Køb abonnement til
magasin og indhold Abonner Her

Jæger fra uddannelse til dannelse

To nye uddannelser klæder jægeren bedre på til at gå på jagt og bruge naturen: Outdoor Ranger-uddannelsen på Kalø og Vestjyllands Højskoles intensive jagtkursus.

TEKST: CHRISTIAN RYSGAARD. FOTOS: JONAS NØRREGAARD, CHRISTIAN RYSGAARD OG DAVID CP.

For et par generationer siden blev nye jægere langsomt inddraget i jægerverdenen af erfarne jægere fra deres nærmeste omgangskreds. Viden og dannelse blev overdraget gennem praktisk erfaring i tæt følge med erfarne jægere. Fra de første spæde skridt som patronhylsteropsamler, harebærer og klapper. Over de første skud med egen luftbøsse, måske regulering med salonriflen. Til erhvervelse af eget jagttegn og dagen hvor man fik lov at tage den gamle haglbøsse med på haretramp. Resultatet blev en dyb og praktisk erfaring og en overlevering af eksisterende viden – på godt og ondt. Aldrig overladt til sig selv og altid livslang erfaring om det lokale vildt og terræn lige inden for rækkevidde. Der er videregivet meget erfaring på tværs af generationer på denne konto, men herunder sikkert også videregivet en del skrøner. For hvordan tilføres ny viden, når læring bliver videregivet i lukkede rammer?

Den nye jæger

Denne udformning af jægere med nære forbilleder og dannelse er ikke længere en selvfølge. Trods et stigende antal jægere er separationen mellem land og by nu så fremskreden, at den nye jæger i højere grad debuterer fra en omgangskreds helt uden jagterfaring. Nyjægeren får i stedet sin uddannelse fra jagttegnskurset, på nyjægerkursus i jagtforeningen, måske fra makkerordning i jagtkonsortiet, eller på specialistkurser i jægerforbundet. Som noget helt nyt lærer ny-jægeren fra de sociale medier som nyjæger.dk eller endda på tværs af landegrænser via Facebook og YouTube. De finder inspiration i det store udbud af jagtformer og subkulturer på internettet og tænker: Det vil jeg også prøve. Vælger deres egen måde at fortolke jagten på og danner identitet derfra. Og de lærer rent faktisk også at forholde sig til en omverden, der ikke altid har en positiv mening om jagt – Det er de sociale medier på godt og ondt! Jagttegnsundervisningen er ganske klogt blevet opdateret ad flere omgange for at imødekomme denne ændring af vores debutanter. Undervisningen er nok også blevet en smule nemmere for jagttegnslæreren, når der ikke står en ’lokal ekspert’ bag hver eneste elev. Men det kræver en indsats fra nyjægeren at komme op af stolen og indrømme den manglende viden og erfaring, selvom jagttegnet ligger trygt i baglommen. Nyjægeren skal indse, at læringen ikke stopper med jagttegnet, men rent faktisk først starter der. Det gælder indlysende nok betjening af geværet – nu har du lært at ramme lerduer, men kan du skyde rigtigt vildt i bevægelse, når pulsen er høj? Det gælder i endnu højere grad det brede perspektiv – ikke bare trofæet, men vildtet, dyrelivet, naturen og også vores brug deraf. Der er en grænse for den viden, man kan få med fra jagttegnskurset, og det er et svært skridt, når den viden skal omsættes til erfaring.

Specialistkurser

Danmarks Jægerforbund tilbyder en bred vifte af kortere specialistkurser – hygiejne, hund, fjerkræ, genladning og et trin op til at blive instruktør for andre. Det er bare et lille udsnit af de mange tilbud, der uden tvivl har noget for en hver smag. Det er endda muligt at trække visse af kurserne ud til den lokale jagtforening for at sikre høj deltagelse og en fælles oplevelse. Alle kurserne udmærker sig ved høj faglighed i undervisningen og et efterfølgende kursusbevis ved gennemførelse. Jeg har selv været på en del, og jeg er bestemt ikke færdig endnu. Din viden om vildt, mark eller våben er solidt opgraderet, når du forlader et af disse kurser. Men derefter starter din egen læringsproces – Den nye viden skal omsættes til erfaring. Og hvad med refleksionen til omverden?

Outdoor-bølgen

Samtidig har hele otte sæsoner med Nak & Æd i rolig og vidunderlig stil banet vejen for en ny bølge af jægere, der vil nedlægge deres eget vildt og spise det bagefter. Sankning er en helt naturlig del af den oplevelse. Det samme er madlavning over bål. Hele outdoor-bølgen skyller ind over os med primitive shelters, campinggrej, undervandsjagt, mountainbike, klatring og voksenspejder. Brugen af skov og natur er tidens toneklang. Og hvis weekendturen ikke var nok, har ’Alene i Vildmarken’ med stor succes fulgt det amerikanske forbillede og udfordret folk, der mente, at de havde styr på deres grej, deres overlevelsesevne og i sidste ende deres psyke.

Del naturen med andre

Jægernes passion for naturen er derfor i de seneste år af begyndt at overlappe med andre befolkningsgrupper, der ikke nødvendigvis har nogen viden om jagt. Vi kan ikke længere bare spærre skoven af for en weekend for at drive gammeldags konsortiejagt. Vi deler naturen med andre interessegrupper – og en bredere forståelse blandt disse grupper er nødvendig for en god sameksistens. Hvis jægerne skal følge med denne ændring, er der behov for individer, som både forstår jagten og naturen helt i dybden og samtidig forstår at bygge bro til det omgivende samfund. Jægerne har brug for en opgradering til at imødekomme denne ændring.

Fra uddannelse til dannelse

Kalø Højskole har læst hele denne tendens og har i samarbejde med Danmarks Jægerforbund skabt et ganske unikt højskoleophold, der netop sigter på at løse dette behov. Jeg tog derfor bilen til Nationalpark Mols Bjerge og besøgte det smukke naturområde, der ganske passende rummer Kalø Højskole blot et stenkast fra Jagtens Hus, det nye hovedsæde for Danmarks Jægerforbund. Her danner de rammen om et usædvanligt spændende samarbejde. Under titlen Outdoor-Ranger tilbyder Kalø Højskole et ophold, der strækker sig over fem måneder, fordelt på natur, hav og skov. Deltagerne får mulighed for den store fordybelse i tre hovedområder ’Jagt og naturen som spisekammer’, ’vildmarksliv og overlevelse’ og ’maritim og fiskeri’. For at sikre den dybe læring har Højskolen disket op med spændende gæstelærere og eksperter inden for hvert område. Således vil vinderen fra første sæson af Alene i Vildmarken, Jon Lindberg Jensen, sørge for, at alle kommer både helskindet og mere erfarne gennem ’Vildmarksliv og overlevelse’. Her byder ugerne på orientering, shelter, overlevelsestricks, klatring, mountainbiking og afslutningsvis en vildmarkstur til Sverige. Jon driver sit eget firma, Lindberg Troupers, og bruger selv jagten og turene i vildmarken som et hul i hækken til at føle frihed og prøve sig selv. I naturen føler han, at det er processen, der bliver vigtig, og ikke produktet. Muligheden for at føle sig som et helt menneske er noget, rigtig mange længes efter som modpol til et forhastet samfund og hverdagsliv. Hans mission er at få folk til at søge mere ud i naturen ved at gøre det simpelt og vise vej til det nærvær, der venter os lige uden for døren. Om samarbejdet med Kalø Højskole tilføjer han ganske rammende: 

På Højskolen Bliver Man Beriget af Mangfoldigheden i Outdooroplevelser ud fra Forskellige Interesser og Livsfortællinger – Inspireret af Andres Livserfaringer og Kærlighed til Naturen.

Jagt og naturen som spisekammer

En bred palette af fageksperter fra Danmarks Jægerforbund dækker det store område ’Jagt og naturen som spisekammer’, hvor der virkelig bliver gået i dybden med emnerne:

  • Jagt: sprog, lovgivning, jagtformer og rejser.
  • Vildtbehandling: fra mark til bord, sankning og hygiejne for nedlagt vildt.
  • Jægerhåndværk: strejfning, skydestiger, trofæbehandling, fældefangst og udstopning.
  • Kulturlandskab: markvildt, hjorte og fugle samt invasive arter.
  • Vildtpleje: levestedsforvaltning, flora og fauna.
  • Våben: hagl, riffel, bue og mulighed for at bygge sin egen kniv.

Der er mulighed for at tage jagttegn fra bunden, og for dem, der allerede har sådan ét, er der mulighed for at videreuddanne sig til jagttegnslærer, riffelinstruktør eller flugtskydnings-instruktør. Naturvejleder Franz Holmberg fra Danmarks Jægerforbud sikrer, at denne del af Outdoor Ranger-opholdet har stor fokus på dannelse af jægeren så vel som naturbrugeren. Han siger om samarbejdet med Kalø højskole:

Vi har fokus på at uddanne helstøbte jægere og naturbrugere, der har grundig forståelse for sig selv, hvad der driver en afsted på jagt efter både vildt og naturens mange øvrige muligheder for at sanke.

Maritim og fiskeri

For det tredje store hovedemne ’Maritim og fiskeri’ kommer placeringen ved Kalø Vig til sin ret. Her kan deltagerne prøve kræfter med lystfiskeri i hav og sø, undervandsjagt, kajaksejlads samt fouragering i og ved havet. Alt sammen blot et stenkast fra selve højskolen. Hver fredag bliver alle emner perspektiveret ud fra en række forskellige synsvinkler: samfundsmæssig, filosofisk, politisk-økonomisk, etisk-moralsk, naturmæssig, kunstnerisk og almenmenneskelig. Denne del varetages af højskolens filosofilærer, som vil sætte ugens tema i perspektiv for kursisterne. Hele opholdet afsluttes med en spændende tre-ugers studietur til Tanzania, hvor kursisterne på nærmeste hånd kommer til at opleve, hvor vigtigt det er, at samspillet mellem dyr, natur og mennesker balanceres korrekt for at sikre bæredygtige nationalparker. Hvis Outdoor-Ranger opholdet virker som en lidt for stor mundfuld at forklare både familie og arbejdsgiver, så har Kalø næste år overvejet en sommerferie-udgave kaldet ’Sammen i vildmarken’, der, som titlen antyder, vil fokusere på overlevelse og inddrage hele familien. De afventer dog den første sæson af Outdoor Ranger-tilbuddet, før indholdet ligger endelig fast. I samarbejde med Danmarks Jægerforbund og andre grønne organisationer kommer Kalø Højskole i fremtiden desuden til at lave korte kurser i ’Ledelse af frivillige’ og ’Formidling’.

Intensivt jagtkursus

Hvis din interesse er mere snæver omkring jagt (og outdoor/survival-delen kan undværes), er Vestjyllands Højskole leveringsdygtig i et fem-dages ophold, hvor der til gengæld hverken bliver gået på kompromis med jagt, madlavning eller refleksion. De tætpakkede dage kommer til at byde på flugtskydning, ande- og gåsetræk, feltskydning, riffeljagt, havjagt og bekkasinjagt. Der er fx mad-minute med jagtgeværet, hvor man lærer, hvorfor det er smart at have handske på sin støttende hånd. Og udfordrende riffelskud efter bevægelige mål på 600 meters afstand, inklusive en forståelse af, hvorfor det er muligt at skyde så langt, men ikke praktisk anvendeligt. For at sikre, at kurset både indeholder noget til aftrækkerfingeren og til hjernen, har Vestjyllands Højskole allieret sig med David Carsten Pedersen – radiovært og jagttegnsunderviser. Han udtaler:

Udgangspunktet for kurset er efteruddannelse og dannelse af jægere efter devisen ’Maksimal læring og minimal kedsomhed’. Kursisterne skal både stimuleres intellektuelt og på deres evner. Og derefter skal de selv have lov at definere, hvad de tager med derfra. Der vil være masser af udfordringer, som kan udfordre og flytte deltagernes grænser.

Målgruppen var oprindelig ny-jægere, men højskolen fik faktisk større søgning fra erfarne jægere, der var trætte af, at alle tilbud om læring og jagttræning kun var til ny-jægere. De ville også lære mere, de ville udfordres og tilegne sig ny viden. Og sidste år klarede de alle udfordringer, der blev smidt efter dem, inklusiv at tilberede og spise rådyrhjerne. Nogle af disse deltagere kommer endda tilbage igen i år og vil have mere! Som formidler føler David CP en forpligtelse til at udfordre. Derfor bliver indholdet i år justeret, så gengangere også får udfordringer. David opsummerer:

Det er de nysgerrige og læringsvillige, der kommer her. Det fantastiske er, at de går herfra som ambassadører for den nye jæger – de giver faklen videre. De spreder ordet.

 Der er også stor fokus på, at jægerne lærer at tilberede og spise det vildt, der skydes, så også gastronomi har fundet en plads på kurset: røgvarer, charcuteri og en afsluttende vildtmenu med højt til taget. Alle dage afsluttes med bål, røverhistorier, refleksion og hygge.

Der er altid plads til at lære mere

Franz Holmberg, naturvejleder fra Danmarks Jægerforbund, ser højskolevinklen som en naturlig udvidelse af mulighederne for at videreuddanne sig som jæger. Han opsummerer valget mellem de forskellige tilbud ganske rammende: ”Det er godt med nogle tilbud, der kan være med til at klæde os bedre på som jægere. Vi lærer forskelligt og har forskellige interesser, derfor vil vi også tiltrækkes af forskellige tilbud. Man skal vælge det uddannelsesforløb, der passer bedst til en selv.” På nuværende tidspunkt er der stadig et par pladser tilbage på Outdoor Ranger-opholdet på Kalø Højskole med start d. 12. august. Der er også ledige pladser på Vestjyllands Højskoles jagt-kursus med start d. 14. november.

Højskolen på Kalø: ”Outdoor Ranger”

Højskolen på Kalø: ”Outdoor Ranger”

18 ugers dybdeborende højskoleophold.

Fra d. 12. august til 15. december.

Pris: 29.600 for ophold, ekskursioner og studietur.

www.kalohojskole.dk

Vestjyllands Højskole: ’Jagt’

Vestjyllands Højskole: ’Jagt’

Fem dages jagt, skydetræning, debat og madlavning

Fra d. 14. – 18. november 2018.

Pris 3.900,- for dobbeltværelse u. bad/toilet

www.kortekurser.dk

Læs mere

Nyheder