AF STEEN ANDERSEN
FOTO NIELS BUSCH, JONAS NØRREGAARD, PREBEN HENRICHSEN OG STEEN ANDERSEN SAMT ERICKSON STOCK, THKA, M. MARTIN, OG MORPHART CREATION/SHUTTERSTOCK
Selvom en del jagthunde tilsyneladende hedder Forhelvede til efternavn, så ville jagten slet ikke være det samme uden.
Og sådan har det været i hvert fald de sidste 10.000 år. Den seneste forskning om hundens oprindelse rejser næsten kun flere spørgsmål, end der besvares, og forskerne er i mange tilfælde temmelig uenige om, hvor og hvornår ulv blev til hund.
Men et stort oversigtsværk fra oktober 2020 med titlen The dog-human connection publiceret som en særudgivelse i det videnskabelige tidsskrift The Anatomical Record når dog frem til, at hunden i hvert fald var et faktum for 10.000 år siden.
En del af de videnskabelige stridigheder handler om, hvor hunden kommer fra.
Nogle svenske forskere fra KTH-Skolen for Bioteknologi har sekventeret hundegenomer fra 46 hunderacer i Asien og resten af verden og når frem til, at forvandlingen fra vilddyr til tæmmet jæger fandt sted i Sydøstasien, og at hundenes DNA afviger fra ulvenes allerede tilbage for 33.000 år siden.
Denne konklusion modsiges af en anden svensk forsker, som hedder Olaf Thalman og er fra Uppsala Universitet, han mener, at hundene er opstået i Europa.
Det er ikke sikkert, vi nogen sinde bliver helt klar over, hvad der skete hvor. Og der er i øvrigt intet til hinder for, at forvandlingen har fundet sted flere steder mere eller mindre samtidigt.
I dag spiller det nok heller ikke den store rolle.
Hvad, der imidlertid er mere interessant, er, at der er rimelig enighed om, at hunden fra starten af har været indlemmet i vores forfædres familiestruktur, fordi hundene har været brugt som vagthunde og som jagthunde.
De første hulemalerier, som viser jægere og hunde, er lidt over 8000 år gamle – og viser i øvrigt både hanhunde og tæver i aktion, og at hundene er i snor, forklarer Melinda Zeder, der er zoolog på Smithsonian Institution National Museum of Natural History i Washington, D.C i en artikel i det ansete videnskabelige tidsskrift Science i 2017.
Den yngre jægerstenalder i Danmark klinger først ud for lige under 6000 år siden, så der har været flere tusinde år til at få de tæmmede ulve til at blive til brugbare og nyttige jagthunde. Af gode grunde ved man naturligvis ikke, hvad stenalderjægeren kaldte sin hund til efternavn – men det med hundesnoren var altså anset for at være en god idé allerede dengang.
Den næste udvikling
Efter først at være blevet tæmmet (mere eller mindre) og indtrådt i jægerens dyrehold, undergår jagthundene en ny udvikling, da ildvåbnet indtager alverdens jagtscener.
Indtil da foregik jagt med spyd, net og bue, hvor hundene blev anvendt både til at drive vildtet frem til jægerne og til at opsøge vildtet, så jægeren kunne komme på skud- stik- eller kastehold.
De europæiske parforcejagter tilhører denne tidsalder, hvor hunde og ryttere trættede vildtet, hvorpå herremanden eller kongen kunne affange især hjortevildtet med en hirschfænger.
Fra slutningen af 1800-tallet og frem bliver det udbredelsen af rifler og haglvåben, som driver avlsarbejdet i retning af de forskellige jagtmuligheder, som nu åbner sig.
Der bliver brug for at fremavle hunde, som er gode til at hente det fældede fuglevildt.
Der bliver behov for hunde, som kan opspore anskudt vildt.
Der bliver behov for stødende, stillende og stående hunde, som på hver deres måde kan medvirke til, at jægeren får et mere gunstigt udgangspunkt, når vildt sætter sig i bevægelse eller går på vingerne.
Og der bliver også interesse for at kunne fremelske nogle mindre hunde, som kan opsøge vildtet under jorden.
Den moderne jagthund er skabt som et svar på den jagt, der har været mulig og tilgængelig, og ingen af vores fjerne forfædres oprindelige hunderacer er længere iblandt os.
De findes i DNAet i vores nuværende hunde, men ingen af nutidens hunde ligner fortidens på nogen tydelig måde.
Den fortsatte udvikling
Når man trækker dette historiske perspektiv op og samtidig accepterer, at alt er i udvikling, så er det logisk, at, når jagten forandrer sig – og det gør den – så vil vores behov for nye hundevarianter med nye evner og færdigheder også forandre sig.
Derfor vil fremtiden helt sikkert også byde på nye krydsninger, nye avlslinjer og til sidst på nye racer.
Nogle vil forsvinde igen, andre vil antageligt blive og på sigt fortrænge ellers velkendte racers succesrige udbredelse.
Tilbage står muligheden for at nyde nuet.
Både med den hund, der er til rådighed i dag, og de jagtmuligheder, som det afstedkommer.
Højt besungne kvaliteter vil gå til og blive erstattet af nye. Gamle racer vil forsvinde, fordi behovet for de gamle racers evner og formåen forsvinder.
Måske det er begrædeligt, men sådan har det altid været, og det store mirakel i den sammenhæng er, at vi altid tilpasser os.
Både jægerne og hundene – det kan simpelthen ikke undgås.
Derfor vil der også i fremtiden være bund i udsagnet om, at der er ingen jagt uden hund, selvom såvel jagten som hunden til den tid er forandret.
Kilder
- Out of southern East Asia: the natural history of domestic dogs across the world«, Nature, doi: 10.1038/cr.2015.147
- Complete Mitochondrial Genomes of Ancient Canids Suggest a European Origin of Domestic Dogs«, Science, doi: 10.1126/science.1243650
- anatomypubs
- sciencemag
