AF JENS ULRIK HØGH
Petri – vores PH’er under besøget på Omujeve Safaris – var stærkt opsat på at bevise, hvad P’et i PH står for. Øverst på hans to-do liste denne morgen var at finde en gammel wildebeest tyr, som de gerne ville have skudt væk for at give plads til en yngre. Havde vi mere tid var det ideen at tynde lidt ud i områdets øvrige vildtbestande. Fryserummet var ved at være tomt, og på dette jagtområde spiser man langt hellere overskuddet af områdets vildt end indkøbt kød fra slagteren. Med mere end 100 munde at mætte plus en håndfuld jagtgæster om ugen går der store mængder kød til husholdningen. I dag skulle vi først og fremmest jage til gryden!
Med på denne tur var min russiske ven Sergei og hans kameramand Egor. Petri stod på ladet af Landcruiseren sammen med os andre, da vi stævnede ud i bushen kort efter solopgang. Han er en snaksalig fyr, som gerne deler rundhåndet ud af sin viden om den lokale natur. I os havde han et opmærksomt publikum. For jo mere man lærer, desto mere interessant bliver jagten fremadrettet.
Gnuer i sigte
Vi kørte på et hjulspor ovenfor en lille dal, da hans talestrøm pludselig standsede midt i en sætning. Et højlydt ”pssssst!” var signalet til chaufføren om at standse. Uden et ord satte han kikkerten for øjnene og stirrede mod et tæt krat 300-400 meter ude.
”Wildebeest!”, hviskede han, og jeg nåede præcis at se lidt bevægelse imellem stammer og grene inden dyrene forsvandt dybere ind i krattet.
Jeg kiggede spørgende på Petri. De foregående dage havde vi flere gange pürschet wildebeest, men ingen af forsøgene havde været i nærheden af at lykkes. Han rystede lidt opgivende på hovedet. Han havde ikke nået at se, om der var en tyr i gruppen, som først og fremmest bestod af hundyr med kalve.
”Lad os se om vi kan komme lidt nærmere”, sagde han. ”Man ved aldrig”.
Vi listede ned af bilen, og jeg tjekkede Mauseren. Patron i kammeret, uspændt slagfjeder, kikkerten på 4x, ballistiktårnet på 170 meter og lyspunktet tændt. Tjek! Rutinen ligger på rygraden, det tager mig næppe fem sekunder at sikre, at udstyret er klar, og det er en vane, som i den grad har befordret jagtheldet, når skudchancer nogle gange er opstået med sekunders varsel….
Flokken af wildebeest rejste en støvsky, som bredte sig op over trætoppene og skinnede orange i skæret af den lave sol. Det var tydeligt, at dyrene var på vej fra nattesædet til dagens udvalgte græsgange. De var ikke opmærksomme på vores tilstedeværelse, men de gik alligevel rask til, så vi skulle sætte det lange ben foran, hvis vi skulle gøre os håb om at komme tilstrækkeligt tæt på til at finde tyren, vurdere om han var skudbar og eventuelt afslutte fire dages jagt på et af Afrikas mest sejlivede stykker vildt.
Efter 300 meters pürsch så vi et glimt af flokken mellem træerne. Afstanden fra os til gnuerne var omkring 500 meter, og hverken Petri eller trackeren kunne se nogen tyr, men det stod på den anden side klart, at der var mange dyr i denne flok, som vi ganske enkelt ikke kunne se.
Planen var derfor at komme endnu tættere på i håbet om et bedre overblik.
De næste 300 meter foregik i en akavet sammenkrøbet gangart. Vi gjorde os så lave, som det er muligt, uden ligefrem at kravle på alle fire. Da vi forsigtigt hævede hovederne over buskene, kunne vi konstatere, at flokken ikke havde bevæget sig yderligere. Til gengæld var de blevet opmærksomme på os, uden at de dog viste, hvad det var, de havde set. Enkelte dyr kom ud af buskene med front, ører og øjne imod os i forsøget på at vurdere de lyde, de havde hørt, eller de bevægelser de havde set igennem de tætte tornebuske, som vi håbede havde dækket vores fremfærd.
Spændt atmosfære
Vi vidste alle, at det var et spørgsmål om tid før flokken igen ville sætte sig i bevægelse. Spørgsmålet var om de ville løbe skræmte væk, eller om de ville beslutte sig for, at vi ikke var så farlige og derfor fortsætte i rask gangtempo. Petri tog ikke kikkerten fra øjnene og undersøgte omhyggeligt hver eneste sorte bevægelse.
”Sæt skydestokken op, så du er klar”, hviskede han. Jeg parerede ordrer og rettede stokken ind på et hul imellem træerne, som måske kunne byde på en skudchance. Sergei målte afstanden til de nærmeste dyr. 208 meter. Afstanden var ikke håbløs. Jeg stillede ikke på kikkerten men indprentede mig selv af skyde i den øverste del af træfområdet, hvis chancen skulle byde sig.
”Der er han!”. Begejstringen i Petris hviskende udmelding var ikke til at tage fejl af.
”Kan du se ham?”
”Der er han!” Begejstringen i Petris hviskende udmelding var ikke til at tage fejl af. ”Kan du se ham?”
Et dyr var på vej igennem buskene. Jeg skruede helt op for forstørrelsen, betragtede sceneriet gennem sigtekikkerten og lagde an til at spænde riflen op. Stemningen var intens. Ingen sagde noget i nogle lange sekunder. Jeg kunne høre min egen puls i mine ører.
Dyret trådte ud på det åbne stykke, og jeg var ikke længere i tvivl om, at jeg var opmærksom på den rigtige gnu. Det var en flot tyr. Stor i kroppen og med et sæt kulsorte horn, der blinkede i solen.
”Skyd ham, hvis du kan”, hviskede Petri.
Det gav et knapt hørbart ”klik” da riflen blev spændt op. Jeg tog en dyb indånding og flyttede fingeren til aftrækkeren. I en glidende bevægelse lod jeg lysbringen vandre ind på bringen af dyret. Det var et langt skud, men formentlig den eneste chance jeg ville få.
Tyren gik langsomt frem. To eller tre skidt mere ville blotte ham fuldstændigt.
Et liv blev taget…
Han tog de fatale skridt i løbet af de næste tre hjerteslag, og skuddet gik, da lysprikken befandt sig lidt over midten af bringen på tyren, som havde vendte fronten direkte imod mig. Man kunne tydeligt høre kugleslaget, da tyren tog et voldsomt spring op i luften, snurrede omkring og galopperede vildt ind i det tætte krat, han var kommet fra.
Jeg følte mig helt sikker på, at kuglen sad som den skulle. Alt stemte – det er en dejlig fornemmelse.
Han var løbet omkring 50 meter, inden han styrtede forendt til jorden ramt af en kugle direkte i hjertet. Det var intet problem at finde ham for enden af det brede spor af lyst hjerteblod, han havde efterladt på jorden i de sidste sekunder af hans liv.
Det var en gammel tyr og præcis den samme, som Petri havde observeret i området nogle gange i de seneste måneder. Han skulle ud af flokken for at give plads til yngre kræfter. Jagten på netop dette individ var en naturlig del af vildtforvaltningen i området. De gamle dyr bliver taget ud, når de ikke længere bidrager til avlen, og det er vigtigt at få det gjort, inden de begynder at miste huld og blive afkræftede og syge, så de ikke kan bruges i køkkenet.
I dette tilfælde var timingen perfekt.
Jeg betragtede det smukke dyr med et lille stik af vemod. De er så utroligt meget smukkere, når de springer levende omkring i bushen, end når de ligger livløse på jorden med et tomt blik i de døde øjne. Jeg kan sagtens forstå ikke-jægerens undren over vores glæde ved at gå på jagt, hvis det eneste de ser, er det døde dyr i selskab med en storsmilende jæger. Men historien, som det billede fortæller, er ikke komplet. Den rummer hverken de mange års omhyggelig forvaltning af vildtet og området, det lever i, eller de mange timers jagt, der er gået forud for hvert eneste succesfulde skud. Den nøgne sandhed er, at disse dyr ikke ville være her, hvis ikke de gav ophav til spændende oplevelser og kød til gryderne. Jeg forstår godt at PH’en er stolt og glad, når det lykkes.
Vi fik læsset tyren på Landcruiseren. Der var stadig nogle timer tilbage at jage i, og da vi var ude for at fylde kølerummet op, fortsatte vi jagten.
Jagtheldet var med os den dag, og da vi vendte tilbage til lejren tre timer senere, bragte vi yderligere en red hartebeest ko og to vortesvin med os. Gutterne i slagtehuset smilede bredt, da vi rullede ind med morgenens høst. Det gør jeg også, når jeg tænker tilbage. Det var en dejlig dag under Namibias blå himmel.
https://www.youtube.com/watch?v=MAe0BZdbcu8
Se VIDEO om jagt i Namibia
