EU-kommissionen har bedt Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) om at forberede et forslag om forbud mod bly i al ammunition. Baggrunden er ønsket om at mindske sundhedsrisikoen for både dyr og mennesker, som indtager vildtkød. Forbuddet skal også gælde for lerdueskydning og andre anvendelsesområder som for eksempel bly i synk til lystfiskeri.

Den europæiske føderation for jagt og naturbevarelse (FACE) er tilhænger af en udfasning af brugen af blyhagl i vådområder, men modsætter sig en generel begrænsning. Holdningen er den, at yderligere begrænsninger skal være proportionale med de dokumenterede risici for dyr og mennesker.