TEKST: PER KAUFFMANN.
FOTO: PER KAUFFMANN SAMT PRICEM, SFRIESSNER, OOMKA, WARREN METCALF, CHASE DEKKER, MATT CUDA OG LUGOSTOCK/SHUTTERSTOCK.
Nordamerika består af USA og Canada, to næsten lige store lande, der tilsammen fylder knap 20 millioner km² eller omkring 500 gange mere end Danmark. Det betyder, at klimaet er voldsomt varieret med subtropisk klima helt mod syd og et polart klima helt mod nord. Den overvejende del af især USA har dog tempereret klima med opdyrkede arealer, hvilket gør USA til et førende landbrugsland. USA er samtidig den verdensdel, der har den mest forskelligartede flora og som følge heraf et varieret dyreliv fra alligator til isbjørn.
Det nordlige område udgøres af Canada og den amerikanske stat, Alaska. De vildtarter, der er specielle for det nordlige område, er især de forskellige bjørne (isbjørn, brunbjørn, grizzly og sortbjørn), sneged, forskellige arter får, moose, caribou og ulv.
I den midterste del af kontinentet har vi den uendelige prærie med et ørkenagtigt klima og ude mod vest de store bjergkæder med Rocky Mountains som den mest kendte. Det vildt, der er specielt for dette område, er bison, elk (wapiti), mule deer hjort, whitetail hjort, pronghorn antilope, puma, vilde kalkuner og en række hønsefugle.
Bevæger vi os længere mod sydøst, findes der også her mange vildtarter. Især store mængder af vildsvin, javelina, mankefår, mule deer hjort, whitetail hjort og de mange små rovdyr. Der er også her mulighed for noget så specielt som jagt på alligator.
Småvildtet
Ud over den lange række af kendte storvildtarter er der en mængde småvildtarter. Mange arter af grouse, vagtler og andre hønsefugle samt forskellige slags harer og kaniner. I mange områder findes der store mængder vandfugle, ænder, gæs og traner.
Især jagten på ænder, gæs og traner er en yndet sport for amerikanske jægere, når fuglene trækker nordfra og tværs gennem USA til vinteropholdsstederne i den sydlige del af landet. Her spiller især de store rismarker i Texas en stor rolle som vinterføde.
En klassisk småvildtart er også præriehunden, som hvert år trækker mange jægere til midt-vesten for at skyde langdistanceskydning i de enorme kolonier af de små gnavere. I den sydlige del af USA jages også de mange små rovdyr, der præger nattelivet på de kanter, herunder især prærieulv (coyote), bobcat, rød og grå ræv, vaskebjørn og ringtail cat.
Vildtet tilhører staten
Jagten i Nordamerika er på nogle måder helt sammenlignelig med den jagt, vi kender, og på andre områder fuldstændig modsat. Den store forskel er især den grundlæggende regel om, hvem der har retten til det levende vildt. Herhjemme tilhører det grundejeren, eller den jagtlejer, han overdrager disse rettigheder til. Der er fredningstider, særfredninger og lokale bestemmelser, men inden for disse rammer kan man gøre, som man vil.
Har jeg et godt andehul, kan jeg på et aftentræk skyde 10 ænder. Min medjæger i USA har slet ikke den mulighed, for her tilhører det levede vildt ikke ham men staten, repræsenteret ved deres version af naturstyrelsen, Fish & Wildlife.
Har min jagtivrige kollega derovre lejet et godt andehul, kan han ganske vist få en god dag med at skyde ænder, men vil meget hurtigt ramme loftet for, hvor mange han kan skyde per dag.
Baglimit
Begrænsningen er den såkaldte baglimit, som ofte er 3-5 ænder og måske et par gæs per dag. Det gælder altså uanset, om jægeren har adgang til hundrede vandhuller. Han kan skyde sin baglimit den ene dag og derefter først næste dag gå på jagt igen. Agerlandets fugle, forskellige arter agerhøns og grouse er der også limit på, så selv om han står midt i et terræn, der er godt besat med hønsefugle, må han nøjes med at skyde den fastsatte limit. Måske kun 2-3 fugle per dag.
Der findes således ingen vildtarter, der ikke er underlagt baglimits, bortset fra små rovdyr, enkelte arter småvildt og naturligvis vildt, der betragtes som skadedyr. Licenssystemet og baglimits gælder således både offentlige arealer og private arealer. De forskellige stater har vidt forskellige holdninger til licenser og baglimits.
I New Mexico, for eksempel, kan ingen få licens til mere end én eneste hjort per år på trods af, at der er meget hjortevildt fordelt på både elk, mule deer og whitetails. Der må man derfor gå på jagt efter den ene art det ene år og den anden art næste år.
Andre steder, for eksempel Texas er lovene mere liberale, og alle kan købe licens til to hjorte og 3 hundyr. Men stadig kan selv ikke den største jordmagnat skyde mere hjortevildt på sin egen jord, end selv den fattigste landarbejder kan på offentligt terræn.
Det er derfor almindeligt for de fleste jægere at jage hvert år i flere stater og derved udvide både jagttiden og få mere jagt.
Licens og lotteri
Licenser til de forskellige vildtarter købes i den lokale dagligvarebutik eller over nettet. Det er dog normalt, at man kun kan købe et begrænset antal. Vildsvin og rovdyr er dog uden for licenssystemet og kan skydes ubegrænset. Licenserne varierer meget i pris og går fra få dollars til op mod 1.000 dollars for de store vildtarter. Eksempelvis koster en licens til ulv i Alaska 50 dollars, og 650 dollars for moose og bjørn.
Hvis der er et begrænset antal licenser til for mange jægere, udtrækkes licenserne ved lotteri. I mange lotterier udtrækkes alle, der søger, i andre kun meget få procent.
I den svære ende af skalaen ligger bighorn sheep, hvor man skal søge i mange stater i mange år for at få en licens, og det lykkes ikke for alle, selv om de søger et helt liv.
Gratis jagtarealer
Den langt overvejende del af jagten i Nordamerika foregår på offentlige arealer, hvor det er gratis at gå på jagt, når man har købt licens. Et betydeligt lokalkendskab er dog nødvendigt for at få noget ud af sine anstrengelser. Alene af den årsag, er der mange lokale jægere, der ernærer sig som guider for de tilrejsende jægere, der er mindre lokalkendte.
Disse outfittere har rettigheder til at jage på de offentlige arealer i lighed med andre og har derved ingen udgifter forbundet med deres virksomhed. Det betyder, at der i de sammenhænge heller ikke er tradition for at beregne sig trofæafgifter. Om du skyder en lille eller en stor hjort, har ingen betydning for din økonomi.
Det er en meget stor fordel og en lettelse i forhold til de mange andre steder i verden, hvor trofæafgifter afregnes per millimeter eller gram. Det giver lidt mere frihed og mere ro i maven, og samtidig er det fantastisk at vide, at man i princippet kan skyde en ny verdensrekord uden at blive ruineret.
På de privatejede arealer, eller hvor outfitteren har en koncession, forholder det sig oftest anderledes. Her passes der i højere grad på vildtet, og man kan derfor sikre en stabil bestand af store trofæer, hvorfor der ofte her betales en pris for trofæets størrelse.
Våben og udstyr i USA
Skal du på jagt i Nordamerika, er det ikke noget problem at medbringe dit eget våben, bortset fra at det naturligvis tager lidt ekstra tid i lufthavnene. Man kan dog i stedet overveje at leje våben hos den outfitter, man har købt jagten hos. Der er våben nok i USA, og de har tradition for høj kvalitet, både hvad angår haglgeværer, rifler og optik. Ønsker man at jage med revolver, pistol, forlader, bue eller armbrøst, er der normalt heller ingen problemer i det. USA er især et godt land for buejægere. Der er meget længere jagtsæson for næsten alt vildt, hvis du jager med bue, og det er ofte nemmere at få licenser til storvildt.
Herudover er især USA et udstyrsmekka, og overalt er der enorme butikker med outdoor-udstyr i store størrelser og store mængder, og det er billigt. Det er således ikke ualmindeligt, at en jagtbutik er 2-3 tønder land stor og fører alt i tøj og grej til jagt, fiskeri og camping. Man kan med stor fordel gøre indkøb af især tøj, sko og støvler i forbindelse med en rejse, og holder man sig til amerikanske mærker, er prisen cirka det halve af, hvad tilsvarende udstyr koster herhjemme.
Krav til kondition
Selv om man skulle være i lettere dårlig form, vil de fleste outfittere være imponeret over dig. Husk på, at de er vant til en offensiv kropsform og store størrelser og derved klienter, der hverken kan eller vil bevæge sig.
Amerikanere er aldrig langt væk fra et motordrevet køretøj. Ikke forstået sådan, at der skydes fra bilen, blot at der autopürsches en del. Især hvor vildtet ikke står så tæt, og hvor vejene er gode. Der er dog visse undtagelser.
Især hvis du jager i Canada og især Alaska, og specielt geder og får kræver en god kondition.
Jagtformer
De omtalte baglimits og licenssystemer betyder, at den jagtform, vi kender bedst herhjemmefra, nemlig den selskabelige drivjagt, er sjældent set. Af samme årsager ser man aldrig vildtparader som på danske godsjagter eller store selskabsjagter. Udsætning af vildt forekommer, især når det gælder hønsefugle, men slet ikke i samme omfang som i Danmark. Der er jo ingen grund til at have voldsomt mange fasaner, når man nu alligevel kun må skyde 3 om dagen.
Den velkendte trykjagt med riffel ses heller ikke ofte i Nordamerika. Naturligvis er jagtformen ikke ukendt for de lokale jægere, men den praktiseres kun sjældent. Herudover er der i nogle stater simpelthen forbud mod trykjagt på nogle vildtarter.
Den individuelle jagt er i fokus i langt højere grad end herhjemme, men da de fleste amerikanere er sociale væsener, foregår den ofte med udgangspunkt i en camp, som et antal jægere bruger som fælles udgangspunkt. Den mest anvendte jagtform er helt generelt spot and stalk, hvilket de fleste amerikanere opfatter som den mest interessante. De fleste jagtområder er da også velegnede til at køre eller gå rundt for at spejde efter vildt De mange åbne vidder giver mulighed for at spotte vildtet på stor afstand og så indlede en længere pürsch. I de tættere bevoksede egne eller i bjergområder kan den mest effektive jagtform dog oftest være at placere sig ved vandhuller, veksler eller lysninger.
Skudafstande og etik
En af fordommene om jagt i Nordamerika er, at jægerne derovre skyder på alt, der bevæger sig, tager store chancer i forhold til vildtet, bruger for lange skudafstande og er ligeglade med eftersøgning efter anskudt vildt.
Der er også en tendens i den retning, når man står med sine danske briller på enkelte steder. Normalt kan man sige, at jo længere man kommer sydpå, jo mere ligegyldighed er der over for vildtet i forhold til for eksempel eftersøgning
Langt de fleste steder vil man dog opleve et højt etisk niveau blandt amerikanske jægere. Ikke mindst hos outfittere, der har udenlandske kunder. Det støttes naturligvis af de allestedsnærværende vildtbetjente, der er meget synlige i forhold til at begrænse de værste tiltag til løssluppenhed på vildtets bekostning.
Der er stor forskel på skudafstande afhængigt af det vildt, der jages. I den ene ende er jagt på puma, hvor hundene holder dyret i et træ, og hvor skudafstanden sjældent er over 20 meter. I den anden ende finder vi jagten på pronghorn antilopen, hvor skud under 100 meter hører til sjældenhederne. Men helt generelt må vi sige, at amerikanerne er glade for lange skud. Det betyder ikke, at det forventes af dig som jagtgæst, men når definitionen på et langt skud herhjemme er 150 meter, så er det i USA nærmere det dobbelte.
En af de største forskelle mellem den amerikanske jagtkultur og vores egen jagtkultur handler om forholdet til spiritus i forbindelse med jagten. I USA drikkes alkohol – lidt og sjældent.
Plus og minus
En af de største fordele ved at jage i Nordamerika er, at sproget er velkendt for de fleste, og at vi har en vis fornemmelse for kulturen. Det betyder, at man i højere grad kan opfatte sin guide som en jævnbyrdig jæger og udveksle erfaringer med ham. Det giver en langt bedre jagt, når han kan kommunikere sine hensigter, og man selv kan kommunikere sine ønsker og således sammen planlægge jagten skridt for skridt. Sproget betyder også, at det er et nemt land at rejse i.
Bilkørsel i USA er således en fantastisk oplevelse. Der er slet ingen aggression, alle kører meget fornuftigt og helt gentlemanagtigt.
Et lille minus ved den Nordamerikanske jagtkultur er manglen på spændende traditioner. De kysser ikke deres første sneppe i numsen, de smører ikke blod i ansigtet på en nyindviet jæger, de ligger ikke på knæ og får smæk med en kæp, når de har skudt det første svin. De snakker bare videre. Der er således heller ikke tradition for nogen form for vildtparade.
Trofæer
Hjembringelse af trofæer fra Nordamerika er helt problemfrit. Det kan dog være lidt mere tidskrævende, hvis der skal udstedes en CITES-attest, men normalt vil et trofæ være hjemme i Danmark inden for 6 måneder. Det er en stor fordel at få skind garvet derovre. Dels er deres garverier væsentligt billigere end herhjemme, dels går det normalt meget hurtigt. Med hensyn til kranier er det almindeligt at bruge kødædende biller i stedet for at koge dem af, da det er mere skånsomt mod trofæet. Ønsker man sit trofæ monteret derovre, er deres konservatorarbejde normalt af nogenlunde kvalitet og altid rimelig billigt. Til gengæld forøges transportudgifterne væsentligt, hvis man bringer færdigmonterede trofæer hjem i stedet for blot et garvet skind og et kranie med gevir eller horn, hvorfor de fleste vælger at få deres trofæ monteret herhjemme. Der kræves CITES attest for alle slags bjørne, alle slags katte samt alligator og mange rovdyr.
Succesrater og priser
Der er naturligvis stor forskel på succesraterne på de forskellige vildtarter. I top ligger for eksempel pronghorn antilopen, hvor blot to dages jagt anses for tilstrækkeligt til at sikre sig et godt trofæ. I den lavere ende, når det gælder succes, ligger naturligvis rovdyrene, herunder især bobcat, los og ulv. Man bør også være opmærksom på, at succesraten er meget lavere, når man jager på offentlige arealer i forhold til private arealer, hvilket naturligvis også afspejles i prisen. Bemærk også, at de steder, hvor det er nemt at skaffe sig licenser, vil succesraten være relativt lavere end de steder, hvor der udstedes få licenser via lotteri.
