Foto: Steen Andersen samt Szczepan Klejbuk, Robert Nyholm, Ondrej Prosicky, BMJ, Imfoto, Little Adventures, dandesign86, Lars Ove Jonsson, Sacharewicz Patryk, Randy van Domselaar, Pphotosweden, Erni, Paolo-manzi, Martin Mecnarowski/Shutterstock
Set i bakspejlet var jeg endnu en meget uerfaren riffeljæger dengang i starten af 1990’erne, hvor jeg gennem en kammerat havde fået mulighed for at købe mig ind i en elgjagt i Värmland. Som så mange andre håbefulde nyjægere havde jeg for alvor investeret ressourcer af alle slags i udstyr, og der var gået masser af skud igennem riflerne på skydebanen. Men det var sandt at sige ikke voldsomt meget, jeg havde fået brugt grejet på rigtig jagt.
Det var derfor en hel uvirkelig – ja nærmest magisk – oplevelse pludselig at få tilbuddet om at komme med på en klassisk elgjagt i kerneområdet for verdens dengang tætteste elgbestand. I det nordlige Värmland, i skovene omkring skisportsstedet Branäs vrimlede det stadig med elge. Bestanden havde ganske vist toppet i midten af 1980’erne, men det første år jeg var med, havde jaktlaget på cirka 30 mand stadig omkring 40 elge på licensen…. og vi skød faktisk kvoten op hvert år.
Jeg købte min plads af en ældre dame i området, som ejede skov nok til at råde over fire pladser i jaktlaget, som hun solgte til danske jægere. Prisen var kun godt 3200 SEK, og selv om de svenske pesetas stod stærkere i forhold til danske kroner end nu, var prisen stadig inden for rækkevidde for en fattig dansk studerende. Ikke mindst i betragtning af, at kødet – som blev delt imellem deltagerne på jagten med millimeterdemokratisk nidkærhed – kom med tilbage til Danmark i en stor plastkasse.
Vi skulle jage i en uge med start den anden mandag i oktober. Køreturen derop tog små otte timer fra færgelejet i Helsingborg. Vi kørte om fredagen. Skydeprøven – som var obligatorisk for deltagelse i dette jaktlag – var om lørdagen. Planlægningsmødet i det lokale forsamlingshus, hvor det obligatoriske skænderi om strategien og ikke mindst fordelingen af kødandele til hundeførere og hjælpere blev overstået, var om søndagen. Mandag ved solopgang mødtes vi i skoven og jagede to store såter i løbet af dagen. En før og en efter frokost. Denne rutine blev gentaget til og med lørdag. Søndag morgen blev kødet fordelt ved lodtrækning om kasserne (som var stort set fuldstændig identiske). Sådan havde man gjort her i årtier. Traditionerne var lige så fasttømrede som de kirkelige højtider. Under elgjagtsugen lå lokalsamfundet stille. Mange lokale virksomheder lukkede simpelthen ned.
Vi var fire danske ud af de i alt cirka 30 jægere. Derudover var der en tysker, som havde købt en lille ejendom i området alene for elgjagtens skyld. Resten af deltagerne var enten lokale gamle gubber eller udflyttede lokale. De kendte alle hinanden, og der var masser af gammelt nag i spil imellem familieklaner og kliker med bund i årtiers sameksistens i udkanten af den svenske civilisation. Som dansker var man mere velkommen, end jeg havde forestillet mig. Det var tydeligt, at vi i manges øjne i højere grad var nye potentielt allierede end farlige fremmede. Vore medbragte tyske dåseøl var givetvis også hård valuta på venskabskontoen.
Første jagtdag
Det var med sommerfugle i maven, at jeg stillede på mødepladsen i skoven mandag morgen. Det var klart og stille vejr. Temperaturen var et par grader under frysepunktet. Alle var mere end klare til at komme i gang. Det tegnede til at blive en smuk dag, og vi skulle lægge ud med en af de mere sikre såter.
Passene – på dansk ville vi sige posterne – blev fordelt ved lodtrækning. En hel del af de gamle gubber havde været med i mere end 40 år. De vidste nøjagtigt, hvor der var størst sandsynlighed for at få elge for i dagens drev. Jeg trak nummer 27 og Pär Modén – en maskinfører hos en lokal entreprenør – skulle sætte mig af på passet.
Vi ræsede gennem skoven i hans firehjulstrækker. Stort set alle mænd i Värmland har en rally-kører i maven. Hvis ikke de kører som idioter på de små grusveje i skoven, er der reel grund til at mistænke, at der er et eller andet galt med dem. Der var imidlertid ikke grund til at tro, at der er noget galt med Pär. Vi kørte adskillige kilometer med skærverne sprøjtende i kaskader efter Nissan’en, inden han bremsede hårdt op ved synet af en lille rød plaststrimmel bundet om et grantræ i vejkanten.
Med tegn og fagter samt et uldent svensk i en lokal dialekt, som jeg ikke fangede så meget af, fik han forklaret mig, at jeg skulle følge skovsporet et par hundrede meter, til jeg passerede en myr – altså et sumpet åbent område – hvorefter jeg bare skulle sætte mig i skovbrynet på den anden side. Jeg hankede op i mine ting og gik forventningsfuld ind i skoven. Riflen blev ladt, da jeg forlod bilen. Pär ville komme ind og hente mig, når drevet var overstået.
Da jeg havde gået 300-400 meter i tæt skov begyndte jeg at undre mig. Var jeg blevet sat af det rigtige sted? Der var helt sikkert ingen myr i skoven og dermed heller intet skovbryn ud til myren. Jeg havde ingen jagtradio, og drevet var enten i gang eller tæt på at gå i gang. Jeg vidste, at jeg var meget langt fra nærmeste naboskytte og havde i princippet ingen ide om, hvor han befandt sig. At vandre rundt i skoven ville ikke bare være dumt. Det ville også være dødsensfarligt. ”Man bliver på sit pas”, var en af parolens vigtigste punkter.
Jeg gik lidt længere ind ad sporet, men skoven blev ikke mindre tæt. Da jeg havde gået 600-700 meter besluttede jeg mig for blot at sætte mig et sikkert sted i ly af nogle store klippeblokke og vente på, at drevet var overstået. Jeg satte mig godt tilrette. Bandede lidt for mig selv, men besluttede mig for at fine den gode stemning frem. Shit happens, og dette var jo blot det første drev af mange den uge.
Hundeføreren finder mig
Der var gået næsten fire timer, fra jeg var steget ud af bilen. Der var ikke en vind, der rørte sig, og der var fuldstændig stille i skoven. Jag kunne ingen steder se længere end 30 meter imellem de mosbegroede stammer og det eneste dyreliv, jeg havde set, siden jeg havde sat mig, var en lille flok drosler, der hurtigt passerede mit pas i starten af drevet. På daværende tidspunkt havde jeg ingen anelse om, at dette mit første elgpas var nærmest arketypisk. Der sker simpelthen sjældent så meget, imens man venter på elge i en svensk efterårsskov. Mange jægere har ikke tålmodighed til det, og timerne bliver uendeligt lange, medmindre man har en udviklet introvert side af sin personlighed, man kan finde frem og fordybe sig i sit eget tankeunivers med.
Jeg sad sammenkrøbet på skovbunden med armene over kors og ryggen imod en mosbegroet klippeblok. Jeg var langt væk i en eller anden tankerække, da jeg hørte den svage lyd af en lille kvist, der knækkede. Jeg lyttede intenst, men der skete ikke mere.
Efter nogle sekunder rejste jeg mig op og fik ret øjeblikkeligt øje på en skikkelse i skoven 15-20 meter skråt bagude. Et par ranke ben. Personen stod helt stille imellem nogle unge tætte graner med masser af tynde visne grene fra jorden og op. Jeg stod selv helt stille, og da vi have stirret på hinanden i 10-15 sekunder slog tanken mig, at det nok var en hundefører, der – lige som mig – havde hørt en lyd og nu stod og forsøgte at indkredse kilden. Jeg greb resolut min orange kasket vinkede stort og sagde ”Hej!”
I næste sekund så jeg en stor bevægelse i virvaret af grene mere end 2,5 meter over hundeførerens fødder. Silhuetten af et stort hestelignende hoved svingede i min retning. Nogle tynde cykelstyr strittede ud til hver side. Tiøren faldt i slowmotion gennem min frysende hjerne. Jeg ved til dato ikke, om jeg bare tænkte det eller sagde det højt for mig selv:
”Shit. Det er s’gu en elgtyr!”
Feberskud
Tyren steppede lidt rund og gjorde mine til at stikke af, imens jeg greb ud efter riflen. Da våbnet kom i anslag, var det store dyr i fuld gang med at dreje væk fra mig, men jeg fik sendt en kugle skråt ind i bringen på den, inden den i et mægtigt spring brasede højlydt igennem granerne. Det gik så stærkt, at jeg ikke så en chance for et opfølgende skud, og jeg kunne blot stå og lytte på tyrens flugt. Der gik næppe mere end 20 sekunder, før jeg hørte den bragende lyd af elgen, der faldt som et træ i skoven. Bukkefeberen skyllede ind over mig, da jeg indså, at jeg havde nedlagt min første elg.
Pär havde selvfølgelig sat mig af det forkerte sted. Han havde også glemt, at han skulle hente mig. Der gik derfor nogle timer – og en runde signalskud – inden jeg blev fundet, og elgtyren blev bjærget. Der skulle dog betydeligt mere til at slå skår i jagtglæden den dag.
Jeg har nedlagt nogle stykker siden. I gennemsnit bruger jeg godt fire lange jagtdage pr. elg. Der er masser af tid til fordybelse. Der er masser af hårdt arbejde med at bjærge de store dyr ud af skoven og slagte og partere dem. Der er masser af hyggeligt samvær med erfarne svenske jægere. Men der er først og fremmest masser af alenetid i skoven og langt – som i MEGET langt – imellem skudchancerne. Det har jeg lært mig at sætte pris på.
Måske er jeg en anelse jagt-masochist?
Af Steen Andersen
Elgen er det største medlem af hjortefamilien, og siden årtusindskiftet har elgslægten Alces været delt i to arter, henholdsvis Alces alces, som er forekommende i Europa, og Alces americanus, som forekommer i Nordamerika, Mongoliet og i Sibirien.
Disse to arter er så opdelt i en række underarter, som knytter sig til forskellige geografiske lokaliteter.I et evolutionært perspektiv er elgen en ung art med blot et par millioner år på bagen, og de ældste fossiler af den europæiske elg, som vi kender den i dag, er blot 100.000 år gamle. Til sammenligning tjener, at de øvrige hjortearters stamfædre er 9-12 millioner år gamle.
I den nyere geologiske tid har elgene haft to stærke opblomstringsperioder, som falder sammen med istidernes ophør. Samtidig har elgen været på rette tid og på rette sted, da det varmere klima gav grobund for skov, der fortrængte den tidligere subarktiske tundra.
Elgen spiser nemlig blade, kviste, bær, frø og vandplanter. Den er ofte alene, dagaktiv og langsomt gående, og det passer sig godt for et, dyr der går inde i de tætte skove, som giver god beskyttelse mod såvel rovdyr som datidens stadig flere jægere og samlere. I pressede situationer kan elgen dog godt komme op i fart og har en anslået tophastighed i nærheden af 60 km/t.
Elgene udviser temmelig stor geografisk variation. Det er således velkendt, at elgene i det nordlige Sverige er større end elgene i det sydlige Sverige. En svensk elgtyr opnår sin maksimalvægt, lige når brunsten og jagtsæsonen går ind, og runder på dette tidspunkt en gennemsnitlig vægt på mellem 380 og 540 kg. Fra tid til anden rapporteres om meget tungere tyre med en vægt på 600, 700 og i få tilfælde helt op til 800 kg. Det er samme vægtklasse, som den største elgunderart i Alaska (Alces alses giga) befinder sig i.
I Sverige bliver elgkøerne jævnligt både 10 og 15 år gamle. Tyrene har potentiale til at nå samme alder, men gør det sjældent på grund af det udtalte jagttryk.
Trofæet
Elgtyrene har horn, som kastes hvert år.
Typisk er tyrene to år gamle, før man kan erkende det første sæt horn, de klassiske pintyre, som har en hovedprydelse, der fra tid til anden minder om et cykelstyr.
Tyrenes hornpragt kulminerer, når de er mellem seks og 12 år gamle.
Hornene forekommer i to ganske forskellige udgaver: De cervine horn, som er stærkt forgrenede uden tydelige skovle, og så de palmate horn, som præsenterer de meget karakteristiske skovlformede plader, som hornspidserne stikker ud fra.
Hornene kastes typisk lige efter årsskiftet, og fra det tidlige forår begynder de nye horn at vokse frem. Der er rapporter om, at hornene kan vokse med op til en tomme i døgnet.
De nye horn fejes i august/september og er således klar til brunsten, som falder i september/oktober – samtidig med at jagten går ind.
