AF STEEN ANDERSEN
ARKIVFOTOS FRA DAGE UDEN REGN AF ZOYAS2222, MACIEJ OLSZEWSKI OG DALE TOWERS/SHUTTERSTOCK
Det var hverken solrigt eller vindstille. Tværtimod.
Regn i stride strømme og en kraftig vind, som piskede de store regndråber ind i ansigtet eller endnu værre ned ad nakken, når man stod for.
November var det til gengæld.
Gyldent vådt løv fløj regntungt af sted med de mest arrige vindstød.
Fasanerne var ikke meget for at komme på vingerne, og det var nemt at forstå.
Som det var svært at forklare, hvorfor man egentlig går på jagt en dag som denne. For nogen rendyrket fornøjelse er det jo ikke.
Men man kommer, og med glæde, fordi invitationen faldt belejligt. På en solskinsdag i august for øvrigt.
Og her står vi så. Næsten tyve jægere iført pænt og nogenlunde vandtæt jagttøj, som bliver tungere og tungere for hver såt, vi forcerer. En tørdragt havde været et bedre valg, men nok en anelse på tværs af den uudtalte dresscode.
Slips er heller ikke så tosset sådan en dag, hvis man ellers magter at stramme det godt til, så det indsnævrede kravetøj standser lidt af vandmasserne på vej mod ryg og brystkasse.
Skuddene
Selvom der er langt mellem jagtdage med virkeligt dårligt vejr i Danmark, så forekommer de trods alt, og med tidens fylde bliver der også mange af dem, så mange, at jeg bestemt ikke husker dem alle og langt fra dagenes mange detaljer.
Men denne dag lidt uden for Næstved for snart en halv snes år siden, står stadig klart i min erindring. Af en eneste grund.
Jeg leverede et skud, som jeg var tilfreds med.
Ikke at det skal opfattes, som om det er det eneste gode skud, jeg har leveret til en fasan i flugt, men fordi dette skud opfyldte alle mine egne forventninger og ikke mindst forhåbninger til et godt haglskud.
Kort beskrevet er situationen den, at vi efter et par fine såter, hvor der trods de genstridige odds faktisk er fugle i luften, når til tredje såt, som er så tæt på jagtstuen, at man begynder at kunne dufte frokosten og ikke mindst glæde sig over en stund i tørvejr.
Også her er fuglene flyvefærdige og går især mod såtens slutning talrigt på vingerne.
Det er her, den for mig uforglemmelige fasan viser sig.
Ikke ud for min post, men ovre hos naboen. Sådan som jeg husker situationen, så forsøger min nabopost sig ikke på denne fugl, men det gør hans nabo.
To skud brager ud i dagsregnen, og i hvert fald det ene træffer fuglen, som dog fortsætter på stærke vinger.
Det må have været den eneste fugl, der var i luften lige på dette tidspunkt, for jeg følger på afstand hele situationen og konstaterer, at ingen andre gør tilløb til at afslutte den anskudte fugls flugt.
Skuddet
Mange år forinden jagede jeg med en afrikansk PHer i Zimbabwe, som lærte mig, at man kun kan såre et dyr én gang. Når dyret er anskudt, så er alle skud etiske og i øvrigt nødvendige.
Den tankegang har jeg stor sympati for, og derfor gør det mig ikke det mindste at forsøge at redde den anskydning, som en anden har været så uheldig at levere.
Derfor hæver jeg mit våben. Svinger højt og sikkert over min naboskytte, der allerede er i gang med at sætte et svedent grin op til mit umulige langskud.
Svinger op til den flygtende fasan, trækker igennem den og skyder med et foranhold, der i situationen forekommer at være absurd langt.
Det var et forsøg.
Et velforberedt et af slagsen, for jeg har brugt hundredvis af skud på diverse skydebaner for at forsøge at få hold på de der skrå duer, der bare forsvinder ud over terrænerne.
Fra tid til anden har jeg haft held til at ramme duerne.
Så jeg ved et eller andet sted dybt inde i mig, at den haglsværm, jeg netop har sendt afsted, ikke er fyret af i blinde eller desperation, men i en form for velkontrolleret chancerytteri.
Og som Doug Kok lærte mig i Afrika, så kan man kun skade et dyr én gang. Derefter handler det om at få afsluttet miseren så hurtigt og effektivt som muligt.
Der går lige nøjagtig så lang tid, at både jeg og alle de andre, der har fulgt det lille intermezzo, når at tænke, at det så også var en forbier.
Så nærmest eksploderer fasanens fjerdragt.
Vingerne kollapser.
Dun og dækfjer står et øjeblik som en luftig bold i regnen.
Fasanen styrter livløst til jorden.
Selv her mange år efter kan jeg stadig genkalde mig den lykkerus, der fulgte efter lige netop dette skud.
Det var heldigt. Bevares.
Men jeg havde forberedt mig på en dag at opsøge heldet i netop en situation som denne.
”Du kommer godt ind i fuglene i dag,” kommer det fra naboposten, der nu har et endnu bredere grin på sit drivvåde ansigt.
Et øjeblik må jeg tænke over, om det egentlig er godt eller skidt, men beslutter mig for, at det da kun kan være godt at træffe hårdt og kontant.
”Rent held,” svarer jeg uden den helt store volumen eller overbevisning, for inderst inde fryder jeg mig over, at det lykkedes.
At det var den rigtige chance at tage – og den slags får man jo først vished for, når alle retrætemuligheder er forsvundet.
Skuddet sad helt, som det skulle, og det var jeg lykkelig for dengang som i dag, og jeg er faktisk endnu mere fornøjet over, at det på denne fuldendte måde viste sig, at en gammel PHers jagtvisdom, mine forberedelser og dagens hurtige beslutning gik op i en højere enhed.
