Klubben for F.T. Spaniels afholdte sit første Danske Markprøvemesterskab i 1995, og med undtagelse af 1 år, hvor man måtte aflyse pga. store snemængder (2010), har man hvert år siden afholdt denne topbegivenhed først i december måned.
I 2018 var således 24. gang, klubben inviterede til årets største arrangement, og for første gang siden starten var de to racer, klubben repræsenterer, adskilt sådan, at FT Springer Spaniel afholdte deres Mesterskab lørdag den 8. december på Bregentved Gods på Sydsjælland og FT Cocker Spaniels afholdte deres Mesterskab dagen efter, søndag den 9. december på Schackenborg Gods, som er beliggende i Sønderjylland.
Når Klubben for F.T. Spaniels bruger ordet ”markprøve”, er der altid tale om et arrangement, som afholdes i jagtsæsonen, fordi en markprøve er rigtig jagt, hvor der fældes vildt over hundene. Når vi bruger ordet vildt, er der typisk tale om jagtbart flyvende vildt, typisk fasaner og snepper, men harer indgår også i afprøvningen.

Hjælperne gør sig klar.
Selve afviklingen af mesterskabet foregår som en såkaldt ”parsøgsprøve”, hvilket betyder, at der er to hunde oppe samtidig, som bevæger sig frem i terrænet på en linje. Ved hver hund går hundeføreren, en dommer samt to skytter. Det er så meningen, at hundene skal afsøge området for vildt. En Spaniel er det, man kalder en stødende jagthund, dvs. at når den finder vildt, støder (flusher) den det direkte. Dette betyder, at hunden aldrig må arbejde længere væk fra føreren (og skytterne), end det er muligt og forsvarligt at kunne afgive skud til det flushede stykke vildt. Dette betyder reelt, at hunden aldrig må arbejde længere væk fra føreren end ca. 15 meter. Hunden skal stoppe så snart, den flusher vildt og må efterfølgende kun sendes på apportering, når dommeren giver tilladelse hertil. Såfremt hunden ikke fejler, vil den blive kaldt ind to gange – en gang under hver af de to dommere. Når alle hunde (som ikke har fejlet) har haft ”et slip” hos begge dommerne, vil dommerne trække sig lidt tilbage for at blive enige om, hvordan de enkelte hunde skal placeres indbyrdes. Hvis dommerne er i tvivl, og f.eks. har to hunde eller flere til at stå ens, vil de typisk bede om et ”run-off” mellem de to eller flere hunde, tvivlen drejer sig om. I et run-off skal de to hunde arbejde tæt sammen, og her bliver det hele afgjort på hundens fart og stil, når den søger terrænet af.

Tiptopjack Thrift af Laycan i flot stil.
Hele afviklingen og bedømmelsen af en prøve foregår efter regler nedskrevet i et markprøvereglement, og yderligere findes også en dommervejledning. I reglementet er nedskrevet diskvalificerende fejl, belastende fejl samt selvfølgelig også fortrin, den enkelte dommer skal tage hensyn til under sin bedømmelse. Præmieringerne består maksimalt af en 1. Vinder, 2. Vinder, 3. Vinder, 4. Vinder, og så kan hunde efterfølgende opnå ”et bestået”. Dommerne behøver ikke at bruge hele præmierækken, men kan alt efter hundenes kvalitet f.eks. undlade at give en 1. Vinder. De kan også nøjes med f.eks. en 1. Vinder, 2. Vinder og resten ”kun” bestået. Det er helt op til de enkelte dommere at vurdere.
Markprøvemesterskaberne er meget store arrangementer, som oftest med mange tilskuere og deltagere, og netop det at deltage kræver kvalifikation, hvor hunden skal have opnået høje præmieringer på markprøver afholdt tidligere på sæsonen, ligesom de forsvarende markprøvemestre altid er kvalificerede til at forsvare deres titler fra sidste år.
De udvalgte terræner for afholdelse af så stor en begivenhed kræver også, at der er mange fugle på terrænet, ligesom størrelsen af terrænet skal være så stort, at de deltagende hunde alle kan arbejde i nyt terræn.
Det er efterhånden en tradition, at Klubben altid inviterer udenlandske dommere til at dømme Mesterskaberne, og i år var inviteret Nordireren Ivan Wilson og Ireren, Norman Blakeney. Begge dommere rutinerede og kendte hundeførere og opdrættere fra deres hjemlande.

Søren Kold med Hunting Hills Chili gør sig klar.
Markprøvemesterskab 2018 for F.T. springer spaniels
blev afholdt den 8. december 2018 på Bregentved Gods.
18 hunde deltog, og hver hund havde tidligere på sæsonen opnået enten en 1. Vinder eller 2. Vinder for at kunne deltage.
Vejret var for at sige det ligeud, forfærdeligt med konstant regnvejr og kulde, og det gav svære betingelser for alle. Vejret stillede store krav til hundene og ikke mindst terrænværten, som måtte kæmpe for at holde fasanerne på terrænet, hvor hundene skulle arbejde.
Det var dog imponerende at se, hvor godt hundene arbejdede under de svære forhold, og at kvaliteten var stor, bevidnes af, at kun fire af de 18 startende hunde udgik efter 1. runde.
Efter en kort frokost fortsatte de resterende 14 hunde til 2. Runde, hvor yderligere to hunde begik diskvalificerende fejl, der sluttede deres deltagelse.
Efter at de to dommere havde sammenlignet deres dommerbøger, blev tre hunde kaldt frem til run-off, hvor de konkurrerede to og to mod hinanden. Kort efter var prøven slut, og den store skare af mennesker og hunde bevægede sig tilbage til Bregentved Gods. Tiden var efterhånden blevet så fremskreden, at dagslyset var slukket, da præmierne blev uddelt. Det var et bugnende gavebord sponseret af mange gavmilde sponsorer.
Resultatet for FT Springer Spaniels blev:
1. vinder og Markprøvemester 2018, Vinder af Kennel Hammerguns pokal til bedste hanhund:

DK FTCh Guns Choice Duncan af Gunsmoor, ejet og ført af Frank Nørby.
2. vinder: DK FTCh Hagghouse Racer af Flushmore, ejet og ført af Henrik Hansen
3. vinder og vinder af DJ vandrepokal til Guns Choice: Emerald Hero af Havredal, ejet og ført af Lasse Sloth
4. vinder: Helmsway Hero af Blackmoor, ejet og ført af Michael Frank Rasmussen
Bestået til følgende hunde:
- Curlewsky Crusader af Guns Choice, ejet og ført af Jesper Brahe
- DK FTCh S FTCh Fetch Ibi af Sweepstake, ejet og ført af Mikael Jensen – vandt ligeledes pokalen til bedste dansk opdrættede tæve.
- DK FTCh Sugarbullet Stormster, ejet og ført af Benjamin Olsen

Schackenborg den 9. december 2018.
Markprøvemesterskab 2018 for F.T. cocker spaniels
Som en fortsættelse af det gode arrangement blev Cocker Mesterskaber afholdt den 9. december 2018 på Schackenborg Gods.
17 Cockere var kvalificerede til deltagelse med mindst et ”bestået” opnået tidligere på sæsonen, og med afbud fra to hunde deltog 15 Cockere.

Mikael Jensen og Sweepstake Rema venter på deres første slip.
Selvom der ind imellem kom en regnbyge, var vejret langt bedre end dagen før, og det gav et bedre flow af prøven dagen igennem. Samtidig havde skytte Martin Petersen forberedt hele scenariet optimalt, og det betød, at fuglene sad, hvor de skulle, hvilket gav Cockerne fine betingelser for at vise, hvad de kunne.

Lille udpluk af tilskuerne til Cocker mesterskabet.
Syv af de deltagende hunde udgik desværre i 1. Runde og yderligere to i 2. Runde, hvilket betød, at der var 6 hunde tilbage til at kæmpe om præmieringerne. Efter gennemgang af deres dommerbøger ønskede dommerne at se to hunde i run-off, og det var hurtigt afgjort, hvilket betød, at Cocker Mesterskabet allerede sluttede omkring kl. 13.00. Der var arrangeret flot præmieoverrækkelse på selve Schackenborg Slot med følgende resultat.

Cocker Mesterskabspræmieringer fra venstre mod højre: Mikael Jensen, Kent Kristensen, Søren Kold, Karin Meulengrath, Kristian Wilken Petersen og Jesper Brahe.
Resultatet for FT cocker spaniels blev:
1. vinder og Markprøvemester 2018: DK FTCh Sweepstake Rema, ejet og ført af Mikael Jensen.
2. vinder: DK FTCh Tiptopjack Thrift af Laycan’s, ejet og ført af Kent Kristensen
3. vinder: DK FTCh Hunting Hill Chili, ejet og ført af Søren Kold. Vandt endvidere Kennel Sweepstakes vandrepokal for ”Bedste apportering” samt Kennel Imperials vandrepokal til ”Bedste dansk opdrættede Cocker på Mesterskabet.
4. vinder: DK FTCh Meulengraths Walisiske Solstorm, ejet og ført af Karin Meulengrath
Bestået til følgende hunde:
- Craiwarn Wendy Darling, ejet af Mikael Jensen, ført af Kristian Wilken Petersen
- Guns Cboice Briarwisp Bomber, ejet og ført af Jesper Brahe

1. vinder og Markprøvemester 2018: DK FTCh Sweepstake Rema, ejet og ført af Mikael Jensen.
Til orientering blev der som altid optaget professionel video af begge mesterskaber, og disse vil kunne ses gratis i løbet af februar måned ved at gå ind på klubbens hjemmeside: www.ftspaniels.dk.







