TEKST OG FOTO: SIMON K. BARR
Drengedrøm
Lige siden jeg var dreng og lærte om de naturfolk, hvis overlevelse afhang af jagt, har jeg været fascineret og draget af disse kulturer. Jeg har læst side op og side ned siden hen i National Geographic, og disse artikler har holdt min fascination i live. Jeg kan i dag prise mig lykkelig for, at jeg som berejst jæger har været så heldig at jage med nogle af disse fantastiske folk og med selvsyn opleve deres jagtformer. Tidligere på året besluttede jeg at opfylde en gammel drøm om at jage med den indfødte Inuitbefolkning nord for polarcirklen. Jeg har længe været fascineret af, hvordan de formår at høste af naturens overskud under de ekstreme vejrmæssige udfordringer, som unægtelig findes i et arktisk klima. Jeg var, også af denne årsag spændt på, om jeg kunne begå mig under disse ekstreme forhold.
Forkærlighed for kød
Da Grønland blev koloniseret for ca. 5000 år siden, bestod kosten for indbyggerne hovedsagelig af animalsk protein. Det nådesløse landskab er simpelthen for barsk for spiselige planter til at de kan trives her og ernæring i form af kød, er derfor den eneste mulighed. Tiderne er skiftet og i dag er landet udviklet noget. Supermarkederne får leverancer to gange om året med containerskibe og kan som følge heraf løbende tilbyde frosne grøntsager, kornprodukter og brød. Men forkærligheden for kød hænger ved.
Overlevelsen for Inuitterne er ikke længere baseret på jagtheld, men det nedlagte vildt indgår dog stadig som en væsentlig ingrediens i opretholdelsen af livet i dette barske polarklima.
Endeløs vildmark
Grønland er et selvstændigt land hjemmehørende under Danmark og samtidig verdens største ø. Grønland dækker godt 2,2 millioner kvadratkilometer. Et kæmpe område bestående af næsten ingenting, lige bortset fra endeløs arktisk vildmark. Grønland er det sted på kloden, hvor befolkningstætheden er lavest. Det enorme land har blot 60.000 indbyggere og 89% af disse er indfødte inuitter. Et folk som for bare 50 år siden ernærede sig ved jagt og fiskeri.
Dygtige jægere
Min arktiske safari startede i Kangerlussuaq. Kangerlussuaq betyder “Stor Fjord” og byen, som ligger i det vestlige Grønland, huser 530 mennesker. En stor by på de kanter! Den er beliggende relativ nær kanten af indlandsisen. Denne iskappe dækker ca. 80 % af Grønland og er kun overgået i omfang af Antarktis. Kangerlussuaq er en tidligere amerikansk luftbase, som blev grundlagt i 1941. Basen lukkede dog i 1992, da den Kolde krigs trusler aftog.
Inuitter er dygtige jægere. På listen over jagtobjekter finder man dyr som rensdyr, isbjørn, sæl, hvalros, konge-edderfugl, rype, arktisk hare, polarræv og den mægtige moskusokse. Hvert lille kødstykke anvendes, og der eksisterer stort set ikke slagteaffald. Alt bliver anvendt. Der jages også hvidhval, vågehval og narhval på traditionel vis med kajakker og harpun, hvor en line fastgjort til en oppustet sælmave forhindrer de store dyr i at dykke. Jeg kan kun i fantasien forestille mig det mod, som skal mobiliseres, for at kaste sin harpun mod de store havdyr mens man sidder ubeskyttet i sin lille kajak.
Hyggeligt og enkelt
Mit første grønlandske åndedrag var helt bogstaveligt en vild oplevelse. Indersiden af mine næsebor frøs, ved mødet med den tørre og iskolde luft. Straks stod det lysende klart for mig, at mine safaristøvler i bøffel og kuduskind ikke ville kunne klare de 25 minusgrader, som mødte mig. Det var bidende nødvendigt med et skifte til de fleece-forede Sorelstøvler.
Efter ankomsten, mødte jeg min guide Karsten Lings, den første outfitter i dette område af Grønland. Vi forlod lufthavnen, og passerede undervejs forbi charmerende træhuse. Foran mange af disse huse var sælskind strakt ud til tørring på rammer i den tørre polarluft. Mens vi kørte på grusvejen ud af byen, fortalte Karsten om en isbjørn, som få år tidligere havde ”besøgt” byen. Historien om det store hvide rovdyr, som ikke har noget imod menneskekød i sin kostplan, mindede mig om, at livet her stadig er underlagt naturens brutale virkelighed.
Indkvarteringen var enkel, men hyggelig. En simpel hytte med en brændeovn og uden elektricitet beliggende på kanten af den spektakulære Kangerlussuaq Fjord med vidtrækkende 360-graders udsigt.
Med sin længde på 190 km og en bredde på mellem 1,5 km og 8 km, er Kangerlussuaq fjorden den længste i det vestlige Grønland. Fjorden er tilfrosset fra december til juni hvert år.
Køjen, som var min base for de næste tre nætter, blev en kærkommen varm oase efter den fysisk og mentalt udfordrende jagt i minustemperaturer.
Polarhare
Min første jagtdag startede med en solrig udsigt ud over fjorden og de rå bjerge, som godt kunne minde lidt om den skotske vestkyst. Efter en morgenmad bestående af æg og fisk, satte jeg mig på snescooteren bag Jan Pedersen, en af Karstens erfarne guider. Vores første eventyr, ville være at rejse over fjorden og forsøge os med haglgeværjagt på snehare. Hundeslæder var den mest populære transportform indtil for et par år siden, men herefter tog snescooterne over som et mere effektivt transportmiddel i det golde landskab.
At køre på snescooter over en tilfrosset fjord var på mange måder både en fysisk og psykisk exit fra min komfort-zone. Tanken om de mange historier om folk, som er gået igennem isen til den sikre død, eller isdække som kan forsvinde uden varsel på kort tid på grund af stormvejr, gjorde mig noget utryg. Isen skal være mindst 10 cm tyk for at kunne bære snescooter, mænd og udstyr, men jeg måtte blot sætte hele min lid til Jan. Snart var det også mere kulden som bekymrede mig. Mit moderne jagttøj kunne ikke holde mig varm. En sælskindsanorak med hætte reddede situationen og understregede med al tydelighed, hvor meget bedre polardyrene er skabt til dette ekstreme klima.
Fordelen ved den bidende kulde er, at vildtet foretrækker at være i nærheden af fjorden. Efter vi en stund har afsøgt det barske terræn med kikkert, spotter vi de første polarharer. De sidder i en lille kløft mellem de vindformede snedriver. Den geniale hvide forklædning tager sig ud som små pletter af usynlighed mod den hvide sne. Det var lidt af en opgave at nå ind på en passende skudafstand. Først skulle isskruningerne passeres og derefter skulle vi forsøge at snige os ind på dem. Oppe imellem driver af sne og forrevne klipper oplevede jeg nogle fantastiske øjeblikke med haglgeværet, og jeg havde svært at forestille sig en bedre start på min jagtrejse.
Isfiskeri
Efter nogle timers jagt, fik vi læsset vildtet på en slæde, som blev spændt efter snescooteren. Jan foreslog derefter et par timers traditionel inuit isfiskeri med håndliner og kroge med gummiagn. Arbejdet med at hugge et meterdybt hul i isen med et skarpt isspyd, gav en behagelig varme. Det kolde vand var fuld af liv og på ganske kort tid lykkedes det os at lande 12 arktiske torsk – en særdeles eftertragtet fiskeart for områdets hvaler. Fiskene skulle tørres til snacks og gryderet og nogle stykker blev lagt fra som bait til polarræv.
Ryper og polarræv
Min anden dag bragte os tilbage på isen med polarræv og ryper på programmet. Den arktiske ræv, også kendt som polarræven, er hjemmehørende i de arktiske områder og godt tilpasset til livet i de kolde omgivelser. De har en tyk dyb pels, et godt lager af kropsfedt og avanceret blodcirkulation i potterne, som minimerer varmetabet. Kropslængden ligger på ca. 85cm og føden består af smådyr, ådsler og bær.
I dag håbede jeg at min arktisk torsk ville friste den snu ræv. Polarræven er et yndet jagtobjekt på grund af det gode skind og kødet. Indtægterne fra polarræveskind er et kærkomment tilskud til økonomien i lokalsamfundet.
Da vi nærmede os baiten blev riflen ladt op. En ræv sprang afsted, forstyrret af motorstøjen. Vi fik snescooteren stoppet, og jeg fandt fast anlæg på isen. Ræven standsede sin flugt efter ca. 200 meter, og jeg afgav et skud til dyret. Ræven faldt i skuddet og rørte sig ikke. Endnu en ræv med brun pels dukkede op, længere væk en den forrige. Men det lykkedes mig at afgive endnu et skud fra samme position. Ræve er per definition snu, så mit jagtheld kom lidt bag på Karsten. To ræve, i to farvevariationer, var lidt af et særsyn.
På trods af sit ugæstfri landskab er Grønland faktisk hjemsted for omkring 235 fuglearter. De fleste af disse er trækfugle. Ryper er Grønlands eneste hønsefugl. Den yngler over hele landet og kan ses på alle typer af terræn. De er en populær delikatesse og udfordre altid jægernes skydefærdigheder. Ryperne skifter imellem sommer- og vinterdragt. Vores jagt på ryperne havde samme taktik, som harejagten. Først skulle de spottes, og derefter var udfordringen at komme på skudhold. Efter en mindeværdig dag forlod vi isen og det fjordnære terræn.
Umimmaq
Jeg vågnede tidligt på tredje dagen. Fyldt med spænding og iver efter at opleve den traditionelle inuitjagt på moskusokse. En skabning, der for mig mest af alt ligner en polarbøffel. Himlen var overskyet, hvilket medførte en behagelig stigning i temperaturen. Dette gjorde den lange rejse over den frosne fjord betydeligt mindre smertefuld. Jeg var udrustet med min 0,416 Rigby Big Game riffel med åbne sigtemidler og ledsagede den med Hornady DGX (Dangerous Game Expanding) 400-grain ammunition, så jeg ville være i stand til at vælte den store okse med den kraftige pels.
På grønlandsk hedder den “umimmaq”, der betyder “den langskæggede” . Moskusoksen er nærmere beslægtet med geder og får end med okser. I 1958 blev 27 moskusokser sat ud i nærheden af Kangerlussuaq på et frit jagtområde på ca. 6.600 kvadratkilometer. Over en 40 års periode er bestanden af moskusokser nu vokset til mere end 7.000 individer. Tilgængelighed af føder er optimal her og derfor vokser dyrene sig 15% større end alle andre steder i Grønland. En fuldvoksen tyr kan her nå en kampvægt på 400 kg og sådan en fyr er ikke utilbøjelighed til at angribe, hvis den føler sig truet. Disse dyr skal behandles med den største respekt.
Karsten forklarede at dyrene flytter sig over 100 kilometer i løbet af året. De samles i store grupper i løbet af vinteren, og i løbet af foråret splittes de op i mindre grupper frem til brunsten i august. Hunnerne bliver omkring 25 år gamle, mens hannerne kun bliver 15-18 år. I løbet af vinteren mister de næsten 40% af deres kropsvægt. En fornuftig forvaltning af bestanden er af betydning for dyrenes trivsel og sundhed. Bestanden af moskusokser er stabil i dag takket være jagt og kødet og pelsen herfra er yderst værdsat af lokalbefolkningen.
Vi fik læsset grejet af snescooteren, og den eneste lyd jeg kunne høre ud over min tinnitus var sne og is som sydende smeltede på den varme udstødning. En lyd som til forveksling mindede om dryppende fedt i en varm grill. Jeg faldt i svime over den uendelige vildmark i denne fjerntliggende del af verden. En vildmark vi nu skulle bevæge os ud i til fods. Det at bevæge sig ved egen kraft fører til ophedning af kroppen og sved, som så bagefter fører til nedkøling. Bare det at tage en handske af for at betjene kameraet vil kunne føre til ømme fingre og måske forfrysninger. Blot det at være ude i denne kulde tærer hårdt på kroppens energi. Så det er vigtigt, at man konstant har fokus på dette.
Vi begyndte vores lange vandretur gennem terrænet. Moskusokser er ikke de sværeste dyr at jage, men forholdene omkring jagten er benhårde og udfordringerne store. Der er ingen træer i Grønland, og ofte står dyrene højt og udnytter denne fordel. Den bedste måde at komme tæt på er, at komme oppe fra med bjerget som baggrund, men får dyrene vind, søger de væk.
Efter en god gåtur og den obligatoriske kravletur ind på 100 meter -som var min forudbestemte max skudafstand med de åbne sigtemidler – var jeg klar. Jeg afgav første skud stående, uden at dyret anede, at jeg var der. Jeg fulgte op med endnu et skud og efter få meters løb væltede tyren. Tilfredsheden var enorm. Vi var heldige for snescooteren kunne komme næsten helt op til min moskus. Det betød, at vi kunne fragte den som den var og kunne vente med skinne og slagte den vil vi var nået hjem i lejren.
Det var næsten blevet mørkt inden min moskustyr flået og færdigslagtet. Et varmt måltid mad i hytten satte et dejligt punktum for et fantastisk eventyr, men jeg havde et sidste job der skulle gøres. Mine polarræve skulle strejfes og for at undgå lugt i hytten måtte dette foregå udendørs i pandelampens skær. Netop som jeg nørklede med poterne på den ene ræv, blev mit blik fanget af et grønligt lys på himlen. Det var et syn så smukt. En hvirvlende solopgang der rejste hen over himlen med grøn morgendis som følge. Jeg mistede fuldstændig tidsfornemmelsen, følte mig heldig og privilegeret. Jeg havde nedlagt de vildtarter, jeg havde håbet på og nu vinkede Grønland farvel og på gensyn med dette fantastiske nordlys.
Jagt i Grønland er vildmark og eventyr i ekstrem grad. Samtidig var det et fantastisk indblik i fangerkulturen for mig. Jeg kan kun anbefale andre jægere at tage på eventyret i den grønlandske vildmark.
