AF: PER KAUFFMANN
Otte skytter er mødt op ved Teglhuset og får lejlighed til at hilse på hinanden og de omkring 20 drivere, der ligeledes er stået ud af sengen tidligt denne råkolde vintermorgen. Jagtchefen på Lindenborg, Elisabeth Svendsen, tager imod på sin egen hjertelige måde, og straks føler man sig både velkommen og som en del af selskabet, hvor kun få af skytterne faktisk kender hinanden. Over kaffen får vi gentaget den i forvejen udsendte parole sammen med lidt yderligere baggrundsinformation. “Der er et enkelt stykke dåvildt, ved vi, som vil løbe sammen med kronvildtet, og der er også et enkelt vildsvin, vi ser af og til. Dem må I gerne holde jer fra”, lyder det. Naturligvis, for det er kronvildtet, der er omdrejningspunktet for dagens trykjagt eller bevægelsesjagt, som det kaldes i dag. Snart efter trækker vi vores numre og bliver sat på post rundt om en større skovafdeling, der skal udgøre den første såt.
Første såt tilbringes i en skydestige med god udsigt
Jeg sidder i en skydestige tæt ved en grusvej med det store jagtfrie område bag mig og en 6-8 år gammel juletræsplantning foran mig. Der er enkelte bare pletter mellem juletræerne, men ellers er det ret tæt. Det skal nok blive både spændende og vanskeligt. Den kolde østenvind står mig lige ind i hovedet, og den generer min koncentration en smule efterhånden som tiden – og drevet – skrider frem.
Jagtchef Elisabeth Svendsen i samtale med nogle af dagens jægere
Heldet følger en vis slags
Dagens første skud lyder til venstre for mig og et stykke borte. Det bliver fulgt op af en sand kanonade fra to eller tre skytter, hvilket antyder, at de har siddet i strålen og fået rudlen i deres retning. Hos mig er det derimod ret fredeligt. Jeg ser et par hinder smutte rundt mellem juletræerne, men ikke nok til at give mig en reel skudchance. Et rådyr og en ræv kommer på tværs på samme måde uden at jeg har mulighed for at udnytte situationerne.
Der serveres skoldhed kaffe efter første såt, hvilket både er betænksomt og tiltrængt, og det giver god mulighed for at høre om de øvrige skytters oplevelser og bedrifter. Dagens vært Brian har skudt tre stykker kronvildt fra sin post. Normalt er han temmelig heldig, hvilket vel også dækker over en vis erfaring med kronvildt i al almindelighed og
kronvildtjagt på Lindenborg i særdeleshed. En anden jæger har skudt en kalv og måske også en hind, sidstnævnte skal eftersøges med hund, ligesom en tredje skytte har skudt en smalhind. En håndfuld krondyr på knapt to håndfulde skud er bestemt ikke nogen dårlig start på dagen. Anden såt bliver ikke så begivenhedsrig, men lykken tilsmiler mig denne gang. Jeg tror ikke engang at drevet er startet, da en hind kommer til syne i kanten af grantykningen bag mig. Måske er hun bare blevet trykket ud, da de andre jægere gik på post. Jeg sidder i et rummeligt skydetårn med ældgammel egeskov i ryggen, og en stor lysning foran mig. Mellem de to vidt forskellige terræntyper, er der en gammel, mørk nåletræsplantning, som kan rumme hvad som helst.
Driverne konfererer før næste såt
En klog hind – og en knap så klog kalv
Hinden er meget forsigtig, og står længe og sikrer ved sporet, der adskiller granerne fra den meget åbne egetræskultur. Hun er helt på det rene med, at hun er på vej ud i noget farligtog tager sine forholdsregler. I de tætte graner bag hende kan jeg se benene af endnu et dyr, mens jeg langsomt og lydløst får mig vendt rundt og gjort klar i den retning. I princippet kan der være tale om en førerhind med en større rudel bag sig, men det viser sig blot at være hende med sin kalv. Halvtreds meter fra mig træffer hinden sin beslutning – hun vil på tværs og ind i det jagtfredede område. Det er den dårlige del af hendes beslutning, den gode er, at hun vil gøre det i god fart. Heldigvis er kalven ikke helt med på den taktik, så da hinden sætter af i trav, nøjes kalven med at træde et par skridt frem, hvorefter den stiller sig midt på sporet. Det er ikke noget svært skud, da jeg har alle marginalerne på min side, og den falder da også forendt nogle meter længere fremme i egebladene. Hinden vender om og kommer tilbage for at animere den døde kalv til at følge hende, og her er så muligheden for at følge op med endnu et krondyr. Jeg har dog altid haft den opfattelse, at kronvildt skal skydes een ad gangen og med et
vist mellemrum, for en jæger i det røde felt efter et afgivet skud, er ingen træfsikker jæger på et hurtigt snupskud. Jeg nøjes med at se hendes momentane fortvivlelse, og sekunder senere er hun borte mellem træerne.
Jeg er helt på det rene med, at mange jægere deltager på en jagt af denne type og på et revir af så høj kvalitet, i forventningen om at skyde adskillige krondyr. Den forventning er grundlaget for mange skuffelser, hvorfor jeg har vænnet mig til at se jagten som en tur i skoven med mulighed for at få skudt et stykke vildt – så bliver man sjældent skuffet. Det er jeg bestemt heller ikke nu, hvor jeg sidder og kigger på den forendte kalv. Dagen er en succes og allerede over forventning. Der lyder 4-5 yderligere skud et stykke borte – tilsyneladende fra samme post, men ellers er der ret stille. Det viser sig senere at Brian igen har fået rudlen på tværs og har skudt sig varm – endnu en gang.
Varme og hjertelighed
Den udsøgte frokost er en kærkommen varmekilde i det kolde vejr, og Elisabeth Svendsens allestedsnærværende latter varmer også. Man fristes til at tro, at ethvert barn fra et jægerhjem kender den navnkundige jagtchef på Lindenborg, men sådan er det måske ikke i virkeligheden. Men at hun er en kendt jæger, er der ingen tvivl om. Dels på grund af sit hjertelige og udadvendte væsen, og dels som jagtchef på Lindenborg i mere end fyrre år. Hun har blandt andet været med til at lave filmen “Urkraft – en beretning om kronvildtet i Rold Skov”, der indeholder en del af Elisabeth Svendsens egne unikke filmoptagelser af uforstyrret kronvildt dybt inde i skoven. I den 14 minutter lange film fortæller Elisabeth om “sit” kronvildt, og man ser hende i øvrigt også skyde sit livs hjort på cirka 206 point. Siden da har hun ikke skudt hjort, for det var den, det skulle slutte med. Elisabeth bruger i øvrigt filmen som led i sine foredrag, og den kan ses her:
https://www.youtube.com/watch?v=37732138
Som et kuriosum kan det nævnes, at Elisabeth ikke bryder sig om vildtkød. Vildsvin kan lige gå an og sika måske også, men hverken råvildt eller kronvildt. Hendes søn, Niels Jørgen Svendsen, arbejder også på Lindenborg i jagtens tjeneste, og det er vel tanken, at han skal forsøge at fylde Elisabeths sko ud, når den tid kommer. Elisabeth Svendsen kan fortælle at der står 8-900 stykker kronvildt i Rold Skov, hvilket området ikke kan bære, og derfor er der store problemer med skrælning og andre vildtskader. Lindenborg har forsøgt at få lov til at skyde efter solnedgang for at reducere bestanden, men uden held. Derfor holder man lidt flere jagter end Elisabeth egentlig bryder sig om, men det er nødvendigt for at holde bestanden nede på et tåleligt niveau. På Lindenborg skydes der hvert år 80-90 stykker kronvildt på de 5 betalingsjagter, hvoraf 8-9 er store hjorte, der dog skydes på pürsch.
Den tynde post
Om eftermiddagen er der kun planlagt en enkelt såt, men den rækker til gengæld over et meget stort område. Jeg bliver placeret i en ældgammel grankultur med vinden lige ind mellem de opstammede træer. En forvildet rå kommer spurtende forbi mig og lidt senere en rudel kronvildt 150 meter ude. Spredte skud antyder, at nogen har fået en mere heldigere placering, og da drevet er slut, har jeg talt 13 skud. Det viser sig dog, at mange af skuddene er brugt på affangning. Der er alene brugt fem skud på en kalv, som gik ned i første skud, men blev ved med at stikke hovedet op. Et par andre skud eftersøges med hund, og derfor bliver paraden en del forsinket. Lisbeth Svendsen vil have det hele med, inden vi spredes og kører i alle retninger og respekt for det. Totalen er 13 krondyr og 2 rådyr, og Elisabeth erklærer sig tilfreds med resultatet men antyder, at der er brugt for mange skud. Hun må være forvænt med meget dygtige jægere, tænker jeg, for under almindelige omstændigheder er 15 stykker klovvildt på 25-28 skud vel egentlig acceptabelt. Under paraden og den efterfølgende snak er der både tid til og mulighed for, at danne sig et overblik over den skæve chancefordeling, der næsten altid karakteriserer en bevægelsesjagt. En deltager har skudt 12 skud, hvilket er næsten halvdelen af de afgivne skud. Jagtkongen Brian har brugt 8 patroner med en noget større succesrate. En enkelt jæger har ikke haft nogen chancer overhovedet og må tage den fyldte patronpung med hjem til våbenskabet. Som tidligere sagt: en jagt er en tur i skoven med MULIGHED for vildt.
Parole for jagten på Lindenborg
- Posterne, der er afmærkede med grønne plastic-bånd, må under ingen omstændigheder flyttes eller forlades, før såten er forbi.
- Der må kun afgives skud, når chancen er reel, dvs. på kronvildt rent sideskud, og der er kuglefang umiddelbart bag dyret. Ved kuglefang forstås JORD. Bliver dette ikke overholdt, vil det få alvorlige konsekvenser.
- Skyder man på kronvildt, skal man fra posten kunne se det forendte dyr, før der i samme retning må skydes på andet kronvildt.
- Der må skydes 1 hjort pr. mand (ikke kronebærende), 2 hinder pr. mand samt fri afskydning af kalve, råer og lam.
- Bemærk skudsteder, da alle stederne vil blive afmærket og kontrolleret med schweisshund.
- Der lades først, når man er kommet på post, og aflades inden man forlader denne.
- Der må skydes, når man er kommet på post.
Lindenborg Gods
Kronvildtet på Lindenborg
I 1700-tallet blev den store bestand en plage for land- og skovbrug, hvorfor Kong Christian den Syvende i 1799 besluttede, at alt kronvildt skulle bortskydes. I løbet af 1800-tallet blev det sidste kronvildt på Fyn og Sjælland skudt. Men enkelte jyske godsejere besluttede at skåne de sidste krondyr og blandt disse bestanden i Rold Skov, der tilhørte Lindenborg. Lindenborg-grevernes ubændige jagtlyst kombineret med lidt civil ulydighed er således årsagen til at Kronvildtet i Rold Skov og på Lindenborg i dag er fra den urgamle stamme, der indvandrede til Danmark efter den seneste istid for 12.000 år siden.
Rold Skov
Rold Skov mellem Arden og Skørping, er Danmarks største sammenhængende skovkompleks med ca. 8.600 hektar. Området ligger på store grusmoræner fra istiden og er stærkt kuperet, hvilket giver forudsætninger for en række kildevæld og søer. Tre fjerdedele af skoven er i privateje, hvor Lindenborg Gods, Nørlund Gods og Willestrup Gods tegner sig for hovedparten, mens staten ejer de resterende 25%. Rebild Bakker grænser i øvrigt op til skoven.
Rold Skov blev gennem århundreder forbundet med røveri og voldelige overfald. Omkring 1837 lykkedes det dog at fange en større bande, hvis retssager efterfølgende tog hele syv år. En af de dømte havde tilnavnet “Bettefanden” og blev senere beskrevet af Blicher i novellen af samme navn. De dømte røvere blev “strøget til kagen” (udsat for piskeslag) ved et offentligt skue i Aalborg, og efterfølgende anbragt i Tugt- og Forbedringshuset. Røverstuen, hvor røvere holdt til inden tilfangetagelsen, var et jordfaldshul i Hesselholt Skov. Hulen er speciel fordi den har en fuldstændig kegleform, er omkring 12 meter dyb og cirka 35 meter i diameter ved toppen. Legenden siger, at røverfamilien havde spændt tynde snore ud over vejen oven over hulen. I enden af snorene var der små sølvklokker, som ringede nede i hulen, når de vejfarende kørte forbi. Røverne stormede herefter op af hulen og plyndrede dem.
