TEKST: TG. FOTO: RME APS
Stemningen er lystig og til tider højrystet. Omkring det rustikke bord i den lille jagthytte sidder Antonio fra Iberhunting, vores jagtarrangør, de lokale jagtguides Gabriel, Rafael og Francesco, amerikanske Rusty, min gamle ven Jesper og jeg selv. I glassene er der skænket op med røde druer fra Francescos egen bodega (vineri).
Snakken flyder på en blanding af spansk og engelsk, og berører alt fra amerikansk politik til kvindelige attributter og ikke mindst dagens jagtlige oplevelser. Indimellem flyver vittighederne hurtigere, end jeg kan repetere min gamle men altid velsmurte Sauer. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man forledes til at tro, at det var et gensyn blandt gamle venner, og ikke et blot få timer gammelt bekendtskab. Men som ofte når jægere mødes på tværs af sprog og kultur, er der øjeblikkelig forståelse og upåtaget oprigtighed. Det er øjeblikke som dette, som er en uundværlig del af jagten, og som er med til at gøre oplevelsen komplet og sikre, at den for altid lagres i hukommelsens dyb.
Vilde geder på ferieøen
Hytten vi sidder i ligger afsides på Formentor halvøen, der som en kroget finger strækker sig 10 km ud i Middelhavet fra Mallorcas nordligste spids. Det er samtidig her Mallorca’s Tramuntana bjergkæde starter eller slutter… alt efter synsvinkel. Tramuntana bjergene løber ca. 90 km. langs hele Mallorca’s nordvestvendte kystlinje og breder sig godt 15 km ind i landet.
At Mallorca er en populær, og af mange danskere elsket, feriedestination, ved vi alle, men at Mallorca også kan byde på førsteklasses jagt, var jeg indtil for nylig totalt uvidende om. Rejsen til ferieøen her i november, var da heller ikke booket med henblik på jagt, men blot for at tilbringe et par dage sammen med en gruppe gode venner.
I september var jeg så blevet opmærksom på et afsnit af Nak & Æd, hvor Jørgen og Nikolaj var på Mallorca på jagt efter en særlig Mallorcinsk vildged, Boc Balear. Den var jeg ikke bekendt med. Jeg kan imidlertid godt lide at kende lidt til Europas jagtbare vildtarter, og jeg begyndte derfor at søge lidt viden om bemeldte vildged. Det viste sig, at være en interessant historie om et vellykket naturbevaringsprojekt, der nu danner grundlag for en spirende jagtturisme på ferieøen. Ideen om at kombinere turen med lidt jagt var født.
Boc Balear
Den Mallorcinske vildged eller Boc Balear, er en helt unik art med en genetisk komposition, som kun findes på Mallorca. Den menes at nedstamme fra Asien og ankom til Mallorca for omkring 5000 år siden.
I mange år var arten truet bl.a. på grund af krydsning med undslupne tamgeder, som resulterede i en hybrid og medfølgende skader på økosystemet. Efter en storstilet og kostbar indsats er det imidlertid lykkedes i visse områder at redde dens særlige gentetiske sammensætning. Takket være dette arbejde er Boc Balear i dag et international eftertragtet trofæ, anderkendt af Safari Club International og indgår Grand Slam Club Orvis’ Capra World Slam Super 20 og 30.
Boc Balear kan bl.a. kendes på den rødlige pels, det karakteristiske sorte kryds over ryggen, sort skægt og åbne horn, der hos hannen vokser ud til siderne, og som i guldmedalje størrelse når en størrelse på 90 cm.
Jagten forgår i områder, der har været underlagt omfattende myndighedskontrol og detaljerede undersøgelser, der skal dokumentere bestandens størrelse, sammensætning, renhed og områdets bæredygtighed. Hvis området lever op til kravene udstedes et såkaldt Big Game Quality Certificate (BGQC). Kun områder der har opnået certifikatet, kan få tildelt licens til at jage et forudbestemt antal.
Der er flere outfitters, der tilbyder jagt på den Mallorcinske vildged, men man skal være forsigtig. Hvis din outfitter ikke har eller samarbejder med jagtreservater, der har de nødvendige tilladelser, er det højst sandsynligt ikke den ægte Boc Balear, du kommer til at jage, men en hybrid. Uden certifikatet er jagten også ulovlig, og du vil ikke kunne eksportere trofæet legalt. Det kan derfor være en god ide at se sig for.
Så vidt vi har fået oplyst, har myndighederne i 2017 udstedt licenser svarende til ca. 100 dyr.
En skidt start
Dagen var imidlertid startet knapt så muntert. Da vækkeuret ringede lidt i fem, kunne jeg straks mærke, at den influenza, jeg havde kæmpet med den sidste uge, endnu ikke havde sluppet sit tag. Jeg var tung i hoved og krop, og udsigten til en strabadserende jagt i uvejsomme bjerge var ikke just det, jeg følte mig mest oplagt til.
I samråd med outfitteren har vi sat 2 dage af til jagten for det tilfælde, at jagtlykken ikke skulle tilsmile os allerede den første dag. Et splitsekund overvejer jeg muligheden for at aflyse første dag, og så håbe at min tilstand bedres til dagen efter. Men jagt er jagt, og afvigelse fra planen er naturligvis utænkelig. Kl. lidt i 6 sidder vi derfor som planlagt i bilen med kurs nordover. Min gamle ven og rejsekammerat, Jesper, er i dagens anledning indforskrevet som chauffør og fotograf. GPS’en beregner køretiden til 50 min., så med et aftalt mødetidspunkt kl. 0700 er vi i god tid, tror vi. Vejene er perfekte, og der er motorvej stort set hele vejen. Imidlertid lykkes det ikke mindre end 3 gange undervejs at vælge det forkerte spor i en motorvejsudfletning!
Klokken er derfor ti minutter over syv, da vi omsider drejer ind på tankstationen lige uden for Puerto de Pollenca, et lille fiskerleje, der ligger i bunden af bugten, der dannes af Formentor halvøen.
Jeg hader at komme for sent. Og jeg hader mindst lige så meget, når andre ikke kan overholde en aftale. Nu sad jeg imidlertid og håbede, at vore værter havde det afslappede forhold til tid, som sydeuropæere ofte har ry for at have, og at de derfor endnu ikke var ankommet. Imidlertid ser vi straks de 3 robuste SUV’ere, der holder opmarcheret og klar til afgang. Vi er ikke i tvivl om, at det er os, de venter på.
Der er stadig en halv times tid til solopgang, og de forrevne bjergtoppe bliver nu gradvist synlige i det tiltagende morgenlys. Jesper drejer hurtigt bilen op bag de 3 SUV’er, og jeg springer ud, stort set inden den holder stille. Straks bliver jeg mødt af Gabriel, den ene af vore guides for dagen. Vi hilser på hinanden, og jeg beklager straks vores lidt forsinkede ankomst. Gabriel trækker vejret dybt, og slår det hen, han rynker der på panden let og spørger om vi har spist morgenmad, og om vi ikke er sultne. Det er åbenbart ikke første gang, at han har mødt forsinkede og uforberedte turister. Men tak, vi har sørme spist og er klar til at komme på jagt, forsikrer jeg. Fint, siger han, og introducerer os for dagens andre 2 lokale deltagere, Francesco og den unge Rafael. Som den eneste af de 3 taler Gabriel et glimrende engelsk og forklarer hurtigt, at vi skal parkere bilen her og flytte vores grej over i deres biler.
Som sagt så gjort, og et øjeblik senere forlader de 3 SUV’er den lille tankstation med kurs mod de mørke bjergtoppe.
Dramatiske naturscenarier
Mens dagslyset langsomt bryder frem snegler kortegen sig op i bjergene og videre ud på Formentor halvøen. Her er åndeløst smukt og dramatisk, vild natur. Forrevne bjerge, lodrette klipper med 400 meter drop til havet, særegne klippeformationer og fyrretræer, der nærmest vokser ud af klippegrunden. Omkring den yderste tredjedel ligger ”Cala Murta”, der med sine ca. 1.000 hektar udgør et at de få områder, der har opnået det eftertragtede BGQC certifikat. Det er Boc’ens naturlige habitat, og det her vi skal jage.
Efter 20 min. drejer vi ind foran en ældre jerngitterport med adskillige advarselsskilte. Francesco springer ud og åbner porten, kortegen triller ind og stopper foran et par ældre huse. Det viser sig, at stedet fungerer dels som jagthytte, dels som lejrskole for lokale børn og unge. Her gør vi klar og skifter igen bil. Denne gang med den unge Rafael bag rattet kører vi 4 mand i landcruiseren ad de snoede bjergveje længere ud på Formentor halvøen. Francesco er blevet tilbage i jagthytten, så det endelige jagthold består af Rafael og Gabriel som guides, Jesper med kameraet og jeg selv med min gamle Sauer .308.
Næppe har vi forladt jagthytten, før en ung hun-ged springer ud foran bilen og forsvinder adræt ned af klippesiden, der på venstre side af bilen dropper mange hundrede meter ned mod vandet. Vejen er i god stand og med autoværn mod afgrunden, så man føler sig tryg. Det har dog ikke altid været sådan. En gammelt sagn fortæller om den lokale buschauffør og en præst, der ankommer til Sankt Peters port samtidigt. Det blive imidlertid kun chaufføren, der slipper igennem, da han har ledt langt flere mennesker i bøn.
På gedens hjemmebane
Efter ca. 10 min. holder vi ind til siden. Det er her jagten begynder. Mens jeg spænder den lille Savotta rygsæk på ryggen, konfererer Gabriel og Rafael lavmælt om vind og terræn. Det har blæst og regnet kraftigt den sidste uges tid. Der er nu opklaring på vej, men der er stadig drivende skyer her i de tidlige morgentimer. Det kan vise sig at blive til vores fordel. Når vejret bliver råt, søger dyrene ofte læ i slugterne og kan dermed være nemmere at finde.
Vi er ikke kommet langt ind i terrænet, før det bliver tydeligt, at vi nu er på Boc’ens hjemmebane. Den forrevne klippegrund sætter en naturlig begrænsning for hastigheden, man kan bevæge sig med. I hvert fald når man kommer fra flade Danmark. Rafael og Gabriel bevæger sig adræt fra sten til sten. Jesper og jeg gør, hvad vi kan for at hænge på. Hvert skridt kræver koncentration. Med jævne mellemrum stopper vore guides og afsøger terrænet fremad med kikkerten.
Stoppene bliver gradvist hyppigere, og jeg har på fornemmelsen, at det lige så meget er for at give os mulighed for at holde trit. Det er ikke til at se, at Gabriel for længst har passeret pensionsalderen. Jeg har lyst til at bruge min influenza som undskyldning for konsekvent at udgøre bagtroppen, men vejen til helvede er som bekendt brolagt med dårlige undskyldninger, så jeg holder mund og knokler på. Det hele sættes yderligere i relief, da Gabriel senere beretter, at han for et halvt års tid siden fik et nyt knæ..!
Sådan fortsætter vi en tid. Det dramatiske bjerglandskab fremhæves mod det endeløse og dybblå hav, der gradvist kommer til syne mellem klipperne, som vi rykker frem. Den spredte fyrretræsbevoksning danner skjul for fremrykningen og den friske morgenvind er rigtig i forhold til bevægelsesretningen. Temperaturen er kølig for årstiden og vel næppe over 10 grader. Selvom jeg småfrøs i begyndelsen, er sveden nu begyndt at pible frem i ansigtet. Jeg priser mig lykkelig over, at jeg har valgt at medbringe mine nye højskaftede Viking støvler med den stive sål. De er ideelle til terrænet.
Dyr i kikkerten
Så stopper guiderne brat, og går lidt ned i knæ. Det er tydeligt, at de har set noget. De står halvt i skjul bag et gammelt forrevet fyrretræ og spejder frem med kikkerten for øjnene. Jeg stopper selv men må konstatere, at jeg fra min position 30 meter længere bagude, ikke kan se noget. Jeg lister frem og når lige at se, en rødbrun skikkelse der forsvinde over et klippefremspring ca. 300 meter længere fremme. Det var en lille flok, forklarer Gabriel, som bevægede sig i samme retning som os. Så vidt han havde kunnet nå at se, var der dog ingen af dem, der var jagtbare.
Gabriel og Rafael konfererer kort, hvorefter vi skifter retning en smule og fortsætter. Vi er ikke kommet langt, før der igen er kontakt. 2 hunner og et kid går nede i en sænkning 200 meter ude. Vi står på skyggesiden af en skrænt og i god vind, så de har ingen anelse om, at vi er der. Vi lader dem passere og forsvinde ud af syne, før vi fortsætter. Der er ingen grund til at skræmme dem, og evt. andre dyr i området, som endnu måtte være skjult i terrænet for os.
Vi er nu på vej ind i en lang og dyb slugt med stejle skrænter på begge sider. Vi har efterhånden været til fods et par timer, og jeg kæmper med udmattelsen. Så er der igen kontakt. Først en, så to, så to mere. Fire rødbrune geder går og græsser længere fremme på skåningen, som vi bevæger os langs. De bliver studeret nøje. Alle hanner – men for unge. Mens vi står og betragter dem skjult bag et fremspring i klippen, bevæger de sig roligt op ad skrænten og over kanten.
Vi forstætter lidt ned ad bjergsiden og drejer så langs med slugten. 10 min senere spotter Gabriel en rødbrun plet længere fremme på den modsatte side af kløften. Han og Rafael lægger en rute i terrænet, så vi uset kan komme frem til en lille gruppe fyrretræer, hvorfra vi kan betragte hele den modsatte skrænt i slugten. Afstanden tværs over er 150-200 m. Vi afsøger alle bjergsiden grundigt med vores kikkerter, og efterhånden spotter vi 5 dyr, der roligt finder græs mellem de store sten på den stejle skrænt.
Er du klar?
Vore to guides konfererer igen lavmælt, mens de omhyggeligt vurderer dyrene. Så vender Gabriel sig mod mig, løfter armen og peger mod et punkt lidt lavere på skrænten overfor. ”Kan du se den han, der står på stenene lige over den lille busk?”. Jeg havde allerede markeret dem alle, så jeg svarer hurtigt ja, mens jeg straks mærker pulsen stige. ”Det er et rigtigt fint eksemplar”, hvisker Gabriel. ”Flot pels og pænt trofæ”, uddyber han. ”Den må du gerne skyde, hvis du er klar”.
Om jeg er klar? I princippet er dagen stadig ung, og der kunne sikkert findes andre og måske bedre chancer. Måske. Det kan man aldrig vide. Så en chance på et fint dyr skal tages, når den er der. Og så ville det heller ikke være så ringe, hvis jeg kunne spare lidt på kræfterne til resten af mit ophold. Så jeg er klar.
Skydestokken har jeg på anbefaling fra Gabriel ladet ligge i bilen. Der er masser af muligheder for at finde anlæg på klipper og sten. Få meter fra hvor vi står, er der et lille fremspring, som jeg lige kan klemme mig ned og sidde bag. Alle bevægelser forgår i slowmotion. Indtil videre virker gederne totalt uvidende om vores eksistens.
Savotta rygsækken lægges på stenen og fungerer fint som anlæg. Dyret befinder sig stadig på den udpegede plet. Den er holdt om med at græsse, og har stillet sig op på et lille fremspring. Her står den helt stille, som om den fornemmer, at noget er under opsejling. Dog er opmærksomheden ikke vendt mod os.
Tiltagende frustrationer
Med riflen pegende i retning af dyret, lægger jeg øjet til kikkerten. Alt står skarpt, men jeg kan ikke finde geden. Jeg kikker op, og kan med det blotte øje konstatere, at det stadig er på samme plads. Jeg prøver igen. Samme resultalt. Så går det op for mig. Min Leupold VX-5HD kikkert er zoomet til x15, så selv på de ca. 160 meter bliver synsfeltet for snævert. Amatøragtigt! Samtidig sidder jeg elendigt på den snævre plads, og har trods anlægget svært ved holde riflen i ro.
Jeg zoomer ud og overvejer samtidig, om der er tid til at prøve at forbedre siddestillingen. Jeg rykker lidt rundt vel vidende, at dyret hvert sekund kan beslutte sig for at flytte et andet sted hen. Jeg fornemmer guidernes tiltagende utålmodighed fra deres skjul bag træet, men der kommer ikke en lyd derfra. Til gengæld mærker jeg mine egne frustrationer og blodet, der stadigt hurtigere pumper rundt i kroppen.
Ro på, tænker jeg. Træk vejret. Geden står der stadig – flot med venstre side vendt mod os. Jeg finder den i kikkerten, zoomer lidt ind og finder bladet samtidig med at riflen afsikres og snellen stikkes. Jeg har trænet mange skud på skydebanden både med og uden snelle, og jeg ved at snellen forbedrer min præcision væsentligt.
Endnu en dyb vejrtrækning. Geden står der stadig. Det er, som om den siger, ”kom bare, jeg er klar”. Rødpunktet i kikkerten står nu roligt og knivskarpt på sigtepunktet, og jeg klemmer aftrækkeren let.
Skuddet runger i slugten, og den lille flok spredes for alle vinde. Jeg følte at skuddet var godt, men kunne umiddelbart ikke se skudtegn. Geden er sprunget mod venstre og fortsætter ca. 30 meter langs den stejle klippeside. Jeg repeterer straks riflen, mens dyret er i bevægelse. Der går ganske få sekunder, hvor alle de værste scenarier når at passere i tankerne. Så stopper den brat, står et øjeblik og vælter om på siden. Stendød. Phuuuha.
Bag mig står Gabriel nu og klapper mig på skulderen. ”Well done”, siger han roligt. Så kommer Rafael også, tager kasketten af og giver hånd. Der er nu kun lidt over 2 timer siden, at vi forlod bilen. Jeg er træt, lettet og glad. Nu skal vi blot over på den anden side af kløften og så have dyret ud der fra. Ja, tak. 160 meter i fugleflugtsline lyder ikke af meget. Men nedstigningen til bunden af slugten er en klatretur på ca. en halv time, og så yderligere en halv time til at kravle op på den modsatte side og finde dyret.
Amerikaneren
Jeg er derfor både udmattet og glad, da vi lidt over middag er tilbage i jagthytten. Her er vores jagtarrangør Antonio fra Iberhunting pludseligt dukket op med en amerikansk kunde, Rusty. De havde været på jagt på fastlandet de sidste par dage, men på grund af dårligt vejr, blev det spontant besluttet at tage turen over til Mallorca for at prøve lykken på Boc’en. At dømme efter smilet på Rusty’s ansigt, havde det ikke været en dårlig beslutning.
Da vi ser hans ged, forstår vi det straks. Jeg synes, at min ged er et rigtig smukt eksemplar, men den blegner ved siden af Rusty’. Et fantastik trofæ der i størrelse ligger langt over guldmedalje.
Nu sidder begge jagtselskaber så bænket i den lille hytte. Mætte på oplevelser, lokale delikatesser og gode historier. Først da solen er på vej ned, transporterer Gabriel os tilbage til bilen i Puerto de Pollenca en stor jagtoplevelse på ferieøen Mallorca og et par venskaber rigere. En oplevelse der har prentet sig i hukommelsens dyb for altid.
Vil du også afsted?
Turen er arrangeret af Iberhunting: www.iberhunting.com
Kontakt: Antonio Teruel
Mail: iberhunting@iberhunting.com
Dette udstyr brugte jeg
Riffel: Sauer 80 kaliber .308
Ammunition: Winchester Powermax 180 grain bonded
Kikkert: Leupold VX-5HD 3-15×56
Støvler: Viking Hunter GTX
Rygsæk:
Savotta Jaeger Backpack
