FOTO: ANINA S. PHOTO
Hunden et flokdyr
Selvom de fleste hunde lever alene med deres ejere, er hunden stadig et flokdyr.
At vi mennesker tager hunden ud af dens naturlige sammenhæng ændrer ikke ved, at dens adfærdsmønster bærer præg af dette.
Når hunden ikke har andre hunde at leve sammen, med bliver dens ejere den nye flok, og det er naturligt for hunden, ja man kan sige at det er livsnødvendigt for dens livskvalitet, at den indgår i flokken med de naturlige sociale sammenhænge, der altid hersker.
Når hundens ejere ikke forstår eller anerkender denne sammenhæng men måske behandler hunden som et barn, eller giver den ansvaret for sine handlinger, på en måde der aldrig vil finde sted i naturen, oplever man, at hunden bliver usikker, nervøs og måske helt umulig at have med at gøre.
Som et flokdyr er det hundens natur at indordne sig og at underkaste sig.
Floklederen vil lede og fordele på en næsten usynlig måde, og mens vi mennesker måske vil finde streng ledelse ubehagelig, skaber det faktisk fuldstændig ro og balance i en hunds liv.
Det er derfor af den allerstørste vigtighed, at hundens nye ejer forstår, at han eller hun må påtage sig ansvaret for at lede hunden, ikke bare fordi det er den letteste måde at træne hunden på, men også fordi det skaber en mere harmonisk hund.
Hundene skal populært sagt kunne mærke ejeren, det vil sige både forstå og respektere ham.
I mit eget hundehold er der i øjeblikket ti cocker spaniels i flokken.
Da jeg ikke har mine hunde isoleret hver for sig men har dem sammen hovedparten af tiden – enten ude eller inde i huset, kan jeg på nærmest hold følge den fint afstemte sociale balance, der er i flokken.
Der er ikke en meget tydelig opdeling hundene imellem, selvom alle har deres plads, men floklederen har det diskrete overblik og modtager en dyb beundring og respekt fra de andre hunde.
Min egen og min kones position er over floklederens, og vi sørger altid for, at det står helt klart, at ingen demonstrerer nogen indflydelse, når vi er til stede.
Ligesom den øverste rangerende hund håndhæver vi ikke vores magt med vold men ved en bestemt og konsekvent ledelsesstil. Man kan ikke have delt lederskab med sin hund, det er simpelthen unaturligt.
Indlæring
De fleste fejltagelser i hundetræningen bliver begået, fordi dressøren ikke kender og forstår den effekt træningen har på hunden, og fordi dressøren ikke ser eller kan aflæse de tegn, der kommer fra hunden. En hunds intelligens er godt nok mindre end menneskers, men der er dog mange punkter, hvor hunden er os overlegen. Tænk bare på hundens instinktive opfattelse af ændringer i hundeførerens sindstilstand, eller dens evne til at aflæse omgivelsernes kropssprog.
Sammenlignet hermed er vi mennesker fuldstændig uden evner til at aflæse de fine nuancer og skift, der er i vores forhold til andre mennesker og især hunde.
Hvis vi starter med at kigge på hundens indlæring, ved vi fra den sociale sammenhæng, at hunden hellere end gerne vil indordne sig og lære nyt, det er dens natur.
Det, der driver en hund, er dens instinkter, og derfor er der stor forskel på at træne en renavlet toptunet jagthund, i forhold til at træne en mere flegmatisk selskabshund.
Hunden vil overordnet set gerne skabe behag for sig selv, derfor er grundstenen i indlæringen at vi skal skabe behag for hunden gennem ros og belønning, når den gør det rigtige og i modsat fald ved at tilrettevise den med stemme og kropssprog, når den gør noget forkert.
Det er altså ret enkelt, hvis man blot stille og roligt kan vise sin hund en ny øvelse og konsekvent forklare den, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.
Når man således arbejder med ris og ros, er det vigtigt, at man forstår, at hunden er i stand til at opfatte selv små nuancer i vores stemmeføring og kropssprog. Det er her at det er sværere at snyde en hund, fordi selvom vi siger et, aflæser den også vores nuancer.
Det bedste eksempel og desværre også den mest almindelige fejl ligger netop her i den usynlige kommunikation mellem fører og hund. Jeg plejer at understrege, at det ikke nytter noget at begive sig ind i en indlæringssituation, hvis man ikke har bestemt sig til at fuldføre den.
Uanset hvor meget selvsikkerhed man påtager sig, vil hunden uden videre gennemskue, hvis det er en påtaget attitude.
Det er også en del af hemmeligheden, når dygtige dressører skal arbejde med en fremmed hund.
Hunden mærker nemlig med det samme, at denne nye dressør er vant til at få sin vilje, og derfor indordner den sig lynhurtigt, ofte til stor overraskelse for dens ejer, som måske ikke har kunnet få den til noget som helst.
Jeg har selv i mange år trænet problemhunde, og det vigtigste værktøj for mig er, at hundene kan mærke, hvem jeg er, forstå mig, og mærke og acceptere min viljestyrke.
Inden man går i gang med træningen, skal man vide nøjagtig, hvordan man vil gribe det an, og man må have besluttet sig for med selvsikkerhed og konsekvens at føre sin vilje igennem. Denne pondus eller udstråling har en utrolig stærk effekt på hunden.
Mange nye hundeejere mangler basal forståelse for at omgås en hvalp og træne en jagthund.
Kropssprog
Ligesom der er noget, der kaldes en hestehvisker, kan man også tale om en hundehvisker.
Alle hundeejere, og især dem der skal træne deres hund, har brug for at være hundehvisker i en eller anden grad.
Hunden kommunikerer med sit kropssprog, og den aflæser også kropssproget fra sine omgivelser.
Så let og simpelt er det forklaret, og der burde så heller ikke være nogen problemer med kommunikationen.
Desværre er det bare alt for ofte sådan, at hunden udsender en masse vigtige signaler til ejeren, som ikke bliver opfattet, og til gengæld forsøger ejeren at kommunikere med hunden på en måde, der er helt uforståelig for den. Mennesker imellem ville man sige, at her bliver der talt forbi hinanden.
Lad os starte med at se på, hvordan hundene kan opfatte os. Først og fremmest er vi jo kæmper set i forhold til den lille nye hvalp. Som et bjerg vil vi tårne os op foran den, og når vi så i tavshed bukker os ind over den, vil den måske føle sig en smule truet.
Tænk derfor altid på dit eget kropssprog.
Det åbne venlige signal sender man ved at gå ned i knæ og billedligt talt tage imod hunden med åbne arme.
Berøring af en hvalp eller voksen hund, skal ligesom hvad stemmeføringen angår, ikke være kraftig for at have nogen effekt.
Jeg har haft besøg i min kennel af en mand, der klappede hundene, så man troede at ribbenene blev bøjet samtidig med, at han med brøsig stemme sagde, at de var nogle dejlige hunde.
Hundene har nok snarere troet, at han ville slå dem ihjel.
Nej, vil man vide noget om berøring, må man igen se på hundenes eget kropssprog.
Berøringen skal være let, og hunden skal kunne se dine hænder. Du skal f.eks. ikke klappe en hund kraftig oven på hovedet og tro, at den synes, at det er vildt dejligt.
Hundene selv berører altid hinanden under snudepartiet, og det er et rigtig venligt signal og behageligt for dem.
Selvfølgelig kan anden fysisk berøring bruges. Berøring på brystet, på hals og hoved er rart for hunden, for den vil faktisk meget gerne have fysisk kontakt med sin ejer, og hunden er vel aldrig lykkelig, end når den sidder tæt ind til ejeren, som samtidig stryger den beroligende.
Kropssproget er også vigtigt i træningen. Jeg plejer altid at understrege, at hunden skal vide, hvad man mener.
Ønsker man at tilrettevise hunden, kan det ikke nytte noget, at man står med en selvudslettende kropsholdning og har en vag stemmeføring. Man skal udvise en selvsikker kropsholdning og have bestemt og brøsig stemmeføring, så hunden straks forstår, at der er noget man ikke er tilfreds med.
Omvendt må hunden heller ikke være i tvivl om din ros, når det den gør er rigtigt.
Her skal man dog passe på ikke at overdrive sin ros.
Hvis man har hunden under kommando, kan en lidt overgearede stemmeføring få hunden til at glemme, at den er under kontrol, og så bliver man nødt til at bringe den tilbage under kontrol, og det er faktisk ikke god pædagogik.
Ros derfor kun hunden så meget, at du lige kan se en positiv reaktion, men ikke så meget at du ødelægger den øvelse, du er i gang med. Pas også på med ikke at fejlfortolke hundens reaktion.
Meget ofte har jeg haft hvalpekøbere, som blev bange for, at de havde gjort et eller andet forkert, når deres hund lagde sig ned eller lagde sig om på ryggen.
For de fleste hundes vedkommende vil det blot betyde, at hunden underkaster sig ligesom i naturen, og ret beset kan man sige, at den har modtaget dressuren.
Det behøver ikke at betyde at hunden udviser frygt, eller er kuet. Det er jo ikke meningen, at hunden skal ligge på ryggen hele tiden, når man træner den, men det er heller ikke sådan, at man skal afbryde dressuren, fordi den gør det.
Det er ikke nok at kunne øvelser og kommandoer. For at kunne kontrollere en hund på jagt skal der mere til.
Tillærte fejl og problemer
Det er udmærket, at hundeejeren lærer forskellige træningsmetoder og øvelser, som er nødvendige for at kunne træne hunden. Det er bare ikke nok forstået på den måde, at alle hunde er forskellige i deres temperament og karakter, ligesom mange hunde ikke er mentalt udviklet på samme aldersmæssige trin. Derfor er det af største vigtighed, at dressøren kan aflæse den enkeltes hunds psyke og tilpasse sine træningsmetoder herefter.
Man ser ofte, at en dressør lykkes virkelig godt med én hund for derefter at have problemer med at træne den næste hund. Det kan muligvis være et udtryk for, at den dressør træner ud fra en bestemt metode uden at gå i dybden med hundens individuelle karakter og modenhed.
I bedste fald vil en sådan hund blive en brugbar jagthund – om end ikke så god som den forrige. I værste fald vil den have taget skade af den fejlbehandling, den har været ude for og have udviklet adfærd og nervøsitet, som tydeligvis er sammenkædet med hundens opfattelse af træning.
Alt for ofte får hundene skylden, når noget går galt i træningen, og de ender måske med at blive foræret væk eller videresolgt.
Hvis den nye ejer forsætter, hvor den forrige slap, vil problemerne blive større og større.
Hvis hunden er heldig og komme ud til en ny ejer, som har en større adfærdsforståelse og tålmodighed, vil denne nye dressør langsomt men sikkert kunne fjerne alle stereotyperne fra hunden trin for trin og ende op med en jagthund, der måske viser sig at være rigtig god.
For at forstå hvordan man ændrer en hunds fejlagtige indlæring, kan man bruge den metafor, at hunden har fået et forkert billede ind i hukommelsen, af en bestemt situation. Det vil sige, at en øvelse eller indlæringsproces, som skulle have været noget enkelt og positivt, er blevet udført på en sådan måde, at hunden har opfattet det forkert – altså negativt.
For at ændre dette negative mønster er man nødt til at gå helt tilbage og arbejde med konstant at kæde den bestemte øvelse sammen med positive oplevelser.
Det indebærer ikke nogen egentlig form for træning, men blot at man over lang tid prøver at fjerne den forkerte indlæring.
Først herefter kan man starte forfra med at træne hunden på en mere korrekt og positiv måde.
At være en god leder for sin hund, har intet at gøre med at være hård.
Man kan og skal være super sød ved sin hund, men også konsekvent. Altså kærlighed og konsekvens.
Så nemt er det
Jeg er en stor tilhænger af at holde hundetræningen så enkel som muligt og ikke gå for hurtigt frem.
Det er nemmere for den nye hundeejer at administrere, og det er nemmere for hunden at forstå.
Sund fornuft er nødt til at indgå i hundetræning, og hunden skal modtage træningen positivt.
Hvis ikke hunden forstår øvelsen, må man stoppe, ellers ødelægger man træningen ved systematisk at gentage en fejl.
Hunden er jo ikke atomfysiker, så man er nødt til at arbejde med kommunikation og lederskab på en måde, som hunden kan forstå. Derfor er det ofte nødvendigt, at den nye hundeejer må arbejde meget med sin egen holdning og personlighed.
Den måde, vi mennesker bruger vores stemme og kropssprog på i hverdagen, er som oftest fuldstændig neutral, og derfor er den fuldstændig uforståelig for en hund.
Lad være med at finde på undskyldninger, eller shoppe rundt mellem forskellige instruktører. Se kritisk på dig selv.
I alle tilfælde er det altid godt at se kritisk på sig selv som dressør, i stedet for at se kritisk på hunden. Lad være med at bruge tid på at finde på undskyldninger for at træningen ikke virker, og lad frem for alt være med at shoppe rundt mellem flere forskellige instruktører. Fejlen ligger sandsynligvis hos dig selv, så kig indad.
Og husk: Hundetræning skal være positivt, sjovt og inspirerende, ikke problemfyldt og kompliceret.
VIDEO: Jagttræning
