Grevskabet Norfolk er kendt for adskillige, særprægede karakteristiska: ingen motorveje, flad topografi, lokal dialekt, tagrør og bedst af alt – en af verdens vigtigste bestande af Chinese Water Deer.
Med deres forlængede hjørnetænder, som også har givet dem tilnavnet ”vampyr-hjort” elsker de det frodige, sumpede og tagrørsdækkede vådområde, ”The Broads” i Nordfolk.
Da jeg allerede havde jaget de fem andre britiske hjortearter, stod denne diminutive, gevirløse art nu øverst på min ønskeseddel. At finde en repræsentativ buk (med tænder på omkring 7,5 cm.) her ved slutningen af jagtsæsonen sidst i marts, hvor brunsten er overstået, skulle vise sig at blive ekstremt vanskeligt. ”Det vil svare til at lede efter den berømte nål i høstakken!” forklarede Chris Robert, skytte på godset Euston og tilføjede:” Bukkene har gjort deres pligt og slapper nu af og tygger drøv ude i rørene.” Alletiders! Jeg elsker udfordringer.
I Østasien, hvor denne art stammer fra, går bestanden tilbage og er for nylig blevet klassificeret som truet af ”The International Union for Conservation of Nature”. I England trives den derimod. Denne ikke naturligt forekommende art blev indført til Woburn Park i Bedfordshire i slutningen af det nittende århundrede. Undslupne individer og bevidste udsætninger har resulteret i den nuværende vilde bestand, som anslås til cirka 2100 dyr, hvilket udgør 10 % af hele den globale bestand. Blandt andet på baggrund dette bortskyder man på Euston i hver sæson blot fem trofæbærende handyr og nogle få hundyr for at holde bestanden sund og dens miljøpåvirkning på et minimum. I modsætning til Storbritanniens andre indfødte hjortearter, som æder af afgrøderne og gør skade i skovene, anretter denne lille hjort kun ringe skade på sine omgivelser. De er overvejende græsædere og er sjældent genstand for negative overskrifter.
Efter at vi havde tjekket min riffel på et reaktivt skydemål af stål på godsets skydebane, satte Chris og jeg kursen mod vådområderne i søgen efter mit bytte. Selv om jeg ikke havde været på jagt i nogle måneder efter min datters fødsel, forlod jeg selvsikker og fortrøstningsfuld skydebanen. Chris har, som alle gode guider har, en rolig og behersket tilgang til riffelskydning og jagt, hvilket hjælper med til at holde ens nerver i ro, hvis man føler sig en smule rusten.
Det mindste lovlige kaliber ved jagt på Chinese Water Deer er en 22.centrefire riffel med en blød eller en hulspids kugle på mindst 50 grain og en mundingsenergi på mindst 1.000 ft/lb. Jeg valgte min favorit og stensikre kombination af en .308 W. og en 150 grains kugle. Når man vil jage CWD, er det en fordel med blegt farvet jagttøj så man falde i med de lysebrune tagrør, de bleggrønne dunhammere og vådengene. Den forhistorisk udseende art har takket være den flade topografi på dens levesteder ry for at være et let bytte sammenlignet med de andre, britiske hjortearter. Selvfølgelig er dette totalt subjektivt, men jeg kan altid godt lide at være udfordret, når jeg er på jagt. Jeg bad derfor Chris om at tage mig med ud på en lang pyrsch og ikke stoppe jagten, før end vi havde fundet den helt rigtige buk, der passede ind i hans afskydningsplan.
Da vandvejene og kanalerne blev skabt, gætter jeg på, at ingeniørerne ikke et øjeblik tænkte på, hvilke fremragende ”bagstoppere” de skrånende banker ville være for jægerne. Deres 45 graders hældning gør dem til et ideelt kuglefang – i den utænkelige situation, at man skulle komme til a skyde forbi. Samtidig hæver de meget praktisk de små hjorte op over tagrørslinien, hvilket gør det meget lettere at få øje på dem. I ”The Broads” vrimler det med vildt. At jage ved skumringstid omkring forårsjævndøgn betyder et øredøvende kor af vade- og sangfugle som en munter lydkulisse. Lyset fra den røde, nedgående sol flimrer fra søernes og kanalernes vandoverflade, mens vandfuglene højlydt ”chatter” med hinanden inden sengetid.
Chris og jeg listede os frem ad gamle gangstier, hvor vi ofte stoppede op for at afsøge rørene i vore kikkerter. Akkurat som Chris havde forudsagt det, så vi adskillige hundyr uden de lange hjørnetænder – men ingen bukke. ”Den eneste måde man kan kønsbestemme CWD på, er ved at kigge efter hjørnetænderne gennem et kraftigt forstørrende spottingscope. I modsætning til gevirbærende hjortearter er det meget vanskeligere at skelne hun- og handyr fra hinanden, da de er meget tæt på at være af samme størrelse og vægt.” ”For at afgøre, om det er et gammelt eller et ungt individ” siger Chris, at ørerne er nøglen til dette. ”Det mest afslørende er nemlig flossede ører efter territoriale kampe,” fortalte han, idet han tilføjede: ”Trods deres teddybjørnelignende udseende, kan de være ganske aggressive over for hinanden.”
På dette tidspunk gik der flokke af græssende hundyr på engene. Vi nærmede os forsigtig, idet vi omhyggeligt prøvede at kønsbestemme hvert enkelt af dem. ”Det ser ud til, at være damernes aften i aften,” bemærkede Chris spøgefuldt. ”Jeg sagde jo også, inden vi tog afsted, at bukkene nok havde lagt op for i år.”
Som mørket faldt på, opgav vi og gik hjem til Chris´s for at få aftensmad og en hårdt tiltrængt søvn. Næste morgen forlod vi huset i mørke klokken 4 for at gøre et nyt forsøg. Inden for de første minutter, efter at vi var taget af sted, havde Chris fået øje på flere, trofæbærende individer. De var imidlertid for unge. Lige meget med det – vi fortsatte. ”Damerne” sov tilsyneladende længe denne morgen, hvor bukkene var talstærkt ude.
Denne gang havde dyret i Chris´ spottingscope den rette alder. Dens hjørnetænder ragede nedenud af dens kæber som et par krumsabler. Bukken løftede ofte hovedet for at afsøge området for en eventuelle farer, men til alt held stod vi skjult bag en svær ledstolpe.
Jeg gik ned i liggende stilling og tog fast anlæg mod stolpen. Uden tøven rettede jeg trådkorset mod bladet og nedlagde øjeblikket efter bukken med en ren hjertekugle. ”Afklædt” forsynede bukken os med 11 kilo dejligt dyrekød, og derhjemme vil min familie og jeg i de kommende uger nyde godt af det. Kødet er meget lækkert. Dyrene udvikler ligesom lam et tykt fedtlag, når de har adgang til godt græs.
De seneste måneder har der i de offentlige medier været en højlydt debat om, hvorvidt jagt faktisk er en integrerende del af bevarende foranstaltninger. Eksemplet med Chinese Water Deer kan ikke give et tydeligere bevis på, hvordan ”hunting and conservation” virkelig går hånd i hånd. På deres oprindelige levested i Østasien, hvor bestanden går stærkt tilbage, er det ikke muligt at jage Chinese Water Deer på samme måde som vi gør i England. Al sportsjagt er reelt bandlyst og derfor har denne art kun ringe økonomisk værdi for kinesiske og koreanske lokalsamfund. Trods det, at arten er truet, bliver den nogle steder behandlet som en pest for landbruget. Dertil kommer krybskytteri og ødelæggelse af dens habitat. Da den halvt-fordøjede mælk, som findes i maven på diende lam, bruges i folkemedicinen, er dette selvsagt også et incitament til illegal jagt. Der gøres ikke noget for at tage vare på bestanden. Det er ”ét stort ta´ selv bord”. Muligvis vil det uundgåelige ske: at arten vil uddø i Asien. Her i Storbritannien, hvor det er tilladt at jage den, har jordbesidderne en interesse i at holde bestanden sund. Chinese Water Deer trives i England og jeg er glad og stolt over, at ansvarsbevidste, britiske jægere tager vare på denne usædvanlig art og håber, at den fortsat vil trives her. Det er muligvis en bitter pille at sluge for nogle, men faktisk går jagt smukt hånd i hånd med beskyttelse og bevarelse af en art.
For mig handler jagt om at høste økologisk vildtkød – medaljeklassetrofæer er ikke det eneste mål. Det skal dog siges, at, hvis en guldmedalje ”kom spadserende ind i mit trådsigte” og den var en del af godsets afskydningsplan, ville jeg ikke tøve med at trykke på aftrækkeren. Men som hovedregel er kønnet og trofæets størrelse ikke det afgørende for mig. Hvad enten man kan lide det eller ej, spiller jagt en konkret rolle, når det drejer sig om at beskytte og sikre sårbare arter på hele kloden, og historien om Chinese Water Deer i Storbritannien er et sådant eksempel. Jeg er stolt over at være jæger, og jeg håber, at man en dag vil få øjnene op for fordelene ved en fornuftige forvaltning af denne ressource.
At nedlægge en Chinese Water Deer -buk på godset Euston koster 800 £. For yderligere information: kontakt:
Mit udstyr
Sauer 404 Artemis, kaliber .308W
Hornaday Superperformance
SST 150 grain
Leica Magnus 1.8-12×50, riffelkikkert
Leica APO Televid 82 spottingscope
Leica Geovid 10×42 HD-B binokulær kikkert med afstandsmåler
Swazi Tahr XP anorak
Swazi tough Kevlar-blend-Ali-gamacher
Fakta
Latinske navn:
Hydropotes inermis
Jagttid for bukke og råer:
1. november til 31. marts
Brunsttid:
November/december
Højde:
50-55 centimeter
Vægt:
11 – 18 kilo
Selena Barr er forkæmper for bæredygtig og etisk jagt over hele kloden og går imod alle former for illegal jagt og fordømmer enhver form for jagt, der truer en art eller dens habitat. Før hun tager afsted på en jagtrejse, sikrer hun sig, at det drejer sig om fair jagt, at der foreligger en vildforvaltningsplan for området, at kød og andre dele fra det nedlagte dyr udnyttes og ikke går til spilde, og at jagten kommer det lokale samfund til gode.
