Af Jens Ulrik Høgh
Desværre er der – efter 12 års pause – sket en fatal jagtulykke i Danmark nu i januar. Som altid, når uheldet er ude, rammer det alle de implicerede benhårdt. Hver en ulykke er én ulykke for meget. Det er en ganske fortærsket kliché, men det er ikke desto mindre sandt. Politiet efterforsker i skrivende stund ulykken, og vi ved reelt intet om, hvad der faktisk skete.
Hvad vi derimod ved, er, at der ved enhver given lejlighed – såsom denne ulykke eller trippelmordet i Kongsberg, Norge, hvor gerningsmanden ikke havde forbindelse til jagt, men anvendte en bue til at skyde efter folk – ALTID er nogle anti-jægere, som ser disse tragedier som en anledning til at modarbejde jagten ved at skabe tvivl om sikkerheden i forbindelse med jagtudøvelse. Det er ufint, og det mangler et rimeligt statistisk grundlag, men det sker igen og igen.
Er der reel grund til at opfatte jagtudøvelse som et sikkerhedsproblem? Med facit i hånden er jeg helt tryg ved at postulere: Nej…. Det er der langtfra!
Siden år 2000 er der – så vidt vi har kunnet finde frem til – sket fem dødsulykker med skydevåben under jagt i Danmark. Tre med hagl, to med riffel. I årtiet fra 2000-2009 skete der tre dødsulykker. I det efterfølgende årti fra 2010-2019 skete der én. I fire ud af ulykkerne var ofrene deltagere på samme jagt som personen, der affyrede skuddet. Gennemsnittet af dødsulykker 20 år tilbage ligger på 0,2 dødsfald pr. år svarende til en ulykke hvert femte år. Ulykken, der involverede et udenforstående offer, skete for 22 år siden i år 2000. Gennemsnitsalderen på personerne, der afgav vådeskud, er 45 år – kun en enkelt er over 50.
Tallene skal holdes op imod det faktum, at der er små 180.000 jagttegnsindehavere i Danmark, som hvert år nedlægger mere end 2 millioner stykker vildt og affyrer mindst 3-4 millioner skud.
Til sammenligning drukner der hvert år omkring 15 personer i forbindelse med fritidssejlads. 1-2 personer omkommer årligt på grund af rideulykker.
Jagt er med andre ord en overordentlig sikker interesse. Både for de involverede og i endnu højere grad for udenforstående. Dette gør dog ikke de ulykker, der sker mindre tragiske, men der er som sagt intet belæg for at frygte for den offentlige sikkerhed.
Til gengæld kan vi lige så godt være ærlige og sige, at vi næppe kommer nærmere en nulvision for jagtulykker, end vi er lige nu. Jagtulykker vil ske – også i fremtiden – men kan vi holde ulykkesfrekvensen nogenlunde på niveau med den, vi har oplevet de seneste årtier, så kan det næppe gøres meget bedre.
