Hundens handlinger er ubetinget styret af instinkt
Der er langt fra den oprindelige hund – som jagede vildt for at fange det, slå det ihjel, æde det, og gemme resterne til senere – til vore dages jagthunde.
Alligevel er det netop det instinkt, som mennesker har udnyttet, forfinet og tilpasset, så vi i dag har hunde med jagtinstinkt, som vel og mærke, jager for os og ikke for sig selv.
Jeg mødte engang en svensk jagthundeopdrætter, som altid hævdede, at jagtinstinktet var så stærkt, at en jagthund ville arbejde, uanset om den var træt eller ej.
I forbindelse med en kvindelig hundeejer, hvis hund ikke ville jage længe og hårdt, brugte han følgende metafor ” hvis jeg løber efter dig med en stok og slår dig, vil du løbe, uanset om du er træt – det er dit instinkt.
Præcis sådan er det også med jagtinstinktet hos hunden”.
Jagtinstinkt og avlen
At udvikle og bevare jagtinstinkt og egenskaber er alene et spørgsmål om avl.
Selvom der gennem tiderne er fremkommet mængder af påstande, så er egenskaberne udelukkende opstået gennem avl, og det er udelukkende de medfødte egenskaber der nedarves.
Blandt de mange sjove påstande jeg har hørt, kan nævnes opdrættere som har hunde af jagthunderacer, men hvor hundene hverken avles eller bruges til jagt.
Her kommer så påstanden om at egenskaberne jo ligger langt tilbage i avlen, og derfor kan man godt love, at hvalpene bliver gode jagthunde. Her må jeg sige, at ingenting kommer af ingenting.
Hvis man skal avle og sælge hvalpe til jagt, skal forældredyrene, og for den sags skyld, alle hunde i afstamningen, være fremragende jagthunde.
En anden sjov påstand som jeg stødte på engang, var en jagthunde opdrætter, som ikke ville parre sine tæver før de var 4 år gamle, for før var de ikke færdigtrænede. Han mente nemlig så, at han ville få alle de tillærte egenskaber med i avlen.
Igen en fuldstændig fantastisk og også lidt morsom påstand, fordi det uanset hvad, kun er de medfødte egenskaber, som nedarves.
Hvilke egenskaber
Når man taler om at prioritere de egenskaber der vægtes i avl af jagthunde, er det interessant, at det historisk set har bevæget sig frem, tilbage, og så frem igen.
Forstået på den måde at jagthunderacerne oprindelig udelukkende blev avlet med henblik på jagt, og derfor var den rene vare, med fuld og hel fokus udelukkende på de jagtlige egenskaberne.
Så kom der en periode, hvor mennesket i sin visdom ville lave om på hundene. Det betød at hundene nu skulle avles efter et mere detaljeret typekrav til eksteriøret.
Det burde måske ikke være så farligt, men det gik ikke så godt, fordi der hurtigt blev nogle opdrættere, som fandt det opportunt at prioritere eksteriøret højere end jagtegenskaberne.
Gradvist blev kravet til eksteriøret fortolket og igen overfortolket, så mange racer ikke længere var fysisk godt bygget til jagt – og hvad værre var, jagtegenskaberne var kraftigt forringet.
Jeg plejer at sige, at hvis man både vil det ene og det andet, ender man op med en whiskysjus.
I forhold til jagtegenskaberne vil der være mest vand i udstillingsavlen og mest whisky i egenskabsavlen.
Heldigvis har udviklingen gennem de sidste 30 år markant bevæget sig over til – eller rettere tilbage til – de renavlede jagthunde.
Retrievere og spaniels fra moderlandet England, er de mest kendte eksempler på dette, og de er da også i den samme periode, gået hen og blevet de mest udbredte jagthunderacer i Danmark.
At finde og rejse vildt
Det er jagtinstinktet, der får en jagthund til at jage hårdt og vedholdende for at finde vildtet.
De vildtfindende egenskaber, består af både jagtinstinkt og en god næse.
En gravjagende hund med et mindre jagtinstinkt, vil aldrig blive den store udsmider, og en spaniel vil aldrig jage hårdt i tjørn og brombær, hvis den har for lidt jagtinstinkt.
Det samme gælder en stående hund, som skal kunne jage utrætteligt over store arealer med fåtalligt vildt. Denne store fysiske udfoldelse kan hunden kun præstere, fordi den er i besiddelse af et stort jagtinstinkt.
Træning og erfaring kan udvikle det eksisterende anlæg/ instinkt, men der kan som sådan ikke tilføres noget væsentligt.
Det er også værd at notere sig, at jagtinstinktet for at jage før skuddet, ikke er avlet ind i alle racer.
Flere af de apporterende racer er således bevidst avlet uden instinktet for førskudsarbejdet, men til gengæld med prioriteringen lagt på efterskudsarbejdet
Apportering
At hente det skudte vildt er en opgave, som falder i flere sværhedsgrader.
Ikke at det er nemt, for også apporteringer på dødskudte fugle kan være en udfordring.
Ligesom alle andre jagtlige egenskaber er evnerne til apportering grundlagt i avlsarbejdet.
Der er tale om en bred vifte af egenskaber.
Evnen til at markere det skudte vildt – som er meget forskellig fra hund til hund.
Nogle hunde, som er udmærkede apportører, er ikke så skarpe på markeringer.
Omvendt har nogle hunde en nærmest overnaturlig evne til at markere og/eller vide, hvor vildtet er faldet.
Skyder man over små spaniels i tæt vegetation, vil man med nogle hunde opleve en helt speciel ”gun sense” hvor hunde trods terræn og sin egen størrelse, alligevel søger lige til nedfaldsstedet, når de bliver sendt.
Evnien til at udnytte vinden
Nogle hunde skal tættere på vildtet end andre, mens man igen møder hunde, som mærker vildtet på langt større afstand.
Dette hænger selvfølgelig også sammen med, den måde hunden arbejder på.
Nogle racer arbejder med lav næseføring og er fokuseret på jordfært, mens andre racer arbejder med høj næse-føring og derfor er mere fokuserede på luftbåren fært.
Evnen til at finde anskydninger, som er den vigtigste af alle beskrevne egenskaber.
Igen er der her en masse misforståelser.
Mange tror, at denne evne kan opnås blot ved træning.
Men her er vi tilbage ved konstateringen af, at træningen kan udvikle og forbedre eksisterende anlæg, men ikke tilføre en egenskab.
Helt personligt kan jeg her sige, at jeg har skudt over mine hunde i flere år end de fleste, og mine erfaringer er helt entydige.
De bedste hunde til at finde og følge fod, og bringe en anskudt fasan eller and, har været gode til det lige fra starten.
Det er mere end noget andet en egenskab – ja et talent.
Man kan leve uden, men det er skønt når ens hunde har det.
I forhold til jagtinstinkt har jeg hørt en interessant formulering:
” En hund, der apporterer ”lette” dødskudte fugle, er som jægerens forlængede arm.
Men den hund som finder anskydninger i meget vanskeligt terræn, finder dem, fordi den har et stort jagtinstinkt.”
Set i forhold til virkeligheden, holder denne udtalelse faktisk ret godt.
Hvilken type hund er bedst
Det er et stort og svært spørgsmål.
I virkeligheden vælger mange jægere deres nye jagthund ud fra hvilke jagthunde deres jagtkammeraterne har, eller med afsæt i hvilke jagthunde, der har været i familien.
Det spiller en stor rolle, til hvilken jagtform og i hvilket terræn hunden skal bruges.
Hvis hunden skal bruges i hårdt terræn og med moderat vildtmængde, er hunde med det store format og jagtinstinkt det rigtige valg.
Omvendt kan det, hvis man jager i let terræn med store vildtmængder, være praktisk med en hund, der er lettere at håndtere.
Af samme grund, foretrækker mange jægere en hund, som ikke er for svær at træne og nem at holde styr på, når de er på jagt
Selvom jægeren har jagt til en hund med stor jagtlyst og jagtinstinkt, er virkeligheden den, at en sådan hund, kræver rigtig meget træning og dressur.
Til gengæld vil den kunne udrette store ting på jagt, når træningen er fuldendt.
For mange af de hunde man ser med det store jagtinstinkt, som hele tiden finder de super vanskelige apporteringer, gælder det, at de sandsynligvis også er selvstændige – og måske lige lovlig selvstændige.
Med de bliver tit tilgivet, fordi de løser opgaver, som ingen af de andre hunde kunne løse.
Den bedste del af opdrætterne/jagthundeavlen, har frembragt hunde, som har stort jagtinstinkt og talent kombineret med et godt og bøjeligt sind, der gør dem nemme at arbejde med.
Det er den ideelle type jagthund.
Den bedste del af opdrætterne/jagthundeavlen, har frembragt hunde, som har stort jagtinstinkt og talent kombineret med et godt og bøjeligt sind, der gør dem nemme at arbejde med. Det er den ideelle type jagthund.
Se denne interessante video. “THE LONG RETRIEVE”
