Køb abonnement til
magasin og indhold Abonner Her

Hvilken jagthund skal jeg vælge? #3 Korttidsdrivende hunde

AF: MATHIAS VOGDRUP-SCHMIDT

FOTO: DORA ZETT/SHUTTERSTOCK

Ja, det spørgsmål, er der nok mange jægere, der stiller sig selv. Derfor har Mathias Vogdrup-Schmidt lavet en serie af korte videoer med præsentation af de syv forskellige grupper af jagthunde i Danmark:

  • De apporterende hunde
  • De stødende hunde
  • De korttidsdrivende hunde
  •  Schweisshunde,
  • De stående hunde,
  • De gravsøgende hunde
  • Støverne

I videoerne er der interviews med erfarne hundeførere inden for hver racegruppe, som giver en præsentation af gruppen. Formålet er at hjælpe dig med at vælge den helt rigtige jagthund. Både for din egen, men i særdeleshed også for hundens skyld. Jagthunde er avlet til specifikke formål, og det vil være bedst for begge parter, hvis hundens egenskaber passer med den eller de jagtformer, man ønsker at gå, for så går alt op i en højere enhed.

I første omgang bør man snævre sit valg af jagthund ned til én gruppe. Hvis man på baggrund af videoerne får et oplyst grundlag at gøre dette på, er målet med videoerne nået. Dernæst skal man vælge race, og det er langt enklere, når valgmulighederne er tilpas afgrænsede. Læs mere om alle de forskellige jagthunderacer i Danmark i Mathias’ bog: Danmarks Jagthunde.

Men læn dig tilbage og hør mere om de syv forskellige grupper af jagthunde i Danmark her.
God fornøjelse

VIDEO: Stødende hunde med Mathias Vogdrup-Schmidt og Troels Ørting.

Korttidsdrivende hunde

De korttidsdrivende hunde er en gruppe af jagthunde.
Deres primære disciplin er at finde og drive hårvildt. De egner sig således til drivjagter og bevægelsesjagter, hvor hårvildtet drives frem til de udposterede skytter. Denne gruppe af jagthunde udmærker sig ved at halse på fod af vildt og ved kontakt med vildtet. Det gør jagtens forløb nem og spændende at følge for skytter og hundefører.

Som navnet antyder, driver hundene kun i forholdsvis kort tid, hvorefter de per instinkt vender retur til føreren for at starte et nyt søg. Det gør jagten effektiv, og at hundene kan anvendes på forholdsvis små revirer også. Dertil har de evnen til at konfrontere og stille både vildsvin og elge, der gør det muligt for føreren at pürsche sig på skudhold. De korttidsdrivende hunde udmærker sig qua de samme egenskaber også på eftersøg.

Racerne af korttidsdrivende hunde inkluderer tysk jagtterrier, westfalenterrier og tysk wachtelhund. Terrierne kan også anvendes som gravsøgende hunde. Westfalenterrieren bliver i disse år særligt populær på grund af sin anvendelighed på drivjagt på de gængse danske revirer samt det, for en terrier, milde sind.

Troels Ørting er hundefører for sin westfalenterrier, Jax, med stor erfaring med jagt i både Danmark og Sverige. Hør Troels fortælle om de korttidsdrivende hunde i interview med Mathias Vogdrup-Schmidt.

Videoen er en del af Mathias’ serie om de syv forskellige grupper af jagthunde i Danmark. Serien er tiltænkt dig, så du kan vælge den helt rigtige jagthund.

Se også artiklen om:

#1 Apporterende Hunde 

med Mathias Vogdrup-Schmidt og Rolf Andersen

#2 De stødende hunde

med Mathias Vogdrup-Schmidt og Mikkel Nielsen

Læs mere

Nyheder