De lokale i Høgsby i Sydsverige var ikke imponerede af et hold ”udenlandske” gæstejægere som først på måneden var på vildsvinejagt nord for Kalmar. I løbet af natten skød jægerne nemlig tre skotske højlandstyre, der var stukket af fra deres indhegning. Jægerne forklarede, at de troede det var vildsvin.

I alt fem tyre stak af fra deres fold og søgte ud i en nærliggende hvedemark. Her ventede de to gæstejægere på vildsvin i nattemørket. De forklarede, at tyrene gik med hovederne nede i hveden og de derfor mente, at det var vildsvin de stor overfor og skød.

Kødbonden gik ud i marken og målte højden på hvede til 70 – 80 centimeter. Det betød, at studene, der vejer omkring 600 kilo stykket, må have fyldt godt i natsigtet. Ifølge bonden ændrede jægerne da også senere forklaring og mente at tyrene havde stået nede i en grøft.

Læs også: Svenske jagttegn når ikke frem til bukkejagten

Den forklaring troede bonden dog ikke på. Han fandt det svært at tro på, at jægerne ikke kunne se forskel på en 600 kilos tyr og en 100 kilos gris, også selvom det var mørkt, og mistænkte, at de havde anvendt termiske sigtemidler og bare skudt efter nogle store gule plamager i sigtet.

Dyrt bekendtskab

Kødprisen for de skudte tyre lå omkring 80.000 kroner. Dem ville bonden gerne have fra de to uheldige jægere. De fik dog forhandlet erstatningen ned til 75.000 kroner og forlod scenen for det pinlige optrin. Derefter hørte kødbonden ikke mere fra de to jægere. Han fortæller, at der var sprogvanskeligheder under forhandlingerne og at de to udenlandske jægere muligvis ikke har opfattet situationen som han, men da han ikke har hørt fra de to jægere, er sagen nu meldt til svensk politi, der har iværksat en undersøgelse af den bizarre sag.

Flere og flere danske jægere lejer vildsvinejagt i Sydsverige. Den hastigt voksende vildsvinestamme opfattes af mange landmænd som et problem og de svenske myndigheder ønsker en større afskydning af de initiativrige dyr.

Læs også: Flere ulve på vej mod danske jægere