Jeg hører oftere og oftere fra naturinteresserede ikke-jægere, hvoraf mange af dem er fagligt velfunderede, at jægeres fodring af vildt er ubetinget negativt og burde forbydes. Jeg har ikke rigtigt set nogen forholde sig kritisk til denne påstand, og selv Danmarks Jægerforbund lader til at gå med på en præmis om, at det principielt er forkert at fodre vildtet. I mine øjne er sagen betydeligt mere kompleks end de sort/hvide udmeldinger og ”løsningsmodeller” antyder.
Forrykker fodring den naturlige balance?
Påstanden er, at fordring forrykker den naturlige balance og giver mindre biodiversitet. Det kan jeg for så vidt godt se logikken i, hvis vi taler om store sammenhængende områder af uberørt natur (vildmark). I et gennemkultiveret landskab som det danske landbrugsland er påstanden i mine øjne dog langt mindre logisk. Andre hyppigt anvendte argumenter imod fodring er, at installationerne til fodring er grimme og at fodringen øger udbredelsen af smitsomme vildtsygdomme og skadedyr som rotter.
Hvad dækker over begrebet fodring?
Man kan ikke føre en meningsfuld samtale om fodring uden at definere, hvad begrebet omfatter. Vi kan nok alle blive enige om, at en udlagt stak gulerødder eller en foderautomat med majs er fodring – men hvad med en vildtager? Eller en mark med vinterraps eller majs? Vildtet er jo ret beset ligeglad med intentionerne bag foderet i landskabet.
Øger udsætning af fuglevildt biodiversiteten?
Den udbredte praksis at udsætte fuglevildt (mest gråænder og fasaner) til jagt forudsætter fodring af de udsatte fugle. Det er indlysende, at denne fodring danner grundlaget for en lokal bestand af udsat fuglevildt, der er langt tættere end en naturlig og ikke fodret bestand af tilsvarende fugle ville være uden udsætning. Det er nærmest hele ideen med at sætte fugle ud til jagt.
Det påstås igen og igen, at de lokalt tætte bestande af udsatte fugle er en trussel imod biodiversiteten. De videnskabelige undersøgelser af biodiversiteten på områder med udsætning af fugle til jagt, peger derimod på, at der på jagtområder med udsætning typisk er mere biodiversitet end på sammenlignelige områder uden udsætning. I hvert fald, når der udsættes i tætheder som dem, der anvendes i Danmark. Den tilgængelige dokumentation tyder altså på, at udsætning af fuglevildt resulterer i et positivt nettobidrag til biodiversiteten i Danmark. Det eneste negative, der er dokumenteret specifikt i relation til fodring af det udsatte vildt (som jeg kan komme i tanke om) er næringsstofforurening af mindre andehuller – der er tale om huller, der som ofte er gravet til jagt og som kommer til at bidrage til biodiversiteten ud i al fremtid. I det store billede kan jeg derfor ikke se, hvordan udsætning og fodring af det udsatte vildt, skader biodiversiteten i kulturlandskabet. Tværtimod.
Kommer der rotter? Kan fodringen give anledning til vildtsygdomme? Ja… fodring er ikke uden ulemper. Men giver det mening at fokusere udelukkende på de enkelte ulemper fremfor de samlede resultater af en kompleks praksis som vildforvaltning med fodring? Jeg synes det er langt mere relevant at indtage helikopterperspektivet og arbejde målrettet på at minimere eventuelle ulemper og maksimere nettofordelene.
Store vilde pattedyr
Det danske hjortevildt stortrives med landbrugets vintergrønne marker og moderne skovdrift. Foderkamrene på markerne er enorme. Der er langt mere mad end vildtet kan æde, og landbrugsafgrøderne er præcis lige så unaturlige som en stak gulerødder udlagt af en jæger. Det er helt sikkert ikke mængden af tilgængeligt foder, der begrænser bestanden af store vilde pattedyr, og jægeres fodring leder derfor ikke til en større bestand. Så hvorfor er der jægere, der fodrer hjortevildtet herhjemme og vildsvinebestanden i vore nabolande?
Fodring flytter vildtet rundt i landskabet
Det handler udelukkende om at flytte vildtet rundt i landskabet. Vildtet spiser, hvor det lækreste foder findes. Hvis det er på en bestemt mark i området, at det bedste foder gror, er det der, vildtet koncentrerer sin fødesøgning, hvilket bonden hurtigt bliver rigtigt træt af. Er der derimod jægere i området, som tilbyder noget mere lækkert, søger vildtet derhen. Dermed kan fodring bidrage til at fordele vildtet i landskabet og forvandle områder uden det store naturlige udbud af lækkert foder til gode jagtområder, hvor bestanden kan reguleres. Fodringen er dermed i langt højere grad en del af jagtmetoden, end det er et forsøg på at påvirke størrelsen af bestanden. Jeg har endog meget svært ved at se, at dette påvirker biodiversiteten i kulturlandskabet negativt og påstanden om, at denne fodring er et problem i relation til biodiversiteten savner, så vidt jeg kan se fuldstændigt videnskabeligt belæg.
Fodring afhjælper markskader
Hvis man forbød fodring, ville det jo ikke fjerne alt foderet på landbrugets marker. De store pattedyr ville opsøge landbrugsafgrøder i endnu højere grad, og det ville blive vanskeligere at regulere deres antal, hvilket kunne føre til yderligere vækst i deres bestande. På den måde kunne et totalt forbud imod fodring nemt føre til en ond cirkel for landbruget med voksende markskader og for jægerne med eksploderende jagtlejer på markarealer. Jagtarealer uden landbrugsafgrøder, som vildtet gider at æde, vil i den situation blive betydeligt mindre attraktive i et jagtmæssigt perspektiv. Det vil føre til mindre incitament for jordejerne til at bevare områderne som habitater for vildt frem for plantager af monokultur. Jeg har svært ved at se noget positivt i en sådan situation.
Nødvendig lokkefodring
I lande med vildsvin er fodring en decideret nødvendighed i vildtforvaltningen. I vores naboland Sverige nedlægges f.eks. 70-80% af alle nedlagte vildsvin om natten på foderpladser indrettet til formålet. Det ville ikke være praktisk muligt at begrænse vildsvinebestanden uden denne lokkefodring. Igen handler fodringen ikke om at få en større bestand af vildsvin. Den handler om at kunne jage bestanden effektivt. Forestil dig regulering af mårhunde uden lokkefodring. Det ville helt enkelt ikke gå.
Lokkefodring er effektiv ved regulering
Præcis det samme gør sig gældende i forhold til regulering af arter såsom bjørne, ulve og leoparder rundt om i verden. Lokkefodring er ofte den mest effektive, skånsomme og dyrevenlige jagtmetode til selektiv jagt (uanset om man som jæger finder jagtformen spændende eller ej) og andre landes behov for at regulere bestande af for os eksotiske arter er i mine øjne præcis lige så legitime som vores behov for at regulere hjortevildt og vildsvin.
Fodring er en del af vildtforvaltning
Jeg er overbevist om, at der eksisterer regler omkring fodring af vildt i de fleste europæiske landes jagtlove. Det handler mest om jagtetik og fordelingspolitik. Man ønsker ikke, at jægerne skyder vildtet direkte på foderpladserne, og man ønsker ikke, at jægere bruger foder til at lokke vildtet væk fra naboernes arealer for at få det hele for sig selv. Stort set ingen af disse regler handler om biodiversitet – helt enkelt fordi ingen har set noget reelt behov for at regulere fodring i forhold til biodiversitet.
Jeg kan som sagt heller ikke se behovet og slet ikke fra et helikopterperspektiv, hvor jagtens samlede konsekvenser for biodiversiteten er langt vigtigere end de isolerede konsekvenser af delelementer som fodring. Fodring er for jægerne et værktøj i vildtforvaltningen som en del af de jagtlige metoder.
Hvad er forskellen på at fodre fugle i haven og vildtet?
Er jeg den eneste som undrer mig over, at de gentagne angreb imod jægeres fodring som en del af den jagtlige praksis ikke udstrækkes til også at omfatte f.eks. fodring af småfugle i villahaver og brugen af ost og lakridskonfekt som lokkemad i musefælder? For hvad er egentlig den principielle forskel på, hvad jægere gør på deres jagtområder og disse langt bredere udbredte foderaktiviteter? Jeg sidder tilbage med en trist fornemmelse af, at modstanden imod jægernes foderpraksis handler mere om modstand imod jagt og jægere end det handler om biodiversitet, skadedyr eller sygdomsspredning.
