Af: Jens Ulrik Høgh – Foto: Jens Ulrik Høgh, Preben Henrichsen, Shutterstock & Kermit Roosevelt 

To sider af samme sag

Moderne jagt – som vi driver den overalt i den vestlige verden – er motiveret af vores trang til at opleve naturen som jægere. Vi går ikke længere på jagt, fordi vi er sultne eller for at tjene penge til livets ophold. Vi gør det, fordi vi brænder for det. Det er en livsstil. 

Derfor er det ikke så underligt, at vi som jægere har et stærkt fælles ønske om at bevare grundlaget for vores passion. Vi vil gerne på jagt nu, til næste år, om ti år og om tre generationer. At bevare grundlaget for den lystbetonede jagt – naturlige leveområder med stærke vildtbestande – har derfor altid været både en forudsætning for og en konsekvens af denne form for jagt. Det er simpelthen i vores egen interesse ikke at overudnytte de tilgængelige ressourcer. Det ville jo være dumt at slagte ”guldkalven”. Jagten – altså efterstræbelsen af vilde dyr – er dog langtfra altid naturbevarende. 

naturbevarelse
Stort set alle arter af større rovdyr var skudt helt i bund i Nordamerika for godt et århundrede siden. dels var der ikke rigtigt nogen regler til at regulere jagten og dels var skindene værdifulde.

Markedsjægere og udryddelseskrig 

Faktisk skal vi i vores del af verden ikke meget mere end godt et århundrede tilbage i tiden for at finde talrige eksempler på, hvordan jagten blev brugt som et middel til overlevelse. Et grundlag for indkomst og et våben i menneskets kamp imod naturen. 

Fattige mennesker overalt i verden har til alle tider prioriteret det næste måltid mad højere end hensynet til naturbevarelse. Kommercielle jægere og fangere, som lever af at nedlægge og sælge vilde dyr, tager heller ikke de store hensyn til ret meget andet end deres indtægt. Tilsvarende vil landbruget til hver en tid prioritere kornet på marken højere end de vilde dyr, som æder af det. 

I begyndelsen af 1900-tallet var vildtet i hele den vestlige verden derfor stort set udryddet. Ikke på grund af jægere drevet af jagtpassion, men på grund af storstilet jagt drevet af helt andre årsager. 

Desværre forsvandt der i processen en hel del arter for altid. Det gælder f.eks. den tasmanske pungulv, der blev efterstræbt af bønder, fordi de mente, at den tog deres lam. I Sydafrika udryddede bønderne quaggaen – et hestedyr i familie med zebraen – fordi den åd det græs, som de ville have til deres kvæg. I Nordamerika forsvandt verdens dengang mest talrige fugl, vandreduen, fra jordens overflade i løbet af få årtier, fordi den blev dræbt i millionvis af markedsjægere, der smeltede fedtet af duerne for at sælge det. Listen over uddøde arter er desværre relativ lang. Endnu flere arter kom ganske tæt på.

Bæredygtig udnyttelse 

En meget væsentlig del af redningen kom i skikkelse af fremsynede jægere i den vestlige verden, som satte så stor pris på jagtoplevelserne i naturen, at de iværksatte et politisk reformarbejde af utrolige dimensioner. 

I Europa var der fortsat gode jagtmuligheder på mange større ejendomme, men vildtet var generelt presset hårdt af både landbrug og en næsten fuldstændig mangel på regler til regulering af jagtudøvelsen. 

De europæiske fritidsjægere organiserede sig derfor i jagtforeninger og fik hurtigt indført lovgivningsmæssige begrænsninger for jagten, som gjorde høsten af vildt mere bæredygtig. Man indførte først og fremmest regler omkring sæsoner, jagtformer og -redskaber. Tiltag som skulle sikre, at man fremadrettet afstemte den jagtlige udnyttelse efter forholdene og høstede af et naturligt bestandsoverskud. 

I starten fokuserede man unægtelig ret ensidigt på “ædelvildtets” eller “nyttevildtets” trivsel, men det var ikke desto mindre noget helt nyt – set i et historisk perspektiv – at vildtet (selv om det ikke var alle arter) og dets levesteder blev beskyttet, fordi det havde stor jagtmæssig værdi for rigtig mange mennesker. 

Kermit Roosevelt
Theodore Roosevelt var USA’s 26. præsident fra 1901-1909. Han var gennem hele sit liv en aktiv og opsøgende jæger der året efter han havde forladt Det Hvide Hus tog på en omfattende jagtekspedition (Smithsonian-Roosevelt ekspeditionen) gennem det centrale og østlige Afrika hvorfra dette billede stammer. Foto: Shutterstock/Kermit Roosevelt

Den amerikanske model

I U.S.A. – hvor mange større vildtarter befandt sig på randen af udryddelse – gik man hurtigere og mere progressivt til værks. 

Da den amerikanske præsident Theodore Roosevelt blev valgt ind i Det Hvide Hus i 1904, var en af hans højest prioriterede mærkesager redningen af Nordamerikas trængte natur. 

Han var dog langt fra alene. En lang række store tænkere, erhvervsfolk og politikere engagerede sig stærkt i arbejdet og de gjorde det så effektivt, at naturbevarelse for første gang nogensinde blev højt prioriteret på den politiske dagsorden. 

Der blev indført generelle forbud mod kommerciel kødjagt, man indførte fredninger og systemer til kontrolleret afskydning i form af licenser og bag limits (en begrænsning af det antal stykker vildt af forskellige arter, som måtte nedlægges af den enkelte jæger f.eks. i løbet af en dag). Dertil kom at man skabte et netværk af nationalparker og man finansierede hele forvaltningen via de midler, som man fik ind fra salget af jagtlicenser. Ganske kort tid efter styrkede man finansieringen af systemet yderligere ved at pålægge en skat på våben, ammunition og jagtudstyr, som gik direkte til driften af parkerne, korpset af vildtbetjente samt forskning med mere. 

Det viste sig lynhurtigt, at modellen var en bragende succes for naturbevarelsen. Alle de større vildtarter gik dramatisk frem og genindtog langsomt men sikkert deres tidligere levesteder. I vore dage er der betydelig stærkere bestande af stort set alle større nordamerikanske arter (med undtagelse bisonen), end der har været i op imod 200 år eller mere. 

gnu
Den sorte gnu (Connochaetes gnou) er et godt eksempel på en afrikansk vildtart der i løbet af de seneste 25 år har rettet sig fra at være betragtet som en sårbar art til i dag at være en art man ikke bør være bekymret for. Tilrejsende jægeres interesse for at fælde dette karakteristiske trofæ har været den fremherskende drivkraft i utallige private reservaters bestræbelser på at bevare og styrke bestandene af sorte gnuer. Foto: Shutterstock

Mennesker bevarer det, som har værdi 

Et gennemgående fællestræk ved udviklingen i både Europa og U.S.A. er, at den lystbetonede jagt, som vi driver i vore dage, tilfører vildtet og dets levesteder stor værdi. Både på et rent oplevelsesmæssigt plan og i økonomisk forstand. Vi er millioner af mennesker verden over, som i bogstavelig forstand sætter stor pris på muligheden for at gå på jagt.

Agerhønsejagt
Den danske jagt på agerhøns (Perdix perdix ) er også et godt eksempel på en vildtart der værnes om af de jægere og hundefolk som værdsætter lige netop denne jagtform. Store naturbevaringsprogrammer og forvaltningsplaner handler om at bevare jagten på agerhøns. Og det gavner såvel agerhønsene som alle de andre plante- og dyrearter der knytter sig til agerhønsenes foretrukne biotoper.

Det ligger dybt i menneskers natur at passe på de ting, som har værdi for os. Vi vil gerne gå på jagt. Det forudsætter, at der er en sund bestand af vildt, og det er der i sagens natur kun, hvis vi forvalter jagten med omhu og beskytter vildtet og dets levesteder, så der etableres et naturligt bestandsoverskud, som vi år efter år kan gå på jagt efter.

Hartmanns bjergzebra
Hartmanns bjergzebra (Equus zebra hartmannae) er en af mange arter som før var truet, man som i dag er talrig på jagtområder og her fældet af denne artikels forfatter.

Der findes ingen eksempler på, at en vildtart, der er blevet forvaltet med jagt for øje som den primære motivation for bevarelse, er blevet udryddet. Derimod er der masser af konkrete eksempler fra de fleste kontinenter på, at vildtarter er blevet reddet fra udryddelse, som en direkte konsekvens af menneskers lyst til at gå på jagt efter dem. 

At lystbetonet jagt er grundlag for en meget stor del af den naturbevarende indsats, der aktuelt finder sted i forskellige dele af verden, er ikke længere kun et vestligt fænomen. I Afrika har det simple princip om, at naturen bevares, hvis den – f.eks. gennem jagtturisme – tilføres værdi i lokalområdet, i den grad gået sin sejrsgang de seneste 50 år. ”If it pays it stays”. Faktisk er arealerne af rewilded natur og mængden af vildt på disse arealer eksploderet i det sydlige Afrika, hvor man reelt kan tale om den mest omfattende naturgenoprettelsesindsats i menneskehedens historie. Vi taler om mangedoblede bestande af dyrearter, som før var truede. Alt sammen takket være jagtturisme. 

Tilsvarende finder modellen anvendelse i dele af Centralasien, hvor adskillige vilde bjerglevende gede- og fårearter systematisk har fået betydeligt bedre bevaringsstatus takket være vores lyst til at gå på jagt. 

Ikke dermed sagt, at andre tilgange til naturbevarelse er uden funktion. Slet ikke. Adskillige kritisk udryddelsestruede dyr findes kun på planeten i kraft af f.eks. zoologiske havers internationale avlssamarbejder. Dette gælder blandt andet den ikoniske pandabjørn – for mange selve symbolet på indsatsen for naturbevarelse i kraft af dens status som logo-dyr for WWF Verdensnaturfonden. Andre arter og deres leveområder er blevet reddet primært i kraft af deres værdi i forhold til økoturisme. Det gælder f.eks. tigeren. Men der hersker ingen tvivl om, at det mest effektive redskab til bevarelse af store vilde dyrearter er, at drive fritidsjagt på dem. Det er en hård pille at sluge for mange jagtmodstandere og -skeptikere, men tallene taler deres tydelige sprog. 

Af samme årsag er der en hel del af de mere seriøse naturbevarende organisationer såsom den Internationale Union for Naturbevarelse (IUCN) og Verdensnaturfonden (WWF), der åbent bakker om jagt og jagtturisme som et vigtigt redskab i forhold til naturbevarelse. 

Fortsættelse følger…

Vi vil i kommende numre komme nærmere ind på nogen af de mange praktiske og veldokumenterede eksempler på, hvordan jægeres passion for jagten, vildtet og naturen har ledt til markant forbedrede vilkår for verdens trængte natur.