TEKST: TORBEN GALST. FOTO OG VIDEO: RME APS
Vi står nedenfor en bjergskråning og spejder op i den lave, spredte bevoksning. Vores danske PH, Per, læner sig ind mod mig, strækker langsomt armen og angiver retningen op ad bjergsiden. ”Kan du se der, hvor der står en gruppe på 3 træer”, hvisker han lavmælt og uden antydning af den stress, der allerede er ved at overmande mig. ”Hvis du trækker en linje ned fra venstre kant af det mørkeste træ, så står den lige nedenfor.” Jeg stirrer intenst i sigtekikkerten og lader blikket glide søgende rundt i det udpegede område. Hvor er den, hvor er den..tankerne racer panisk gennem hovedet.. Jeg ved, at der sjældent levnes mange sekunder, når chancen endelig byder sig, og jeg ønsker for alt i verden ikke at fremstå som den Afrika-amatør, jeg retteligt er. Jeg kan dog ikke få øje på noget som helst. Frustrationerne sitrer igennem min krop. ”Jeg kan ikke se den”, hvisker jeg sammenbidt tilbage.
Malpepo – 30 km² vild natur
Vi er på tredjedagen af vores ophold hos Malpepo Safaris, – et familiefortagende, der siden 2010 har været ejet og drevet af Poul Brøndum Petersen og hans familie.
Området ligger langs den sydøstlige flanke i Sydafrikas vidtstrakte Karoo højland, der breder sig over alle 3 cape provinser og rækker helt op til Krüger parken som den nordlige grænse. Teknisk set er the The Great Karoo, som landskabet også kaldes, klassificeret som semiørken, men det er i virkeligheden et konglomerat af habitater.
Her råder Malpepo over et 30 km² stort område, der bedst kan beskrives som varieret bushlandskab med bjerge, sletter, slugter og dale gennemskåret af stenede flodlejer. Her er vild, uberørt natur, så langt øjet rækker. Et par måneder af året forvandles de stenede flodlejer til hurtigt strømmende og vildt brusende vandløb. Lige nu burde vandet flyde, men området er, som det meste af det sydlige Afrika, ramt af en tørkeperiode, der har varet siden begyndelsen af 2015. Et par sparsomme dråber for et par uger siden har dog medført, at den hårdføre bushvegetation står i den nærmest olivengrønne farve, som er så karateristisk for Afrika.
De fleste, der ankommer hertil, flyver via Johannesborg til Port Elisabeth, hvorfra den sidste del af rejsen gøres i bil. Turen fra the Friendly City, som Port Elisabeth kaldes i folkemunde, klares på godt 3 timer. Hvis man gerne vil spare lidt tid, har man også mulighed for at blive afhentet i helikopter, med Poul selv bag styrepinden, og blive bragt direkte til helipad’en –helikopterlandingspladsen, som er anlagt i bushen lige bag ved lodgen.
Helikopterturen i sig selv skulle være en oplevelse, men jeg kan bekræfte, at det samme gælder turen i bil. Så snart vi er ude af Port Elisabeth, er landskabet afvekslende og smukt at beskue, og køreturen i den store Landcrusier er kun med til at højne forvetningerne. Den sidste time køres ad knoldede grusveje, og landskabet forvandler sig gradvist til det bakkede Karoo højland.
I lufthaven var vi blevet taget varmt imod af Poul’s søn, Per og hans sydafrikanske hustru Nizzi. Undervejs i bilen beretter Per bredvilligt – men med jysk beskedenhed – om livet i Afrika, Malpepo og ikke mindst jagten. Hans rødder fornægter sig ikke. Accenten er let syngende, og han udstråler en afslappet og imødekommede ro. Det er den samme ro vi senere oplever på de lange pürscher rundt på Malpepo’s vidstrakte arealer. Det er en ro, der udstråler overblik og evnen til at navigere i en natur, der altid er uforudsigelig.
Kort efter overtagelsen af Malpepo gennemførte både senior og junior den lovpligtige PH uddannelse, der efter bestået eksamen giver licens til at fungere som Professional Hunter. Efter 3 dage i marken med Per er vi ikke i tvivl om, at han kan sin metier.
Med kudu i kikkerten
Målet som Per nu forsøger at udpege for mig, har vi været på udkig efter et par dage. Kudu’en havde dog vist sig særdeles vanskelig at komme på skudhold af. Dyrets størrelse taget i betragtning, har den en helt speciel evne til at skjule sig i terrænet, særligt for det ikke trænede øje, – må jeg erkende adskillige gange.
Cape Kudu’en, som er den version af Greater Kudu, der er naturligt forekommende i denne del af landet, kan i størrelse sammenlignes med en stor kronhjort. Når den stiller sig under de lave træer i bushen, kan den smelte fuldstændig sammen med omgivelserne. Fornemmer den at noget ikke er, som det skal være, står den helt stille og scanner omgivelserne. Syn, lugtesans og særligt hørelsen er dens bedste forsvar. Kudu’ens ører er nærmest som parabolantenner, der kan opfatte den mindste forandring i lydbilledet på lang afstand. Og så er den, størrelsen taget i betragting, vanvittig adræt og kan flytte sig med usandsynlig høj fart, når det er påkrævet.
Vanskelig marathon pürsch
Dagen før havde vi spottet 2 kudu-tyre ca. 900 meter ude i en dalsænkning. Lidt derfra gik der 3 kudu-køer. Det var tidligt om morgenen og stort set helt vindstille. Den smule vind, der var, havde det med at skifte retning uden varsel. Da pürschen begyndte var vi imidlertid i god vind, og vi bevægede os så stille som muligt og i skjul bag de spredte buske. Der gik dog ikke længe, før jeg mærkede et ganske svagt pust i nakken. Vinden var vendt. Efter knap 200 meters bevægelse stak Freuk, vores afrikanske spotter med det altid smilende ansigt, forsigtigt hovedet frem, for at se om Kudu’erne stadig var der, hvor vi havde set dem. Han kunne straks konstatere, at de 3 køer havde bevæget sig længere bagud og op af den modsatte skrænt i dalen. Nu stod de helt stille med opmærksomheden rettet i vores retning. Vi var afsløret!
Tyrene kunne vi ikke se. Per og Freuk konfererede lavmælt om sandsynligheden for, at de stadigt var i det området. Måske køerne havde trukket dem med. Der blev kun udvekslet ganske få sætninger, før Per kiggede op og nikkede anerkendende. Det var et mønster vi jævnligt oplevede mellem de to. Man fornemmede, at de havde etableret et helt særligt samarbejde funderet i indbyrdes respekt og tillid.
Beslutningen blev, at pürschen skulle fortsættes. På trods af oddsene var det bedste bud trods alt at opsøge chancen. Med Freuk forrest, efterfulgt af Per bærende på Viperflex’en sneg vi os, busk for busk, ned mod det udtørrede vandløb i bunden af dalen. Tyrene var sidst spottet på modsatte side lidt længere nede af vandløbet. Planen var derfor at søge ned i flodlejet, og benytte det som skjul for den videre fremrykning. Undervejs så vi køerne forsvinde over den modsatte bakkekam. De havde næppe set os, men de havde fornemmet vores tilstedeværelse og havde besluttet, at det var sikrest at fordufte. Om tyrene fortsat var der, kunne ikke vides med sikkerhed. Vi havde i det mindste ikke set dem forlade området. Vel nede i flodlejet sneg vi os videre i ly af bevoksningen langs brinken. Med ca. 50 meters mellemrum listede Freuk op på brinken og afsøgte området. Sådan fortsatte vi et par hunderede meter, indtil han vendte storsmilende tilbage fra en tur over brinken. ”Big bull” hviskede han, da han kom tilbage, før han atter drejede omkring og førte os op på brinken i ly af noget tæt bevoksning.
Hvor er den?
Herfra kunne man se op ad dalskråningen. Jeg holdt mig i baggrunden, mens Freuk udpegede retningen for Per. Med kikkerten for øjnene nikkede han svagt og vinkede mig op. ”Kan du se det udgåede træ, bag det lyse område?” hviskede han. Jeg scannede området med den til lejligheden lånte Nikon 10×42. ”Ja”, bekræftede jeg efter nogle sekunder. ”Lidt længere ude til venstre, er der 2 træer. Han står under træet til højre” forklarede Per videre. Jeg flyttede kikkerten i den angivne retning, men kunne umiddelbart ikke finde 2 træer, der passede på beskrivelsen. ”Jeg er ikke med”, medgav jeg.
Tålmodigt udpegede Per et nyt reference punkt, og med tydelig beskrivelse af pejlemærker, blev jeg guidet mod målet. Jeg var målløs. På trods af at alt stod skarp i kikkerten, og mit syn normalt er ganske ok, kunne jeg bare ikke finde kudu’en.
Pludseligt var den der! Ganske som Per havde beskrevet, stod den under et træ, som jeg havde afscannet adskillige gange med kikkerten. ”Hvad er afstanden,” hviskede jeg. Per løftede Leica’en med afstandsmåleren..”540 meter”, svarede han lavmælt.
Vi sneg os tilbage i flodlejet, og Per og Freuk konfererede kort. Den svage vind cyklede fortsat rundt. Kudu’ens stillestående adfærd under træet afslørede, at den var klar over, at noget var i gærde. Det ville være en vanskelig opgave at komme tættere på, men forsøget skulle gøres. Vi fortsatte lidt længere ned af flodlejet, og drejede op ad et snævert sideløb, der snoede sig i retning mod stedet, hvor kudu’en var spottet. Hvert et skridt blev taget med største forsigtighed, men underlaget bestod af løse sten på klippegrund. I mine ører lød vi som en skærveknuser i den stille morgen. I mit stille sind fik jeg overbevist mig selv om, at lavningen, vi bevægede os i, ville absorbere den knasende lyd, som blev frembragt ved hvert støvleskridt. Et par hundrede meter oppe ad sideløbet, lister Freuk forsigtigt op over kanten og spejder mod træet, hvor vi sidst havde set Kudu tyren. Den var sunket i jorden.
Jagten begynder uden for døren
Det var i går. Efter 4 timers marathon pürsch, der var startet før solopgang, havde vi indstillet jagten. Op af formiddagen er det for varmt, og dyrene er mindre aktive og dermed vanskelige at få i tale. En jagtdag hos Malpepo består derfor af en tidlig morgen pürsch, efterfulgt af en middagspause og så en eftermiddagspürsch, der varer indtil solen er gået ned. Sammenlagt jages i omegnen af 8 timer om dagen.
Malpepo’s lodge ligger midt i området. Det er her man sover, spiser og holder middagspause. I princippet begynder jagten lige udenfor døren. I praksis kører man oftest få kilometer ud i terrænet med Landcruiseren, dels for at komme i god vind, dels for at fordele jagttrykket jævnt over det store areal. Selve jagten foregår udelukkende til fods, og en gennemsnitlig jagtdag gav i vores tilfælde ca. 15 km i benene. Terrænet er ikke altid lige let at vandre i, og det stiller krav til fodtøj og en rimelig fysik. Det er walk & stalk, når det er bedst.
Nu gælder det vortesvin..
Her til morgen havde vi igen forsøgt at opsøge kudu’erne, men med et tilsvarende resultat. Lange og til tider nerverpirrende, spændende pürscher på en næsten overnaturlig modstander. Kudu’en havde hver gang trukket det længste strå. Her til aften havde vi så besluttet at lade kuduen være kudu, og i stedet lede efter vortesvin i den sene eftermiddagsol. Vortesvinet har længe stået højt på ønskeseddelen. Det var fra starten det trofæ, jeg var mest opsat på at få med hjem.
Aftenens pürsch var startet langs et flodleje, hvor store huller i brinkene afslørede, at det var her at grisene holdt til. Vi havde pürschet en times tid og var netop kravlet ned ad en stejl skråning og stod nu i bunden af flodlejet, da 2 vortesvin springer ud af bevoksningen blot 20 meter foran os og forsvinder op ad den modsatte bred. Vi følger efter, med Per forrest. Netop oppe over brinken stopper han og scanner området. Der er intet. Han fortsætter yderligere 50 meter frem og stopper. Samme resultat. Så yderligere 50 meter. Så ser vi grisene forsvinde ca. 200 meter oppe af bjergskråning foran os. Øv… Per og Freuk udveksler et par ord. Vi drejer af og fortsætter langs bjergskråningen atter med Freuk i front. Efter små 100 meter fryser han pludseligt og går lidt ned i knæ. Vi andre gør de samme. Han peger op ad skråningen. ”Kudu….big bull” hvisker han og smiler, så man kan se hele gebiset.
Nu står vi så her, og er tættere på Kudu’en end vi nogensiden har været. Per har hurtigt og sikkert sat Viperflexen. Den er altså indenfor skudafstand. Jeg har endnu ikke set den, men riflen er listet på plads, og jeg står nu sammebidt og stirrer gennem sigtekikkerten.
Pædagogisk og med ukuelig ro udpeger Per atter retningen. Sigtekikkerten, en Zeiss 3-12×50, gengiver omgivelserne knivskarpt, men Afrikas legendariske grå spøgelse lever op til sit tilnavn. Hjertet hamrer. Jeg skal nå at finde den, inden den fortrækker. Panikken begynder at brede sig i min krop.
Tvivlen og beslutningen
Så ser jeg den!…Nej…det kan ikke være den. ”Det er en ko, den har ingen horn”, hvisker jeg til Per. ”Det er en fin tyr” hvisker Per, ”den står på 246 meter”. Jeg kigger igen, og så ser jeg, at den står med hovedet på en måde, så de lange horn nærmest ligger ned bag ørene.
Så kommer tvivlen. Er det den kudu, jeg skal have? Er den stor nok? Hvorfor overhovedet skyde det flotte dyr?
Kudu’en står majestætisk på bjergsiden perfekt med siden til og opmærksomheden rettet ned mod os.
Så træffer jeg beslutningen, finder et punkt højt på bladet og klemmer aftrækkeren. Den tunge, dødbringende 300 grains kaliber .375 kugle er sendt afsted. ”Den gik ned” hvisker Per straks..”Det var en anden”, tilføjer han. Jeg er forvirret. Samtidig springer en kudu mod venstre omtrent fra skudstedet.
Min første indskydelse er, at jeg har anskudt den, at den har rejst sig igen, og at den nu er på vej væk. Skrækken når lige at brede sig i kroppen, så forstår jeg. Der har stået 2 kudu’er på bjergsiden.
”Sådan! Det var kontant afregning”, hvisker Per anerkendende og tydeligt tilfreds med, at det hele er gået så hurtigt. ”Den du skød stod lidt højere oppe, end den jeg kiggede på, men jeg så, da den gik ned”, uddyber han. Jeg repeterer riflen med blikket fast rettet mod stedet, hvor kuduen faldt. Selv føler jeg, at det hele har taget evighed.
I samme sekund springer endnu en kudu fra stedet. I alt har der stået 3 kudu på bjergsiden – skjult under træerne. Per udveksler et par ord med Freuk. ”Freuk siger, at de var samme størrelse”. Han havde naturligvis spottet dem alle.
Den obligatoriske ventetid er pinefuld. Vi udveksler ikke mange ord, mens vi står og holder øje med stedet, hvor kudu’en faldt. Tankerne vælter rundt. Min krop er fastlåst og anspændt, og vejrtrækningen nærmer sig hyperventilation. ”Du fik den” siger Per beroligende, som om han fornemmer min tilstand. Hans ro er afsmittende, og efter en tid begynder jeg at kunne slappe lidt af.
”Hold for en sikkerheds skyld riflen klar”, siger Per, da vi endelig begynder opstigningen op mod stedet, hvor kudu’en faldt. Han taler fortsat med den stille, lavmælte stemmeføring. Så snart vi er i terrænet, er det den eneste måde, han kommunikerer på – uanset hvad der sker.
Sprint op ad bjernet.
Så kommer reaktionen. Hele min krop sitrer og føles nærmest kraftløs. Den korte vejrtrækning afløses af dybe suk. Det er forløsningen – den ubeskrivelige, forunderlige følelse af glæde og sorg på en og samme tid. Jeg har fået min kudu, smukt ligger den der i den lave aftensol. Jeg har taget et liv. Vi står andægtigt og kigger på det imponerende dyr, der har levet et frit og naturligt liv og nu har endt sine dage en flot aften, mens solen var på vej ned bag bjergkammen.
Mens vi står og nyder synet, hører vi pludseligt lyden af et dyr, der bevæger sig i de løse sten 50 meter oppe af bjerget. ”Hog!”..udbryder Freuk hastigt, og vi ser dyret i fart mellem buskene på vej op ad bjergsiden. ”Kom med” hvisker Per og sætter i fart op ad bjergsiden. Jeg halser efter. Snart ser vi grisen forsvinde over bjergkammen. Vi forsætter, og jeg hiver efter vejret, da jeg når toppen. Per står med kikkerten og spejder ind i bevoksningen for at se, om grisen skulle være stoppet. Vi går lidt længere frem, stopper op og spejder igen. Så ser vi den godt hundrede meter borte med retning mod den lave sol. Den er i bevægelse på vej væk fra os. Per udstøder en lyd i forsøg på at få den til at stoppe op. Men den fortsætter og er snart borte.
Vi står et øjeblik og spejder mod det lave sollys, hvor grisen forsvandt, og ser så på hinanden. Det var forsøget værd. Mit hjerte hamrer fortsat. Dels på grund af den hurtige sprint op ad bjerget, dels som følge af endnu et adreanlin rush mens jeg stadig var høj over kudu’en. Et eller andet sted er jeg glad for, at jeg nu kan fokusere på det flotte dyr, der ligger og venter på os længere nede af skråningen. Der er stadig et par dage til at finde mit vortesvin…
Udstyr
Riffel: Winchester Model 70, kaliber .375
Kugle: Sierra 300 grain boattail
Sigtekikkert: Zeiss Diavari 3-12×50
Håndkikkert: Nikon EDG 10×42
Skydestok: Viperflex
Vil du også afsted?
Rejsen til Malpepo Safaris område nær Port Elisabeth i Sydafrika blev arrangeret af Malpepo Safaris. Du kan finde yderligere information om Malpepo Safaris her (www.malpepo.com).
VIDEO: Malpepo interview
