrer. Langt de fleste PH’er benytter f.eks. kaliber .416 og op i deres back-up rifler, som de i princippet altid har med for at beskytte deres klienter, deres personale og dem selv.
Centralt i overvejelserne omkring udstyret er kaliber- og Større er måske nok bedre, når vi taler om rå ”stopkraft”, men al ildkraft i verden kan ikke redde dagen for en middelmådig skytte. Det er med andre ord vigtigere at kunne sætte et præcist skud med en kaliber, som er kraftig nok, end det er at skyde forbi med en langt kraftigere kaliber.
Selv er jeg glad for .416 Rigby. I en tung riffel er rekylen særdeles håndterbar, og kaliberen opererer ved et relativt lavt tryk, hvilket alt andet lige gør den mere driftssikker. Med stærke rundnæsede fuldkappede projektiler eller solids – som er fremstillet af massivt metal – findes der ikke det landpattedyr, som ikke kan nedlægges på en ordentlig måde med dette kaliber.
Til de helt store dyr – elefant, næsehorn, flodhest – benytter man ofte udelukkende solids. De skal være rund- eller fladnæsede for at bevare retningsstabiliteten i vildtkroppen. Til bøffel, vandbøffel og giraf er det god skik at starte med en ekspanderende kugle efterfuldt af solids. Dette ud fra en filosofi om, at det første skud kan sættes i ro og mag fra en fornuftig vinkel, hvor den ekspanderende kugle har en effekt, mens opfølgende skud ofte sker til flygtende eller i værste fald angribende dyr i dårlige vinkler, som kræver stor gennemtrængningsevne for at nå frem til vitale dele. Vælg udelukkende stærke ekspanderende kugler såsom bondede projektiler eller ekspanderende blyfri projektiler med meget høj restvægt.
Søm i handskeRNE
Til mere tyndskindet men hidsigere storvildtarter såsom katte og bjørne handler det i virkeligheden om at stoppe dem så momentant som overhovedet muligt. Den sikre recept er at dumpe en masse energi indenfor sårkanalens første 30 cm. Til det formål kommer man langt med hurtigtgående kalibrer i den tunge ende af skalaen med relativt let ekspanderende projektiler. En .338 Lapua er for mig at se ideelt til løve eller bjørn – en .300 Win er rigelig til en leopard. Farten dræber…. Men der skal stadigvæk lidt kuglevægt bag. Man kan også vælge tungere kalibrer med meget blødere projektiler såsom en RWS Evolution Green i en 9,3×62 eller .375 H&H. Kan det stoppe et stort vildsvin i fuld spring på en drivjagt, kan det også stoppe disse arter. Det går naturligvis helt fint at skyde med en blødnæset .416’er – hvis det nu er den kaliber, man har med sig på storvildtjagten. Men det er ikke nødvendigt med denne form for energiudladning.
Riffelvalg
Der er to veje at følge med hensyn til valget af riffel. Den klassiske er dobbeltriflen. Et af de enkleste og teknisk simpleste våben, som stadig bliver anvendt på jagt. Dette skyldes naturligvis en kombination af uovertruffen driftssikkerhed og et stort udvalg af meget kraftige kalibrer. Den helt store fordel i en presset situation er jo, at man med en smule træning kan afgive to hurtige skud i samme tempo (i teorien faktisk hurtigere) som fra en halvautomatisk riffel. Dobbeltriflen rummer desuden en ekstra grad af sikkerhed i form af et indbygget back-up-system. Våbnet er i realiteten to sammenbyggede rifler, så sker der et mekanisk sammenbrud i den ene, er den anden som udgangspunkt fuldt funktionsduelig. Alligevel er jeg ikke selv den store fan. Som typisk jagtgæst vil jeg hellere råde over fire eller fem lidt langsommere skud end to lynhurtige. Jeg forstår dog udmærket, at dobbeltriflen er PH’ens foretrukne valg. I de sjældne situationer, hvor storvildt går til angreb, er disse rifler uovertrufne. Der er vitterligt ikke de ekstra sekunder til at repetere, når storvildt angriber.
Repeterrifler
Udvalget i driftssikre magasinrifler i voksen-kalibrer er overraskende stort. Går man efter kalibrer i størrelsesordenen .416 Rigby og tilsvarende er det dog først og fremmest kloner af Mauser 98 Magnum, som dominerer markedet og det er der adskillige gode grunde til. En af dem er, at der ikke er mange andre mekanismer, som håndterer patroner i denne klasse. En anden god grund til Mauserens popularitet er at mekanismen er simpel, stærk og pålidelig. Igennem næsten 120 år har den bevist sit værd som værende helt utroligt driftssikker under fuldstændigt ekstreme omstændigheder. Mauser 98 har været brugt i alle afkroge af jorden, i alle mulig temperaturer, nedbørsforhold, mudder, støv, is…. you name it.
Det er af mindre betydning hvem som rent faktisk har fremstillet riflen. Mauserkloner i tunge kalibrer fås i mange prisklasser. I den lave ende a skalaen har CZ en særdeles stærk markedsposition. Man ser disse rifler overalt i Afrika. Ruger har lavet nogle nydelige magnum rifler til rimelige priser, og i den dyre ende af skalaen finder man lækre våben fra Mauser, Rigby og en horde af mindre men eksklusive våbenfabrikanter i både Europa og USA. Fælles for alle disse våben er de tekniske egenskaber. Man går ikke galt i byen med en mauserklon i .416 Rigby….
Vil man som jagtgæst ”nøjes” med en .375 eller en af de kortere .416’ere – som f.eks. .416 Remington – eller tilsvarende, åbner der sig en hel jungle af riffelmekanismer, eftersom disse kalibrer kan klemmes med i stort set hvad som helst. Der er rigtigt mange fine rifler, og de skyder gennemgående godt. Men med udsigt til et rasende stykke storvildt i den anden ende af våbnet, vil mit personlige valg til denne jagtform altid falde på en mauser-98-klon.
Det løse
Man bruger som udgangspunkt ikke rem på en storvildtriffel eftersom den kan hænge fast i et eller andet i en presset situation og dermed være i vejen for en sikker skudafgivelse. Man bærer i stedet riflen over skulderen. Erfaringsmæssigt kræver dette lidt ekstra omtanke i relation til mundingskontrol…. vær opmærksom på, hvad du peger på. Hele tiden!
Der bør altid være solide og synlige åbne sigtemidler på denne riffel. Rigtigt mange skud afgives på ganske tæt hold, og de åbne sigtemidler er mere end præcise nok. Desuden er de hurtige at anvende, og de går ikke så let i stykker. Selv foretrækker jeg at supplere de åbne sigtemidler med en eller anden form for optisk sigte.
En typisk drivjagtkikkert med lys er udmærket. Jeg har været glad for at anvende en 1,1-4×32, men en hvilken som helst god drivjagtkikkert burde række til formålet.
Jeg finder det meget væsentligt, at der er lys i kikkerten. Det gør alt andet lige skydningen hurtigere og mere sikker, når sigtepunktet kan placeres helt instinktivt på en stor mørk vildtkrop. Forstørrelsen kan vise sig god at have en sjælden gang imellem, men det har ikke høj prioritet. Faktisk vil jeg kraftigt overveje Aimpoint fremadrettet eftersom driftssikkerheden, styrken og batterilevetiden i disse er uovertruffen med flere års uafbrudt brændetid. Jeg er sikker på, at Selous med glæde havde jaget elefanter med Aimpoint, hvis han havde haft muligheden.
Sørg for, at patroner altid er inden for rækkevidde i rigelig mængde. Patronbælter er rigtigt gode – uanset om det er hellæderudgaverne eller holdere til montage på et almindeligt bælte. Du vil IKKE rende tør for ammunition på en jagt efter farligt storvildt.
Knæk og bræk!
