Foto: Steen Andersen samt Szczepan Klejbuk, Robert Nyholm, Ondrej Prosicky, BMJ, Imfoto, Little Adventures, dandesign86, Lars Ove Jonsson, Sacharewicz Patryk, Randy van Domselaar, Pphotosweden, Erni, Paolo-manzi, Martin Mecnarowski/Shutterstock
Set i bakspejlet var jeg endnu en meget uerfaren riffeljæger dengang i starten af 1990’erne, hvor jeg gennem en kammerat havde fået mulighed for at købe mig ind i en elgjagt i Värmland. Som så mange andre håbefulde nyjægere havde jeg for alvor investeret ressourcer af alle slags i udstyr, og der var gået masser af skud igennem riflerne på skydebanen. Men det var sandt at sige ikke voldsomt meget, jeg havde fået brugt grejet på rigtig jagt.
Det var derfor en hel uvirkelig – ja nærmest magisk – oplevelse pludselig at få tilbuddet om at komme med på en klassisk elgjagt i kerneområdet for verdens dengang tætteste elgbestand. I det nordlige Värmland, i skovene omkring skisportsstedet Branäs vrimlede det stadig med elge. Bestanden havde ganske vist toppet i midten af 1980’erne, men det første år jeg var med, havde jaktlaget på cirka 30 mand stadig omkring 40 elge på licensen…. og vi skød faktisk kvoten op hvert år.
Jeg købte min plads af en ældre dame i...
