Nogle få steder i verden lever der mennesker, hvor det at gå på jagt er en nødvendighed for at overleve. Der bliver jaget dagligt, og kødet og skindet fra nedlagte dyr bliver udnyttet i dagligdagen, og disse menneskers overlevelsesmuligheder er direkte afhængig af de jagtlige resultater.
Disse ’rigtige jægere’ er forpligtede til at forvalte det tilgængelige vildt korrekt, fordi deres jagt ikke kun gælder om at skaffe føde til de nærmeste dage, men også at sikre, at de tilgængelige fødekilder er til rådighed i fremtiden.
Selvom indlevelsesgraden, planlægningen og de tidsmæssige ressourcer, vi bruger på bukkejagt, til tider kan minde om ovennævnte ’rigtige jægere’, er og bliver vores jagt en hobby. En hobby, som udover at være spændende og til tider udfordrende også kræver, at vi tager ansvar.
Når man alligevel er på bukkejagt, bør man benytte lejligheden til også at studere hundyrenes sundhedstilstand, da alle bukke (uanset trofæstørrelser) er startet op inde i et hundyr. Hundyrenes sundhedstilstand har direkte indflydelse på den fremtidige bestands sundhedstilstand.
Uanset bukkens opsats bør man altid afskyde bukke med snabelsko, også selv om man mener, at bukken året efter vil opsætte en endnu større opsats. Denne buk er umiddelbart en god ’gemmebuk’, men da han tydeligvis har snabelsko, skal han betragtes som en avlsfordærver og derfor afskydes.
Råvildtforvaltning
Selvom bukke- og råvildtjagten i Danmark drives som en hobby, kan vi ikke ignorere den kendsgerning, at vi som hobby-jægere også har en forpligtelse til at forvalte vildtet korrekt.
Modsat jagten på fasaner, som der hvert år udsættes millioner af, kan vi ikke udsætte råvildt på reviret, hvis vi nogle år står og mangler bukke til afskydning. Derfor bør vores planlægning og afskydning af bukkene tage udgangspunkt i bukkenes sundhedstilstand, alder, tilvækst, revirets bæreevne m.m.
Her under bukkejagten har de danske riffeljægere selvfølgelig meget fokus på bukkene, men hvis bukkejagten skal opfattes som en del af en råvildtforvaltning, kræver det en nedtoning af den intense trofæjagt og en øget interesse for hundyrene og hele bestandens sundhedstilstand.
Der er ingen jægere, som ønsker at forringe sundhedstilstanden i den danske råvildtbestand. Men med det store antal bukkejægere, der findes i dag, kræver det, at hver enkelt jæger påtager sig rollen som råvildtforvalter. Hvis formålet med at gå på bukkejagt er at nedlægge et bestemt antal bukke, og specielt gode bukke, uden at skele til revirets bæreevne, tilvæksten, dyrenes sundhedstilstand m.m., modarbejder man en god og sund råvildtforvaltning.
Om en buk som denne skal afskydes, er op til den enkelte jæger at vurdere – inden han/hun hiver i krogen. Hvis bukken avls- og forvaltningsmæssigt kan betragtes som en avlsfordærver, bør den afskydes. Hvis ikke burde man overveje, om denne buk skal have muligheden for at give sine gener videre til næste generation nogle år endnu.
Trofæjagt og forvaltning
Alle riffeljægere, som går på bukkejagt, bør stille sig selv spørgsmålet: ”Går jeg på bukkejagt for at forvalte – eller går jeg blot på trofæjagt…?” Hvis svaret er, at man går på bukkejagt for at forvalte, er alt i den skønneste orden. Så kan man altid stille spørgsmålstegn ved, om man nu også forvalter råvildtet rigtigt. Men har man viljen, er man på rette vej. Da det ene ikke udelukker det andet, er det også muligt, at svaret er, at man forvalter, men med henblik på at kunne afskyde store trofæer. En sådan forvaltning er der absolut intet at udsætte på.
Jeg er ikke i tvivl om, at de fleste bukkejægere har et ønske om at forvalte råvildtet på en god og sund måde. Men desværre tror jeg, at den gode intention hos mange ryger i glemmebogen, når de på reviret ser en stor stærk seksender.
Er man kun trofæjæger, vil man selvfølgelig gøre alt for at få nedlagt bukken med det store trofæ. Men hvis man udover at være trofæjæger også ønsker at forvalte råvildtet korrekt, bør man måske overveje afskydningen af denne buk en ekstra gang, inden man hiver i krogen. Dette forudsætter selvfølgelig, at bukken med det store trofæ også har en stor og sund krop, at den ikke har tendens til snabelsko, pelsproblemer eller andre avls- og forvaltningsmæssige negativer defekter.
Hvis vi jægere avlsmæssigt skeler lidt til landbruget, er der en årsag til, at landmanden ikke slagter sin præmietyr, selvom det formentlig er den tyr i hans stald, som kødmæssigt vil indbringe landmanden mest valuta.
Smaldyr er lam fra sidste år, og disse skal man også nærstudere når man er på bukkejagt. Dette smaldyr ser sundt ud, og det er tydeligt at dette smaldyr, på denne årstid ser ud som det det er, nemlig et ”forvokset lam”. Til efteråret skal det gerne have taget en del på i vægt og fylde, og har det ikke det, bør det bortskydes.
Naturens overskud
Da jeg i 1975 som 16-årig tog jagttegn, hed det sig, at vi jægere ”høstede af overskuddet”, altså at vi kun skød det, naturen kunne levere til os. Det er en romantisk Morten Korch-illusion, som tiden er vokset fra, og som i dag ikke har meget med den jagtlige virkelighed at gøre. Den øgede interesse for fasanjagt kompenseres ved udsætning af flere millioner fasaner hvert år, hvilket ikke er muligt i forbindelse med råvildtjagten.
Jeg har talt med mange bukkejægere, som fortæller om de store bukke, de har gående på deres revirer, og som de glæder sig til at skyde under bukkejagten eller måske gemme et par år endnu. Når de bukke bliver omtalt, kan bukkejægeren nøje beskrive opsatsens udseende efter at have set den i kikkerten flere gange op til bukkejagten.
Stort eller lille udlæg, store eller små perler, rosenkransenes størrelse, sprossernes længde og meget mere kan beskrives nøje. Men når jeg spørger dem, om bukken var stor af krop, om den så sund ud, eller om bukken evt. havde snabelsko eller tendens til dette, er det ikke unormalt, at man er mig svar skyldig. Årsagen er, at man på bukkesiden stort set kun er interesseret i opsatsens udseende og størrelse og i mindre grad fokuserer på bukkens sundhedstilstand.
Jeg har skrevet det før, men gør det gerne igen: I enhver form for forvaltning af råvildtet skal man som det første arbejde på at få opbygget en sund bestand, og først herefter kan man begynde at forvalte med henblik på store bukketrofæer. Dvs. at man skal sikre sig store kroppe og sunde dyr, før man begynder at spekulere i opsatsens størrelse.
I bogen Råvildt og medaljebukke kan du lære alt om biologien, sygdomme, forvaltningen, afskydningsplaner, vildtagre, evt. fodring, jagten på råvildtet, skudtegn og eftersøgning, anskydningstyper m.m. Læs også hvordan du får store medaljebukke på dit revir.
Godt gevirår
Her i juni måned har de fleste hundyr normalt sat deres lam, og i de første uger, efter lammene er sat, opholder hundyrene sig for det meste i skjul, tæt på lammene. Gammelråen (en rå, som har sat lam) ’gemmer’ de nysatte lam i noget høj vegetation. De bliver sat med en passende afstand mellem sig, og gammelråen kalder dem enkeltvis frem for at dige.
Det er også i denne periode, at man kan se, at gammelråen støder sine lam fra sidste år fra sig, selvom de gang på gang vender tilbage til hende. Når dette sker, bliver man klar over, hvor hård og ubarmhjertig naturen er indrettet. Det er formentligt, når man ser dette scenarie, at man fejlagtig har konkluderet, at en gammelrå er lige så territoriehævdende som en gammel returbuk – hvilket ikke er helt sandt.
Bukkejagten er stadig i gang, og noget tyder på, at 2018 bliver et godt gevirår, hvilket vil sige et år, hvor det er muligt at afskyde bukke med store trofæer. Vi kalder det ’gevirår’, selvom den rigtige betegnelse burde være trofæår, da bukke jo opsætter trofæer og ikke gevirer.
Det er muligt, at årsagen til dette års gode gevirår bl.a. skyldes jægernes forståelse for, at en buk sjældent opsætter en mindre opsats året efter, hvis man giver den mulighed for dette. Men i bund og grund tror jeg desværre, at de stor bukke, som afskydes i 2018, i højere grad skyldes det generelt gode gevirår end bukkejægernes generelle forståelse for forvaltningen af råvildtet.
Afdøde Peter Zobel sagde engang til mig: ”Kim – alle har en mening om råvildtet, men de færreste ved noget om det.” Jeg er tilbøjelig til at give Peter Zobel ret i denne udlægning. Når det er sagt, er det glædeligt, at man trods alt kan mærke en øget interesse for råvildtforvaltningen i Danmark.
Det er ikke et lovkrav, at man er specielt vidende om råvildtet i forbindelse med bukkejagten, udover at man selvfølgelig skal kende jagttiden og kunne se forskel på han- og hundyr. Men hvis målet med jagten er at opnå gode forvaltningsmæssige resultater, er man nødsaget til at sætte sig nøje ind i råvildtets biologi, levevis, adfærd m.m.
