Man kan allerede høre latteren og de kammeratlige drillerier, da jeg stiger ud af bilen. Inde i klubhuset er en broget flok jægere i gang med morgenens første kop kaffe og de første røverhistorier. Atmosfæren i Næstved Strandjægerforenings klubhus, som ligger klods op af Karrebæk Fjord på Sydsjælland, er helt særlig: På væggene hænger der udstoppede geddehoveder, over spisebordet svæver en lokkeand, og knagerne på knagerækken er ikke af rådyrhove, men af andefødder fra fjordens forskellige arter.
Jægerne om bordet er samlet til den årlige blishønsejagt, en traditionsrig jagtform, som har dybe historiske rødder i de sydsjællandske fjorde. Et par af de ældre herre ved bordet beretter om jagter, som ligger 40-50 år tilbage, og hvor paraderne efter sigende kunne overstige et trecifret antal ”blæshøns”, som navnet udtales på disse kanter. En parade af denne størrelse er dog ikke målet med dagens jagt, selvom tidligere rekognoscering på fjorden har afsløret et ikke ubetydeligt antal fugle.
Karavane over fjorden
Efter morgenbrødet er skyllet ned med de sidste dråber kaffe, er det tid til jagt. Ude i kulden bliver en jolle og to større motor-pramme søsat, mens en række trækjagtspramme bliver slæbt til bådrampen, som til sidst er et stort virvar. Mænd, redningsveste, geværer og patroner bliver læsset i de større både, og med prammene på slæb sætter vi afsted over den spejlblanke fjord, som var det en anden ørkenkaravane.
Stemningen er lige så høj, som fjorden er smuk denne morgen, og drillerierne forsætter over radioerne på tværs af bådene. Man kan høre hvinændernes hurtige vingeslag, pibeændernes fløjten og gråændernes rappen fra alle hjørner af fjorden. Imens flyver den ene v-formation af bram- og grågæs efter den anden over os. Januar-frosten har virkelig presset nogle fugle ud på fjordens brakke vand, som til nøds stadig modstår at fryse helt til. Dele af fjorden er dog belagt af et tyndt islag, og havde det frosset blot et par grader mere den foregående nat, havde vi nok ikke kunne nyde denne dag på vandet.
En udskældt jagtform
Blishønsejagten har gennem tiden været en kritiseret jagtform, der specielt har været under beskydning fra Dansk Ornitologisk Forening, og ord som ”massedrab” og ”blodblad” har desværre også prydet nogle avisartikler. Siden man i midten af 80’erne forbød motorbådsjagt i mange af de danske fjorde, er vildtudbyttet af blishøns dog faldet drastisk fra 90-100.000 til et stabilt årligt udbytte på 10-20.000 fugle.
Man kommer dog ikke udenom, at jagtformen til stadighed kan virke noget grafisk og larmende fra udefrakommende, selvom den i dag bliver drevet mere manuelt uden brug af motorer under selve jagten. Grunden til dette er, at blishønsejagten ofte foregår i små fjorde, hvor andre naturbrugere langs fjorden kan følge med. Dertil involverer jagten mange skytter, forholdsvis store parader og hertil nødvendige fangstskud til anskudte fugle. Af denne årsag holder Næstved Strandjagtsforening kun én årlig blishønsejagt.
Blishønen (Fulica atra)
- Årlig Afskydning: 10-20.000 stk.
- Jagttid: 1. okt. til 31. jan.
- Jagtform: Ofte opsøgende jagt, da fuglene ikke i samme grad trækker morgen og aften som ænder og gæs. Ammo: Blishønen er ikke specielt skudstærk, så en standard-ladet 12/70 patron i str. 3-5 er et fornuftigt valg.
- Generelt: Blishønen er en almindelig dansk ynglefugl, som ofte holder til i søer og moser. Men hen på efteråret trækker mange ud på de brakke fjorde, hvor de ofte samler sig i store flokke.
”Hvad gør I med alle de fugle?” er et spørgsmål, som blishønsejægerne ofte bliver mødt med. I Næstved gør man en dyd ud af at rengøre fuglene umiddelbart efter endt jagt. Her skærer man både bryster og lår af, og det kød, som ikke går direkte i jægernes egne gryder, får foreningen lavet til spege- og grillpølser. Disse pølser er det store tilløbstykke ved den årlige foreningsdag i Næstved. Her stiller strandjægerne op med grillen og sælger brød og dertilhørende gratis vildtpølse. Det er tiltag som disse, der forhåbentlig er med til, at blishønsejagten og jagten generelt vinder større accept blandt kritikerne
Fællesjagt på vandet
På vejen over fjorden forsøger vi at hverve et par pramjægere til at deltage i hønsejagten. Vi mangler skytter til at danne en solid kæde, men forstår godt deres afslag med det antal fugle, som trækker rundt på fjorden denne morgen. Fremme ved en lille ø gør vi grejet klar og fordeler os i de mindre trækpramme.
Det er ikke tilfældigt, at øen er vores udgangspunkt for jagten. En stor flok blishøns med flere hundrede fugle ligger ikke langt herfra, og samtidig fungerer øen som barriere og tragt, hvor fuglene bedre kan kontrolleres af de relative få jægere, der er mødt op til dagens jagt. På mange måder er blishønsejagten sammenlignelig med en klassisk dansk fællesjagt på land. Som med fasaner er man nødt til at være strategisk og benytte landskabet til jægernes, fordel for ellers kan man hurtigt miste en masse fugle i et hul i skyttekæden. Det er en problematik, som vi senere får at opleve.
Et mindre hold af de mere garvede blishønsejægere er fællesjagtens drivere denne dag. Sammen sejler de afsted og står for forsigtigt at guide den store flok af blishøns hen til den ønskede position mellem øen og land. I større og mindre flokke begynder fuglene efter planen at gå i ’fælden’. Dog følger nogle af fuglene ikke opskriften og flyver over driverne og længere ud på fjorden, som om de havde lært lektien fra tidligere år.
Resten af selskabet, heriblandt et par spændte nyjægere, ligger side om side i deres pramme helt inde under land. Indtil blishønsene er guidet på plads, har vi fået besked på at holde os helt i ro. Uden den store dramatik ligger der nu en anselig flok vandhøns midt i tragten. ”Luk hullet nu!” lyder beskeden over radioen, og mere eller mindre koordineret ror vi afsted fra vores skjul langs strandbredden.
Kunsten er nu at danne en kæde med lige store huller mellem skytterne de steder, hvor land ikke hjælper os med at holde på fuglene. Denne opgave er dog lettere sagt end gjort. Det kolde vejr har muligvis sorteret fårene fra bukkene, og med et lidt svagt fremmøde til dagens jagt må vi hurtigt sande, at skyttekæden nærmere bliver hullet som et rødspættegarn end en si.
Råberi og buketter
Vi får samlet os omkring fuglene, og panikken begynder at sætte ind både blandt blishøns og jægere. En stor portion fugle øjner pludselig muligheden for at undslippe fælden og flyver i samlet flok ud af et stort hul i skyttekæden. Der bliver råbt og givet ordre på kryds og tværs for at få folk til at rette ind, men det er som om, at kommandoerne er blevet fortolket et par gange, inden de når frem til sidste mand i kæden.
Til sidst får vi dog nogenlunde styr på situationen, og ved en etapevis indrykning på den skrumpede flok af blishøns får de fleste af skytterne præsenteret fine buketter af fugle. Som det ofte er tilfældet med blishøns, får en del af fuglene ikke meget luft under vingerne, og de får lov at passere. Flere fugle formår dog både at tage højde og fart, idet de flyver over prammene, et flot syn! De deltagende nyjægere har en rigtig succesoplevelse og kan nu afkrydse blishøne i jagtjournalen. At dømme ud fra deres ansigtsudtryk har de vist fået smag for jagten på den fri vildtbane.
Festlighederne varer ikke længe, og så går opsamlingen i gang. De nedskudte fugle bliver samlet op, og det samme gør de patroner, som er blevet skudt ud af siden af halvautomaterne eller tabt i kampens hede. Fjorden er spejlblank, og selv en patron, som stikker halvt op ad vandet, kan ses på lang afstand, så alt bliver samlet op. Helt uundgåeligt er et par fugle anskudt, men i modsætning til dykænderne er blishøns forholdsvis nemme at sejle ind og affange, så det arbejde er hurtigt overstået.
Tilbage på strandbredden bliver termokanderne fundet frem, mens man snakker om de gode skud og de fugle, som undslap. Dagens selvudnævnte jagtfører diskuterer slagets gang. Det er lidt uvist, om man opnår enighed, men alle har til sidst et smil på læben.
Isbryder og fuglebryster
Geværerne er pakket i foderalet, prammene spændt for trækbådene, og hjemad det går. Benny fører an og kan ikke lade være med at udfordre skæbnen: De andre både fører båden den modsatte vej om øen og direkte imod den del af fjorden, som er tilfrosset. Resten af slænget i båden mumler lidt uroligt, men Benny lader sig ikke påvirke til at vende om og styrer direkte imod den flere hundrede meter isbræmme.
Vi kigger lidt skeptisk på hinanden, da båden begynder at bryde den første is, og alt knager og brager. Håndtaget på påhængsmotoren er vredet helt i bund, men den tungt læssede båd taber fart, da isen bliver gradvist tykkere. Til sidst sidder vi og vipper både fra side til side med vores kropsvægt for at bryde isen, og stødt og roligt æder vi os igennem isen. Hertil skal det nævnes, at isen var mere grøn end hvid, da det tydeligvis havde været nattesæde for tusindevis af gæs de seneste nætter. Da vi endelig bryder fri og rammer åbent vand, kan vi ånde lettet op, og det samme kan mændene i bådene bag os. Det havde ikke været så ligetil at skulle vende hele karavanen midt i ishavet.
Snart er klubhuset i sigte, og fremme ved bådrampen begynder ophalingen og rengøringen af alle prammene. Sammenligningen med den traditionelle fællesjag på land går kun på selve jagtudførelsen, for før at blishøne ligger hjemme i gryden, skal der arbejdes hård. Men for mange er det hårde arbejde og følelsen af, at man har fortjent sit bytte, netop det, der gør pramjagten speciel. Først nu bliver paraden lagt op, og med et par fugle eller tre per mand er det langt fra tidligere års parader.
Folk er dog godt tilfredse og har haft en god og hyggelig dag i de smukkeste rammer med en blank fjord og en utrolig mængde fuglevildt. Ikke sent efter det obligatoriske paradebillede og assisteret af en enkelt kold øl begynder rengøringen af fuglene.
