AF JENS ULRIK HØGH
Lilian gav buttoloen endnu et kærligt klem, og et langstrakt ”fiiiiiieeeepp” gav genlyd i sommernatten. Vi lyttede og stirrede i retning af skovbrynet 300 meter borte. Riflen hvilede allerede på skydestokken. Det var en af de første aftener i august på reviret tæt på Toulouse i det sydlige Frankrig.
Vi så begge det ildrøde glimt af råvildt i sommerpels gennem krattet. Et dyr nærmede sig i galop. Jeg spændte Merkel Helix´en op og fandt bevægelsen i kikkerten. Det have været en usædvanlig udbytterig aften. To skud var allerede affyret på to forskellige pladser, og to modne råbukke havde forladt de grønne franske kløverenge til fordel for en mere permanent løsning.
”Det er en rå!” konstaterede Lilian med lidt ærgrelse i stemmen, over udsigten til at aftenens sidste forsøg så ud til at ende forgæves. Ikke desto mindre gav han lokkekaldet et klem mere og skreg lyden af liderlig rå ud i tusmørket. Jeg kiggede op for at følge skuespillet. Hvor tæt ville råen komme på, inden den opdagede bedraget?
Brunstløse dage
De to foregående dage havde ikke budt på mange chancer i det fantastiske landskab. Vi havde mere end 20.000 hektar landbrugsjord til rådighed, og der var i altovervejende grad tale om afgræssede enge, græsmarker til høslet og spredte klynger af urørt løvskov i meget kuperet terræn. Et paradis for råvildt!
Den ideelle biotop til trods havde jeg dog ikke set eller hørt andet end tre brunstige bukke og nogle få råer og spidsbukke. To gange havde riflen været af skulderen, men den første chance viste sig at være en stærk spidsbuk, som jeg gladeligt sendte videre til næste sæson. En moden seksender var kommet ud af skovbrynet mindre end 10 meter fra os, og den nåede at se min bevægelse, da jeg hævede riflen, inden jeg så den i trådkorset. De vejende brombærris og den højlydte skideballe var de eneste minder, vi kunne tage med fra den ”nærdøds-oplevelse”.
Vi vidste, at der havde været masser af aktivitet i dagene umiddelbart før vores ankomst, men af uforklarlige årsager havde det været utroligt dødt i området de første par dage. Måske var det sommervarmen? Det var ikke umiddelbart logisk, eftersom de foregående dage med fuld brunstaktivitet havde været nøjagtig lige så varme.
Fuld fart
Den sidste aften fulgtes jeg med Lilian Camalet – manden bag den firbenede skydestok 4StableSticks. Lilian var den perfekte guide. Dels er han en stærkt passioneret og meget erfaren råvildtjæger, og dels var det faktisk hans terræn, som vi jagede på, så han kendte alle hjørner og afkroge, som bukkene kunne gemme sig i. Planen var at køre ud til et lovende område, lokke lidt og begive os videre, hvis der ikke var aktivitet.
Det første sted vi stoppede, var lokale bønder i fuld gang med at presse hø i bigballer. Vi kørte nogle hundrede meter ind ad en lille markvej. Jeg ladede riflen, tændte lyset i kikkerten og skruede den ned på 4x forstørrelse. Vi gik stille ned ad vejen, mens Lilian med jævne mellemrum pressede lyden af en brunstig rå ud af buttoloen.
Vi havde ikke jaget i mere end et halvt minut, da vi gennem et levende hegn halvanden hundrede meter ude så glimt af en springende buk i flammende sommerpels og hørte et dybt og hæst ”Bau!”. Lilian svarede øjeblikkeligt med et tilsvarende udbrud, som lød præcist som en vred buk. Jeg skævede lidt overrasket til den iltre franskmand, som ganske uventet havde givet sig ind i et højlydt skænderi med en af de lokale bukke. Dette var en lidt mere aggressiv strategi, end jeg havde forventet. Jeg kunne dog ikke sige mig fri for en hel del nysgerrighed.
Nogle sekunder senere sprang en lille gaffelbuk over vejen 50 meter fra os. Det gik så stærkt, at jeg ikke nåede at løfte riflen. Lilian var dog fortsat fokuseret på marken bag det levende hegn og forsøgte sig igen med buttoloen. Vi hørte begge lyden af stampende skridt, og kviste der knækkede. Lilian pegede i retningen, som han mente dyret kom fra. Jeg slog hurtigt skydestokken op som tobenet, lagde an i gaflen og spændte Helixen op til skud. Min hjerte var øjeblikkeligt kommet op i tempo, og alle mine sanser fokuserede imod lyden. Lilian ”bauede” igen imod den formodede buk og ruskede et lille træ i vejkanten voldsomt.
I næsten samme øjeblik brasede en buk igennem det levende hegn foran os. Den bauede vredt og sprang i høje spring imod det, den helt sikkert formodede var en konkurrent på afveje. Jeg så ham gennem kikkerten. Han var blind af raseri. For dum, for vred og for liderlig til at indse at de to mørke skikkelse, han var på vej hen for at tæve, ikke var udfordrende rivaler. Det hele udspillede sig på få sekunder. På omkring 25 meters afstand faldt tiøren, og han standsede på stedet, da han slog bremserne i med alle fire ben. Trådkorset hvilede allerede på bringen, og pegefingeren havde for længst fundet aftrækkeren. Skuddet faldt øjeblikkeligt, og det gjorde bukken også.
Jeg pustede langtrukkent ud og sendte Lilian et anerkendende nik og et smil. Manden kunne ikke blot tale med bukken og lokke den forsigtigt frem fra sit skjul. Han skændtes med den og hidsede den op til slåskamp, så den kom galopperende lige ind i hovedet på os!
Videre!!!
Lilian var tændt af den ophedede meningsudveksling og ville hurtigt videre til næste plads. Jeg havde endnu to franske bukke-tags, så vi læssede hurtigt bukken ubrækket op i hans lille bil og kørte et par kilometer ad små snoede grusveje til den næste lovende plads. Her var proceduren den samme. Vi var hurtigt ude af bilen, fik ladt riflen og pürschede os til pladsen, vi ville lokke fra.
Vi tog opstilling i kanten af en kæmpe kløvermark med tæt skov til tre sider. Et stykke råvildt stak kortvarigt hovedet op mindst trehundrede meter ude, men vi nåede ikke at se, om at var en rå eller en lille buk. Lilian lokkede med buttoloen, så højt han kunne. Et enkelt ”fiiiiiieeeep”.
Vi scannede skovbrynene gennem vores håndkikkerter, og efter omtrent et halvt minut forlod en moden seksender det fjerneste skovbryn. Han travede målrettet lige imod os, og der var ingen tvivl om, at også denne buk så absolut var skudbar. Vi tog derfor ikke øjnene fra ham. Efter et minuts tid begyndte han at tøve lidt, og Lilian reagerede øjeblikkeligt med et nyt kald. Det satte atter fart i bukken, der kom til os, som var den en torsk for enden af en fiskeline….
Da den var kommet indenfor 250 meter, sænkede jeg kikkerten og ville klargøre riflen til skud fra skydestokken. I samme øjeblik så jeg ud af øjenkrogen en bevægelse i kløvermarken på min højre side. Jeg drejede hovedet og indså, at det var en anden buk, som var på vej imod kaldet. Jeg løfte skydestokken med riflen og svingede de 90 grader rundt mod bukken, der var mindre end 100 meter ude. Bukken så bevægelsen – svingede lidt til siden og stivnede med hele bredsiden blottet. Sekundet senere havde jeg kun et enkelt ubrugt bukke-tag tilbage.
Lilian opførte en lille sejrsdans på stedet. Aftenen gik over al forventning. To steder, to skud og to bukke. Vi gav os tid til at tage et enkelt billede.
Grand finale
Det næste sted vi lokkede, var der ikke nogen buk hjemme. Et enligt smaldyr var ude for at kigge, men der skete ikke mere.
På plads nummer fire var der buk – endda en temmelig stærk buk – men han fik vind af os, uden at der opstod en skudchance. Det var begyndt at blive temmelig mørkt, og jeg var helt bestemt indstillet på at vende snuden tilbage til en lækker middag på det lille franske landsted, vi boede på, men Lilian var fast besluttet på at klemme alt ud af denne aften, så vi forsøgte os et sidste sted på hjemvejen.
Og nu stod vi altså der og nød synet af en rå, som i fuldt firspring kom imod os for at undersøge, hvad der gik for sig. Lilian stod tre-fire meter bag mig og kunne ikke se langs det snorlige skovbryn, som strakte sig så langt øjet rakte på min højre side.
Vi lokkede på råen i omkring fem minutter for at se, hvor tæt vi kunne få hende ind. Hun var betydelig mere forsigtig end bukkene. På et tidspunkt stivnede hun og stirrede imod skoven til højre for mig. Jeg drejede hovedet og fik øje på en relativ stærk seksender, som kommer blæsende i skovbrynet med tungen ude af halsen. Instinktivt løftede jeg riflen ud af skydestokken og drejede mig rundt. Bukken ser bevægelsen, bremser hårdt og står stille med fronten direkte mod mig på 50 meters afstand. Jeg skyder frit fra skulderen, men det er nu blevet så mørkt, at mundingsflammen blænder mig gennem kikkerten. Jeg så derfor ikke bukkens reaktion på skuddet, inden den sprang ind i den tætte skov.
Jeg lyttede og kunne høre bukke brase igennem krattet. Den bevægede sig et stykke, inden der blev stille. Jeg var bestemt ikke 100% sikker på, at den var faldet. Det var Lilian heller ikke – han havde dårligt nået at se den. En undersøgelse af skudpladsen i pandelampernes skær afslørede ikke en dråbe schweiss. Omvendt er det sjældent, at man får et udgangshul, når man rammer bringen direkte forfra, så det manglende schweiss var ikke nødvendigvis et tegn på en forbier.
Vi tilkaldte en af de andre Jægere – franske Philipe Jaeger – som var på plads med sin munsterländer efter en god times tid. Fem minutter senere råbte han ”Waidmannsheil” fra skoven. Bukken lå forendt for en perfekt hjertekugle 100 meter inde i skoven. Og således sluttede en intens aftens brunsjagt på råbukke nær Toulouse. Det gør jeg gerne igen!
