TEKST OG FOTO: FREYA CHALOTTE ASKJÆR OG SHUTTERSTOCK
Temperaturen ligger på godt 20 grader, det er let overskyet, og der blæser en kølig brise, som alligevel gør det tilrådeligt med lange ærmer.
Jeg er lige ankommet til Hjortebanen på Herning Jagtcenter, som i aften danner rammen om et arrangement for kvinder. Jeg var også med til arrangementet i april måned, hvor jeg først akkurat lige havde fået mit riffeltegn, så denne gang er det med noget større selvsikkerhed, at jeg står ud af bilen, tager riflen under armen og går indenfor.
Første gang, jeg var her, var det også første gang, jeg skulle indskyde min egen riffel – min første riffel! Jeg glemmer det aldrig. Den der følelse af at træde ind på nyt territorium, helt uerfaren – det var noget helt særligt! Jeg vidste, at jeg nok ville være en af de eneste kvinder til stede – og jeg havde helt ret – der var en enkelt kvinde ud over mig. Jeg har aldrig været bange af mig – heller ikke for at træde ind i et rum udelukkende med mænd. Men de første skridt ind over dørtrinet til en ”mandeverden” var alligevel lidt grænseoverskridende.
I dag er følelsen langt bedre. Både fordi jeg har mere erfaring med at skyde med min riffel, jeg har været her før, og jeg kender et par af de andre. Så det er med et bredt smil og store forventninger, at jeg går hen imod huset.
Baggrunden for femmes fatales shooting
Da Pia Overgaard i sin tid blev spurgt, om hun ville være riffelinstruktør her på Hjortebanen, var det allerede med henblik på, at der skulle trækkes flere kvinder til! Hun blev riffelinstruktør i 2013, og herefter blev de første arrangementer kun for kvinder sat i værk.
I første omgang var målgruppen meget tilbageholdende og havde i hvert fald slet ikke lyst til at skyde til det løbende vildt her på banen, fordi der er en monitor indenfor, der viser, hvordan man rammer. Om det virkelig bare var monitoren, tror jeg ikke – men nok mere de kommentarer, der kunne følge med fra de tilstedeværende mænd. Og det gjorde, at mange af kvinderne simpelthen ikke havde lyst til at skyde. De var bange for at tage de første skud og få en dum kommentar fra en af mændene. Sommetider kan denne ene kommentar være nok til, at de ikke kommer igen! Hvorfor kvinder ofte har det sådan, er en helt anden historie, men det betød i hvert fald, at man hos Herning Jagtcenter valgte at gøre noget mere for at få kvinderne ind.
Det blev starten på Femmes Fatales shooting – skydeaftener kun for kvinder.
Monitoren til hjortebanen er slukket på aftener som de her, og stemningen er høj. Der er ikke noget pres, ingen frygt for at blive set skævt til og ingen frygt for at spørge om hjælp. Til de første arrangementer var kvinderne i starten meget forsigtige og tilbageholdende, men det har fuldstændig ændret sig! I dag står de på nakken af hinanden for at få lov til at komme ind og skyde til løbende hjort på kvindeaftenerne. De har fået smag for det og nyder godt af gode læremestre, som kan instruere og være helt klar i spyttet om, hvad der skal til for at ramme!
Der er faktisk også et par mænd tilknyttet disse aftener. De er her netop for at hjælpe og instruere på hjortebanen – og også for at lave noget lækker mad til fællesspisningen. Mændene her har nemlig fundet ud af, at kvinder hører efter, hvad der bliver sagt, lytter til instruktionerne og er ofte bedre end mænd til at gøre det, der bliver sagt. Måske fordi kvinder ikke på samme måde føler, at de skal præstere fra starten af til et arrangement som dette.
De mænd, der er med på sådan en aften, tror jeg egentlig ikke, er så meget anderledes end så mange andre mænd. De elsker, når vi piger kommer og skyder, for, når vi er her på de her aftener, er der god stemning, gode grin, gode (og dårlige) vittigheder, snak om løst og fast – men fællesnævneren er som hos mændene rifler, jagter, kaliber, afstand, patronvægt, oplevelser og at mærke fællesskabet om vores fælles passion.
Pia og resten af teamet omkring Hjortebanen har gjort et kæmpestort stykke arbejde for at få de her aftener op at stå! Det er tydeligt, at Pia brænder for at trække flere kvinder til Hjortebanen, vise dem, at det er sjovt, og også er et godt og trygt sted at komme. Der kommer også flere kvinder i dag, end da Pia startede herude, men der er plads til flere. Sammen skaber vi et godt fællesskab, hvor der er god plads til både mænd og kvinder, der brænder for at skyde med riffel.
Derudover er Pia også meget taknemmelig for, at hun har fået en god kollega i Gitte Madsen, som også er kommet til som instruktør. De to er et rigtig godt team og er afholdt af både kvinder og mænd på Hjortebanen.
Femmes fatales shooting er skudt i gang!
Udenfor er der dækket superfint op til spisningen lidt senere. Vinden og skyerne truer dog med, at det ikke er helt sikkert, at det bliver, som det er tænkt. Vi må se.
Klokken runder 17.00, og Pia byder velkommen til den 10. pigeaften her på Hjortebanen. Aftenen byder på indskydning, skydning til stående buk og løbende hjort, lækker aftensmad og super fællesskab. Stemningen er høj, og mens nogle går ind for at skyde deres rifler ind, er andre klar til at gå på bukkebanen – nogle på hjortebanen, mens andre bliver stående og sludrer inde i klubhuset.
Jeg går ind og indskyder min riffel først. Jeg har min Ruger M77 Mk.II med, en lækker lille riffel, som jeg er megaglad for. Skuddene sidder, som de skal, så jeg er klar til at gå ind på bukkebanen.
Jeg tager de første tre skud liggende. Skuddene sidder, hvor de skal – rimelig samlet, og jeg tænker, at bukken er nedlagt. Så skyder jeg 3 liggende, 3 siddende og 3 stående. Skuddene sidder lidt mere spredt. Jeg er ikke helt tilfreds, jeg så helst, at de lå mere samlet.
Og så er der tid til ”leg”. Jeg skyder ofte bedst siddende med skydestok, men jeg har lyst til at skyde frit – og heldigvis er Gitte Madsen her også. Gitte og Pia danner teamet som kvindelige riffelinstruktører her på banen. Ud over det er Gitte også jæger og konkurrenceskytte gennem rigtig mange år og er en af Danmarks bedste i bl.a. kombineret jægerskydning. Hun har været med sin far, lige så længe hun kan huske, og har været konkurrenceskytte lige så længe. Så hun har stor erfaring i de små finesser – også når det drejer sig om at skyde frit uden støtte.
Jeg får virkelig prøvet mig selv af i ”underlige” skydestillinger. Jeg tænker, at en tidligere yogapige som mig sagtens kan krølle sig sammen i sådanne positioner – men det er ikke helt så let endda! Men jeg er frisk på at prøve og med gode grin, dyb koncentration og god vejledning synes jeg faktisk, at det går okay!
Jeg tror blandt andet, at det er i situationer som denne her, at støtten i at være sammen med andre kvinder kommer ind. Vi kan grine og more os over, at jeg er i læreproces og sidder/står og ser lidt underlig ud! Jeg kan kaste mig ud i det uden at føle, at jeg skal præstere over for en mand – ikke at det normalt ville udfordre mig, men jeg tror faktisk, at det bliver lidt lettere af, at vi er kvinder i samme båd. Den eneste, jeg skal præstere overfor her, er mig selv (og det er slemt nok), det er hyggelig, sjov og meget ligeværdig kommunikation og læring.
Så selvom jeg er helt klar over, at det her kræver rigtig mange timers træning, så betyder den gode stemning bare, at jeg er fri til at lære på min måde med ligeværdige mennesker omkring mig. Og det giver i hvert fald mig en stor lyst til at lære at blive rigtig god til det her. Så det er bare timerne, der skal lægges i træningen! En fornøjelse at prøve mig selv af med en dygtig instruktør, der har rigtig meget erfaring, og som ved på egen krop, hvordan det er at være riffel-yogini!
Løbende vildt
Og så er det tid til løbende hjort! Det er noget helt andet end at skyde på bukkebanen. Her er det stående, uden støtte og med et bevægeligt mål på 100 meter. Nu har jeg ikke brugt mit haglgevær siden januar måned, men jeg er da ikke i tvivl om, at min riffel er noget tungere at stå med, end når jeg skal følge lerduer med haglgeværet! Jeg rammer okay – alle skud inden for ”skiven”, mange af dem er nok dræbende, men ikke alle. Vigtigt, at der er plads til forbedring.
God mad og mere hjort
Og så er det tid til mad. I dagens anledning har Hjortebanens kasserer, Jan, lavet skinke og frikadeller, lækre ”damesalater” og en lækker, spændende kartoffelsalat. Vejret holder stadig, og det er faktisk klaret lidt op, så de bare arme får lov at få lidt sol, mens vi spiser og snakker på kryds og tværs – og egentlig mest om jagt.
megahyggelig og lærerig aften sammen med en flok fantastiske kvinder.
Vi sidder og lader op til aftenens sidste begivenhed, som viser sig at være en sjov lille skydning til løbende hjort – på 50 meter. Vi har altså i dagens anledning fået lov til at træde ud på banen og skyde på kortere hold – og sikke en fed oplevelse. Solen skinner, der er lidt vind på, men vejret er så flot, selvom klokken er tæt på 20.30. Alle kommer til og skyder efter hjortene, mens riffelinstruktøren Christian hygger sig med at instruere os undervejs. Resultaterne kan vi hver især gå ind i ”hullet” og hente bagefter – og dele med de andre, hvis vi har lyst til det.
For nogle går der lidt sport i at se, hvor mange skud, man kan nå at skyde, inden hjorten er væk igen – og der er virkelig et par skrappe skytter blandt os!
En fantastisk aften er ved at være slut, og vi drager alle hver til sit – i alle retninger af landet. Jeg kører hjem gennem et fantastisk landskab og en solnedgang, som jeg var nødt til at stoppe op og tage et billede af.
Næste Femmes Fatale Shooting er onsdag den 10. april 2019 kl. 17-21. Jeg glæder mig allerede til en megahyggelig og lærerig aften sammen med en flok fantastiske kvinder.
Men skal alting så kun være ”for kvinder”?
Her er min personlige holdning: Klart nej! Vi skal ikke forskanse os i rene kvindeklubber, men jeg tror på, at vi har brug for den her slags aftener for, at vi som kvinder kan have et fællesskab – hvor vi kan lære af hinanden og med hinanden.
Jeg tror på, at mændene faktisk synes, at det er superhyggeligt og rart, at der også er kvinder med – hvis vi som kvinder formår ikke at gå ind og skabe kvindefnidder. Vi må træde ind på lige fod, hvis vi ønsker at være ligeværdige med mændene. Og det kræver sin kvinde.
Der skal være arrangementer, hvor vi som kvinder kan træne og pudse selvtilliden af, så vi i alle andre anledninger kan træde ind over dørstærklen i jagtforeningerne og skyttecentrene landet over og føle, at vi er ligeværdige med mændene.
Albert Einstein sagde engang: ”Nothing changes until something moves”, og det er os kvinder, der skal tage det ”move”. Mændene skal nok acceptere og respektere os, når vi bare tør være os selv og vise, at jagt og skydning er en passion for os, lige som det er for dem.
Og lad dette være en appel til kvinderne om at finde riflen frem og komme ud på skydebanerne.
