Begynderfejl
Det starter ikke vildt imponerende. Jeg trykker på aftrækkeren, men der kommer bare et højt klik fra riflen. Højt nok til at min estiske jagtfører, Heiki, kan høre det over larmen fra elg-tyren. Den passerer på blot 20 meters afstand, på den skovsti vi står på – lynhurtigt og forbløffende elegant med lange bløde skridt. Inden jeg har fået bandet færdig og repeteret, er elgen selvfølgelig for længst forsvundet i den tætte skov, skarpt forfulgt af en halsende elg-hund og et par sammenbidte gloser fra Heiki, som jeg, trods en del sprogvanskeligheder, ikke har specielt vanskeligt ved at gætte betydningen af – Verdammt!
Jeg er taget på Elgjagt i Estland med Buhls jagtrejser. Et svagt øjeblik foran computeren med kraftig indflydelse af jagt-abstinenser i den uvirksomme den danske vinter fik mig til at bestille. I et stort skovdistrikt stik øst fra Tallinn havde den lokale jagtforening en kvote på elge, der skulle skydes, og jeg har aldrig skudt en elg før. Det er faktisk et udmærket udgangspunkt for en god jagttur.
På tyve meters afstand er sådan en elg temmelig stor. Den er op til to meter i skulderhøjde og kan veje 800kg – Nordens majestætiske kæmpe. Den her var nok en smule mindre, men i riffelkikkerten er det svært at se andre detaljer end gråsort, selv når man har skruet helt ned for forstørrelsen. De er utrolig elegante på de høje stive ben, og nærmest usynlige for det utrænede øje, når de står stille i den bløde hvide mosklædte skovbund og holder øje med dig inde under skyggerne i den mørke knejsende granskov.
Jeg har repeteret min ellers normalt trofaste riffel, en fuldskæftet Sauer 80 og patronen, en Norma Oryx i 30-06 med 11,7 grams kugle, ligger fint i græsset ved vejkanten og skinner som ny helt uden spor fra slagstiften. I kampens hede har jeg ikke fået afsikret riflen korrekt – Den skal lige have et ekstra nøk, når snellen er stukket. Pinlig begynderfejl til stor skuffelse, ikke mindst for Heiki.
De ti skytter bliver kørt ud til et nyt enormt skovområde og sættes af med passende mellemrum. Derefter slippes elg-hundene i den modsatte ende af skoven, og så følges de på GPS. Hvis hundene driver elgene i en uventet retning, bliver skytterne blot flyttet, så de får bedre skudchancer i åbne områder undervejs. Det bliver til mange vilde ture ud og ind af bilerne og vild rallykørsel på smalle skovstier for at komme foran hunde og elge til et godt skud. Men alt det er jeg ganske uvidende om. Jeg bliver i stedet sat ind sammen med hundene og går efter deres halsen, hvis elgene blot bliver stående og ikke længere gider flytte sig. De andre fryser og keder sig en del, men det er ikke svært at holde hverken gejsten eller varmen, når man skal følge med en elg-hund. Efter den lidt skuffende våbenbetjening slutter min første jagtdag dog uden flere elge i riffelsigtet.
Hårdt arbejde
Næste dag er der mere af samme skuffe. Vi starter med et nærende måltid bestående af kaffe og en stadig blød småkage, og derefter er der autopürsch. Jeg bliver dog gennet ind i bilen til den hundefører, jeg fulgte dagen før. Heiki er en af de lokale skovfogeder, tror jeg, men vores fælles ordforråd kan tælles på en enkelt hånd. Eneste fælles reference er en tyndslidt tysk-estisk ordbog. Men ”jakt är jakt”, som de siger i Sverige – hvor svært kan det være?! Vi kører langsomt gennem de uendelig store skove, i tomgang med nedrullede ruder, mens dagen vågner langsomt. Vi spejder forgæves efter elgene, og efter en times tid med uendelige rækker af grantræer kæmper jeg bravt med ikke at falde i søvn – uden det store held. Jeg får en god kvalitetsskraber i bilen, mens Heiki kører retur mod morgenmad og jagtselskabet.
Resten af jagtdagen kommer til at udspille sig i et stort område nær den lokale jagtforenings seriøse elg-hytte. Pladsen foran hytten er domineret af et stort massivt stativ med el-hejs, som er bygget til at kunne bære fire af de største elge samtidig. Alt er bare større end jeg er vant til, når man skal håndtere elge i stedet for rådyr. Her hjælper en lille fiks quadbike ikke meget. Der skal en massiv skovtraktor til at hive byttet hjem. Skytterne fordeles langt ude i næste kirkesogn og hundene slippes løs sammen med et par klappere. Heiki og jeg danner mobil bagtrop og dirigeres konstant til områder, hvor elgene har valgt at holde lidt pause, mens hundene gør deres bedste for at få dem i gang igen. Vi har som regel 3-400 meters løb fra bilen og derefter 100 meters pürsch for at komme på skudhold. Men det er ikke lange pauser elgene holder, og de er forbistret svære at komme tæt på.
Vi er langt forbi frokost, maven knurrer, og jeg har for længst drukket min alt for lille flaske vand, før jeg får den første reelle skudchance til en elg. Elgene løber tilsyneladende i meget store cirkler omkring os, for jeg genkender området fra formiddagen, hvor jeg ventede forgæves en halv times tid i samme sjaskvåde 100 meter brede åbne stykke, under de kraftige høje stålblanke elmaster, der skærer tværs gennem den kæmpe skov. Jeg har god tid inden elgene kommer, tror jeg. Småløber ved siden af Heiki og har efterhånden lært at aflæse hundenes position på GPS’en. Jeg ved at elgene er et stykke foran hundene, men de overrasker os alligevel, da de bryder gennem de lave grantræer på 70m afstand. Først koen med direkte øjenkontakt da jeg smider riflen til skulderen og må skrue ned for forstørrelsen omgående. Derefter følger kalven, med mit trådkors dansende over skulderen. Pulsen går helt amok. Vi har løbet for at komme hen til det sted, vi regner med at de vil bryde igennem. Men de har været hurtigere end forventet, så vi bliver fanget midt ude i det åbne. Vi står i vand til lige under støvlekanten, og der er ikke andet at gøre end at håbe på, at de er ligeglade med os. Det er de heldigvis og fortsætter skråt forbi os, som om vi ikke er der. Jeg kan overhovedet ikke finde ro til at sigte. Koen stopper brat midt ude i det åbne og glor direkte på mig. Kalven løber videre i rask trav, og jeg brænder et forhastet skud af og rammer lige foran den på sølle halvtreds meters afstand. En fin vandsøjle står i vejret, og kalven drejer rundt og løber retur, hvor den kom fra. Koen vågner derimod til dåd og sætter af med kæmpe skridt mod skovkanten. Jeg repeterer og kaster riflen mod skulderen for at skyde til den, men Heiki holder mig på skulderen og siger stille “ruhig ruhig, kleine schießen”. Jeg trækker vejret tungt – finder kalven i løb, afsikrer og skyder igen, denne gang uden at holde foran. Kalven falder omgående og spjætter voldsomt. Benene er afsindig lange, og det flyver med græstotter og vand, mens den forsøger at komme op igen. Jeg repeterer og sigter igen på kalven, men nu er hunden kommet frem, og Heiki råber, at jeg ikke må skyde. Koen er næsten inde i skoven og giver ikke mulighed for skud. Vi løber i stedet til kalven, så elegant som det er muligt med riffel, gummistøvler, knæhøjt vand, græstotter og stride buske – for mit vedkommende, med adrenalin nok til et helt fodboldhold. Jeg står da også på hovedet en enkelt gang, men sørger elegant for at holde geværet oven vande. Heiki fjerner sin hund, mens han behændigt undgår de sparkende lange ben med de store klove, og jeg afgiver et effektivt fangstskud på halsen, der omgående slukker for lyset.
Så er der stille, og jeg kan endelig studere min elgkalv på nærmeste hold: Det er en lille tyr med de fineste runde antydninger af et begyndende trofæ. Bestemt ikke den største elg i skydeteltet og bestemt ikke blandt de bedste skud, men nu kan jeg skære et lille hak i skæftet.
De resterende jægere kommer alt for hurtigt og jeg får ikke taget et ordentlig trofæbillede før elgen er slæbt væk. Da adrenalinen fordamper, er jeg våd af sved og mosevand, rasende tørstig, sulten og lidt radbrækket. Der fejres grundigt ved aftensmaden, men jeg kan ikke helt finde den gode stemning eller lysten til at genfortælle jagthistorien. Jeg føler ikke at min første elg var velfortjent med et rent forbi-skud og derefter et halvdårligt skud i rygsøjlen. Sover heldigvis som en sten, den estiske vodka hjælper måske en smule. På natbordet ligger min jagt-kasket med grankvisten, som Heiki højtideligt overrakte mig samt det tomme patronhylster fra fangstskuddet.
Mundskyl og rent held
Næste morgen ligger tågen lavt, tyk og kold mens Heiki kører uendelig langsomt rundt i de store skove og spejder forgæves for nedrullede ruder i det dunkle daggry. Jeg har riflen stående mellem knæene og tager stødene fra bilens bevægelser med kroppen. Magasinet er fyldt med fem skud og bundstykket trukket tilbage. Fryser så jeg ryster og stoler ikke vildt meget på mine egne evner. Om morgenen er jeg bare en langsom starter og synes bestemt ikke at de første to dage har været overbevisende positive. Jeg griber faktisk mig selv i at sidde og håbe, at vi ikke ser nogen dyr. Det er virkelig for dumt. Heiki skubber mit gevær til side, åbner handskerummet og trækker en klar flaske frem. “Sehr kalt” siger han på tysk, snupper selv en slurk af flasken og rækker den videre til mig. Jeg drikker hverken før eller under jagt, men det forekommer uhøfligt at afslå, så jeg napper en tår af, hvad der nok må betegnes som mundskyl med ubehagelig stærk mintsmag og 50% vodka. Ikke den mest udsøgte drink jeg har fået, men det giver faktisk en smule varme i både krop og sjæl.
Det lyder fortærsket at påstå, at tågen letter, men det er rent faktisk, hvad der sker over de næste fem minutter, også ude i naturen. Pludselig kan vi se, hvad der foregår i skoven. Efter et par kilometer er der endda bid. En elgko med kalv står roligt små 200 meter inde i skoven. Jeg rækker tilbage efter min skydestok, der står på bagsædet, men Heiki stopper mig og siger stille “Auto ist ein gute stick”. Bilen er en glimrende skydestok. Han stopper bilen, slukker motoren, griber løbet på geværet og fører det langsomt ud af vinduet på førersiden, hvor det hviler på vinduesrammen. Så rykker han sædet tilbage og holder sig for begge ører, mens han nikker opmuntrende til mig. Skik følge eller land fly! Jeg betænker mig ikke, roterer i overkroppen, læner mig mod riflen, skubber bundstykket frem og afsikrer, mens jeg søger dem i sigtet. Træerne danner et næsten tæt netværk på den afstand, men ved et rent held er der fin passage hele vejen ud til dyrene. Kalven står tæt op af koen og blokerer for skuddet, men den er i bevægelse. Den tager et stort skridt frem, derefter et skridt mere, så er den fri men står stadig en smule skråt. Min riffel er indskudt til 100m, og kuglen falder cirka 5cm på 150m og 15cm på 200m. Så jeg holder sigtet en god håndflade over det sted, hvor jeg tror, at hjertet sidder og klemmer forsigtigt skuddet af
Effekten i den lille bil er ikke til at tage fejl af. Min hørelse er lidt dæmpet, for det elektroniske høreværn ligger selvfølgelig stadig i brystlommen, og der hjælper det ikke så meget. Samtidig fjerner røgen fra skuddet alle chancer for at se, hvad der foregår – super! Jeg repeterer, mens Heiki spejder i kikkerten. Der er ikke umiddelbart noget at se, så vi springer begge ud af bilen og bevæger os mod skudstedet. Jeg forrest, med riflen parat og alle sanser tændt på højeste blus og Heiki på afstand med kikkerten. Der er ikke den mindste smule schweiss på skudstedet, og mit hjerte synker lige en tak. Vi har dog begge set og hørt dyr bevæge sig længere ude, så vi begynder at gå i den retning og finder hurtigt det første schweiss. Tydeligvis både lungevæv og måske også lever. Der er et fint sprøjt af blod på mosset i nærheden. Så ser vi begge kalven. Den ligger et stykke derfra i mørket under et grantræ i en helt anden retning end forventet. Hovedet er stadig rejst, men den gør ikke tegn til at bevæge sig. Jeg finder fast anlæg på et træ og skyder den igen på halsen, det eneste jeg kan se i mørket. Den spjætter stadig, da vi kommer derhen, men det er bare nerver. Kalven er faldet på det smukkest mulige sted: en stor plet af kridhvidt mos omkranser den under det mørkegrønne grantræ. Vigtigst af alt så får jeg lige ti minutter alene med elgen, mens Heiki henter grej til at brække og slæbe det. Jeg nyder roen i skoven og muligheden for at vise dyret den sidste respekt. Den grønne kvist fra Heiki føles velfortjent, det var et godt skud, omend en smule kontroversielt for danske forhold.
Perfekt afslutning i granskoven
Sidste morgen kører Heiki igen i tomgang gennem de uendelige store estiske granskove. På dybe skovveje, skåret snorlige mellem grantræer, højtideligt knejsende mod en frostklar morgenhimmel. Vi er i Heikis egen baghave. Her bor han alene med sin voksne søn, så vi slår et smut ind forbi hans køkken for at hente kaffe. Han viser mig stolt et seriøst bundt af ulveskind fra et lang liv med jagt, stablet nonchalant lige ved siden af sofaen. Endevæggen er dekoreret med et pragteksemplar af opsatsen fra skovens konge den estiske elg. Den er nedlagt lige ude på engen bag gården, tror jeg nok, at han forklarer mig. Jeg er seriøst imponeret. Det håber jeg han kan se på mit sultne blik og den åbne mund, men sproget er konstant en hindring.
Bagefter kører vi blot i koncentreret stilhed, mens vi spejder efter elge. Denne gang spotter jeg dem først. Længere inde i skoven, i kanten af en lille lysning, fanger mine øjne en svag bevægelse – kontrasten mellem den lyse bug, de lange ben og den lyse baggrund. Der er igen to. En ko og en kalv, og de har for længst opdaget os, da jeg prikker Heiki på skulderen og peger. Han nikker anerkendende og fortsætter små hundrede meter, før han stopper, og vi smyger os ud af bilen, der efterlades i tomgang med åbne døre. Bløde rolige bevægelser, vinden i ansigtet og riflen allerede ladt før jeg er steget ud. Skydestokken bliver i bilen denne gang, for der er masser af gode træer til støtte undervejs. Heiki lader mig gå alene. Han stoler på mig nu. Vinker mig bare frem og signalerer med to fingre at jeg må skyde til begge, tror jeg
Træerne står ikke tæt, og skovbunden er helt urimeligt blød her. Tyve centimeter dyb fugtig blød mos. Det er ikke svært at snige sig lydløst frem. Mørket skjuler mig fint, så snart jeg er under de store bløde grene af et enkelt træ. Jeg bevæger mig langsomt mod de to elge, mens jeg spotter i kikkerten i sikkerhed under skyggerne. Ender med at bevæge mig små 100 meter ind i skoven, før jeg krydser mod det sted, de stod, da jeg spottede dem. Og de står der stadig. Ganske årvågne stirrer de mod Heiki, der nu står og ryger ved bilen længere bagude. Begge står fri med siden perfekt mod mig, så jeg vælger kalven først. Der er god støtte fra træerne og pulsen er ganske rolig denne gang. Alle bevægelser er bløde, matcher skoven, mosset og stilheden. Justerer forstørrelsen, finder punktet over højre forben, stikker snellen, afsikrer, ånder ud, finder aftrækkeren og lader riflen skyde helt selv. Kalven ryger omkuld og kommer ikke op igen.
Koen springer frem, men stopper og vender sig om. Klager højlydt mens jeg repeterer og finder punktet på dens venstre forben. Samme cyklus gentager sig, snelle, sikring, udånding, pegefinger, roligt og uden tøven. Min riffel er en helt naturlig forlængelse af min krop. Skuddet går af og koen springer frem for blot at synke sammen. Jeg repeterer igen, men løfter ikke riflen. Bliver blot siddende med højre knæ i mosset og kigger mod de to elge, der begge stadig spræller. Jeg må kigge lidt væk. Blikket finder de to tomme 30-06 hylstre, der ligger i mosset med kort afstand. Utrolig glad for at jeg er alene lige nu, tænker jeg blot. Jeg ved ikke, hvor længe jeg har siddet, da Heiki nu står ved siden af mig med to grankviste til kasketten og spørger, om vi skal gå hen og se på dem.
Turen gennem skovbunden er hurtig overstået. De to elge er faldet med kort afstand. Skoven er ikke længere stille. Nu skal der arbejdes hårdt, men heldigvis er vi ikke langt hjemmefra. Heiki får fat i sin søn og nabo over radioen. De ankommer kort tid efter og begynder arbejdet med at brække den store elg-ko. Jeg bliver overladt til kalven, mens de griner af min lille men dog skarpe lommekniv.
Stiller riflen, smider jakken, smøger ærmerne op og går i gang, med stor indre glæde. Undervejs kommer der muntre tilråb fra de to lokale jægere, og det er helt, som det skal være. Det lykkes mig fint at undgå at punktere mave og blære. Det er faktisk nemmere at brække en lille elg end et lille rådyr. Vi vasker fingre i en flaske vand, og jeg drikker grådigt resten. Sønnen skærer noget frit fra indvoldene af koen, trækker en plasticpose frem og studerer det indgående inden han stikker det i lommen. “I am collecting vaginas”, siger han henkastet og begynder at trække bort. Jeg spytter vandet ud og synker hulkende sammen af grin i skovbunden, mens naboen må støtte sig til et træ. “For SCIENCE”, tilføjer han så forfjamsket. Det hjælper ikke på latterbrølet. Den historie skal selvfølgelig genfortælles ved morgenbordet. En perfekt jagthistorie er lige blevet født i de estiske skove.
Heiki dukker op med en skovtraktor og hejser uden den store ceremoni de to store kroppe på vognen og ruller hjemad igen. Hjemme på hans gård fejrer vi med en ekstra omgang seriøs estisk mundskyl direkte fra flasken, mens jeg betragter stativet, med de fire elge jeg har skudt. Jeg dukker op til morgenmaden med det bredeste smil, blodige hænder, hele to grønne kviste i kasketten, næsten fuld flaske mundskyl og en bunke historier, der skal deles med de andre.
Ikke en helt tosset tur, hvis jeg selv skal sige det – der er ikke den mindste bekymring om opsatser for mig, ej heller da vi får samlet det hele sammen, og turen går hjemad. Jeg beundrer virkelig de andre jægeres flotte opsatser, da jeg ser dem klargjort i bussen til lufthavnen, og selvfølgelig må jeg tilbage og skyde en stor opsats til at hænge over min egen pejs, men med hele fire elge skudt og de to sidste perfekte skud i den estiske skov, bliver det ikke nødvendigt foreløbig…
Riffel: Sauer 80 i 30.06, 5 skuds magasin
Ammunition: Norma Oryx, 30-06, 11.7g, riffelpatroner.dk
Jagtselskab: Buhls Jagtrejser
website til artiklen: jagt.glimt.dk
