TEKST OG FOTO: HANS RIISAGER HOLST.
Nogle af jægerne kendte hinanden, men ikke alle, så det var en blandet landhandel, der mødte hinanden i lufthavnen. Hele landet var repræsenteret: Bornholm, København, Vendsyssel og ikke mindst Fyn. At skulle være sammen i en uge i ét hus stiller store krav til omgængelighed og tolerance. Men rejselederen havde ’snydt’ lidt, da han kendte de fleste og mente, at det nok skulle gå. Det viste sig at holde stik.
De sibiriske veje kan være en udfordring af forcere.
Høje forventninger
Vi var alle spændte som små børn! Efter at have fløjet ca. 800 km. øst for Moskva til Ekaterinenburg var det videre i bil i fire timer på de sibiriske ’veje’. Endelig nåede vi det hellige land efter en meget lang rejse. Vi fik noget at spise, og straks skulle våbnene indskydes, så vi kunne komme på jagt.
Det hører med til historien, at der fra ca. 15. oktober til 15. maj er mellem -10 og -40 graders frost, men i vores uge var temperaturerne 15-18 grader. Det betød, at kornmarkerne skulle høstes fra 1. september.
Vi havde sat næsen op efter at skulle skyde 16 bukke i hele ugen, men det antal viste sig at være sat alt for lavt. Første aften skød vi fire flotte bukke, hvoraf den største var en ordentlig krabat på 1.140 gram. Man må sige, at jagtens gudinde stod mig bi denne første aften.
De to jagtledere kørte mig rundt i området, og pludselig sagde de til hinanden, at vi skulle hen på en åben græsmark på størrelse med seks fodboldbaner. Der placerede den ene sig sammen med mig i et tårn. Vi havde siddet 10 minutter, da de første dyr indfandt sig. Først en rå med lam, så to råer med lam, og pludselig kom der tre mindre bukke, som virkelig var ude på sjov – indtil den vilde jagt gik i gang.
Vi oplevede lidt af hvert ude på det store revir.
Da kom der nemlig en meget stor herre på banen, som ville det anderledes, og som jagede rundt med de tre små bukke, indtil de til sidst forsvandt ud i intetheden. Hele sceneriet fandt sted ude på 3-400 meters afstand uden mulighed for at komme på skudhold. Roen indfandt atter. Men et kvarter senere kom den store buk frem lige foran os – godt nok ude på 250 meter.
Buk i græsset
Jagtlederen sagde selvfølgelig: ”Skyd”, men da det var langt ude, og der var noget højt græs, som dækkede bukken, ville jeg ikke skyde. Heldet ville dog, at i stedet for at gå ind i skoven kom bukken nærmere, og da den var ude på 175 meter, afgav jeg et bladskud. Bukken faldt om lige på stedet.
De sibiriske bukke er noget større, end vi er vante til hjemmefra!
Russeren var helt oppe i det røde felt af stolthed og ringede straks efter den anden, som kom farende. Det hele blev fejret med et glas vodka. Den glæde og stolthed, de udviste, sagde mig, at det nok ikke var så ringe endda – og det viste sig at holde stik. Min taknemmelighed over at få lov til at skyde en så stor buk den første aften er stor!
Flotte bukke
Herefter gik det slag i slag de næste dage, og vi skød i alt 23 bukke – alle meget flotte omkring 750-1.140 gram – og alle med hver sin mere eller mindre fantastiske historie.
Et lille udvalg af de flotte bukke, der blev nedlagt.
Når otte jægere skal berette om 23 nedlagte bukke, tager det tid – ikke mindst, når det er en vendelbo, der skal berette om sine bedrifter. Hvor vi andre var interesseret i at høre, om der var skudt eller ikke, tog det Jørn ca. tre kvarter at fortælle om, at han havde skudt en samfundshjælper.
Det var dog absolut ikke kedeligt. Historien er, at han skød en stang af en buk, som overlevede uden problemer. Jørn sluttede historien med, at han altid havde ønsket sig en samfundshjælper af en sibirisk buk – og det fik han!
De lokale jagtledere.
Oplevelse for livet
Såvel turen, maden, og indkvarteringen var i orden – selv om det selvfølgelig ikke er femstjernet luksus. Og tolken var helt uundværlig, da de fantastisk dygtige jagtledere kun kunne sige Mama og Baby om rå og lam. – Men alt foregik med et smil og uden problemer.
Det forlød, at det samlede revir var på 60.000 ha. Det skal nok passe, for det tog ofte en halv time i bil blot at komme frem til det revir, der skulle jages i. På grund af de enorme afstande foregik transporten i bil, hvorefter man gik med jagtlederen.
Stolte jægere med fantastiske jagtoplevelser.
Alle havde en stor jagtoplevelse på de enormt store revirer af både korn, græs og skov.
At vi så fik en succesrate på 144 %, gjorde ikke oplevelsen ringere.
Hvis ikke man har været i Sibirien for at skyde råbuk, er det absolut en overvejelse værd. Og det kan varmt anbefales at tage af sted i den første uge, hvor jagten går ind, og hvor brunsten er på sit højeste. Det er en oplevelse for livet!
Trofæerne fra turen til Rusland.
