En tysk jæger fra byen Beverstedt nær Cuxhaven i Niedersachsen blev sidste uge idømt en bøde for uagtsomt manddrab. Dommen, der må siges at være mild, kom efter en episode for halvandet år siden, hvor jægerens kammerat blev dræbt med en pistol under en sammenkomst af jægere.

Under retssagen vidnede en fælles bekendt af den dømte og den dræbte mand omkring hændelsesforløbet den skæbnesvangre aften. Han fortalte, at de tre jægere sad i et skur ejet af den dømte og hyggede. I løbet af aftenen blev der indtaget både øl og spiritus, hvilket kunne bekræftes af både fotos og spiritusprøver efter ulykken.

Tidligere på aftenen havde den dømte afleveret en lånt riffel tilbage til en af de andre jægere. På et tidspunkt, hvor riflens sigtemiddel blev diskuteret, hentede den dømte riflen og satte et magasin med tre patroner i. Der lå også en lovlig pistol på bordet, hvor de tre jægere hyggede. Hverken riflen eller pistolen blev kontrolleret eller efterset for patroner, mens de blev håndterede.

På et tidspunkt sætter den ene jæger en dåse op i en garage et stykke fra skuret, og der lægges op til at prøve riflen og det nye kikkertsigte. To af jægerne går ud af skuret og efterlader den yngste jæger alene ved bordet.

Læs også: I fængsel for at skyde ræv

Mens de to er udenfor, hører de et skud fra skuret. De løber tilbage og finder den sidste jæger skudt gennem øjet og død på stedet. Undersøgelser bagefter viser, at han har affyret pistolen op i ansigtet på sig selv på mellem 10 og 30 centimeters afstand, og at skuddet har været umiddelbart dræbende.

Den dømte jæger og våbenejers forsvarer plæderede for, at der var så mange faktorer indblandet i episoden, at man ikke kunne lægge hele skylden på våbnenes ejer. Dommeren så anderledes på sagen. Efter hans mening var det pistolens ejers ansvar, at der lå en ladt og ukontrolleret pistol på bordet. Jægeren blev derfor dømt skyldig i uagtsomt manddrab. Omstændighederne taget i betragtning blev strafudmålingen midlertid begrænset til 90 dagbøder af 75 Euro.

Læs også: Svensk jagt – så tæt på og dog så forskelligt