AF JENS ULRIK HØGH
FOTO: WILDLIFEWORLD, CEZARY KORKOSZ OG VASILY VISHNEVSKIY/SHUTTERSTOCK
For ikke-jægere med en instinktiv modvilje imod drab på vilde dyr er tanken om at jage dyr, man ikke engang spiser, ofte både uforståelig og frastødende. Hvad er formålet, hvis ikke selve dyret anvendes?
Regulering
Indrømmet: Ordet regulering lyder kynisk og følelseskoldt teknisk. Når man jager for at regulere en bestemt vildtart, handler det om at bringe den samlede bestand ned til et lavere niveau. Altså en menneskelig indgriben i bestandens størrelse.
Der er en del forvirring omkring begrebet, fordi ”regulering” i dansk jagtlovgivning specifikt handler om regulering af dyr, som optræder som skadedyr og jages uden for rammerne af de almene jagttider og regler. Men i bund og grund har jagt på disse arter i Europa altid primært været drevet ud fra et ønske om at reducere bestandene i de kulturlandskaber, vi lever i. Der var engang, hvor dyrenes pels havde en stor værdi, hvilket også spillede en rolle for motivationen for at jage rovdyr, men det er mere eller mindre en saga blot.
Motiverne for bestandsregulering af rovdyr har været mange og skiftende gennem tiderne. I en ikke så fjern fortid handlede det nok først og fremmest om at beskytte husdyr – kvæg, heste, får, høns – og i anden række om at optimere livsbetingelserne for det vildt, vi gerne ville have mere af. Begge disse motivationer findes i høj grad også i dag, men i de senere årtier er der kommet en tredje motivation til – og det er at beskytte en masse sårbare og ikke-jagtbare arter i landskabet.
Er det virkelig nødvendigt?
Man kan naturligvis vælge at indtage den holdning, at menneskelig indgriben i naturens gang altid er af det onde. Men det bliver lidt hyklerisk, hvis ikke man anerkender, at disse opportunistiske arter af rovdyr i den grad har gavn af menneskers adfærd i kulturlandskabet. Den menneskelige indgriben er med andre ord omfattende, også selvom vi ikke jager disse arter.
Der er nemlig ikke nogen tvivl om, at bestandstætheden af små rovdyr som ræve, mårhunde, vaskebjørne, mink, forvildede katte og kragefugle er langt større i vores kulturlandskab, end den ville have været, hvis vi levede i en uberørt vildmark. Sådan er det naturligvis, fordi vi sørger for rigelige mængder af foder til disse arter året rundt. Vores landbrug genererer millioner af ekstra små gnavere som mus og rotter, vi fodrer de forvildede katte med kattemad på dåse, og der diskes op med masser af døde dyr, som vi dræber i trafikken og mod bygninger, højspændingsledninger, vindmøller, hegn og så videre. Der findes mængder af mad i vores affald, på lossepladser og møddinger. Der har aldrig været så gunstige forhold for disse opportunistiske rovdyr, som i vort nuværende kulturlandskab.
Problemet opstår i forhold til disse rovdyrs oprindelige vilde byttedyr. De jordrugende fugle – såsom viber, agerhøns, lærker eller engsnarrer – trives ikke i det mono-kulturelle kulturlandskab. Det samme gælder for en del af de mindre pattedyr – herunder rovpattedyr som ilder og skovmår. Alle disse arter har svært ved at finde egnede levesteder og tilstrækkelig føde og går desværre tilbage over en bred kam. Oven i disse arters problemer med svindende levesteder og fødemangel kommer så problemet med kraftigt forøget prædation fra de begunstigede arter. For ræve, katte, mink, mårhunde, måger og kragefugle holder ikke op med at følge deres instinkter og jage deres naturlige byttedyr, blot fordi de finder rigeligt med føde i kølvandet på menneskeligt forbrug, trafik og moderne landbrugsproduktion.
Så på den ene side indskrænker vi livsmulighederne for en masse sårbare arter, mens vi udvider dem for deres fjender. Det er en opskrift på undergang for de vilde dyr, som ikke trives i menneskets nærhed. Naturen bliver fattigere, hvis ikke mennesket kompenserer for begunstigelsen af de tilpasningsdygtige, mindre rovdyr.
Bestandsregulering giver mening
Vi kan forsøge at kompensere for de gunstige vilkår for opportunistiske rovdyr i kulturlandskabet ved aktivt at reducere deres antal. Ingen stiler efter udryddelse af hjemmehørende arter og i kraft af disse dyrs biologi er det næppe heller muligt – det handler alene om reducering af bestandenes størrelse. Talrige forskningsprojekter bekræfter den urgamle praktiske erfaring, at mindskning af rovvildtbestanden har en tydelig effekt på byttedyrenes bestand. Det er ikke raketvidenskab.
Vi kan naturligvis også vælge at lade rovdyrene få frit spil. Det fører til forsvindende bestande af de vilde byttedyr og dermed mindsket biodiversitet. Undlader vi at jage for eksempel mårhund eller ræv, så bliver masser af engsnarer, rørhøns, lærker og mange andre arter slået ihjel af disse rovdyr i langt større udstrækning. Der er flere vilde dyr, der dør, i ”lad os blande os uden om scenariet”, end når de opportunistiske rovdyr jages intensivt – og selv om det ikke er mennesker, der er den direkte dødsårsag for edderfugle-ællingen i mågens næb, så er det menneskelig aktivitet, som har øget bestanden af måger til et niveau, som er langt højere end edderfuglebestanden kan klare i det lange løb. At undlade at regulere rovvildt kan i det lange løb nemt betyde tab af adskillige sårbare arter i Danmark.
Selv Dansk Ornitologisk Forening – som ellers ikke er kendt for deres kærlighed til jagt og regulering – kan sagtens se problematikken, når en ræv eller en mårhund forvilder sig ud i en ynglekoloni med sjældne fugle. Mange ræve har på den konto måttet lade livet uden for jagtsæsonen efter anmodning fra ornitologer.
Vi kan godt naivt vaske vores hænder og forsøge at bilde os ind, at det er bedre ikke at blande sig. Men i realiteten har vi allerede blandet os – og vi bliver ved med at blande os – også selvom vi undlader at bestandsregulere rovdyr. Vores fødeproduktion, vores færdsel og vores blotte tilstedeværelse i kulturlandskabet er en langt større indblanding i naturens processer – liv og død – end regulering af rovvildt.
Et eksempel, de fleste kan forstå: Fru Jensen bygger et lille hønsehus i sin have og fodrer flittigt sine høns og kyllinger, så hun kan få hjemmeproducerede æg på morgenbordet. Foderet tiltrækker rotter, som i kraft af de gunstige levevilkår formerer sig flittigt under hønsehuset. Snart er de så talrige, at de begynder at tage æg og kyllinger. Men de tager også for sig af de vilde fugle i haven omkring hønsehuset. Fru Jensen har altså ved at opfordre en rottebestand lagt et ekstra pres på havens vilde fugle – et pres, som udelukkende er opstået på grund af Fru Jensens adfærd. Er det utidig indblanding i naturen at sætte et par rottefælder op i et forsøg på at regulere bestanden?
Den biologiske virkelighed i dette eksempel er nøjagtigt den samme for opportunistiske arter af rovdyr såsom ræve, mårhunde, mink, grævlinger, ulve, måger eller krager. Derfor giver det – i et rent naturbevarelsesperspektiv – rigtig god mening at jage dem i den udstrækning, arterne er overrepræsenterede i forhold til deres naturlige byttedyr.
