Køb abonnement til
magasin og indhold Abonner Her

F.a.i.r. Pathos – en flot o/u haglbøsse med ’value for money’

Hvad gør man, når man som inkarneret side-by-side skytte bliver inviteret med på en klapjagt på den betingelse, at man kun må skyde med en O/U-bøsse?

AF JENS E. PERTO

Som det vil være nogle læsere bekendt, er jeg af mange årsager meget forelsket i klassiske engelske jagtvåben. Af samme grund er jeg et ivrigt medlem af Dansk Hanebøsse Societet, hvor vi kun bruger haglbøsser med udvendige haner – og helst engelske våben med damascerede piber. I dette selskab har det at skyde med en O/U mindst én ting til fælles med at elske med en gris. Man fortæller det ikke til nogen!

Jeg kom derfor i et ubehageligt dilemma, da min gode ven, som er en stor våbenentusiast, inviterede mig på klapjagt på én betingelse, ”at jeg omsider blev voksen i mit valg af våben. Høje og hurtige fasaner, skyder man som bekendt med en O/U-bøsse”.

Som i så mange andre tilfælde, når det gælder jagt og våben, så vandt naturen over optugtelsen. Jeg er bestemt ikke nogen slave af en stærk karakter og var derfor ikke tilstrækkelig principfast til at takke nej til en forrygende dag med mange fugle og udfordrende skud. Ved at blive set offentligt med en O/U ville jeg ganske vist blive mobbet på næste jagt med hanebøssesocietetet, men det bliver alle medlemmerne som regel alligevel, så skaden ville ikke være så stor; forskellen ville primært bestå i emnet for de hånlige kommentarer.

Ikke engelsk

Blandt de mange tillokkelser ved arrangementet var, at opgaven med at finde en ny bøsse for en gangs skyld ikke bestod i at finde et brugt og velholdt eksemplar bøsse i en afkrog af England, for derefter at have besvær med tilladelser, ex- og import, foruden det ofte nødvendige besøg hos bøssemageren. I stedet kunne jeg opstille mine valgkriterier og derefter frit vælge inden for det budget, jeg havde til rådighed.

Udgangspunktet var en bøsse i kaliber 20. Efter min mening er problemet med de fleste o/u-bøsser i kaliber 12, at de i kraft af deres konstruktion og oprindelse som konkurrencevåben er tunge og ofte lidt klodsede – i hvert tilfælde sammenlignet med en side-by-sidebøsse af engelsk oprindelse.

I overensstemmelse med mine anglofile tilbøjeligheder ville jeg også foretrække et skæfte uden pistolgreb. Helst ville jeg naturligvis have valgt en Boss i kaliber 20 – men da den koster £82.950 plus moms, gik denne løsning kun meget kortvarigt ind i mine overvejelser.

Heller ikke en brugt O/U af engelsk fabrikat kunne komme på tale. Ser man bort fra Boss’ fremragende produkter, minder de fleste gamle O/U-bøsser fra Storbritannien mest om dele til en landbrugsmaskine, dels er de berygtede for deres upålidelighed rent funktionelt. Og uanset om de virker eller ej, er de alle sammen (for) kostbare for mig.

Italienerne vinder

Ganske vist er Browning en stor og populær spiller på markedet, men da min prioritet var både lethed og elegance hos en O/U-bøsse, gik mine tanker primært imod de italienske producenter. Italienerne står efter min mening ikke bare bag de fornemste O/U-bøsser i verden – de laver også en række udgaver, hvor man får rigtig meget ’value for money’.

En Perazzi model MX20 Standard appellerede voldsomt til mig med sit engelske skæfte og ’detachable locks’, men prisen for selv et godt brugt eksemplar faldt uden for rammerne for mit ’klapjagtsprojekt’. Et oplagt alternativ var derfor en gammel klassiker: Beretta Silver Pigeon. Selv fra ny er prisen overkommelig, men nærig som jeg er, begyndte jeg at søge efter en brugt bøsse med engelsk skæfte, som desværre er relativt sjældne – i hvert tilfælde herhjemme. Men under min søgen faldt jeg over en bøsse, jeg aldrig før havde haft i hænderne – og som entusiast har jeg altid haft en svaghed for bøsser, som man ikke ser hver dag.

Inden for finish af våben har amerikanerne et begreb, som hedder ’Funeral Grade’. Det dækker over en helt sortbruneret bøsse – med meget begrænset dekoration i form af indlagt guldtråd. Et typisk eksempel er Brownings model I1. Som dekoration på en bøsse synes jeg godt om kombinationen af sort og meget små mængder guld, og da jeg i sin tid renoverede min Westley Richards ’Gold Name’, valgte jeg at lade alle metaldele sortbrunere. Jeg blev derfor straks interesseret, da min gode ven og bøssemager Per Langvad viste mig en O/U fra den italienske producent Isidoro Rizzini. Den var netop i noget, der ligner ’funeral grade’, med sin helt sorte bascule og modelbetegnelsen Pathos indlagt i guldtråd.

F.a.i.r.

Rizzini-navnet er knyttet til en række italienske bøssemagere, og deres blotte antal kan være stærkt forvirrende. Blandt de mest berømte er brødrene Amelio og Guido, som står bag firmaet Fratelli Rizzini, og som producerer side-by-sidebøsser i allerhøjeste kvalitet. Disse to brødre har endvidere begge flere sønner, som er engagerede i produktion af jagtvåben.

Hertil kommer tre nevøer, som står bag hver sin våbenfabrik: Emilio, Battista og Isidoro. Sidstnævntes virksomhed hedder Fabricca Armi Isidoro Rizzini – normalt forkortet til F.A.I.R.  – og er herhjemme mest kendt som producent af de prisbillige våben af mærket Lincoln.

I modsætning til Beretta, der som bekendt har fremstillet våben siden før reformationen, er FAIR med sine kun 40 år på bagen en af de nyeste producenter i Val Trompia. Til gengæld er produktionen baseret på brugen af den allernyeste og mest avancerede teknologi, som har gjort det muligt at lave våben i en kvalitet, der står i skarp kontrast til priserne. F.A.I.R. producerer dog ikke bare haglbøsser i den lavere ende af prisskalaen, men tillige ganske avancerede jagt- og sportsmodeller, foruden kombivåben og dobbeltrifler.

Mange af de forskellige bøsser fra Rizzini-fabrikkerne er bygget på den samme type bascule, som kombinerer Brownings lukke med Berettas hængsling af piberne. Og præcis som en almindelig boxlås kan de laves i mange kvaliteter og grader af finish. En af udgaverne i mellemprislejet fra Isidoro Rizzini er model Pathos.

Af mit leksikon fremgår følgende: ”Patos: (græsk: πάϑος, páthos, “lidelse”, “affekt”), af og til stavet pathos, betyder at vække eller vise følelser.” Et ganske forpligtende navn, men ikke helt ubrettiget, som det senere skulle vise sig.

Round bar

Min interesse for den lille 20’er blev ikke mindre af, at bøssen er bygget på en ’round bar action’, har engelsk skæfte og er både let og elegant.

Pibernes kammerende er samlet med monobloc-metoden og har 76 mm-kamre med såkaldte X-cones, hvis længere og dermed mindre stejle overgang fra kammer til løb angiveligt mindsker rekylen. Hverken sigteskinnen eller den skinne, som sammenføjer piberne, er ventilerede, hvilket jeg mener er at foretrække til jagtbrug, da det letter rengøringen.

 

Piberne er forsynede med multichokes med rillemarkering på kanterne, så man selv i mørke kan skifte til den ønskede trangboringsgrad. Bøssen er fremstillet og trykprøvet til brug med stålhagl, men producenten anbefaler kun de åbne chokes til denne brug, hvilket giver god mening. Dels for at undgå beskadigelse af chokes/mundinger, dels fordi stålhaglpatroner oftest har et langt tættere skudbillede end tilsvarende ladninger med bismuth- eller blyhagl.

Låsekassen er som sagt med afrundet bund og er ganske lav på trods af de underliggende knaster á la Browning – kun ca. 58 mm. En lav bascule reducerer både vægten og mindsker afstanden mellem øverste løbs centerlinje og den hånd, som svinger bøssen. Dette afstandsforhold er sammen med placeringen af våbenets tyngdepunkt afgørende for bøssens føringsevne eller ’pointability’, som briterne kalder det med en fællesbetegnelse. Pathos’ens tyngdepunkt ligger ca. 25 mm foran pibernes hængsling, hvilket mindsker risikoen for at stoppe i svinget på trods af bøssens relativt lave vægt.

Kompromis

Ejektorsystemet har udkasterfjedre indbygget i monobloc’en og ikke i forskæftet som på mange andre tilsvarende konstruktioner. Ved affyring glider to stænger nederst i basculen frem og udløser ejektorfjedrene efter åbningen af låsen. Sikringen er ikke automatisk, men har indbygget pibevælger til singleaftrækket, som det er velkendt fra Beretta.

Skæftet er helt ret og har et drop ved hælen på 55 mm. Længden fra fabrikken er 36,5 cm inklusive den netskårne 6-7 mm tykke bagkappe af træ. Forskæftets låsepal er af den såkaldte Anson push-rod type – mere eller mindre direkte kopieret fra Boss’ O/U-bøsser. Skæfternes netskæring er smukt laserskåret med 20 linjer per tomme. De bittesmå tolerancer i pasningen mellem alle bøssens dele – uanset om de er af træ eller metal – er et tydeligt bevis på den enorme betydning, som moderne produktionsmetoder har haft for forholdet mellem kvalitet og pris for nye jagtvåben.

Jeg syntes som sagt allerede godt om bøssen ved første øjekast. Skæftet var en halv centimeter for langt til at passe mig helt korrekt, men det er en smal sag for bøssemageren at rette op på – ligesom det efter min mening manglende cast off.

Helst ville jeg have en bøsse med 76 cm-piber, men det leveredes kun på bestilling til fabrikken. Desuden må jeg erkende, at en pibelængde på 71 cm er et godt kompromis til en let bøsse i kaliber 20, som både gør den let at skuldre og giver tilstrækkeligt med inerti til at holde svinget i gang.

Forhandleren gav mig et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Udsalgsprisen burde være omkring 20.000 kr., men da bøssen var den eneste af slagsen, som han havde taget hjem, og da den havde stået på hylden meget længe, lod han mig få den til sin indkøbspris. Pludselig var jeg blevet ejer af en O/U-bøsse.

På jagt

Desværre kunne jeg ikke finde tid til at prøve bøssen på skydebanen inden jagten, ligesom bøssemageren heller ikke kunne nå at rette skæftet til. Så da dagen for fasanjagten omsider oprandt, var jeg naturligvis lidt spændt. Jeg vidste, at min gode ven og værts falkeøjne ville holde mig under konstant observation. Og selvfølgelig kom den første fugl i første såt lige imod mig, så ikke bare min ven, men alle de andre deltagere uvilkårligt så på både mig og fuglen, der var kommet højt over træerne foran os, men nu lod sig falde på stive vinger.

Jeg hader at skyde på en faldende fugl. Det er svært at tvinge sig selv til at svinge nok ned under fuglen, når man samtidig skal være opmærksom på ikke at skyde i en vinkel under 45 grader – en ufravigelig regel på klapjagter. Heldigvis pakkede fasankokken sammen i skuddet, og jeg slap for hånlige kommentarer, hvilket normalt er den største ros, men opnår i dette selskab.

Næste fugl gik samme vej – men så blev jeg for selvsikker og sløsede med at trække igennem og kæntre bøssen tilstrækkeligt. De næste tre fugle var forbiere, fulgt af en dårlig træffer, som dog hurtig blev hentet af en ivrig labrador, få sekunder efter fuglen ramte jorden.

Et øjeblik savnede jeg min gamle hanebøsse fra Teophilius Murcott med dens 76 cm lange piber, men erkendte så, at alt for megen analyse af et dårligt skud som regel kun fører til endnu flere af slagsen.

Affekten kom

I næste såt gik skydningen da også meget bedre, og da vi efter frokost kom til den såt, hvor fasanerne erfaringsmæssigt er allerhøjest, blev jeg placeret på kongeposten midt i drevet. Her lykkedes det mig at nedlægge nogle af de højeste fugle, jeg kan mindes at have skudt under en klapjagt (selvom det ikke siger så meget om hverken erindring eller træffeevne).

Uanset mine fordomme så bragte bøssen mig måske ikke ligefrem i affekt, men det gav i hvert tilfælde en rigtig god fornemmelse at iagttage de stendøde fasankokkes lange fald mod jorden. Betydningen af navnet Pathos er som sagt ganske forpligtende, men jeg må erkende, at i mit tilfælde lykkedes det producenten at leve op til det.

Bøssen fremstår som produceret med henblik på en høj grad af æstetik med sit Boss-forskæfte, afrundede bascule og åretegnede skæfte uden pistolgreb. Sammen med de omtalte sorte metaldele og modelnavnet i guld ser bøssen i mine øjne lidt raffineret ud, og med en vægt på kun 2.750 gram må jeg (lidt mod min vilje) erkende, at min nye Pathos ikke bare en glimrende klapjagtsbøsse – men tillige en fornøjelse at bære rundt på – også under en lang jagtdag på rypefjeldet eller på ’trampejagt’ ud over markerne efter en hare.

F.a.i.r. pathos

Kaliber: 20/76, fås også i 16, 28 og .410.

Monobloc

Piber: 71 cm

Skinne: Massiv, smal

Vægt: 2.750 gram

Skæfte: Engelsk, åretegnet.

Singletrigger med løbsvælger

Sikring: Ikke automatisk

Pris: Ca. 13.995 kr.

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks:    
   

Læs mere

Nyheder