TEKST: JENS ULRIK HØGH. FOTO: CHRISTIAN RYSGAARD, TWEEDMADIA OG PRODUCENTERNE.
En god drivjagt er for mig en af de mest intense jagtoplevelser, jeg som riffeljæger kan komme ud for. Lyden af de drivende hunde, der nærmer sig gennem skoven. Uvisheden om, hvad der dukker op. Kontrasten mellem den stille venten og de action-mættede øjeblikke, hvor skudchancer kommer og går. Der er mange aspekter af drivjagten, der er med til at drive jægerens puls i vejret, og er man – som undertegnede – bidt af jagtformen, vil man gerne også på det rent udstyrsmæssige plan være optimalt rustet til at udnytte de chancer, man får.
Mine egne erfaringer fra drivjagter rundt omkring i Europa er, at skudholdene oftest er korte – det vil sige typisk 0 – 50 meter. Vildtet er som regel i bevægelse.
Lysforholdene er skiftende og kontrastfyldte – fra fuld sol til dyb skygge. Alt efter, hvor man er, kan der være chancer for hjortevildt, muflon eller sågar mere eksotiske arter som sjakaler, ulve eller bjørne, men på de fleste jagter er den primære vildtart vildsvin. Det betyder, at der ofte vil være chancer til at nedlægge flere dyr i en gruppe, hvis alting går op i en højere enhed.
Langt de fleste europæiske jægere vil formentlig værdsætte, at deres drivjagtriffel også har et vist allround-potentiale. Det betyder for eksempel, at det er rart, hvis våbnet er præcist, selv om det ikke er noget krav i forhold til drivjagten, for et præcist våben vil altid kunne bruges til anstand og pürsch.
Kaliberovervejelser
Vildsvin er en af de mest skudstærke vildtarter i Europa. Det betyder også, at det er en art, der tegner dårligt for skud. Ofte vil en i øvrigt perfekt placeret kugle i hjerte/lungeregionen på et løbende vildsvin slet ikke resultere i nogen synlig reaktion. Det giver ophav til usikkerhed og koster en del skudchancer på drivjagter, eftersom man naturligvis ikke skyder på det næste stykke vildt i en gruppe, medmindre man er ganske sikker på, at det dyr, man netop har skudt til, er dødeligt ramt.
Mere anslagsenergi giver tydeligere skudreaktioner – og generelt mere effektiv skudvirkning – på vildsvin. Der er to veje til målet: højere anslagshastighed og større projektilvægt.
De fleste af de vildsvin og kronhjorte, jeg selv har nedlagt på drivjagter, har jeg skudt med kaliber .300 Winchester. Den ekstra anslagsenergi i forhold til mellemklassekalibre som .308 Win eller .30-06 giver meget tydeligere reaktioner og kortere flugtafstande. Fuldstændigt tilsvarende erfaringer har jeg med kalibre såsom 9,3×62 og .45-70. Her er det store projektiler, som leverer den ekstra punch. Virkningen er den samme, bortset fra at rekylen hurtigt bliver lidt skarp med de store kanoner, mens kødødelæggelsen faktisk bliver mindre med tunge og mere langsomtgående kalibre. Som alt muligt andet er kalibervalget til drivjagten en prioriteringssag. Er det kødet eller det effektive drab, der vejer tungest?
En anden væsentlig og højaktuel overvejelse i forbindelse med kalibervalget er udsigten til en udfasning af blyholdig ammunition. EU rasler med sablen med trusler om et kommende totalforbud imod bly i riffelprojektiler, flere delstater i Tyskland har allerede indført det. Ingen kan sige med sikkerhed, om forbuddet kommer, men det bærer i den retning, og jeg finder det derfor mere end væsentligt at inddrage overvejelser om blyfri ammunition i tankerne omkring kalibervalget til drivjagt.
For mig at se er de grove kalibrer blevet mere attraktive på det seneste i kraft af hurtige blyfri ladninger. Rekylen er tålelig. Skudvirkningen er imponerende. Løsningen er fremtidssikker.
Skulle jeg sætte en drivjagtsriffel sammen med frit valg på alle hylder, ville jeg derfor klart gå efter en riffel i kaliber 9,3×62. I mine øjne en rigtig god kombination af effekt og magasinkapacitet. Grisene reagerer som på en .300 eller .338 Win. Mag, men der er plads til betydeligt flere skud i magasinet. Desuden findes kaliber 9,3×62 i et efterhånden stort udvalg af blyfrie ladninger, patronerne er billigere end magnum-kalibre, og ammunitionen er til at få fat i både i Europa og – i lidt mindre udstrækning – ude i verden.
En mindre tilgængelig kaliber, som ikke desto mindre på papiret virker som skræddersyet til netop drivjagt på vildsvin, er RWS’ nyudviklede kaliber 10,3×68 Magnum. Men… ammunitionen er relativt svært tilgængelig, magasinkapaciteten er lav, og patronerne er ret kostbare. Ikke desto mindre er jeg helt overbevist om, at effekten af en 13,5 gram letekspanderende Evolution Green, der kommer flyvende med tæt på 900 m/s, er mere end rigeligt til at overtale selv en kæmpe bulgarsk keiler til at ligge stille…
Men som sagt. Det fornuftige valg ud fra tilgængelighed, pris og magasinkapacitet er uden tvivl (i mit sind) 9,3×62. Og jeg ville vælge hurtigtgående blyfrie ladninger at fylde magasinerne op med.
Riffel
Jeg vil også meget gerne have magasinkapacitet på mere end 3-4 skud – det er en rigtig trist oplevelse at løbe tør for ammunition, når den behøves mere end nogensinde.
Det helt enkle valg er naturligvis en halvautomat. Der er en del på markedet, men ikke så mange i kaliber 9,3×62. Browning BAR, Benelli Argo og Sauer 303 er tre gode og driftsikre bud. Der er ingen tvivl om, at INGEN våbentyper hurtigere kan sende magasinets indhold hurtigere imod målet, men netop magasinkapaciteten er en væsentlig begrænsning her. I rigtigt mange jagtlande må en halvautomatisk jagtriffel ikke indeholde mere end tre skud. Det er efter min mening i underkanten på en drivjagt, og magasinskifte er ret bøvlet og langsommeligt. Personligt vil jeg langt hellere stå med en fornuftig repetérrriffel med et større magasin. En anden aktuel udfordring med ”motorbøsserne” er, at lovgivningen ikke udvikler sig i gunstig retning for den våbentype – jævnfør for eksempel den seneste danske stramning. Jeg ville blive ret ærgerlig over at investere en masse penge og en masse tid i at blive fortrolig med et våben, for så pludselig at miste det på grund af en våbenforskrækket lovgivning engang i fremtiden. Jeg kan derfor ikke med sindsro anbefale europæiske jægere at anskaffe halvautomatiske jagtrifler som den politiske stemning er nu. Det betyder, at mit valg af drivjagtriffel falder på en repetérriffel.
Rigtigt mange jægere sværger i dag til rettrækker-mekanismer ud fra en formening om, at man kan få flere kontrollerede skud afsted på kort tid end med en traditionel cylinderlåsriffel. Jeg har selv en del praktisk erfaring med henholdsvis Blaser R8 og Merkel Helix og har haft held til at nedlægge en del vildt med begge. Jeg må dog også sige, at ”hastighedsfordelen” nok har en tendens til at være lidt overvurderet. I praksis mærker jeg ikke nogen afgørende forskel på repetéringshastigheden mellem en cylinderlåsriffel og en rettrækker. Man skal i den forbindelse huske på, at selve repetéringen jo kun sker i en brøkdel af den tid, det tager at afgive et skud mere. Skytten skal også nå at flytte hånden til ladegrebet, foretage repetéringsbevægelsen, finde sit mål i sigtet, finde tilbage til aftrækkeren med hånden og få styr på sit sving. Derfor er spørgsmålet om rettrækker kontra cylinderlås for mig primært et spørgsmål om tilvænning og smag… og min smag går i retning af mere traditionelle cylinderlåsrifler til drivjagt.
Hvad så med pump- og lever-action? Det er bestemt brugbart, men ikke specielt tilgængeligt i Europa. Lige præcis i forhold til drivjagten, hvor præcisionskravene ikke er så store, er der ingen problemer i forhold til disse våbentyper, der ofte kæmper lidt med netop præcisionen i forhold til cylinderlåsrifler. For pumpriflernes vedkommende er der i realiteten kun en enkelt riffel at vælge imellem og det er Remington 7600. Den har tidligere været produceret i kaliber .35 Whelen (der nærmest er en amerikanificeret 9,3×62), men den produceres for tiden ikke i kraftigere kalibrer end .30-06 – for mig er det diskvalificerende. Der er ingen tvivl om, at det er en af de ubetinget hurtigste repetérrifler – først og fremmest fordi hverken skyttens hoved eller aftrækkerhånd flyttes under repetéringen.
Lever-action rifler fås i interessante drivjagt-kalibre. Særligt Marlin 1895 skiller sig positivt ud med modeller i kaliber .45-70 i flere forskellige udformninger. De lidt længere modeller rummer op til 9 patroner i rørmagasinet under piben, og med et fyldt magasin er der fantastisk sving i disse rifler, når en rotte grise passerer posten. Men. Jeg synes, at det er bøvlet at lade – og ikke mindst aflade – disse rifler. Jeg finder det også irriterende, at balancen ændres markant, efterhånden som magasinet tømmes. Desuden er repetérgangen sjældent særlig ”smooth”. Når det er sagt, er det stadigvæk lidt underligt, at disse rifler trods alt ikke er mere udbredte blandt europæiske drivjægere. Det er relativt billige våben, og de løser opgaven udmærket.
Cylinderlåsrifler
For mig er det vigtigt, at en cylinderlåsriffel til drivjagt har en jævn låsegang, der frem for alt ikke binder, når man tager fat. Der er masser af fine cylinderlåsrifler, der lever op til den betingelse.
I relation til repetéringen er skæftet mindst lige så vigtigt som låsegangen. Jeg foretrækker et helt traditionelt skæfte. Thumbholeskæfter er decideret uegnede til hurtig repetering – det tager simpelthen for lang tid at finde tilbage til det rette greb imellem hvert skud. Det er til gengæld en fordel, hvis skæftet er en anelse kortere end det optimale skæfte på et haglgevær. Det giver markant bedre styr på repetéringsbevægelsen, at den kommer lidt tættere på kroppen, hvor der er betydeligt mere kraft i armen. Mange har glæde af en højdejustérbar kolbekam. Det har jeg ikke, så jeg vælger mine rifler uden.
Aftagelige magasiner og mulighed for fem eller flere skud i hvert magasin er en anden forudsætning for mit valg af cylinderlåsriffel til drivjagt. Ved skydning til løbende vildt må riflen gerne være lidt næsetung – det giver bedre stabilitet i svinget og kan løses på flere måder – blandt andet med en tungere/længere pibe eller med en almindelig frontmonteret dæmper.
Der er MASSER af fine cylinderlåsrifler på markedet i alle prisklasser, så det endelige valg bliver i sidste ende et spørgsmål om smag og budget. Her er et par af mine bud på rifler, der lever op til mine kriterier.
Hvis der er frit valg på alle hylder, ville jeg nok vælge en Sauer 404 Classic XT i kaliber 9,3×62 med et par 8-skuds magasiner.
Er økonomien en overvejelse (og det er den jo som regel) får man masser af riffel for pengene i en Bergara B14 Hunter med aftageligt magasin og et par ekstra højkapacitetsmagasiner.
Jeg ville nok vælge en A-Tec H2 dæmper med tre moduler og monteret i A-lock, så den kan af- og påmonteres i et snuptag. Igen: Der er masser af fine dæmpere på markedet. De fleste vil i en eller anden udstrækning løse opgaven.
Optik
Det er min erfaring, at sigteoptikken er en af de mest afgørende detaljer på en drivjagt. Skudchancerne opstår pludseligt. De er ofte ganske korte. Lysforholdene er ofte dårlige. Oversigten er tit elendig. At komme hurtigt og sikkert til skud handler derfor i høj grad om at kunne finde sit mål i sigtet i en fart.
For mig er der reelt to løsninger, der fungerer. Drivjagtkikkerter der starter med 1,0X forstørrelse og oplyst center eller rødpunktsigte. Mit instinkt har ofte sagt mig, at drivjagtskikkerten er en fordel, fordi den i princippet kan bruges både som ikke-forstørrende rødpunktsigte og forstørrende kikkertsigte i de tilfælde, hvor vildt kommer langsomt smygende ud af såten på lidt længere hold. I realiteten må jeg dog bare erkende, at de fleste af mine bedste resultater på drivjagter rundt omkring er opnået med en Aimpoint på toppen af riflen. Mange af de ting, som man ikke umiddelbart finder optimale for en Aimpoint, er fuldt mulige – blandt andet har jeg nedlagt en anskudt Überläufer på 232 meters afstand med et Aimpoint på en jagt i Litauen for nogle år siden. Ikke optimalt, men muligt.
Helt optimalt er naturligvis at have mulighed for både det ene og det andet i kraft af velfungerende aftagelige montager. Så kan man jo blot tilpasse valget efter de poster, man får tildelt.
Mine førstevalg ville være en Zeiss V4 1-4×24 og et Aimpoint Micro H2 2 MOA. Sandt at sige er valget af drivjagtkikkert ikke nær så kritisk som valget af kikkert til mere optisk krævende jagtformer. Jeg skyder som udgangspunkt med begge øjne åbne og kikkerten stillet på 1,0X forstørrelse – i den situation betyder kikkertens synsfelt ikke rigtigt noget. En del af de billige mærker på markedet løser faktisk opgaven ganske udmærket. Er jeg tvunget til at vælge imellem kikkert og rødpunktsigte, så vælger jeg rødpunktsigtet. For ti år siden ville jeg have valgt omvendt, men mine resultater modsiger mine instinkter.
Diverse udstyr
Min udstyrsliste til drivjagt er lidt blandet og inspireret af en masse praktisk jagt igennem årene.
Jeg medbringer altid en signal-orange vest og en tilsvarende kasket. De fleste steder er det et krav med en vis mængde signalfarver. Det er under alle omstændigheder velset.
De vigtigste egenskaber ved jagttøjet er, at det kan holde dig varm, selvom du står stille i lang tid, og at det ikke er så klumpet, at det hæmmer skydningen. Handsker og fodtøj er en særlig udfordring i forhold til kulde.
Mine resultater bliver bedre, når jeg medbringer en tre-benet skydestok med en anlægsgaffel, der kan rotere hele vejen rundt. Den bruger jeg til de lidt længere skud på vildt, der kommer langsomt luskende, og det fungerer bedst med den trebenede, fordi jeg kan stille den op, når jeg kommer til posten, og så bliver den rent faktisk stående klar ved egen kraft. Normalt bruger jeg Viperflex, men i dette tilfælde er den tre-benede en kende mere praktisk.
En let håndkikkert har hjulpet mig mange gange. Det har en mini-bensav til opskæring af låsen på vildsvin – som det er kutyme mange steder – også. Husk også gerne en lille rulle markeringsbånd til lettelse af evt. schweisshundeføreres arbejde og evt. et foderal til transport af riflen imellem såterne. Det var vist det hele. Knæk og bræk!
Er man villig til at handle lidt på brugtmarkedet, burde det være muligt at komme i mål med en top-tunet drivjagtsriffel for omkring 10.000 kr. I den anden ende af prisskalaen er der ikke rigtig nogen øvre grænser. En ny high-end riffel med tyske aner og alt i udstyr som beskrevet lander på et stykke over 50.000 kr. med det hele. ”Smakar det, så kostar det”, som man siger på den anden side af sundet…
