Fakta kronhjort Kronhjort Cervus elaphus

Her er der tale om den største af de oprindeligt hjemmehørende hjortearter i Europa.
I tidens løb er dyrene eksporteret til så fjerne egne som New Zealand og andre eksotiske lokaliteter, men kronhjorten har altid været en europæisk art.

Disse prægtige dyr er håndteret i sikre forstandige forvaltninger i stort set hele deres oprindelige udbredelsesområde, og i videnskabelig forstand er arten på ingen måde truet. Den har IUCNs bevaringsstatus LC (Least concern): Ikke truet.

Trofæerne

Hjortenes smukke gevirer udvikler sig vidt forskelligt fra habitat til habitat. De største og mest imponerende horn findes i den centrale og østlige del af dyrenes oprindelige udbredelsesområde, mens man ved meget målrettet avl i eksempelvis New Zealand har opnået trofæer med 30, 40 eller endnu flere sprosser. På den frie vildtbane går det aldrig så vidt.

I forhold til trofæopmåling er CIC-målemetoden stærkt anerkendt blandt europæiske jægere, og trofæerne opmåles ud fra de samme kriterier uanset, hvorfra dyret kommer. Men medaljesystemet tager højde for, at eksempelvis de skotske hjorte ikke sætter et nært så stort gevir som de centraleuropæiske.

Skema, der viser medaljekravene til trofæer af kronhjort opmålt i CIC-systemet:

Kronhjortenes mobilitet

Kronhjorte er klar til og vil gerne flytte sig over store afstande. Eftersom disse fine dyr findes i så forskellige terræner som de new zealandske vildmarker, det skotske højland, de centraleuropæiske bjerge og de relativt flade landskaber som eksempelvis her i Danmark, så har de lokale bestande også (vidt) forskellige bevægelsesmønstre.

Blot for at nævne et enkelt eksempel, så har forskere i den slovakiske del af Karpaterne fundet ud af, at nogle krondyr nærmest er stationære, mens andre er meget mobile med vandringer på op til 65 km fra deres kernehabitat. *1

Et tysk studie, hvor man sammenligner to bestande på henholdsvis Glücksburger Heide og Oranienbaumer Heide, viser, at kronvildtet er mindre mobilt i tættere befolkede områder. Forskerne nåede frem til, at de krondyr, der var mindst forstyrret af menneskelig aktivitet, havde et fourageringsområde på 1582 hektar, mens den rudel, der var tættere på trafik og beboelse, havde et fourageringsområde på 415 hektar. *2

Desuden viser forskernes resultater, at fourageringsrevirets størrelse varierer over året, og at den er størst om efteråret – i jagtsæsonen.

*1 Home range and migration patterns of male red deer Cervus elaphus in Western Carpathians

*2 Differences in social-space–time behaviour of two red deer herds (Cervus elaphus)