Michael – min guide – målte afstanden til de otte dyr længere fremme på bjergsiden. Hans engelske var ikke så godt, så det blev på fransk i et tempo, jeg kunne forstå: ”Trois – zero – huit”. Jeg skruede kikkerten op på 300 meter og gav den et enkelt klik mere. Gemserne var nogenlunde i samme højde som os, så det gjaldt bare om at finde stabilt anlæg og skyde. Jeg lagde rygsækken foran mig og lod mig stille glide ned i liggende skydestilling. Min puls var skyhøj efter to timers opstigning.
Jeg forsøgte at finde dyrene gennem kikkerten, men en lille gruppe poppeltræer i en slugt midt imellem os og gemserne var præcis så høje, at de blokerede for et frit skud. Jeg ledte pustende efter en åbning i trætoppene, men der var ikke noget at gøre, jeg måtte nogle meter højere op med risiko for at blive opdaget af de årvågne dyr.
Jeg forklarede med tegn og fagter, at jeg ikke havde frit skud og ville forsøge at finde en bedre position. Michael nikkede, og vi rejste os på alle fire for at kravle op mod det næste lille plateau femten meter højere oppe.
Vi var dårligt kommet i gang med at kravle, før Michael stivnede midt i bevægelsen. Han stirrede op ad bjergsiden og hviskede ”Chamois! ”. Jeg kiggede op ad bjerget og så toppe af et par krogede sorte horn blive til en hel sort-hvid gemse imod horisonten, idet dyret trådte ud på et fremspring. Michael pegede på dyret og bøjede demonstrativt pegefingeren. Et klart signal!
Jeg fik vredet riflen af mig, smidt rygsækken og kom hurtigt ned i en god skydestilling. Der var ikke tid til afstandsmåling, og det var heller ikke nødvendigt, da afstanden tydeligvis ikke var mere end maksimalt 120 meter.
Gemsen stod med hele bredsiden mod os. Skudvinklen var i nærheden af 40 grader opad. Jeg fandt dens skulder i sigtet og klemte skuddet af. Jeg rejste hovedet, imens jeg repeterede og så til min forbavselse, at gemsen stod fuldstændigt stille og stirrede i vores retning. Tydelig vis ikke ramt! Der var ikke gået fem sekunder efter det første skud, før det andet var på vej….men seancen gentog sig.
Mens ekkoet af mit andet skud rullede mellem bjergene, blev gemsen stående som forstenet i et par sekunder, inden den langt om længe indså, at den befandt sig i en uholdbar situation og tog flugten over hals og hoved. Jeg indså min fejl i samme øjeblik, som det var for sent. Jeg havde i kampens hede glemt at stille kikkerten tilbage på de 100 meter, den var indskudt på, og havde derfor skudt over gemsen to gange i træk… På trods Michaels begrænsede forståelse af engelsk, kunne jeg se på hans grin, at han udmærket forstod den kavalkade af kraftfulde ord, jeg indædt hviskede gennem de næste sekunder….
Intet motiverer den indre jæger mere end et sviende nederlag. Trætheden i benene var med et trylleslag gledet fuldstændigt i baggrunden, og intensiteten var forhøjet – det var nu min selvagtelse, som stod på spil. At komme ned ad bjerget uden en nyskudt gemse var simpelthen ikke en mulighed…
Jeg skævede mod Michael, som stadig smilede bredt, efter de seneste minutters drama. Jeg pegede op ad bjerget og vinkede ham med. Den oprindelige plan var at klatre helt op til kammen og se, hvad der gemte sig i den næste dal. Vi var tilbage ved udgangspunktet…
Vi kæmpede os langsomt opad i de løse sten. Mine ben blev hurtigt tunge som bly igen og pulsen i mine ører hamrede hårdt og hurtigt. Jeg måtte trække vejret med vidt åben mund for at få luft nok …. og alligevel føltes det som om, at der blev mindre og mindre ilt til kroppen. Vi standsede og gik. Standsede og gik. Intervallerne blev kortere… og der var stadig et par hundrede højdemeter til toppen over rigtigt vanskeligt terræn.
Jeg smilede ved mig selv over, hvordan jeg måtte se ud i det øjeblik. Det kunne ikke være et behageligt syn. Et kæmpende menneske presset helt ud til kanten af sin fysiske formåen. Et forpint ansigtsudtryk og besværet vejrtrækning. Det morsomme var, at det føltes stik modsat. Det føltes som frihed. Jeg var lykkelig der på bjerget.
Michael var kommet nogle meter foran mig. Han standsede pludseligt op og fandt kikkerten frem. Efter et kort øjeblik signalerede han med en løftet tommelfinger, at der var gevinst. Jeg kravlede de sidste meter op for ikke at blive set.
Der gik en flok på fire dyr. Vi målte omhyggeligt afstanden. Den var lige godt 250 meter. Jeg dobbelttjekkede kikkerten og gav mig god tid til at finde en stabil skydestilling. Riflen blev spændt op. Michael havde bedt mig skyde det forreste dyr – en ung buk. Jeg tog en dyb indånding, åndede halvt ud og trak forsigtigt af med sigte på det punkt, hvor hals og krop mødes. Jeg ville for alt i verden undgå, at gemsen løb længere væk – for jeg skulle jo selv hente den….
Det sorte dyr sprang højt op i luften, da skuddet ramte. Den sparkede lidt med bagbenene, da den ramte jorden og begyndte at rulle ned ad bjergsiden. Sparkeriet ophørte efter nogle sekunder, men den rullede med stigende hastighed nedad på den stejle græsklædte skråning, 50, 100, 200 meter. Gemsen forsvandt ud af synsvidde, og michael sendte mig et bekymret blik.
Et godt stykke under os gik en lille sti på tværs af skråningen. Vi ville gå derned, og se om vi kunne spotte den døde gemse i det relativt korte græs. Det tog mere en tyve minutter at nå frem, selvom tyngdekraften nu var på vores side. Men ak – der var ingen gemse at se.
Da vi havde afsøgt alt, hvad vi kunne se over og under os, besluttede Micael sig for at gå 50 meter længere frem ad stien for at tjekke. Han var ikke nået ti meter, før han nærmest snublede over gemsen, som var standset lige midt på den smalle sti bag en græstue, som netop var stor nok til at dække den. Vi satte os ned og grinede. Lettede, glade og trætte – nærmest udmattede.
En lille del af mig blev på det bjerg. Der vil jeg vil altid længes tilbage. Solnedgangen over alperne blev ekstra fantastisk den eftermiddag.
