TEKST: FREYA CHALOTTE ASKJÆR. FOTO: FREYA CHALOTTE ASKJÆR, RADOSŁAW DOMINOWSKI.
Når en rookie får lov at træde ind i de professionelles verden
Det er næsten naturstridigt, men jeg har fået muligheden for at komme med på den årlige ZEISS Media Event i Tyskland. Tre dage, hvor jagtjournalister, -bloggere og -influencers fra hele Europa får lov at få fingrene i og afprøve de nyeste produkter fra arrangører og medarrangører. I det her tilfælde står ZEISS naturligvis for optikken, mens Sauer står for rifler, Hornady for ammunition og Härkila for tøj.
Når lykken tilsmiler én og man ender til det fedeste event!
I virkeligheden skulle jeg slet ikke have været med – men lykken tilsmilede mig alligevel! Jeg havde egentlig vundet en plads på Ulfborg Field Shooting Event via de sociale medier. En feltskydning, der skulle have fundet sted i juni måned, men som få dage inden afholdelsen desværre blev aflyst. Det skyldtes, at man fra myndighedernes side pludselig begyndte at tolke reglerne for demonstration af jagtvåben anderledes, og at skydeeventet i Ulfborg derfor ikke kunne afholdes. Det var virkelig ærgerligt, og jeg var sindssygt skuffet. Men at alternativet til min ”gevinst” blev en invitation til ZEISS Media Event – det havde jeg ikke regnet med! Hvor heldig har man lov at være? Jeg brokker mig ALDRIG MERE over, at jeg ikke vinder i alverdens konkurrencer på de sociale medier! At blive inviteret med på sådan et event som forholdsvis ny jæger er meget stort for mig. Jeg ved jo, at alle der kommer her, er mangeårige jægere – hvad enten de skriver for jagtbladene eller er professionelle jægere eller jagtbloggere.
Jeg er født nysgerrig og modig, så det klarer jeg vel nok
tænker jeg og takker selvfølgelig pænt JA til invitationen. Mit indre er dog i totalt oprør over at skulle træde så meget uden for min komfortzone. Jeg kender stort set ingen, har aldrig været på drivjagt med riffel, og det er min første rigtige jagttur uden for Danmark!
Hele Europa
Der kommer deltagere fra hele Europa, og vi bliver afhentet i lufthavnen, efterhånden som vi ankommer. Jeg lander i Frankfurt lufthavn kl. 8.30, henter min kuffert og går gennem tolden. Sommerfuglene har ikke lagt sig endnu, da jeg ringer til chaufføren, som anviser mig mødestedet. Her møder jeg Jussi Soikkanen, en legendarisk finsk jagtjournalist, som har været med på ture som denne siden engang i firserne. Han finder mig let på mødestedet – jeg er heller ikke helt inkognito, da jeg har klædt mig på efter, at vi skal direkte på skydebanen! Kort efter ankommer Paul Childerley fra UK – og også her bliver jeg godt modtaget og inddraget i samtalen. Ah, alt føles egentlig meget godt. Efter cirka en halv times snak, kommer chaufføren, der skal køre os på skydebanen. Ude i minibussen sidder der allerede et par af de svenske deltagere og tager imod os, og snakken går let og med nysgerrighed for hinanden. Og SÅ kører bussen af sted mod skydebanen.
Cirka 45 minutter senere ankommer vi til skydebanen, tager vores bagage ud og ja – så melder nervøsiteten sig igen! De danskere, der deltager, er endnu ikke kommet, og de andre fra bussen kender alle nogen og går hver til sit. Kvinder er der heller ikke rigtig nogen af, så jeg føler mig lidt alene til en start. Jeg får sat kufferten indenfor, og nu er det så blevet tid til at få udleveret den riffel, jeg skal skyde med de næste dage. Jeg går ud til Sauer-standen, hvor jeg får udleveret mit tyske jagttegn og en riffel i foderal… Hornady udleverer en kasse patroner til mig, og i Härkila standen får jeg udleveret orange jagtkasket og -vest. Her kan jeg lige trække vejret lidt, da det går op for mig, at det er Jens Rosenvinge fra Danmark, der står her. Det får mig til at slappe lidt af… inden det går løs igen… riflen skal jo skydes ind for pokker!
Der må skydes!
Jeg tager riffel og ammunition med mig og går ind på skydebanen. Mit hjerte hamrer vildt og usikkert – jeg har jo ikke så megen erfaring og har haft hjælp til at skyde mine to rifler ind.
Jeg åbner foderalet og kigger på en spritny og super flot Sauer S404 Classic XTA, .30-06! På den sidder en fed optik, ZEISS Victory V8 1.8-14×50 med red dot sigte. Mega fed optik, som jeg virkelig godt kunne ønske mig at kunne tage med hjem! Jeg føler mig ret godt tilpas, da jeg tager riflen op – sikke en mulighed at få lov at skyde med denne kombination! Hornady har stillet deres Superformence 165grain SST-ammunition til rådighed. Jeg har 20 patroner til at starte med, og så er det bare med at komme i gang!
De er helt sikkert mægtig flinke på skydebanen – men jeg tror, at de regner med, at når man er her, så kan man selv. Mit tyske er ganske okay, men nok ikke helt skarpt nok til at kunne klare mig i den her arena, men alligevel får jeg forklaret mig, og da Jussi – min nye ven fra Finland – også dukker op, hjælper han mig. Jeg får riflen skudt ind og er egentlig godt tilfreds, selvom jeg nok som mange føler mig mest dus med min egen riffel.
Jeg skulle egentlig ind og skyde på løbende vildsvin, men jeg har brug for lige at trække vejret. Der er frokost, så jeg tager det som en kærkommen lejlighed til at få en snak med nogle af de andre – og lige få adrenalinet i ro igen.
Danskerne, nordmændene, polakkerne og en brite kommer – og jeg efterlader min mad for en stund for at gå ud og hilse på. Endelig er her nogen, jeg enten har mødt før eller kommunikeret med på de sociale medier. Jeg hilser på, og vi samles inde til frokost – og pludselig føler jeg mig helt i ro og godt tilpas igen.
Efter frokosten går jeg glad ud på skydebanen igen – jeg har brug for at se, at jeg kan sætte 3 samlede skud efter pausen. Det går super fint, og jeg er nu klar til at gå ind og skyde til løbende vildsvin. Jeg er virkelig glad for, at danskerne er kommet, og da de kender lidt til mig og min historie (at jeg ingen historie har), hjælper de mig med at få tilpasset bagskæftet og mit sigte. Jeg får skudt til de løbende dyr… det går okay. Det er meget lidt, jeg har haft mulighed for at praktisere denne disciplin hidtil, så det er god træning og med nogle super dygtige instruktører går det hele meget bedre. Jeg føler mig godt tilpas og i ro. Ah, så er jeg landet! Der er introduktion til de produkter, vi har til vores rådighed, så vi samles alle indenfor. Det bliver til cirka halvanden times god info om rifler, optik og kikkert, ammunition, sikkerhedstøj og om de næste to dages jagt.
Vi bliver kørt til hotellet, og jeg får mig selv pakket ud. Der er også tid til at studere riffel og optik lidt nærmere, inden vi mødes igen, og bussen kører os ud til der, hvor vi skal spise middag. Det bliver en fantastisk aften med lækker mad, hygge og samtaler med de andre ved bordet, som jeg ikke kender – og et super godt indlæg fra en af deltagerne, som åbenbart altid ”kommer til” at tage banjolele med til de her festlige lejligheder! Hjemme på hotellet igen dratter jeg om og er super spændt på dagen, der lurer lige om hjørnet.
Drivjagt i den store tyske skov
Vækkeuret ringer kl. 07.00, og jeg stryger op og er klar med det samme! Men først skal morgenkaffen indtages, og jeg går ned og morgensludrer med de andre. Bagefter går jeg op og henter alle pakkenellikerne, og vi mødes igen i bussen kl. 08.30, klar til afgang.
Vi samles foran ”jagthytten”, hvor jeg tænker, at det da er helt vildt, så mange mennesker her allerede er, da vi ankommer. Det kommer jeg tilbage til lidt senere. Seks blæsere står klar og blæser jagten an. Alle er stille, men mellem signalerne høres hundene tydeligt… de sidder i bilerne rundt om og ved udmærket, hvad der skal ske. Det er ved at være tid!
Rüdiger Krato er jagtleder og holder parolen. Sikkerhed frem for alt! Der må skydes kronkalv, -hind og -hjort (højst 10 ender og ikke kronebærende), rå (ikke buk), vildsvin, muflon (kun vædder), samt ræv, grævling og mårhund.
Jeg kigger rundt og mærker den intense og spændte stemning, der gennemsyrer hele pladsen og alle på den. Vi opdeles i grupper, som kører sammen ud til den del af skoven, hvor vi skal være. Jeg kører ud med 6 andre, blandt andet Aleksandra fra Polen, som jeg har skrevet en del med, inden vi kom her. Klaus Felgenhauer fra ZEISS er også i bilen – det føles helt trygt og godt.
Vi bliver anvist hver vores skydetårn, hvorfra vores del af jagten foregår. Når først man er i skydetårnet, bliver man der, til jagten slutter kl. 13.00. Skyder man noget, bliver man også siddende – og tager sig af dyret, når jagten er slut.
Jeg er den første, der bliver fulgt ud til mit skydetårn. Jeg får at vide, at jeg kan skyde 360 grader rundt, der er ingen andre i nærheden af mig. ”Waidmannsheil” – og så er jeg alene…
Jeg sætter mine ting op og putter magasinet i. Jeg tjekker selvfølgelig, at riflen er sikret, og så kravler jeg selv op. Hmm… ja så sidder jeg her, for første gang i et skydetårn og tænker helt banalt, men alligevel væsentligt: Bør jeg stå eller sidde ned? Jeg skal jo kunne bevæge mig hele vejen rundt – det gør jeg bedst stående. Men jeg skyder selvfølgelig bedst med støtte, og det har jeg ikke, når jeg står. Tårnet her vil være super at sidde i… så banalt, at jeg ikke har talt med nogen om det inden. Jeg vælger at sætte mig ned, så jeg cirka har udsyn 2/3 rundt, resten må jeg dreje mig for at se. Det er okay.
Jagten er i gang og hundene glammer i skoven
Vejret er skidt – det regner, og der er også en god vind, så jeg priser mig lykkelig for, at jeg har mit varmende undertøj og vandtæt tøj på. Jeg mærker adrenalinet, da jeg efter kort tid hører det første skud i skoven. Herefter følger flere. Wauw, tænker jeg, der er godt nok gang i den! Jeg venter, spændt som et lille barn til juleaften. Jeg beslutter mig for at vende mig, så jeg sidder og kigger ”ned” i skoven. Det er immervæk sådan sædet er sat, så jeg tænker, der nok er en god grund til det. Men efter kort tid tænker jeg alligevel… jeg bør måske vende… mig….. om… jeg kigger op i skoven og når lige at tænke ”SHIT, de er store”! Der er vildsvin, det er første gang jeg ser dem i virkeligheden – og nu skal jeg så have mig vendt 180 grader, inden jeg kan gøre mere. Da jeg får vendt mig om, må jeg dog konstatere, at de er for langt væk. Der er flere, og de befinder sig 150-200 meter fra mig – i bevægelse, da jeg først er på plads. Øv! De løber mod venstre, og jeg kan følge dem med øjnene, mens de løber over i den lidt mere tætte granskov, jeg kan se lidt væk. Øv øv øv! Men når jeg så dem, så er der også flere!
Jeg hører horn rundt i skoven, og jeg hører hundene glamme derude et sted. De kommer nærmere, og mens jeg hører, at de kommer nærmere, hører jeg også tiltagende flere skud. Jeg er super klar og afventende. Et enkelt vildsvin kommer luntende oppe på toppen af bakken – for langt væk!!! Intet andet! Driverne kommer hen forbi mig, jeg må dog meddele, at jeg ikke har noget på jorden. Der er tid nok endnu, vi har stadig cirka halvanden time igen.
Hundene løber frit og løber meget længere, end jeg er vant til at se dem på drivjagterne med hagl hjemme i Danmark. Man skal virkelig være opmærksom på, hvad der kommer. Heldigvis har de stort set alle orange veste eller halsbånd på, så de er til at se. Der kommer en enlig gris!!! Jeg drejer mig stille rundt og afventer, at den kommer fri af træerne. Jeg er klar… og lige som den kommer ud – drejer den 90 grader væk fra mig! Forestil dig her en irriteret og meget ærgerlig emoji!
Klokken passerer 13, og jeg aflader og venter på at blive hentet. ”Min” gris var tilsyneladende løbet direkte over til Klaus, som skød den ganske kort efter, at den drejede væk fra mig. Derudover er der skudt 5 dyr i vores gruppe, Aleksandra skød 2 muflon væddere! Wauw, de er flotte! Vi er rundt til alle i gruppen for evt. at brække dem og gøre dem klar til at blive samlet op af en anden bil lidt senere.
Vi kører efterfølgende ned til samlingspunktet, hvor der er stillet lækker frokost op til os. Der er bl.a. supper, pølser og ost en masse, kaffe og kage! Alle er nu tilbage og vender dagens jagt med hinanden. Der bliver spurgt til højre og venstre, og der bliver fortalt historier om, hvad der er skudt. Fascinerende at høre, hvad der er skudt!
Parade – Respekt for dyrene
Vi samles til vildtparaden, som er smuk – dyrene ligger fint på paraden. Det er ikke alle dyr, der ligger her – en del af dem er allerede kørt af sted til kølehuset.
Der står 10 hornblæserne klar, og der blæses et stykke for hver af dyrearterne, og til sidst blæses jagt forbi. Det virker virkelig stort og smukt med 10 dygtige hornblæsere. Alle, der har nedlagt et eller flere dyr, bliver kaldt op med navns nævnelse og med nævnelse af, hvad der er skudt. Og der gives en grangren til jægerne, som de efterfølgende kan sætte i kasketten/hatten. Der er samlet blevet skudt 63 dyr i dag. Der var eftersøgning på et enkelt af disse, som også blev fundet.
Det rører mig dybt at stå her – følelsen af ydmyghed og at være en del af naturen rammer mig dybt. Efter paraden kører vi til hotellet, og et bad, lidt opdateringer på de sociale medier – og et par timer senere kører vi af sted til aftenens middag, som endnu engang indtages i smukke omgivelser.
Endnu en jagtdag – og i dag er det min dag!
Jeg var lidt trist og skuffet i går, over at jeg ikke fik noget på skudhold. Jeg har selvfølgelig talt med mange af dem, der var heldige i går og ønsket Waidmannsheil. Men i dag er det min dag, jeg har sluppet nervøsiteten og har fundet modet og viljen frem.
Efter parolen kører vi ud i de samme grupper som i går. Nyt område, nye muligheder. Super fint skydetårn, jeg kan igen skyde 360 grader rundt -med den lille udfordring, at jeg skal tjekke kuglefanget. Jeg er klar – også selvom det atter regner og blæser.
I dag slutter jagten en halv time før – altså kl. 12.30. Jeg kravler op i tårnet, og inden jeg overhovedet når at blive helt klar, kommer der en flok krondyr gående over skovvejen foran mig. Jeg forsøger at komme på plads, afstanden er okay – men jeg har ikke kuglefang! Det er netop lige her, jeg ikke har muligheden for at kunne skyde. Aih altså. Pokkers også!!! Jeg lader dem passere og ærgrer mig gul og grøn over, at jeg ikke kunne komme til at skyde.
En ræv kommer ud fra skoven og vender bagdelen til mig og løber væk… ingen chance.
Et krondyr kommer fra venstre – en hjort! Wauw, jeg lægger riflen til og er klar… aih come on! Den er kronebærende… og så er det også et no-go! Jeg føler lidt, at heldet rinder ud for mig, mens sekunderne går. Et ensomt vildsvin ude på 250 meter er det sidste, jeg ser, inden klokken runder 12.30.
I gruppen er der i dag skudt endnu mere vildt end i går. Det er FEDT! Vi samler gruppen op og sørger for, at dyrene ligger klar – og kører tilbage til mødestedet og til endnu en lækker frokost. Vi samles uden for huset og snakker, indtil det er tid til paraden.
Endnu en smuk, smuk parade. Der er flere kronhjorte på paraden i dag. Og ellers er det som i går – lidt af det hele. Hjorte, hinder, muflonvæddere, vildsvin, råer og ræve. I dag blev der nedlagt 55 dyr. Der er respekt, ydmyghed, stolthed, glæde, og også lidt ærgrelse rundt om paraden. Ærgrelsen tager jeg gerne en del af ”æren” for. Det ville have været SÅ fedt – men det var ikke min dag i dag heller. Til gengæld så jeg en del – og her på paraden ligger det synlige bevis på, at der var masser af vildt at skyde til.
Bussen kører os igen tilbage til hotellet, hvor vi gør os færdige til den sidste middag på denne tur. Det er smukke steder, de har valgt til os. Alle tre aftener har vi været steder, som har en meget hyggelig atmosfære, dæmpet belysning, god plads til os – og fantastisk mad.
Det bliver til endnu en skøn aften, hvor der bliver skålet for en god jagt. Der er drilleri af dem, der har kvajet sig i løbet af jagten, og der bliver som i går, kåret en jagtkonge for dagen.
Efter en skøn aften bliver vi for sidste gang kørt tilbage til hotellet, hvor baren er lukket – der er ingen i receptionen og ingen i bar/restaurant!!! Det duer jo ikke. Vi er en hel samling af mennesker, som netop har afsluttet tre intense dage sammen, og vi vil gerne nyde den sidste aften med en øl og en masse snak. Vi løser dog problemet ved at nogle henter øl, og vi omdanner receptionsområdet til vores egen lille private fest.
Klokken tre kapitulerer jeg og går op på værelset og får pakket alle mine ting ned, inden jeg falder om på sengen med et stort smil på læberne.
Zeiss media event… Hvad har det lært mig?
Når jeg sidder her på bagkant af eventet og ser tilbage, så er den følelse, der fylder mest taknemmelighed. Jeg var så usigeligt heldig at vinde min adgang til dette event – og det har været nogle af de mest givende dage i min meget korte jagtkarriere. At være ny jæger uden baggrund for at være det kræver, at man er villig til at lære. At man er villig til at være åben, ærlig, spørgende, nysgerrig – og at lægge stoltheden lidt til side! Jeg har ikke haft en far, en onkel eller en morfar, jeg kunne lære jagten af. Jeg har ikke nogen tæt på, som fra en ganske ung alder har lært mig, hvorfor man går på jagt. Jeg har ingen forudindtagede holdninger til jagten, men har som voksen valgt, at det er en naturlig del af livet for mig at være jæger. Det betyder også, at jeg skal lære alt fra bunden – og her nytter stolthed og bedrevidenhed ikke!
Det handler ikke altid om at skyde! Det handler om at være med. Om at have fået muligheden for at være med og at lære af de bedste. Det handler om at være modig. Om at turde være den, der er ny og uerfaren og at være helt klar og tydelig omkring, at man ønsker at lære.
Jeg kom til ZEISS Media Event stort set uden at kende nogen. Og jeg tog derfra med en helt ny familie, skabt gennem en fælles passion, en glæde, et ønske om at gøre en forskel i forhold til jagt, og gennem et ønske om at være familie. Og mens jeg sidder her på mit kontor, så fyldes jeg af glæde og taknemmelighed over, at jeg er modig og åben nok til at lære, og at jeg har fået den mest fantastiske velkomst i en verden af dygtige og passionerede mennesker, der ønsker at dele ud af deres erfaringer.
Rigtig Godt Nytår Til Alle Jægere
Jeg vil ønske jer alle – nyjægere og gammel-i-gårde-jægere – en fantastisk start på det nye år. Jeg vil ønske jer alle mod, ydmyghed og åbenhed. Vi kan alle lære – og vi har alle noget at give videre, uanset antallet af år, vi har på bagen som jægere. Det handler ikke om antallet af nedlagt vildt, men om at vi er jægere i hjertet, at vi ønsker at skabe de bedste vilkår for jagten i Danmark og i udlandet, og at vi bestræber os på at være gode, dygtige og ansvarsfulde jægere.
Freya Chalotte Askjær
Fakta om Zeiss Media Event 2018
Eventet er for: jagtjournalister, -bloggere og sponsorerede jægere fra i alt 12 lande.
Afholdes omkring: Laubach i Tyskland.
Afholdes af: ZEISS Sports Optics med sponsorerne Sauer, Hornady og Härkila.
Antal jægere: 49, heraf 8 kvinder.
Antal drivere: cirka 30.
Antal hunde: cirka 50.
Størrelse af jagtområde: ca. 1.000 ha pr. dag (forskellige områder).
Antal af vildt nedlagt: Jagtdag 1: 63 stk., jagtdag 2: 55 stk.
