ABONNER OG FÅ MERE ADGANG TILMELD NYHEDSBREV

Godt hundearbejde – er en vigtig del af drivjagten

Det var imponerende at observere hundenes gå på mod og utrættelighed. En time inde i drevet begyndte de igen at halse. Det var tydeligt at høre på hundenes glamren, at de havde stillet et vildsvin ikke langt fra os.

TEKST: JENS CHR. ANDERSEN, NIELS PETER ANDERSEN, JONAS KILDEGAARD. FOTOS: JONAS KILDEGAARD.

På en kold og frostklar novemberaften ankom vi til det tyske Jagtslot, Sloβ Gadow i Brandenburg.
Allerede inden vores ankomst var der et vildsvin, der havde krydset vejen foran os, så forventningerne var sat til de kommende dages jagt.

Næste morgen vågnede vi til jagthornsblæsen i det fjerne, hvilket hurtigt bragte os i den helt rette stemning forud for jagten. Sneen dalede under parolen, mens skovfogeden gennemgik en dybdegående ”Belehrung” på bedste tyske maner, hvorefter jagten blev blæst i gang.

Skytter og hundefolk blev herefter opdelt i hold. Driverne havde hver især fået tildelt et område, som de skulle afdække. Man kunne tydeligt mærke på hundene, at de var tændte og klar på dagens opgave. Vores hold bestående af en Ruhåret Hønsehund, to Westfalenterrier og seks Ruhåret Dværggravhunde skulle afdække et område på 150 hektar, hvilket i sig selv er en stor opgave, når det skal gøres indenfor 3 timer.

Nogen tid før havde der været et større stormfald i området, og dette uvejsomme terræn gjorde ikke opgaven nemmere for hundene og deres førere. Drevet startede i en tykning med skovfyr, og allerede indenfor for få minutter kunne vi høre hundene halse, og dermed vidste vi, at det første vildt var rejst. Det var ganske imponerende at opleve hundenes gåpåmod og utrættelighed. En time inde i drevet begyndte hundene igen at halse, og på deres glammen kunne vi høre, at de havde stillet et vildsvin ikke langt fra os.

Det fik de jaget ud til den nærmeste skytte, som udnyttede chancen og nedlagde vildsvinet, der forendte på stedet. Da vi kom frem til skytten kunne vi se, at der var tale om en stor keiler.

Det var tydeligt at mærke stoltheden hos hundeførerne, når hundene havde gjort et godt stykke arbejde, og for dem var det langt mere spændende, at være med som hundeførere frem for at side i et tårn og fryse på anstand.

Vildsvinedebut

Denne jagt var samtidig Rene Niklas Wendt første vildsvinejagt, og han kunne efterfølgende berette:

”Posten jeg fik tildelt var den yderste i området, og den var beliggende i et tæt krat, så det ville blive korte skudafstande. Nu var det bare at håbe på, at drevet ville bringe vildt til min post. Ventetiden blev kortere end jeg havde turde håbe på. Efter 40 minutter så jeg skyggen af den første gris på 10-15 meters afstand, og lidt efter dukkede en flok på 7 vildsvin op ud af det bare ingenting. Der var frit skud til en af de midterste grise, så det var bare at tage skuddet.

Jeg havde jeg regnet med at resten af flokken ville sætte i løb forsvinde, så snart skuddet lød, men jeg blev noget overrasket, for i stedet for stoppede de op kiggede på mig. Jeg blev så befippet, at jeg ikke skød til den næste, selvom jeg havde repeteret og var klar til skud. Det har jeg lovet mig selv ikke at gøre igen!

 

Niels Peter og Jonas var fremme med hundene en times tid senere, og mit første vildsvin en frischling blev fundet 20-30 meter inde i krattet, forendt efter mødet med en godt placeret bladkugle. Efter at opbrækningen var overstået, startede den hårde del af arbejdet med at få slæbt dyret ud gennem stormfaldet og hen til opsamlingspunktet. Af de 6 skytter på mit hold, var jeg den eneste der havde haft heldet med mig. Ikke nogen dårlig debut.”

Da dagens drivjagt var vel overstået, havde de 80 jægere leveret 78 vildsvin og 26 stykker råvildt til paraden.

En af deltagerne på jagten var Jens Chr. Andersen som har specialiseret sig i at føre sine hunde på drivjagter i Tyskland. Her fortæller han om, hvordan han fører sin Meute (flok) som består af Ruhårede Dværggravhunde, Westfalenterrier og en Ruhåret Hønsehund.

Meute er den tyske betegnelse for en samling af støvere. I Dansk Jagtleksikon fra 1944 beskrives Meuternes betydning for datidens jagt og hundenes anvendelse. Meuterne brugte man fortrinsvis til vildsvin og kronvildt, hvor de stillede det jagede dyr, hvorefter jægeren kunne affange dette.

I dag bruges meuterne stadig i Tyskland – dog med andre hunderacer og tit og ofte, hvor flere hunderacer indgår i den enkelte hundeførers Meute.

”Vi har taget denne måde at føre hunde på til os – dog på en mere nutidig og tidssvarende måde” siger Jens Chr. Andersen. ”Vi fører ikke så mange hunde. Hver hundefører har højst 4 hunde med. Vore hunde skal opsøge/finde vildtet selvstændigt, drive med det over kortere eller længere strækninger/tid for derefter at returnerer. Af og til driver 2 eller 3 hunde sammen, dette kan være en fordel på revirer med vildsvin eller dåvildt, for de har tit og ofte har en evne til at lede hundene rundt og rundt i de tætte tykninger.

Når vi har været på et revir 2-3 gange, er vi i stand til at vurdere, hvilke og hvor mange hunde vi skal bruge sammen. Vi har fundet ud af, hvor det er bedst at slippe de enkelte hunde, og hvor vildtet oftest opholder sig, og hvor det sandsynligvis vil søge hen, når det bliver drevet af hundene.
Vores fornemmelse og oplevelse er, at flere og flere revirejere og -lejere har fået en forståelse for, den måde de “små hunde” arbejder på. Vi får som oftest selv lov til at bestemme, hvor hundene skal slippes, og dette er mange gange i kernen af det område, hvori jagten foregår. I dag skydes der oftest med kugle, og antallet af skytter er færre. Områderne vi driver på er som regel over 100 hektar, og det gør, at vores hunde virkelig kommer til deres ret. Skytterne får klovvildt for, som kommer i moderat tempo, så der kan tages bestik af vildtart, køn og alder, inden de afgiver skud.
De fleste jægere sætter pris på de drivende hunde, der med vedvarende hals på foden af vildtet, fortæller jægeren, at der er vildt for, og at der muligvis opstår en skudchance. At sidde i en hochstand og høre hundene drive med vildtet er en fornøjelse, og det giver jagten yderligere spænding. Sanserne pirres, og man har en fornemmelse af at vildtet kan komme for, når som helst”

I dag består Højsletgaards Meute af de 2 hundeførere Jens Chr. Andersen og sønnen Niels Peter, som driver med 1 Ruhår, 2 Westfalenterrier og 10 Ruhårede Dværggravhunde. ”Vi forventer, at øge Meuten med en Ruhår og en Westfalenterrier mere i Meuten i det kommende år ” fortæller Jens.

Racernes funktion i Højsletgaard Møten

Der indgår tre forskellige hunderacer i vores meute, som består af Ruhåret Dværggravhunde (RDG), Westfalenterrier (WFT) og en Ruhåret Hønsehund (RH) fortæller Niels Peter Andersen.

Som hundefører af de tre racer kræver vi, at alle hundene driver med hals på fod af vildt (spurlaut), og at de kan stille anskudt vildt med standhals.

Hver af hunderacerne jager forskelligt, og de har hver deres spidskompetencer. I Meuten supplerer de hinanden godt under jagterne, både når de jagter sammen eller hver for sig.

 

Gravhund

Gravhundenes store force er deres selvstændighed og funktion som støvere. Dette afstedkommer, at de typisk driver over længere distancer med vildtet, end WFT og RH gør. Dette oplever vi som et vigtigt element for drevene, da vildtet efter at være rejs ofte søger til de nærmeste tykninger og stiller sig, hvis de ikke bliver drevet med. Gravhundens fysik og sporfasthed gør, at de som oftest er langt bagefter vildtet, og at vildtet derfor ikke presses i samme grad, som hvis større og hurtigere hunde jagter dem. Vildtet passerer derfor som oftest skytterne i roligt tempo. Det betyder så, at skytterne får tid til at vurdere situation, samt udvælge det rigtige dyr til afskydning og afgive et forsvarligt skud.

Westfalenterrier

Vi anvender Westfalenterriere til jagter i både ind- og udland. Westfalenterrieren er en fleksibel race med stor jagtpassion uden dog at være for voldsom eller ustyrlig. I Tyskland bruges de primært til jagt på vildsvin, hvor de driver med fuld hals på færten af vildt. Deres korte drev på 2-5 minutter, samt deres moderate skarphed på vildsvin gør dem til en vigtig del af Meuten. Som regel har vi under drevet WFT´erne til at søge omkring os, da de som oftest er meget hurtigt tilbage efter et drev. I situationer hvor vildsvinene trykker hårdt, evner Westfalenterrierne at holde en tilstrækkelig sikkerhedsafstand til vildsvinene, og vi har derfor heller ikke oplevet alvorlige skader på dem. Det er et avlskrav for racen, at de før de indgår i avlen skal have bestået en brugsprøve, som består skudfasthed, vandarbejde, Spurlaut på harer, gravprøve og sweissarbejde. Racen har dermed gode anlæg for disse brugsegenskaber og med en drevtid på max 5 minutter har Westfalenterrierne dermed en stor berettigelse til jagt på mindre arealer i Danmark. Vi anvender derfor vores WFT´ere på stort set alle slags jagter i Danmark – store som små.

Ruhåret hønsehund

Som en del af Meuten fører vi en RH. I Meuten fungerer den som førerhund. Dens fysik og hurtighed gør, at den finder og rejser vildtet tidligere end gravhundene og terrierne. Dette kan være til ulempe for de små drivende hunde, da de derfor ofte kommer til at gå på gammel fært et stykke tid.

For at de små drivende hunde kan komme bedre til deres ret, og for at vildtet kan passere skytterne i roligt tempo undlader vi ofte at tage den ruhårede hønsehund med på tryk- og bevægelsesjagter i Danmark.

Til jagterne i Tyskland er vores Ruhårede Hønsehund derimod en fast og uundværlig del af Meuten, da den er fantastisk god til at opsøge og finde vildsvinene. Afhængig af situationen, vildsvinenes størrelse og antal, afventer den med at gå på helt nært hold af svinene, indtil enten vi eller andre hunde fra Meuten kommer og assisterer. Dette giver nogle fantastiske situationer, hvor vi får oplevet vildsvinene på nært hold og kan komme til skudchance. Det er utroligt, hvor meget der skal til for at trykke vildsvinene ud af tæt vegetation. Her er det helt klart en fordel med flere hunde, da deres mod så styrkes samtidig med, at vildsvinene trykkes fra flere sider.

Garmin GPS holder styr på meuten

Vi anvender Garmin Astro 320 GPS-systemet til alle vores hunde. Vi har 8 halsbånd af den nye T-5 mini type. Disse halsbånd er væsentlig lettere i forhold til det oprindelige T-5 halsbånd og gør, at de små Dværggravhunde ubesværet kan bærer dem. Systemet er let at bruge, når halsbåndene først er kodet ind. Vi har to modtagere, og hver hund bærer et nummereret halsbånd, så vi kan hold styr på, hvilke hunde der er hvor i skoven.

Kort tid før hundene bliver gjort klar til jagten med signalveste og halsbånd, tænder vi alle halsbåndene og de to modtagere for at lade dem søge hinanden, og i løbet af et par minutter har modtagerne fået kontakt med alle halsbåndene.

Vi foretrækker at slippe hundene midt i det område, som skal afdrives og helst langt fra befærdede veje, da hundene ofte søger tilbage til, hvor de er blevet sluppet.

Det hører heldigvis til sjældenhederne, at vi skal ud at søge hundene efter jagten, men af og til har det dog været nødvendigt. Sidste gang oplevede vi, at en af vores gravhunde, som havde en signalvest på, sad fast i en gren. Den havde af ren udmattelse ikke formået at trække vesten fri af grenen og kunne derfor ikke søge tilbage på bagfoden, som de normalt ellers er dygtige til gøre.

Det var ved at være mørkt, og jeg kunne se på GPS-trackeren, at gravhunden var 1,2 km væk fra paradepladsen. Jeg kørte straks i bilen, så langt jeg kunne i retning af, hvor GPS´en viste, at hunden var. 350 meter derfra parkerede jeg bilen og gik det sidste stykke til fods. Undervejs tændte jeg for lysfunktionen i halsbåndet. Jeg gik i direkte retning efter gravhunden, og da jeg kom ind på ca. 30 meters afstand, kunne jeg se et blinkende lys, og så vidste at jeg, jeg havde fundet vores gravhund. Hele seancen tog ca. 20 minutter, og bevidste systemets værd. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor lang tid det ville have taget at finde hunden uden GPS-systemet.

Et nyttigt jagt-redskab

Rent jagtteknisk kommer GPS-systemet os også til gode, da vi bruger det til at udlede informationer ud fra hundenes færden under drevet. Eksempelvis har vi gjort det til vane at markerer hundenes positionen på GPS`en, hvis en eller flere hundene cirkulerer rundt det samme sted i længere til. Det kan nemlig betyde, at hundene er ved at hetze et anskudt stykke vildt. Forholder hundene sig i ro det samme sted i længere tid, kan det betyde, at de har haft et vellykket drev, og at de nu står og rusker i det nedlagte vildt. Afhængig af situationen markerer vi disse positioner, så vi enten kan handle med det samme eller kan vente til efter drevet med lave en nærmere undersøgelse af hvad er er forgået. På vildsvinejagterne bruger vi især GPS-systemet til at finde vores Ruhårede Hønsehund, når den har taget stand for vildsvin, eller når den eller nogle af de øvrige hunde i Meuten har standhals uden for hørervide.

Vi bruger Brenneke patroner for sikkerhedens skyld

I Tyskland er det fuldt legalt at nedlægge vildt med brenneke patroner. Vi har taget tyskernes tradition i brug under drivjagterne, da brenneke-kugler i vores optik giver nogle helt klare fordele i forhold til riffelpatroner, for os som hundeførere. At førere våben i drevet på vildsvinejagt stiller store krav til disciplin og sikkerhed hos jægeren, da hundene ofte forholder sig tæt på vildsvinene, og situationerne er meget hektiske. Der afgives skud relativt tæt på hundene, og her har brenneke-kuglen den klare fordel, at den ikke fragmenterer, som almindelig jagtriffelammunition ellers gør, når det ekspanderer. Fragmenterne fra riffelkuglen udgør stor fare for hundene i disse situationer, da de risikerer at blive ramt af dem. Jeg har gjort det til min regel at skyde vildsvin med brenneke-kugle på den samme afstand, som jeg normalt ellers skyder råvildt med hagl på. Denne metode har fungeret fornuftig med sikre og præcise skud, og vildtet er forendt på lige så kort tid som med almindelig jagtriffelammunition.

Læs mere

Nyheder