AF: BUEJÆGER OLIVER ØCHKENHOLT.
FOTO: ZORAN ORCIK, MMPIXEL91 OG PAUL GEILFUSS/SHUTTERSTOCK
Jeg har ofte fået spørgsmålet ”hvorfor buejagt?” Jeg ville ønske, at svaret var simpelt, men hver gang bliver jeg tvunget til at reflektere. Det simple svar findes nok i spændingen og grej-nørderiet, men når det første dyr er skudt, og det fede grej er erhvervet, hvad er det så, der gang på gang driver mig ud af sengen tidligt om morgenen, i kampen mod dårlige odds og den mest vanskelige jagt, der må udøves i Danmark?
Som dreng var jagten altid tæt på. Min far og onkel var ihærdige jægere, og jeg har været med dem på jagt, fra jeg lærte at gå. Min far tog mig med på duejagt, hvor vi sad i skjul og spiste frikadeller og kartoffelsalat hele formiddagen. Ofte var der ikke meget mere end et par fugle i galgen, når vi tog hjem, men det var samværet med min far, spændingen når fulgene slog på vores lokkere og de høje brag fra min fars haglbøsse, når han flittigt skød forbi til de hurtige fugle, der tryllebandt mig i interessen. Senere i min ungdom var det min onkel Jesper, der lærte mig om jagten, dyrenes adfærd og de forskellige jagtformer. Jesper var en gudsvelsignet gåsejæger, der altid var leveringsdygtig i gæs til sociale arrangementer. Derudover var han ihærdig med rifflen og havde mange klovbærende liv på samvittigheden.

Jespers evner med gåsejagt endte naturligt i et venskab med folkene bag DKWAI, der også dengang importerede buer til buejagt. Jesper erhvervede sig derigennem en bue og forelskede sig i buejagten, roen og oplevelserne, som denne jagtform skabte.
Da jeg alt for tidligt mistede Jesper, efterlod det ikke kun et stort personligt tab for min familie og mig. I kælderen under det hus, han boede i, efterlod han også sin bue og en voksende interesse hos en ung mand – hvad der skulle blive en besættelse af den intense jagt, de tidlige morgener og pilens flugt ud fra en perfekt tunet bue.
Den mest basale viden omkring buejagt og buer generelt opfangede jeg på Youtube. Hjemmesiden er et overflødighedshorn af ”how to” videoer, der kan give nyjægeren et super godt indblik i, hvordan man kommer i gang med buejagt. De fleste videoer er på engelsk, men der findes også flere dygtige danske jægere, der har lavet informative videoer omkring emnet. De første pile, jeg sendte afsted fra Jesper’s Bear Anarchy compoundbue, ramte en flamingoskive, jeg havde lavet af billige materialer fra Jem & Fix.

Det fungerede ikke optimalt men godt nok til, at jeg begyndte at se fremgang i min træning. Mine svigerforældre lagde have til min udvikling, og efterhånden blev jeg sikker nok til at bevæge mig længere bagud og øve længere skud. En af de ting, der med det samme vakte min interesse, var muligheden for let tilgængelig træning. For når man skyder med en bue, kan man træne på en midlertidigt opstillet bane, eksempelvis i egen have eller på et engområde, så længe at det ikke er til gene eller fare for andre. Dette betød, at min udviklingskurve var stejl, og at jeg hurtigt kunne se fremgang. Jeg forelskede mig i de magiske fortællinger fra Camron Hanes, Remi Warren og andre dygtige buejægere rundt omkring i verden, og fantaserede mig ud i verdenen på eventyrlige buejagter med udfordrende landskaber og lange skud.
Jeg havde ikke skudt længe med min compound bue, da jeg opdagede 3D skydning, som er en genre inden for bueskydning, der appellerer til især buejægere. Det går i sin simpelhed ud på, at man skyder på realistiske skumdyr og placerer pilen så dræbende som muligt. Denne dimension af buejagten har jeg sidenhen brugt enormt mange timer på, og jeg vil mene, at det er den bedste og mest realistiske træningsform til buejagt, der findes.

I takt med, at jeg blev fast indhold på diverse 3D baner i Storkøbenhavn og deltog i debatfora, og i øvrigt var opsøgende efter viden, lærte jeg hurtigt andre ligesindede at kende. Jeg vil her tilføje, at der i miljøet omkring buejagt og 3D skydning i Danmark er enormt mange hjælpsomme sjæle, der uden beregning vil tilbringe tid med dig, tage dig under deres vinger og dele ud af deres viden. På den måde lærte jeg blandt andet buejæger og jagtskribent, Michael Guldager og forretningsindehaver og manden bag Jagtrapporten, Nicolaj Troelsen, at kende. Begge to er blandt mine nærmeste venner i dag, og vi har tilbragt et utal af timer sammen på diverse jagtmarker i landet.
Efter at jeg havde bestået buejagtprøven, gik det hele lidt i stå. Det at skyde til levende vildt med en bue – og udfordringerne med at komme tæt nok på til at kunne sende en god pil var overraskende store. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men instruktøren til det obligatoriske buejægerkursus forklarede det godt med, at når riffeljægerens jagt slutter, så starter buejægerens. Jeg brugte hundredevis af timer på at blive dygtigere. Hver gang jeg blev opdaget af et rådyr, lærte jeg lidt mere til næste gang. Jeg lærte, at fært er vigtigere end camouflage, og at camouflage er ligegyldig, hvis der ikke er en ordentlig baggrund. Jeg lærte, at der er forskel på unge og ældre dyr og deres måde at reagere på, og jeg lærte, at der i buejagtens verden er meget længere imellem succesoplevelserne – i hvert fald hvis succeskriteriet er et forendt dyr på reviret og mad på bordet.
Den vigtigste lektie, jeg lærte, var evnen til, på et nyt niveau, at falde i ét med naturen. Jeg har på en bukkejagt haft en hunræv og et kuld hvalpe til at lege omkring fødderne på mig, haft småfugle til at lande på min bue og oplevet en stor ugle, der landede på en gren ganske få meter fra mig.

Jeg har siden min introduktion til buejagten skudt både fugle og klovbærende vildt med compoundbuen. I foråret 2021 bestod jeg jagtprøven til recurvebue, hvor jeg fortsat har mit første stykke vildt til gode.
Hvorfor buejagt? Fordi det er den jagtform herhjemme, der kræver mest af mig som jæger, og fordi jeg elsker de oplevelser, det giver mig. Timingen, forberedelsen, pürschen, følelserne og eksekveringen. Buejagt er fantastisk, medrivende og intens – og jeg forstår nu, hvorfor min onkel i sin tid forelskede sig i jagtformen. Jeg tænker stadig på ham, hver gang jeg sender en pil ud fra hans gamle bue.


